En ny præsident og en regnvejrsdag med en seksårig.

 

Tillykke med den nye præsident! Hvor det dog lettede at høre en nyvalgt præsident holde en god tone i sin tale. Det er vi ikke forvænte med.

Min avis mindede om den afgående præsidents tale ved sin indsættelse for 4 år siden. Han brugte udtrykket om USA og landets tilstand: "Et amerikansk blodbad." Vi så en lille flig af det d. 6. januar, og at fem mennesker døde, er blodbad nok, men ingenting i forhold til, hvad det kunne have udviklet sig til. Jeg håber, den nye præsident og hans administration, vil lykkes med at samle nationen.

Da jeg ikke kunne invitere til fejring, aftalte jeg med Jette, at vi åbnede en flaske Cava sidst på eftermiddagen og skålede med hinanden på telefonen. Kl. 20 mødtes jeg med Janne, Lone, Karen Minna og Anne Mette  på Teams. Vi blev opdateret på hinandens hverdag og skålede for den nye præsident. Vi bliver bedre og bedre til at mødes på den måde, og det er fantastisk (sikkert ikke for de folk, der er nødt til at arbejde hjemmefra på den måde). Men det er hyggeligt for os,  som dog ved,  det bliver endnu bedre, når vi kan mødes i virkeligheden. 

I går var Johanne her. Hun har ikke lektier for på samme måde som de to drenge i 3. klasse. Hun er ved at lære bogstaverne og øve i at kende dem og skrive dem. Hun er kommet til R. 

Jeg havde lavet dej til et gammeldags form-franskbrød. Det er meget længe siden, jeg sidst har bagt sådan et brød. Jeg plejer at bage med fuldkorn og kerner, men det er også længe siden. Mit favorit købebrød, Multikernebrød, opfylder alle mine behov, og så behøver jeg ikke at bage. 

Men det er hyggeligt at bage sammen med et barn. Johanne synes, det er sjovt at bokse i dejen, inden den fyldes i formen.

Der blev et meget dejligt brød ud af det, og med smør på smager det rigtig godt. For mig er det på højde med kage.

Vi skulle også ud, og med flyverdragt betyder det ikke noget, at det regner. Hun plejer at være glad for at komme ud, men der skal altid parlamenteres. Det forstår jeg ikke?

At trampe i vandpytter er altid et hit. På legepladsen var rutchebanen forvandlet til en vandrutchebane pga regnvejret. Og det var let at lave sandkager, som blev serveret for mig. Da vi kom hjem, udbrød hun spontant, at det havde været en dejlig tur, og at hun godt kunne lide at komme ud i naturen.

Måske lignede jeg et spørgsmålstegn? Hvorfor protesterne når hun synes, det er dejligt at være ude? Sådan er det nok for børn i den alder.

Hun vil selvfølgelig helst spille på computeren, og det må hun også, men kun i begrænset omfang. Jeg synes. det er svært at hjælpe et barn med at lukke Ipad'en, når uret ringer. 

Jeg har læst eller hørt et sted fra en ekspert, at børns reaktion, når spillet skal lukkes, kan sammenlignes med en sorgreaktion. En reaktion på et tab. Det er et tab, at spilletiden er forbi. Så den første reaktion er fornægtelse - det kan ikke passe. Så kommer vreden - det er for dårligt. Og ked-af-det som gråd. Og endelig nyorientering - finde legetøj, gå i gang med at lege. Det er vist ikke alle reaktioner fra teorien om sorg, jeg har med. Men jeg kan i hvert fald kende de faser, jeg skriver her. 

Da hun blev hentet af Chr. og sin mor, var alle sorger glemt, og vi var ved at spille UNO. 

Fra hovedstaden.

Storebæltbroens flotte konstruktioner forsvandt næsten i tågerne igår formiddags på vej til København.
Da vi kom frem, var der solskin i staden.

Kulisserne til Folketeatrets opsætning af 'Indenfor Murene' er ganske enkle. Men forestillingen er spækket med store skuespillere, der yder stjernepræstationer.

Ingrid kigger på den imponerende store plakat i foyeren.

I teatret var det tydeligvis det modne publikum, der var i overtal.

På sushi-restauranten var vi de eneste gamle ved running sushi. Den slags mad har uden tvivl mest appel til unge.
Den smagte rigtig godt.

Billede fra running sushi i Budapest i april sidste år. Christian nød det.

