Riverboat og barnebarns-pasning.

Riverboat Jazzfestival er i fuld gang.

Jeg var i godt selskab i går aftes, hvor vi ventede i kø for at komme ind til Gunhild Carling koncert

Hun deltog første gang tilbage i 1990erne i Silkeborg som 15 årig sammen med sin familie, bl.a. far og mor.
Nu er hun voksen på 42 år og har sin egen familie. Hendes 11 årige søn optræder/synger sammen med adskillige andre familiemedlemmer. Hendes mor er stadig med på banjo.

Gunhild selv synger, danser og spiller på flere instrumenter.
Lille Viggo fremførte I Did It My Way på overbevisende og charmerende måde.

Det ser ud som om, de har en fest på scenen. Og det smitter ud i hele lokalet, så stemningen var i top.

Efter koncerten gik vi en lille tur i byen og nød sommeraftenen og de mange mennesker, der besøger byen.

Det flotte vejr fortsatte i dag.

Jeg kommer forbi Musikhuset, når jeg går ned til byen. Trapperne ned til vandet indbyder til at slå sig ned.
I dag kom stedet rigtig til sin ret.

På den anden side af vejen ligger Havnen, som vi, ubeskedent, kalder det område, der er udgangspunkt for sejlture med Hjejlebådene.

Under Riverboat lægger mange private både til inde i havnen, og siddende på bådene kan folk nyde musikken i havneteltet.
Der bliver trængsel, når kano- og kajakfolket også vil være med.

Jeg var på vej ned til Torvet til en frokostaftale. Hyggeligt og dejligt.

Men lige så spændende det er at være en del af aktiviteterne, lige så dejligt er det at komme hjem igen. Til fred og ro :-)





I ugen der er gået, har Chr. været hos mig et par dage. Han har haft ondt i ørerne. Især om natten. Han havde også haft lidt feber. Efter et lægebesøg, var aftalen, at hvis det ikke var væk efter en uge, så skulle han have penicillin. Heldigvis var det tilsyneladende væk i går.

I løbet af dagene havde han det for det meste godt.

Fx vaskede han min cykel, mens jeg hængte tøj på tørresnoren.
Han var også med hos tandlægen, da jeg var til tandrensning og eftersyn.

Og hos frisøren da jeg blev klippet. Der blev budt på Garfield-film, så tiden gik hurtigt.

Jeg kan ikke huske, hvornår det begyndte at blive en fast rutine, at vi bagte pandekager på mine hentedage.
Sådan har det i hvert fald været rigtig længe. Jeg kan så ikke overtales til pandekagebagning, hvis det ikke er en hentedag.

Men torsdag var hentedag, selv om det også var en sygedag, og vi bagte pandekager. Han elsker at få flødeskum i pandekager, men det kan jo ikke gå hver uge, så aftalen er, at der er lidt flødeskum den sidste torsdag i en måned.

Ugen er gået på travleste og bedste vis. Jeg havde frokostgæster en dag. Og før koncerten i går, havde jeg lavet tapas. Det var for tidligt at spise middag, og det er hyggeligt at nippe til forskelligt. Jeg havde lavet ovnbagte peberfrugt, olivenpesto, humus, ørredmousse, tre forskellige slags pølse og tre slags ost med honningristede nødder og rabarberkompot. Det er dejligt at lave mad, der ikke skal være klar og varmt på samme tid.

Aftenens maleri.

Mit kamera siger, at billedet er taget kl 21.46. Det er åbenbart ikke stillet til sommertid, for kl. var 22.46, da jeg fotograferede.
I modsætning til i går er farverne mere pastelle i aften, og så er gengivelsen ikke engang helt naturtro.
Det er så smukt. Dejlige sommeraftner.
Allerede efter 10 min. er farverne igen opløste.

# mit hakkejern.

Efter mit blogindlæg forleden dag om mit forsvunde hakkejern, blev jeg inspireret til at lede efter det endnu engang.

Jeg har adskillige gange kigget under og omkring den store syrenbusk.

Den har nemlig grene, der ligner hakkejernets skaft, og hvis jeg nu engang havde stillet det op ad en af grenene?

Lige pludselig mellem liljekonvallernes blade, fik jeg øje på  'bladet' på hakkejernet.

Jamen, der ligger det jo!
Halvvejs skjult mellem bladene.

Med røde ører fiskede jeg det frem.
Så meget for at mistænke nogen for at have snuppet det.
Jeg kunne heller ikke forstå, hvem der lige ville have det gamle redskab.
 Skaftet er efterhånden noget frønnet, men jeg har været i gang med det igen. Trods tørken er der nogle hårdføre vækster under betegnelsen ukrudt, der stadig vokser. For mit snart fireårige barnebarn er det en kilde til undren, at nogle vækster skal hives op, fordi det er ukrudt. Det er egentlig heller ikke så let at forsvare i børnehøjde :-)

Mens jeg havde været i Aarhus nogle timer i eftermiddags, havde min nabo, der snart flytter i lejlighed uden have, været her og stillet nogle haveredskaber til mig på min terrasse.

