lørdag, september 08, 2012

Er det sådan i vuggestuerne?

'Hvis han er blevet slået eller bidt i dag, så siger jeg altså noget', gik jeg og tænkte på vej hen til vuggestuen i går.
Det var første gang, jeg hentede mit barnebarn alene.
Han er blevet så stor, (17 måneder) at han selv kan klatre op i babyjoggeren og i den høje stol ved spisebordet.
Jeg kan ikke løfte ham, så jeg har glædet mig til, han selv kunne hjælpe til med at komme op og ned, så jeg kunne hente ham tidligt i vuggestuen en dag om ugen.
I dag begyndte vi på det og hyggede os et par timer, inden hans far kom hjem.

I vuggestuen blev jeg mødt af én af personalet.
'Han er blevet bidt på ryggen', sagde hun.

Jeg tænkte, jeg måtte styre min vrede. Det er ikke mit barn. Men det er mit barnebarn.
'Det er ikke godt nok', sagde jeg et par gange, mens jeg spurgte ind til, hvordan de opdagede det, og hvad de gjorde.
For to dage siden blevet han revet af lange negle på begge kinder og fik en bule i panden.
Han er blevet bidt fire gange i løbet af få dage.
Før sommerferien glemte personalet at lukke en låge ud til legepladsen. Der er et trin ned og en metalrist lige uden for døren. Han træder intetanende ud og får en slem skramme og må til læge.
Forud for den hændelse havde han oplevet tre buler i panden.

Det er ikke godt nok!!
Er det sådan i vuggestuerne?
I lige præcis denne her vuggestue er lederen sygemeldt hele september måned.
Der er ingen vikar. Det synes jeg heller ikke er godt nok.

Jeg synes, man må forvente mere end bleskift, mad og putning i vuggestuen.
Jeg forventer også som minimum, at børnene bliver observeret, og at personalet griber ind, når der opstår konflikter. Og at der er voksenstyrede aktiviteter.

I april 2012 blev Ole Henrik Hansens Phd afhandling om forholdene i nogle københavnske vuggestuer offentliggjort. Det var skræmmende læsning. Og der var stor polemik i medierne i nogle dage.
Christine Antorini, børne-og undervisningsminister, var ude at love vejledning til vuggestuerne, bedre uddannelse og efteruddannelse. Men der er ikke sket noget.

Men når barnet ikke er ked af at blive afleveret og er glad, når det bliver hentet, er det så udtryk for at vuggestuen er et godt sted at være?

Når alt det er sagt, så er det en fest at hente ham her.
Han er en glad og dejlig unge.


Hjemme leges der med biler. Nu er det slut med at vende og dreje køkkenskuffernes indhold.





12 kommentarer:

  1. Åh hvor er han sød!! Og du har ret det er IKKE godt nok og lyder faktisk farligt. Ved ikke hvordan det er i andre vuggestuer. Læste for nylig om sagen i Danmark hvor en mor fandt en dreng begravet i sandkassen og kaldte (mange gange) på personalet uden reaktion! Og om moren der lige pludselig mødte hendes lille dreng i et befærdet kryds - personalet havde ikke engang opdaget at han var væk. Der må simplethen være for lidt eller sløvt personale......... God weekend♥

    SvarSlet
  2. Skøn unge,,, Uha det er skrækkelig læsning det du skriver, jeg ville som mor/ mormor være utryk ved at sende ham i den vuggestue ...

    SvarSlet
  3. Nej, det er for ringe!!!Men selv i Violens private dejlige dagpleje kan ske ting....tænder slået løse, buler m.m. men en vuggestue er et stort sted, og personalenormering er uhyggelig lav.

    SvarSlet
  4. Han er lækker.
    Det er en svær diskussion med hvad der er i orden omkring vores børn.
    Undgå knubs osv kan man ikke, - det er jo levende børn. Men jeg er da helt overbevist om, at der er alt for få voksne omkring børnene i institutionerne. Og der er garanteret også forskel på, hvor professionelt de optræder.
    Man kan godt tillade sig at stille krav og bede om forklaringer.

    SvarSlet
  5. Pyha, jeg kan godt forstå, at du du blev vred. Man kan nok desværre ikke udgå, at børnene får knubs, men som Eva skriver, kan godt tillade sig at stille krav og bede om forklaringer.

