Lyden af ...

 Det er lidt mere end et år siden, jeg fik høreapparater. En stor del af tiden siden efteråret 2020 er gået med corona-restriktioner af forskellig art, og det betyder, at der har været arrangementer, der slet ikke blev afholdt, og jeg først på det seneste har fået afprøvet høreapparaterne i store forsamlinger. Fx var jeg i teatret til musical sidst i oktober. I anledning af byens 175 års jubilæum sidste år, var der skrevet en musical, der ikke kunne opføres da, men så endelig kunne i år. Drewsen - papirbyen ved Himmelbjerget. Bag mit link gemmer sig en anmeldelse af forestillingen.

Silkeborg kommune havde inviteret frivillige fra alle mulige foreninger, organisationer og kulturinstitutioner til generalprøven. Arrangementet begyndte med et glas til alle i foyeren, mens borgmesteren og et par andre holdt takketaler til forsamlingen. En hyggelig opstart. Jeg havde bestilt plads på 7. række. Jeg vil gerne tydeligt kunne se skuespillernes mimik. Hvad jeg ikke tænkte på var, at det var meget tæt på orkestergraven. Musikken var meget kraftfuld, og det gjorde næsten ondt i mine ører. Eller måske er det i hjernen? :-) I hvert fald skruede jeg ned for lyden. Jeg tog høreapparaterne helt af. Men ingenting hjalp på de gener, jeg havde. Så jeg besluttede at gå i pausen. Øv og øv! 

Bogen, der ligger sammen med programmet på billedet, kan jeg meget anbefale. Erindringer fra Søren Ulrik Thomsen.

Tilbage til Lyd: Jeg har haft ringet til kommunens hørekonsulent for at blive klogere på det fænomen, at høj lyd er så irriterende i mit nervesystem. Jeg har ikke tidligere været lydoverfølsom. Hun forklarede, at der kan skrues ned for høj lyd, men hvis jeg ikke havde problemer på andre områder i lydbilledet, syntes hun, jeg skulle vente med at få reguleret på det. Jeg betragtes som nybegynder ud i hjælp til bedre hørelse, og hjernen er stadig i gang med tilvænningen til forstærkede lyde. Og jeg konstaterer, det var meget lettere for mig at vænne mig til briller i sin tid.

For et par dage siden, var jeg i biografen og så Ole Bornedals i medierne omtalte film "Skyggen i mit øje". Den meget tragiske fejlbombning af den franske skole i slutningen af Anden Verdenskrig er fortalt på en meget forfærdelig måde. Og meget rørende. Ikke en type film jeg gerne ser, men søde Ingrid havde en billet til mig. Desværre havde hun ikke sit coronapas på sig, så hun kunne ikke komme ind, og jeg valgte at gå ind alene. Hun så den dagen efter, da jeg var forhindret. Men det er en film, der skal deles med andre. Apropos høreapp., så tog jeg dem ud under filmen ... Og min hjerne fik ingen træning i høje lyde der. 

Sidste gang Johanne sov her, vækkede hun mig hviskende. Jeg kunne ikke høre, hvad hun hviskede? "Hvisk ind i mit øre", sagde jeg. Hun kunne høre, der var én inde i stuen? Jeg listede derind med tanken om, at det var jo let nok, måske, at åbne terrassedøren? Heldigvis var der ingen! Det var min overbo, der puslede oppe hos sig. De kære børnebørn, der bor i hus, er hver gang overrasket over nabolyde. 

Sådan er der så meget forskelligt.