Se lige hvor flotte de er - med farve.

Der er også et skuffejern længst til højre.
Jeg har været ude i haven og prøvet det af. Men det ligger ikke godt for mig, så det skal min datter og svigersøn have.
Jeg har endnu ikke prøvet det fine hakkejern. Jeg synes, det er vinklet lidt kraftigere end mit gamle, så måske ligger det heller ikke så godt i hånden på mig?

I morgen får jeg gæster til frokost, så da kommer jeg nok ikke ud og prøver det. Men ukrudtet løber heller ingen vegne, som vi altid siger.
Jeg blærer mig med at bruge #. Det hører ikke hjemme i blogverdenen, såvidt jeg ved. Men jeg er ikke på nogen af de medier, hvor man bruger #. Jeg ved ikke engang, om det er anbragt rigtigt - foran eller bagved teksten?

UPdate 10 min.senere.
Da jeg kiggede op fra min computerskærm, havde jeg det her fantastiske farvebillede foran mig. Det varede ikke mange minutter, så jeg er glad for, jeg kiggede op fra skærmen :-)
Og hvad mon man ellers går glip af med næsen i skærmen? :-)

Nye kartofler?

I går kiggede vi til kartoflerne i kartoffelspanden.
Det er mit første forsøg på at dyrke kartofler på den måde. Christian var med, da vi i begyndelsen af maj puttede dem i. Nu var spændende, hvad der gemte sig i jorden.

De er for små endnu.
Jeg mener også at kunne huske, at planten skal blomstre, og det gør den ikke. Engang var uge 42 - efterårsferien - den store kartoffeloptagningstid. Så længe venter vi ikke med at kigge til dem igen.

Hvordan sætter man fireoghalvfjerds lys på en kage?

Jeg havde fødselsdag i går. Det var derfor spørgsmålet overhovedet dukkede op :-)

Dagen sluttede med, at jeg spiste pizza og kage hos  Christian- og Johannefamilien.

Det er et svimlende højt tal for en syvårig at tænke syv gange ti. Og dertil lægge fire.
Fireoghalvfjerds. Så mange gange har jeg haft fødselsdag :-)
Det er faktisk også svimlende for mig at tænke på.

Mange siger, at alder kun er et tal. At tallet ikke betyder noget.
Jeg kan følge den tanke et stykke af vejen. Men jo højere tallet bliver, jo større risiko for at blive syg, og på den måde betyder tallet noget.
At man hurtigere bliver træt og er længere om at restituere, er en kendsgerning.

Vi løste talproblemet med at tage de først fire cifre. Altså fire lys på kagen :-)

Allerede da min yngste datter tog 2018 kalenderen i brug, sagde hun, at hun plottede en fridag ind på min fødselsdag. Det har jeg glædet mig over siden.

Min ældste datter sluttede sig til, og sammen kom de og hentede mig for at køre til Aarhus.
Der havde været tale om et besøg i Perch's Thehandel, og det blev der, vi hyggede os et par timer.

 Jeg synes ikke, det sted er så eksklusivt, som hjemmesiden lægger op til.
Der er et meget stort te-menukort og god betjening, når det handler om at vælge te. Vi valgte hver sin te og fik tre små hvide tekander.
Der var ikke gjort så meget ud af anretningen af vores scones med clotted cream. En hvid tallerken til scones og meget små skåle til syltetøj, lemond curd og flødeskum.
Da vi spurgte efter clotted cream (som annonceret på menukortet) kom det også på bordet.
Vi var selvfølgelig ikke i Storbritannien, men alligevel. Vi savnede noget, der lignede engelske tekander og kopper :-) Jeg købte 100 g af den Irske Morgente med hjem. Den er rigtig god. Betjeningen var overdreven i brug af De og Deres :-) Ikke ofte man bliver mødt med den tiltale.
Jeg ved ikke, hvem der er publikum der. Vi var der tidligt, så der var ingen gymnasieelever eller studerende. Jeg tvivler også på, de kommer senere på dagen. Der er noget altmodisch over stedet.
Men vi havde det hyggeligt, og jeg var virkelig glad for døtrenes initiativ.

Mit hakkejern.

Søren Ryge havde en klumme i Politiken i lørdags om hakkejernet. I hans optik det vigtigste redskab i haven.
Jeg er enig med ham. For mig er det et uundværligt redskab, og jeg er god til at bruge det. Allerede da jeg var barn, var det en del af sommerarbejdet at hakke roer. Række op og række ned. Det forekommer mig, at det altid var meget varmt, når vi gik der.