Vi skal først med toget hjem ved 17 tiden, så der er tid til at udforske lidt mere af København.

Bagedag og kordag ...

I går formiddags bagte Mattias og jeg boller.

Og spist boller sammen med hans mor.







(Jeg forstår ikke, hvorfor det er umuligt at trække det nederste billede op, så de to billeder kunne stå overfor hinanden?)

I går eftermiddags var jeg til kormatiné. Sådan kaldes det årlige arrangement, vi har med tre andre seniorkor. Vi synger for hinanden - 4 ting fra vores repertoire. For nogen tid siden fik vi udleveret to noder, som vi har øvet 'hjemme', og som vi så øver sammen og synger sammen i det kæmpekor, vi er, når alle stiller op.

Det er sjovt og inspirerende.

Jeg var ærlig talt træt og ikke oplagt til at gå ud, da Mattias og hans mor tog afsted, og jeg skulle skynde mig at klæde om.

Men træthed og ondt i ryggen forsvandt som dug for solen i løbet af de 2 1/2 time.

Det gør godt at synge, og det gør glad.

Og seniorkoret i Bording, som stod for for arrangementet, beværtede os med flere slags hjemmebag og dejlig kaffe. Pausen trak vist lidt ud, men der er meget at snakke om og more sig over.

Summa summarum: Uoplagthed kureres ved at synge i kor. Eller gå en frisk tur. 

For mit vedkommende. 

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan det er for andre.

Det blev bare en lille bøde ...

Biblioteket har sådan en fin service, der betyder, at jeg får en mail, der minder mig om, at mit lån udløber om 3 - 4 dage.
Alligevel kan en aflevering smutte for mig en sjælden gang, og det koster 20 kr i bøde

Jeg låner mange bøger, så jeg betaler gladeligt de 20 kr. Alligevel synes jeg, det er ærgerlige penge.

Men en glemt udlånskvittering i en af de bøger, jeg har lånt, fik mig til at se, at min bøde var latterlig lille.

Den for mig ukendte låner skylder 290 kr. og har et udlån på 28.
Der har jeg fundet min overmand.

Mattias, der balancerer mellem bøgerne for et halvt år siden.

De to år er gået hurtigt ...

På tirsdag er det 2 år siden Mattias kom til verden.
Mens hans far og mor gjorde klar til, at fødselsdagsbarnet kunne blive fejret af bedsteforældre, fætre og kusiner og deres forældre, gjorde vi os nyttige ude i haven og satte flag i jorden og bagte sandkager.

Mattias'dagplejmor har fortalt, han er meget glad for at lege med dukker, så der har været en dukke på ønskesedlen.
Da der viste sig en dukke i en af pakkerne, blev den hilst velkommen med interesse og omsorg.

Da Mattias' mor var lille, gav vi hende engang en togbane. Ikke fordi hun havde vist interesse eller ønsket sig den. Men fordi vi syntes, piger ikke kun skulle lege med pigeting.
Dengang var det vigtigt at udfordre kønsrollerne også hos de små.
Jeg tror såmænd, det var faderen, der legede mest med den.

Nu har jeg indtryk af, der er en meget mere afslappet holdning til om noget legetøj er pigeting eller drengeting.

Mattias har været vældig interesseret i biler, siden han var ret lille. At kigge på biler, låse døren op og sætte nøglen i tændingen og dreje på rattet. 

Den interesse husker jeg ikke, mine piger havde, da de var små.

Det må bestemt være en drengeting.

En butik der får smilet frem ...

Vores lokale glaspuster har altid et juletema.
Jeg kom forbi huset på vej hjem efter formiddagens julekoncert.
I år har glaspusteren tænkt langt væk fra jul og vinter. Der er palmer, liggestole og nisser i sand. Julen er flyttet til de varme lande.
Der er masser af smukke glasting i butikken.

Åh, hvor det driller mig. Jeg vil have højkantsbilledet op. Sommetider kan jeg flytte rundt på billederne, men ikke lige nu.

I denne her uge har onsdag været byttet ud med tirsdag til hente-Christian-dag.

Vi lagde fuglefrø på foderbrættet og kiggede på de små skilte i jorden ved de tulipanløg, vi puttede i jorden for et stykke tid siden. Det varer længe inden tulipanspirer kommer frem. Vi lagde også lysguirlander omkring det lille grantræ på terrassen og tændte lyset.