    SvarSlet
  6. Tina, ja han er rigtig sød. ;-)
    Pyh, det er slemt, når de små kommer på afveje.

    Jonna, det skal jo være sådan, at man er tryg ved at sende sit barn afsted.

    Lavendel, synd for Violen. Nogen slags knubs kan ikke undgås.

    Eva, det er godt du, som er i skolesystemet, siger man kan stille krav og bede om forklaringer. Tak for det.

    Madame, det kan ikke undgås. De skal jo ikke pakkes ind i vat. Min datter vil tale med personalet om det.

    SvarSlet
  7. Selvfølgelig er det ikke i orden!
    De skal ikke kunne sige, at han er blevet bidt, for de skulle have forhindret det, skulle de.
    De er nok for lavt normerede, men det kan kun vælgerne og brugerne af vuggestuerne ændre på.
    Hvis der kommer et massivt krav fra forældre om, at der skal ske en ændring, er man vel nødt til at gøre et eller andet ved det.
    Jeg siger ikke, at børnene skal pakkes ind i vat, og de får deres knubs, både af tilværelsen og af at være ude på en legeplads.
    Men de skal dæleme være under opsyn og de skal ikke have lov til at gå rundt og bide hinanden.

    SvarSlet
  8. Nej, det er da overhovedet ikke i orden. Det kan godt være, at normeringerne i vuggestuerne kunne være bedre, men uanset hvad, så skal personalet forhindre den slags.
    Min egen datter bed engang en i vuggestuen, og det blev der gjort så meget ud af, så hun blev helt skræmt. Og DET var i orden,synes jeg, og hun gjorde det heller ikke mere.
    Det er pædagogik, og den bør udføres, uanset normering, efter min mening.
    PS. Jeg er pædagog!!!

    SvarSlet
  9. Det lyder noget tilfældigt med det opsyn - og selv om jeg ikke er forælder synes jeg absolut ikke, at det er godt nok. Mit ældste guldbarn var også på opdagelse, da han var omkring 3 år - han havde fundet et smuthul i hegnet, havde taget en kammerat med og så skulle de ned for at se toget!

    De nåede at gå 3 km inden en voksen undrede sig - langs landevejen! Hun tog dem ind i sin bil, og velkendt i området forsøgte hun først oppe i skovbørnehaven. Der må jo være gået en del tid - så hurtigt går de jo ikke; men personalet havde slet ikke opdaget det endnu.

    Det er temmelig rystende - og det er bid og krads osv. også. Selvfølgelig får de lidt knubs undervejs, men hvis der er gentagne bid må der vel være et andet barn, som har et problem med det?

    Håber, at din datter og svigersøn siger noget!

    SvarSlet
  10. Ellen, det er ikke nemt at vide, hvilke politikere, der vil prioritere børneområdet. Jeg tror også, det handler meget om organisering og uddannelse. Vore pædagoger har i mange år lært, at fri leg er det bedste for børn. Og kun gribe ind, når der opstår konflikter. Det gør de så ikke her i mit barnebarns vuggestue. Men jeg tror på voksenstyrede aktiviteter til små børn. Ikke altid og ikke deciderede læreplaner.
    Som minimum skal de i hvert fald gribe ind, når der opstår konflikter.
    Når det handler om forældreengagement i vuggestuen, så tror jeg, problemet er, at det kun er et par år, barnet er der. En periode i forældres liv, da der ikke er så meget overskud. Der kan stadig være urolige nætter og barnet kommer hjem med infektionssygdomme hele tiden. Når det hele kører bedre, så er det børnehavetid. Og andre ting at forholde sig til. Vuggestuetiden bliver lagt bag dem.

    SvarSlet
  11. Ingrid, det er godt at høre en mening fra pædagogens mund. ;-)
    Jeg mangler også at se og høre, at personalet griber ind i mit barnebarns tilfælde.

    SvarSlet
  12. Nille, selv om du ikke har børn, er din mening om emnet værdifuld.
    Det var en grim oplevelse med guldbarnet. Skræmmende. heldigt, det gik godt.
    Min datter og svigersøn vil snakke med personalet.

    SvarSlet