Billedet er fra 1968 fra en bog om landbruget i gamle dage. Jeg kender ikke de mennesker, men sådan så det ud + et par børn på min barndoms roemarker i 1950erne.
Min lillebror blev født i december, det år, jeg sommeren efter fyldte syv.
Da jeg en dag skulle passe den lille halvt år gamle baby, ville jeg give ham noget rigtig lækkert.
Det var efter min mening det inderste af en moden tomat, som jeg gav ham med en teske.
Da min mor hørte om det, blev hun meget oprevet. Men han blev ikke syg af det, og derefter blev historien fortalt til nabokonerne under stor morskab.
Det var ikke særlig sjovt for mig at blive til grin og underholdning.
I dag vil det aldrig forekomme at lade en syvårig passe en lille baby. Det var ikke usædvanligt dengang.

Da min far døde i 1970 ophørte landbruget for min mor. Hun forpagtede jorden ud, og roehakkerne stod ubrugte i laden. Ikke helt ubrugte, for de var også et vigtigt haveredskab for hende.
Min mor flyttede på plejehjem i 2001, og én af de ting, jeg tog med mig var et hakkejern.
Jeg har siden brugt det i min have. Indtil for nylig. Det bar præg af, at det var gammelt, men det fungerede godt.
En dag for en måneds tid siden opdagede jeg, det var væk. Jeg sætter ikke altid rive, spade og hakkejern i kælderen efter brug. Det står tit på terrassen.
Jeg ledte inde og ude. Kunne jeg have anbragt det et eller andet mystisk sted uden at tænke over det?
Jeg spurgte mine naboer, om de havde set det? Men nej. Jeg undrer mig stadig over, om nogen har snuppet det?? Sådan et gammelt redskab? Hvorfor så ikke også riven?
Jeg synes, det er meget mystisk.
Hvis det ikke var fordi, det har en slags affektionsværdi eller historie for mig, så er det jo ligemeget. Og det er det jo - altså ligemeget. Utroligt, det har overlevet så længe.
Min nabo, der flytter snart, har sagt, jeg kan overtage hendes.

For et par dage siden købte jeg en lille håndfuld solcellelamper, der var meget nedsat i JYSK. De lyser så fint i blommetræet, når det er mørkt.
Nu vil jeg helst tro det bedste om folk, men det er let at 'plukke' dem så tæt på vejen, som jeg bor.
Men mon ikke de bliver hængende?

Nu skal der vist ikke koges mere suppe på det ben ...

Det er 'Folkemøde-benet,' jeg tænker på.
I oktober 2015 var frivilliggruppen på Silkeborg Bad på tur til Jens Galschiøts værksted (mit indlæg i linket)
Jens Galschiøt er en meget alsidig kunstner med et stort værksted i Odense. Han er mest kendt for sine politiske statements.
Han var også tilstede på Folkemødet med bl.a. den store fuckfinger, han har lavet for nylig.

Han havde også medbragt en seks-otte burkaer og arrangerede et par gange om dagen burka-løb. Folk kunne melde sig til at blive burka-løbere. De var nøgne under burkaen, og det var vist unge mennesker, der meldte sig til det. Jeg så bare lidt af det den ene dag. Man kunne ikke kalde det løb, for med de mange mennesker overalt, var det ikke muligt at løbe. Men det var en markering af det, for nyligt, vedtagne burka-forbud. Jeg synes, folk må gå klædt, som de vil. Og vi har jo maskeringsforbud i forvejen, så det er vel overflødigt.

Billedet her er udenfor Jens Galshciøts telt eller 'hovedkvarter.'

Da vi besøgte værkstedet for tre år siden, købte jeg en ring.
Ud af de mange fraklip i bronze, var der nogle kreative mennesker, der havde lavet ringe (der er mange frivillige på værkstedet)

Alle ringe var i sagens natur forskellige og kostede mellem 3 og 400 kr. Jeg synes, jeg fandt en rigtig pæn en.

Jeg fik et stort kram og blev omtalt som værende "én af mine forloveder," da Jens så min ring på Folkemødet.

Og sådan var der mange sjove indslag. Alting var ikke kun alvorlige politiske debatter.