Jeg havde lavet dej og fundet æbleskivepanden frem om morgenen, hvis vi fik tid til æbleskiver, men det var ikke et hit hos Christian. Jo, han ville gerne hælde dejen fra kanden over i de små huller i panden. Jeg guider hans hånd, og så går det fint, men da vi skulle til at dreje æbleskiverne, ville han ikke mere. Det er også krævende for finmotorikken, så det blev kun den ene pandefuld. Han spiste et par stykker - mest fordi der var flormelis at dyppe i.

Han ville meget heller se, hvad der var i mit køleskab, og da der lå en rød peberfrugt, tog han den ud, lagde den glædesstrålende i min hånd og sagde "se mormor, det er en gave til dig".

Jeg blev selvfølgelig overrasket og glad. En gave fra mit eget køleskab. Det var stort.

Han gentog det samme med flere ting, og han var helt åbenlyst glad over at give mig gaver. 

Han har ikke gjort det før. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at nu er det snart jul, og han får mange gaver. Måske glemmer han så, hvor glad han var for at 'give gaver'. Børn skal ikke være særlig store, før de vil have flere og flere gaver. Men jeg nød den lille uskyldige stund, vi havde.

Seniorkoret havde sin første julekoncert kl 10 på Plejecentret i Virklund. Det var hyggeligt. Lidt tidligt. Og da vi ikke er i december endnu, havde vi en novembersang med nemlig Pia Raugs "Jeg vil male dagen ...".

I legens verden ...

Vi har leget. Det er skønt at lege, når man er voksen.
Det er skønt at blive inviteret ind i fantasien.

På vej med den lille and i snor.

Man er begyndt at komme i udklædningsalderen.

Legeudgaven af et køkken.

I den nye vuggestue er der et meget livagtigt lille køkkenarrangement, hvor der er en håndvask og ovn under kogepladerne. Der er også en lille mikroovn.
Christian ser lidt betænkelig ud, da han opdager de røde ringe, der indikerer varme.

Nej, der er ikke varmt. Man kan godt røre.

 Lige da jeg så det, tænkte jeg, det var meget upædagogisk med sådan en rød ring.
Når vi er i det rigtige køkken sammen, er det meget vigtigt at huske hele tiden, at komfuroverfladen er meget varm, og den skal man absolut ikke røre ved.
Ved nærmere eftertanke tror jeg dog godt, han kan skelne mellem legeudgaven og the real thing.

Med bold og babyhue.

Når man lige er fyldt 2 år, er fodboldsæsonen begyndt.

Moderen var ikke tilfreds med, at nogen havde givet fodboldspilleren babyhue på.

Børnebiblioteket under ombygning.

Mattias er begyndt i dagpleje, og planen var egentlig, at jeg skulle med hen og hente ham.
Men dagplejemor var blevet syg og Mattias var hjemme, så jeg kunne komme på formiddagsbesøg.
Vinduernes lukke-op-lukke-i- mekanisme er en sjov udfordring, og der kan kigges både over og under tværrammen.
Ellers gik tiden med at bruge køkkenskuffernes greb som afsæt for klatring og den altid populære rumsteren med gryder, låg og skeer.

Min datter sendte mig afsted med en stak afleveringer til biblioteket.
Jeg kommer alligevel næsten forbi.
Børnebiblioteket har været under ombygning i lang tid.
I morgen er der indvielse.
Jeg kiggede lidt rundt. Der var stor travlhed af teknikere og håndværkere.
Det bliver sådan et fedt sted.

Sådan ser læsehjørnerne ud.
Ikke noget med en hyggestol i en krog.
Måske vil det stadig findes, men sådan så et læsehjørne ud i dag.

Jeg må hen og kigge lidt mere på herlighederne en anden dag.

Tanker mens jeg holder i kø ...

Sidst på eftermiddagen i går sad jeg i kø i silende regn på ringvejen udenom Viborg.
Jeg har tit set skiltet i farten.
Nu holdt jeg stille og kunne fotografere det - og fin-spekulere over budskabet.

