Da blev jeg forskrækket ...

Da jeg kom hjem i går efter en stillesiddende dag, ville jeg gå en rask tur.
Ud ad Langsøstien, forbi campingpladsen og endnu længere ud.
Stien bliver flittigt brugt af løbende og cyklende motionister.

Men ikke lige på det tidspunkt jeg gik der.
Kl. var 18.30, da jeg gik hjemad og spisetid i mange familier.

På et tidspunkt kunne jeg høre en cykel bag mig.
Lige pludselig sprang cyklisten af sin cykel, da han var udfor mig.
Jeg blev helt forskrækket, drejede hovedet og så på ham og sagde 'hej'.
Han så også på mig, sagde ingenting, men gik hurtigt videre med cyklen.
Lidt længere henne kunne jeg se, han løb med cyklen. Så var der et lille sving på stien, og jeg kunne ikke se ham mere.
Men nu var jeg blevet bange.
Hvorfor sprang han af cyklen lige ud for mig?
Hvorfor hilste han ikke?

Måske lignede jeg bagfra én han kendte?
Og da jeg ikke var den person, skyndte han sig videre?
Men han kunne da godt have hilst.

Hvad nu, hvis han stod bag en et træ længere fremme?
Nu var jeg blevet så bange, at jeg ringede til min datter og sagde, jeg havde brug for at have hende i øret lidt.
Mens vi snakkede, var jeg kommet til det sted, hvor stien rettede sig ud.
Jeg kunne se cyklisten løbe afsted med sin cykel.
Imod mig kom en mand fra nabolaget cyklende med sin hund, og jeg var lige ved fodboldbanen og næsten hjemme.

Pyhhh, jeg blev forskrækket og har ikke lyst til at gå tur der alene igen.
Men det er da noget pjat.
Han motionerer sikkert ved skiftevis at løbe og cykle.
Han skulle bare ikke hoppe af cyklen lige udfor mig.

Men nu er jeg jo i gang med at dæmonisere mænd. Som jeg skrev om i går.
Vi tror det værste om mænd i forhold til børn og kvinder.
Jeg ved, det er urimeligt.
Jeg læser ikke engang krimier eller ser uhyggelige film.
Men jeg ser nyheder.
Og de uhyggelige, voldelige overfald bliver beskrevet i detaljer.
Hændelser, der ikke sker så tit.
Men de bliver intenst dækket i alle medier.
Det tror jeg faktisk ikke, vi har godt af at læse og høre om.

Billedet er fra Ørnsø og ikke fra i går.