Prins Joakim og prinsesse Marie var iøvrigt med samme fly hjem som mig.
Og Margrethe Vestager. Og Hans Engel. Og og og ...
Man ender med at blive starstruck :-)  ;-)

En sidegevinst

På Folkemødet var der mulighed for, snart sagt, at få belyst hvilket som helst emne, man var optaget af.
Da jeg så Naturfredningsforeningens telt, kom jeg til at tænke på larven, som jeg ikke havde fået artsbestemt.
Billedet lå stadig på mit fotoapp., og jeg tænkte, at der måtte være en biolog eller lignende sådan et sted.
Det var der også. Han havde bare ikke larver og insekter som sit område. Men næste dag ville der være én.
Vi fandt dog ud af hjemme vha. Google, at det er en Lille Penselspinder. Den forvandler sig til en natsværmer på et tidspunkt og hører til sommerfuglefamilien.
Da jeg kiggede op fra min samtale med biologen, opdagede jeg, at Frank Erichsen aka Bonderøven, stod lige ved siden af og fulgte med. Han kendte heller ikke larven.
Det var noget af det rigtig sjove på Folkemødet, at man lige pludselig så eller kom i snak med den ene eller anden, som man ellers ser og hører i medierne.

Hov, jeg kom til at sætte gang i en opdatering, inden jeg var færdig med mit indlæg :-)

Søndag ...

Mine, i går, frikadellespisende børnebørn blev afleveret i formiddags.
De skulle sove hos mig natten til i dag og havde ønsket sig frikadeller, kartofler og brun sovs. Det fik vi. Ingen problemer i den menu.
Det var straks mere problematisk, at Chr. vågnede kl 05. Det lykkedes at strække stå-op-tiden til 05.30. Men så måtte vi også i gang med dagen med havregrød.
Grunden til, det var svært for mig at vågne så tidligt, var, at jeg ikke kunne lægge en bog fra mig i går aftes.
Jeg er i gang med Bo Østerlunds interview-bog Modne Kvinder - Samtaler om livets patina.
24 kvinder fortæller om livet efter de 50.
Da jeg netop har oplevet Mette Bock på scenen på Folkemødet, havde jeg lyst til at læse hendes historie, som er en af de længste i bogen. Et meget bevægende livsforløb.
Jeg kunne heller ikke falde i søvn bagefter og sov i det hele taget lidt uroligt. Sådan er det med to små børn i mit soveværelse.
Så da børnene var afleveret, tog jeg mig en meget lang lur.

I eftermiddags var der en friluftskoncert i Indelukket med Prinsens Musikkorps. De havde Rasmus Bjerg med som solist.

Da jeg så filmen om John Mogensen
 for et par måneder siden med Rasmus Bjerg i hovedrollen, blev jeg fan :-) Så jeg ville ikke gå glip af anledningen til at se og høre ham.

Det var egentlig lidt koldt at sidde i skyggen på det tidspunkt, men jeg var heldig at komme lige til Your Are Always On My Mind og en John Mogensen-sang, jeg ikke kendte. Jeg gik glip af resten, fordi jeg frøs. Men jeg nåede at konstatere, at han stadig bærer på de 15 kg. han tog på for at fylde filmrollen ud. Måske med vilje fordi han har planlagt en John Mogensen-turne i 2019.

Indelukket er et perfekt sted til arrangementer om sommeren.

Der var også mange mennesker i dag.

På trods af formiddagslur er jeg stadig træt og har planer om at gå tidligt i seng.

Dagene før Folkemødet.

Jeg er glad for, jeg kom til Bornholm to dage før Folkemødet (det skyldtes udsolgte billetter), men det betød, at vi fik lidt bedre tid til at snakke og gøre andre ting.

Vi var bl.a. på Bornholms Kunstmuseum om tirsdagen.

Her lidt fotosjov. Min veninde vil ikke være med på billeder, der offentliggøres. Hendes mand er så tit eksponeret, så det er han ligeglad med.

I onsdags var der en stor begivenhed i Rønne, idet den nye campusbygning blev indviet af kronpris Frederik.
Jeg havde nogle timer på egen hånd, da mine venner var inviteret til åbningsceremonien.
Jeg benyttede tiden til at gå på det Kulturhistoriske Museum, der ligger i en gammel bygning, der oprindelig blev bygget som det første hospital på øen.

Mit billede er affotograferet fra en pjece.
Der var så mange interessante ting og historier i det hus.
Mest indtryk på mig gjorde samlingen og historien om de mere end 2000 små Guldgubber (billedet til venstre)

Og Bornholmerurets historie.
Om hvordan et hollandsk skib i 1744 med en ladning engelske  standure strandede ud for Bornholms kyst. Urene blev beskadiget og et par unge brødre hjalp med at reparere dem.
De fik så godt kendskab til urene, at de allerede året efter kunne præsentere det første Bornholmerur. Det havde kun en viser. I løbet af kort tid blev en stor forretning at bygge ure.