Hvis der er noget, jeg er uenig i, så er det det:
Jeg tror ikke på, man kan shoppe sig lykkelig.
Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan andre har det. Men jeg kan ikke shoppe mig lykkelig.
Måske fordi jeg er så gammel?
Nej, sådan har jeg altid haft det. Shopping siger mig ikke så meget.
Jeg vil gerne kigge på ting (og Henrik siger, jeg altid skal røre ved det, jeg kigger på)
Men jeg bliver ikke lykkelig af at tilegne mig ting. (jo, basisting eller sådan noget)
Måske hænger det sammen med, jeg voksede op i plovfuren ude vestpå?
Der var ingen forretninger. Mine forældre havde ikke bil.
Vi kom meget sjældent til Thisted med rutebilen.
Men et af årets højdepunkter var den årlige tur ved juletid.
For at se juleudstillingen.
Der blev sikkert også købt noget, men det jeg husker mest, var det store vindue med nisselandskabet og de mekaniske figurer, der bevægede sig rundt i det idylliske sceneri.

Nå, nu kommer jeg vidst på afveje.
Ad memory-lane.

Jeg hentede mit barnebarn i vuggestuen i går.
Det kunne der skrives meget om - altså den tid vi tilbringer sammen om eftermiddagen.
Han er snart 18 mdr. og har ikke noget ordforråd, men han er utrolig udtryksfuld i kropssprog og lyde.
Det kommer der nok noget om en anden gang. ;-)

Jeg har vagt på Silkeborg Bad i dag.
I eftermiddag kommer veninden fra Bornholm, og i morgen kører vi til Søndervig for at møde de 6 andre og tilbringe weekenden sammen.
I aften kunne jeg tænke mig at se filmen om Marie Krøyer. Den får ikke de bedste anmeldelser, men jeg skal se den under alle omstændigheder.
I aften eller en anden gang.
God dag til dig.
Og god weekend.
Her bliver nok en lille pause.

Det kan postkasser også bruges til ...

Da vi kom hjem fra vuggestuen i går, skulle der lige puttes nogle sten ned i postkassen.
Det er en dejlig lyd, når de rammer bunden.

Og sådan har vi så mange små glæder. ;-)

Er det sådan i vuggestuerne?

'Hvis han er blevet slået eller bidt i dag, så siger jeg altså noget', gik jeg og tænkte på vej hen til vuggestuen i går.

Det var første gang, jeg hentede mit barnebarn alene.

Han er blevet så stor, (17 måneder) at han selv kan klatre op i babyjoggeren og i den høje stol ved spisebordet.

Jeg kan ikke løfte ham, så jeg har glædet mig til, han selv kunne hjælpe til med at komme op og ned, så jeg kunne hente ham tidligt i vuggestuen en dag om ugen.

I dag begyndte vi på det og hyggede os et par timer, inden hans far kom hjem.

I vuggestuen blev jeg mødt af én af personalet.

'Han er blevet bidt på ryggen', sagde hun.

Jeg tænkte, jeg måtte styre min vrede. Det er ikke mit barn. Men det er mit barnebarn.

'Det er ikke godt nok', sagde jeg et par gange, mens jeg spurgte ind til, hvordan de opdagede det, og hvad de gjorde.

For to dage siden blevet han revet af lange negle på begge kinder og fik en bule i panden.

Han er blevet bidt fire gange i løbet af få dage.

Før sommerferien glemte personalet at lukke en låge ud til legepladsen. Der er et trin ned og en metalrist lige uden for døren. Han træder intetanende ud og får en slem skramme og må til læge.

Forud for den hændelse havde han oplevet tre buler i panden.

Det er ikke godt nok!!

Er det sådan i vuggestuerne?

I lige præcis denne her vuggestue er lederen sygemeldt hele september måned.

Der er ingen vikar. Det synes jeg heller ikke er godt nok.

Jeg synes, man må forvente mere end bleskift, mad og putning i vuggestuen.

Jeg forventer også som minimum, at børnene bliver observeret, og at personalet griber ind, når der opstår konflikter. Og at der er voksenstyrede aktiviteter.

I april 2012 blev Ole Henrik Hansens Phd afhandling om forholdene i nogle københavnske vuggestuer offentliggjort. Det var skræmmende læsning. Og der var stor polemik i medierne i nogle dage.

Christine Antorini, børne-og undervisningsminister, var ude at love vejledning til vuggestuerne, bedre uddannelse og efteruddannelse. Men der er ikke sket noget.

Men når barnet ikke er ked af at blive afleveret og er glad, når det bliver hentet, er det så udtryk for at vuggestuen er et godt sted at være?

Når alt det er sagt, så er det en fest at hente ham her.

Han er en glad og dejlig unge.

Hjemme leges der med biler. Nu er det slut med at vende og dreje køkkenskuffernes indhold.

Et hurtigt trip.

