Velkommen november.

 Vi er gået ud af oktober og ind i november med mildt vejr og smæk på farveskalaen. Jeg siger det vist hvert år, både forår og efterår: Det er som om naturen aldrig før har klædt sig så smukt.

I går ville jeg afprøve gåturen til Museum Jorn, og da de to drenge gerne ville på Pokemón-jagt kunne vi følges.

Det er sådan en stor fornøjelse at gå på stierne, der er dækket af bløde, gyldne blade og stadig kunne nyde, at de fleste blade stadig sidder på træerne.

Jeg havde tænkt, vi kunne holde en pause på museets cafe med en kaffe til mig og en varm kakao til drengene. 

Christians far havde sagt, vi bare skulle ringe, hvis vi ville køres hjem.

Den nye Nordskovvej forkorter turen lidt. Det er vist i øvrigt det eneste sted i landet, hvor hastighedsbegrænsningen er begrundet i flagermus.

I dag er hastigheden sat op til 60, for nu er flagermusene gået i hi.

Der har været mange protester mod den vej og nogle mennesker har utvivlsomt fået forringet deres livskvalitet, fordi vejen er kommet for tæt på deres bolig.

Jeg troede, det også ville gælde for kolonihaveejerne. Kolonihaverne ligger højere oppe og bag støjskærmene til venstre i billedet.

Jeg snakkede med en mand for nogle dage siden. Han har have i yderste række, og har var glædelig overrasket over, at bilerne hørtes så lidt. Han tilskrev det den lave hastighed. Hvordan mon det er nu, når der må køres 60? Han og de andre haveejerne glædede sig over en uforudset fordel ved vejen. Nemlig den, at rådyrene ikke mere kom ind i haverne og spiste tulipaner og grønsager.

Da vi havde gået gennem Indelukket og op til Frihedsstatuen, trængte jeg virkelig, virkelig til kaffe og til at sidde, så vi gik tilbage til Museum Jorn bare for at konstatere, at der ingen ledige pladser var i cafeen!

Den konstatering fik energien til at dale yderligere hos mig - ikke hos drengene, så jeg ringede til vores livlinje, og vi blev hentet.

Det var en smuk tur gennem skoven, og adspurgt svarede drengen, at det havde de også set.

Og nu til noget helt andet: I fredags hentede jeg Johanne i skolen, og det var en stor dag, for det var endelig blevet hendes tur til at have Læsefidusen med hjem på weekend. Med et efternavn næsten sidst i alfabetet havde ventetiden været lang.

Læsefidusen er den bamse, hun står med under armen. Han skal være med til at opleve, hvordan hendes weekend går, og det skal der så skrives og fortælles om i skolen. 

Jeg skulle hente en bog på biblioteket, og vi var enige om, at det ville lige være noget for Læsefidusen.

Senere var vi hjemme hos mig og bage pandekager.

I min have har benved tabt sine blade, men den har også gjort det godt med sin røde farve. Jeg kommer til at tænke på  de linjer Adam Oehlenschlager (sikke et navn) skrev for mere end 200 år siden (1813) "Lær mig, o skov, at visne glad som sent i høst dit gule blad; et bedre forår kommer osv. 

Jeg synes, vi er heldige med årstidernes skiften. Måske hører det med til høj alder at glæde sig særligt meget over netop den vekselvirkning i løbet af et år.