I går, på vej hjem fra Folkemødet, sluttede vi af med at spise en sen frokost på et røgeri i Hasle. Jeg fik saltede stege sild, der serveres med rugbrød, rødbedeterninger og sennep. En specialitet, som må prøves, men som ikke hører til mine livretter :-)

Og tilsidst et billede fra klippeøen og Folkemødets by, Allinge.

Glimt fra Folkemødet.

Jeg havde ikke på forhånd forestillet mig, hvor spændende Folkemødet er, men det er virkelig spændende, interessant og sjovt.
Der er en meget hyggelig, afslappet stemning, selv om der er tusindvis af mennesker. Vi havde på forhånd udset os nogle debatter, vi gerne ville overvære om torsdagen. I nogle tilfælde havde hundredevis af andre samme interesse :-) og det lykkedes ikke at komme tæt nok på. Fx. Roald Als (satiretegner på Politiken), der viste sine tegninger af Søren Pind, som kommenterede dem. Jeg stod for langt væk, og solen skinnede ind på den storskærm, tegningerne blev vist på. Jeg var der et kvarter, og det var virkelig sjovt at høre på de to. Men min plads var for dårlig. Så er der utallige andre muligheder.

Den bedste, jeg oplevede.

Mette Bock, Rune Lykkeberg og Søren Pind i samtale om begrebet dannelse med Martin Krasnik som mediator.

De er virkelig mennesker med dannelse, i den forstand, at det betyder, vi tilegner os mere viden end den, vi selv har brug for i vores daglige liv. Og bruger den i fællesskab. Der hører mere med til Rune Lykkebergs definition. Jeg kan bare ikke gengive det helt.

Meget interessant foregik i Egmont Fondens telt.
Her fortæller Blachman og Rune Willerslev, hvordan det er at være ordblind. Og hvordan ordblinde har særlig krøllede hjerner, der kan føre til mange ting.
En 12 årig pige fortalte om sin skolegang med mange hjælpemidler og sin drøm om at blive læge og forfatter, hvad de to herrer støttede hende meget i.

En meget sjov debat om troværdighed.
Men ikke så troværdig, for meget andet end profession giver en person troværdighed.
Jordmødre ligger øverst efterfulgt af læger og sygeplejersker.
Politikere og journalister ligger lavest.

Hvad så med min venindes mand, i midten, der både er læge og politiker? Han smiler og balancerer godt i det felt.



Der kunne berettes meget mere. Det har virkelig været inspirerende, og jeg kommer sikkert tilbage med mere, men nu skal jeg i gang med at forberede frikadeller, kartofler og brun sovs. Jeg kom hjem i går aftes, og i eftermiddag kommer Johanne og Christian her og skal blive til i morgen.
Jeg er blevet forkælet, som jeg siger, på mine venners luksuspensionat. Tak Kirsten og Thomas. Fire dage uden at skulle købe ind, planlægge mad, transport og underholdning osv. Det har været en luksus.

Min kuffert var dog ikke med i flyveren til Karup i går aftes. Det betyder ikke så meget for mig, og den bliver leveret engang i løbet af i dag. Det var værre for håndværkeren, som stod og skulle bruge sit værktøj. Vi var tre med missing kuffert.

Fra øst.

Da jeg vågnede tidligere end mine venner i går, gik jeg en lille tur ad et stisystem mellem gaderne.

På et tidspunkt kom jeg til en sti, der var belagt med glassten, der glimtede i forskellige farver.




Det så helt fortryllende ud. Glasstykkerne var afrundede og helt fine at gå på med bare fødder.














.

Man ser ikke farverne rigtigt på billedet til venstre.

For enden af stien ligger Hotel Green House Solution, der er et stort konferencehotel.
Stedet er bygget efter bæredygtige principper, og restauranten serverer økologisk mad.


Da jeg kom tilbage igen fik jeg at vide, at glasset var fra  de grønne glascontainere og overskudsglas fra Pernille Bülows værksted. I stedet for at sende affaldsglas ud af landet, var det blevet tromlet og anvendt som grus.










I morgen begynder Folkemødet. Det bliver spændende at opleve. Vejret har været tilpas at være ude i. Ikke for koldt og ikke for varmt. Vi har fx kunnet sidde ude og spise de seneste to aftener.

På falderebet.