I mandags, da det øsregnede, steg jeg ind i et fly i Karup og var i København i løbet af 45 min.
Undervejs havde jeg det her flotte syn med blå himmel og voluminøse vatskyer.

Yngste med familie bor i en ferielejlighed i hjertet af København med udsigt til Tivolis hovedindgang.

Jeg var inviteret på besøg, og på min ønskeseddel står der altid museum og cafe.

Jeg fik mine ønsker opfyldt på Glyptoteket og Post og Telemuseums cafe.

Det er længe siden, jeg har været på Glyptoteket. 

Jeg er i gang med at læse 'Bryggerens Lærling', som er Poul Krogsgaard-Larsens erindringer.

Han er vokset op på Mors, fik en akademisk karriere, blev professor og afsluttede sit arbejdsliv med at være formand for Carlsbergbergfondet.

Det er spændende at læse om Carlsbergfondet og Ny Carlsbergfondet, og hvordan Carl Jacobsen har samlet og doneret kunst, mens faderens J.C Jacobsens donationer især går til videnskab og forskning.

Glyptoteket er et meget smukt bygningsværk med en alsidig spændende samling.

Billedet siger vist ikke så meget, hvis man ikke var tilstede
Men baby ligger i sin lift og lufter de små fødder.
Han er dygtig til at være på cafe.
Især er forældrene dygtige til at berolige ham, eller tage ham udenfor indtil han falder til ro.

 Cafeen på 5. sal på toppen af Post og Telemuseum må have byens flotteste udsigt.
Der er store vinduer og en udendørs terrasse med udsigt hele vejen rundt.
Ved hjælp af et kort over byens skylinie kan man sidde og finde de forskellige tårne og spir.
Vejret var med os. Vi kunne se rigtig langt.
Desværre var maden kedelig og stod ikke mål med de visuelle herligheder.

Vi var ikke inde i museet.
Men i Købmagergade finder man den fine udsigt.

Vi sluttede dagen af med at gå en tur i Tivoli.
Ak, hvor forandret!
Engang var det en smuk have.
Der er stadigvæk blomster og idyllisk omkring søen.
Men avancerede karruseller og rutschebaner, og hvad de ellers hedder, havde optaget det meste af pladsen.

På 1½ døgn kan der opleves hygge og samvær med de kære og spændende ting i København.
Det var en dejlig dag.

Måske bliver her en lille blogpause.
Jeg skal på højskole.

Stramme elastikker......

Der var ikke de store smil fremme i dag.
Og når baby pylrer og smågræder, så står spørgsmålene i kø i mit hoved:
Er det for varmt?
Er han tørstig?
Er han overtræt?
Savner han sin mor og far?
Er han sulten?
Har han ondt?
Er han utryg?
Er det hele bare lidt træls?

Indtil jeg lige opdagede det:
de har strammet elastikkerne for meget (se armene)

På vejen hjem fra byen......

Når jeg går hjem fra byen gennem Papirfabrikkens område, kommer jeg forbi Kulturspinderiet.
Forleden dag så jeg, at bl.a. Hanne Aabo havde fernisering.

Jeg har et billede af hende, som jeg vandt ved kunstforeningens (Sygehuset) generalforsamling for en del år siden.
Så hende måtte jeg da møde.

Mit billede er lavet af stof.
Det var sjovt at høre Hanne Aabos historie, og hun var iøvrigt glad for at høre, hvor billedet befandt sig.
Hun er oprindeligt designer og havde sammen med sin mand en tekstilvirksomhed.
I slutningen af 90erne afhændede de virksomheden, og hun gik på Århus Kunstskole fra 2000 til 2002.
Så i mit billede fra 2000 har hun anvendt de sidste tekstiler, som hun sagde.

Nu laver hun nogle helt andre farverige billeder.

Som f.eks. det her.
Det er et fotografi af en bygning, der er ved at blive revet ned.
Billedet er forstørret over på et lærred, og så har hun malet forskellige farver og figurer ind.
Hun havde flere af den slags, der var fotograferet i Paris´ gader i sort, hvid.
Parisbillederne var sjove og festlige. Sådan et gad jeg godt have på min væg.

Om lidt skal jeg passe en meget lille mand.
Der er en nybagt mor, der glæder sig til at komme til frisør og få lavet alle de ting ved håret med diverse kemikalier, (økologiske forstås) som man gør alt for at undgå, når man er gravid.
Og jeg glæder mig til at se de store smil, som den lille mand så gavmildt deler ud af.