Aj, hvor er det koldt i dag. 13 grader, da jeg åbnede terrassedøren i morges, og så blæser det oven i købet også.
Jeg lukkede skyndsomt døren. Det er som en drøm langt borte, dengang døre og vinduer bare stod åbne. Og ude var inde, og inde var ude. Men det er ikke længere tilbage end i går morges og de seneste uger.
Jeg vil have det igen.
Nu skal jeg finde varmt tøj frem. Jeg har et luksusproblem, for jeg har gået i kjole den seneste måned, og det elsker jeg. Skal jeg nu presse mig ned i et par lange bukser?  Og hvad skal jeg have med til Solskinsøen? Vejrprognoserne siger, at det kolde vejr går udenom Bornholm.
Min veninde har lige skrevet, at solen skinner hos dem, så jeg tager et par kjoler med :-)

Mit billede er fra fire år siden, da jeg var der i november. (min veninde vil ikke optræde på de sociale medier)

Jeg har altid en stående invitation, og sidste år da der var folkemøde, blev invitationen intensiveret.
Men jeg var for præget af min knæskade et halvt år tidligere, så det kunne jeg ikke.
Det er forresten dejligt for mig at vende tilbage og læse på bloggen, hvordan juni 2017 var for mig. Jeg glemmer jo at lægge mærke til, hvor meget mere jeg kan nu. Både når det handler om bevægelighed og træthed, så har jeg det mærkbart bedre.

Men jeg var lidt for sent ude til at bestemme mig, så da jeg i begyndelsen af maj var klar til at købe billetter, var rejsemulighederne lige omkring folkemødet
 udsolgt. I dag var en mulighed, og jeg kan komme hjem fredag. På den måde får jeg åbningsdagen, torsdag, med og lidt af fredagen. Det bliver spændende. Men jeg glæder mig nu til de to første dag, da vi bare selv finder på, hvad vi vil. De er meget gæstfrie og hyggelige at være sammen med, mine kære venner, som jeg kender helt tilbage fra Kemplertiden  1995-97.
Men nu vil jeg gøre mig klar til at køre til Karup. Måske kan jeg ikke lade være med at blogge undervejs :-) Det vil vise sig ...

En længe ventet byge.

Wow, det har regnet i dag.
Lykke er vanddråber på hostaen.

Ca. tre timer med stille regn gjorde godt. Man kan selvfølgelig altid ønske mere, men lidt har vel også ret.
Nu er det blevet koldt. I aften 15 grader og jeg har for første gang i en måned, haft brug for en trøje.

Jeg savner allerede de varme aftener på terrassen med udsigt til skønne solnedgange.

I går aftes ved 22 tiden så der sådan ud, og jeg gik først ind en time senere.

Johanne var her, da det begyndte at regne. Hun skulle lige finde ud af, om det kunne mærkes.





Mit sår i munden heler godt. De første par dage skal man ikke drikke varme ting. Jeg har savnet en kop skoldhed te og kaffe. Men i det varme vejr har det faktisk været rigtig godt med iste og iskaffe, så på den måde har jeg været heldig.

Nu med en tand mindre.

Det var ønsketænkning fra min side, at min tand havde fået det bedre, så nu er den væk.
Og godt det er overstået. Med effektiv bedøvelse gør den slags jo ikke ondt. Men det er alligevel lidt sindsoprivende. Jeg havde forestillet mig, at det bare var et snuptag, men tanden skulle først deles i tre og trækkes ud i tre omgange. For at gøre det så skånsomt som muligt for kæbeknoglen, som rødderne sad godt fast i.
Jeg skulle undgå legemlig anstrengelse, som der står i den skriftlige vejledning, jeg fik med sammen med panodil, gazetamponer til stoppe blødning og klorhexidin til at skylle med fra i morgen. Og så har jeg drukket iste og iskaffe og koldt vand og spist en omelet. I morgen kan jeg sikkert spise mere normalt.
Jeg fik heldigvis klippet græsplænen inden tandlægebesøget. Ikke at der var græs at klippe, men der vokser hist og pist nogle lange stængler, som åbenbart trives godt i tørke.

Min rose (Helene Lykkefund), jeg plantede i efteråret efter nogle år uden roser, vokser godt og blomstrer.
Den får også noget vand.

Da jeg stod og nærstuderede den, fik jeg øje på en mystisk skabning. Den sad samme sted her i aften, som den havde siddet i morges. Den er 5-6mm lang.

Den ser lidt frygtindgydende ud, når den bliver forstørret op.
Er der nogen, der kender den?

Jeg sidder på terrassen nu tæt på kl 23. Der er 21 grader. Jeg kan ikke huske, jeg nogensinde har oplevet så mange sommeraftner på række. Den ene aften efter den anden med flotte solnedgangsfarver, fugle der synger aftensang og kaprifolien, der indhyller mig i parfume af den ægte slags.
Mattias kommer i morgen tidlig kl 7, så jeg må snart løsrive mig og gå i seng.

Vægelsindet ...

Det er mig, der er vægelsindet. En vægelsindet person har svært ved at træffe beslutninger og holde fast i beslutningen.
Henrik mente det om mig, og han havde nok i nogen grad ret ...
Jeg kommer til at tænke på det, fordi jeg nu bliver i tvivl om, hvorvidt jeg skal have den tand trukket ud eller ej?
Det er som om tandbylden er mindre, og den er mindre øm. Måske urtepenicillinen alligevel har en virkning??
Nej, jeg holder fast i min beslutning! I overmorgen.

Det har igen været en varm dag. Min bænk på terrassen står op ad muren, hvor der vokser en duftende kaprifolie. Jeg har nydt at sidde der de seneste varme aftener omgivet af velduft. Så er det rigtig for alvor sommer, når kaprifolien blomstrer.

Ad tand og blommetræ.

Min samtale med tandlæge Steen i formiddags resulterede i, at jeg besluttede at få tanden trukket ud. Han kan gøre det, og jeg har fået en tid på fredag. På mandag rejser jeg til Bornholm, hvis alt går vel, og det skulle det gerne gøre. Jeg har billetten klar fra Karup til Rønne.
Aftalen med tandkirurgen er så selvfølgelig aflyst. Det, han kunne gøre, var at løfte tandkødet, så det blev synligt, om den revne, der er i tanden, går helt ned nederst i roden. Hvis den gør, skulle den under alle omstændigheder ud. Og med Steens udtryk "er det overvejende sandsynligt".
Hvis revnen ikke går helt ned, ville det være forsvarligt at gøre rodbehandlingen færdig. Jeg ved bare, at jeg ikke ville være tryg ved, om betændelsen var væk og ikke bare dukkede op senere.
Grunden til at jeg kun har en lillebitte smule ondt i tanden, og at tandbylden ikke vokser, er at der har dannet sig en fistel (lille kanal) som betændelsen tømmer sig ud i. Hvis den blev stoppet, ville tandbylden vokse, og jeg ville få ondt.
Jeg har en tandlæge, der vil gøre meget for at bevare en tand. Jeg spurgte selvfølgelig, hvad han selv ville gøre. Men uanset hvad, så har jeg besluttet mig. Jeg vil af med den tand. Jeg har set i mit arbejde på sygehuset, hvordan patienter med dårlig tandstatus har fået betændelse i hjerteklapper.

For længe siden - faktisk helt tilbage til sidste efterår, aftalte jeg med Mikkel fra Midtjysk Træpleje, at han skulle se på mit blommetræ, som havde mange visne grene. Men alligevel havde båret mange blommer. Han sagde, at blommetræer skal beskæres (hvis de skal) i forsommeren, når de er i vækst, for da vil de hele hurtigere.
Han kom i dag, og nu har blommetræet fået luft, fordi en masse af de små grene, der voksede på kryds og tværs og spærrede for hinanden, er klippet væk.
Der er ingen sygdomsangreb i år. Bladene ser sunde ud. Til gengæld er der kun ganske får blommer, hvad der aldrig er sket før.
Der var en masse nye skud som kompensation for de visne grene sidste år, så jeg tror, træet er livskraftigt nok.

Da Mikkel og hans medhjælper var næsten færdige, spurgte jeg, om de ville have en cola med sig. Det ville de gerne. Da jeg kom ud med to dåser Zero, takkede de nej. Overrasket sagde jeg "Fortæl noget om det". "Jaaaameem, de var ikke så meget for sukker. Slet ikke kunstige sødemidler." Så derfor.
Det var da ok for mig. Min datter og svigersøn bliver glade for det :-)
Og jeg tænkte, at alle oplysninger i tv og aviser om det skadelige sukker, ikke har været forgæves.
Apropos sukker, så standsede jeg ved den hylde på biblioteket forleden dag, hvor nye og aktuelle bøger stilles meget synligt frem. Én af bøgerne hed Sandheden Om Sukker af Annette Sams, forsker.
Jeg tog den med, men har kun kigget overfladisk i den. Jeg kommer ikke til at læse den fra ende til anden, men vil helt sikkert kigge lidt mere i den. Den er seriøs og med grundig dokumentation.
Det er lidt sjovt eller interessant, hvordan holdningen, - nej, det er jo viden om sukker, har ændret sig. Engang var det fedt, der var den store skurk. Men det var jo fordi, vi ikke vidste bedre.

Nu med luft mellem grenene.
Måske er det kun mig, der kan se det.

Tørke i haven.

Jeg har tre bregner, der står et skyggefuldt sted.
Det er ikke sådan, at solen aldrig kommer der, men kun tre-fire timer om formiddagen.
Alligevel trives de tydeligvis ikke.
De er begyndt at vælte.
Min gamle vandslange når ikke derhen, så jeg besluttede i morges, at jeg ville købe en ny. Sådan én med en blød og krøllet slange. Den er meget nemmere at håndtere end den gamle stive.
Så nu skal bregnerne have vand.

Det var en meget fredelig oplevelse at være i Kvickly en tidlig søndag formiddag. Der var ikke ret mange mennesker. Jeg lagde især mærke til tre unge mødre med små børn. De to havde et barn hver. Den tredje havde to drenge i den alder, da de kan styre rundt med børneindkøbsvognene. Fælles for dem alle var, at der var livlig aktivitet og snak, men på en afdæmpet måde. Bortset fra en af drengene, der . på et tidspunkt lå skrigende på gulvet og ville have noget med, de ikke skulle købe. Jeg var imponeret over den mor, der kunne hjælpe ham ud af raseriet og situationen ved at aflede ham uden at hæve stemmen. Senere så jeg ham, glad rullende afsted med sin vogn.
Jeg har monteret min nye haveslange og har også 'prøvekørt' den. Den fungerer.

Bonderosen er sprunget ud. Der er kun tre blomster på planten, men den er også meget gammel.
Jeg tog den med fra min mors have. Dengang havde den mange og kraftige blomster.

Det er 17 år siden. Den stod sammen med mange andre, som sikkert havde stået der meget længe, for min mor boede der i 55 år.
Men det er hyggeligt at have sådan en blomst fra mit barndomshjem.

Fra min terrasse i går aftes så solnedgangen sådan ud.
Der er huse og træer, der spærrer udsigten, men alligevel får jeg fornøjelse af de flotte farver på himmelen.

I aften er der overskyet og kun 20 grader. Jeg savner allerede varmen.
Man kan hurtigt blive forvænt :-)

Nu vil jeg gå ud og vande de planter, der hænger mest.
Plænen får lov til at være gul og vissen. Den skal nok rette sig senere, når vi forhåbentlig får regnvejr.

Jeg bader mig i gode råd :-)

Inden solen nåede om på terrassen ved 14 tiden, var den røde streg på termometeret allerede kravlet op på 25 grader. Det er for varmt efter min mening, men så er det godt, der findes skygge.
De, af min familie, der er ankommet til Mallorca i dag, har skrevet, at der var overskyet og 20 grader.
Helt modsat det normale.

Jeg får mange råd med hensyn til  min tand med abces i enten kæbeknoglen eller omkring roden på den udvendige side. Tandlægen har konstateret, at der ikke mere er betændelse i rodkanalen.
Jeg er lidt utryg ved, at jeg først skal til kæbekirurg d. 28. juni. Jeg har ikke ondt i tanden, men lidt i i gummen ovenover tanden, hvor der også er en bule (abces)

Min ældste datter har stor tillid til homøopatisk medicin, og hun har kraftigt opfordret mig til at besøge den lokale helsekostforretning, som også har et stort udvalg i alternativ medicin. Personalet er uddannet i homøopati, og de giver grundig vejledning. Sådan gik det til, at jeg i går gik ud af butikken 450 kr. fattigere, men udstyret med to slags urtepenicillin. Den ene slags i tabletform, den anden er dråber.
På den lille flaske står der, at den er uden godkendte terapeutiske indikationer (oversat fra tysk). På den store æske står der ingenting om dokumenteret effekt. Jeg ved godt, der findes ikke dokumentation.
Jeg tror ikke på den slags medicin. Men der sker jo ikke noget ved at tage det, når jeg nu alligevel venter på næste behandling hos tandlægen.

I vores fælles krydderurtebed her i boligforeningen, står der to timianplanter.
Ingrid er overbevist om, at man skal drikke timian-te og skylle mund med det, når der er tandproblemer.
Altså, plukker jeg hver dag nogle timiankviste og brygger mig en kop te. Den smager faktisk godt.

Pia og Hans Peter, som jeg var sammen med i går aftes, talte meget for, at jeg hurtigst skulle finde en anden tandlæge og ikke gå og vente så længe.
Nu har jeg jo ikke voldsomme smerter, så jeg synes ikke, der er grund til at opsøge en anden tandlæge. Gad vide, om en anden ville gå ind i et ikke-afsluttet forløb? Jeg ville ikke, hvis jeg var tandlæge. Men jeg vil ringe til Steen på mandag og sige, at jeg er utryg ved ventetiden.

Nu lyder det, som om min tand er det eneste samtaleemne :-) Sådan er det dog ikke.
Men tak for alle gode råd, kære venner. Jeg drikker timiante og spiser urtepenicillin, mens jeg forliger mig med tanken om, at tanden sandsynligvis skal trækkes ud.

I går var Johanne her et par timer. Hun fandt en hule under syrenbusken, som næsten er et træ.

 Med et tæppe, et par puder, en bamse og rabarbersaft med isterninger i den lille røde kande, blev det et hyggeligt, skyggefuldt opholdssted.

Nu skinner solen på termometeret, og der er 38 grader kl 20.