De japanske kirsebærtræer synger på sidste vers ...

I dag var det virkelig tydeligt, at bøgen også er sprunget ud her midt i Jylland.

 

Jeg havde en aftale med Trine. Vi skulle en tur i Mindeparken og kigge på de blomstrende japanske kirsebærtræer.

Efterhånden kan vi vel kalde det en tradition. Det er vist tredje eller fjerde gang vi går den april-tur ned gennem parken og ned til vandet, hvor vi sidder lidt på de store sten og nyder udsigten  ind mod Aarhus.

På vejen tilbage gik vi gennem Rømerhaven, og i dag var vi en tur rundt om Marselisborg slot og kunne konstatere, at der siden sidst er kommet højbede i den kongelige køkkenhave.

Vi sluttede med en dejlig frokost hjemme hos Trine på 10. sal.

Næste år i april tager vi samme tur.

Efter min mening den smukkeste træningsplads. 

I de højere luftlag.

 Jeg har været lidt oppe i højderne de seneste dage. Johanne og jeg har været på togtur til Aarhus.

Her er vi i Regnbuen på toppen af AROS Aarhus Kunstmuseum. Vi var selvfølgelig også forbi Boy, den store skulptur af en dreng. Vi var der sidst, da hun sad i barnevogn, Hun har set billeder fra dengang og følte sig nok lidt kendt. 

Jeg ville gerne se Elisabeth Jerichau Baumans billeder, og jeg vidste godt, det ville blive en hurtig gennemgang. Hun malede fantastisk dengang med fotografisk nøjagtighed for mere end 150 år siden. Hun rejste rundt i Europa og malede kongelige og kendte, var gift med billedhugger Jens Adolf Jerichau og fødte ni børn i perioden fra 1846 til 1861. 

For Johanne var det kedeligt at se alle de portrætter, men da vi kom til salen med mulighed for at fotografere og tegne med de tre baggrunde som forlæg var hun fyr og flamme. 

Det var muligt at fotografere, så det så ud som om hønen spiste af hendes hånd, men det lykkedes mig ikke at få guidet hendes hånd i den rigtige position.

Hønen er malet på en glasplade, som hun står bagved.

Det var sjovt at prøve, og for en syv-årig er det ikke nok at kigge på billeder, der skal også ageres. 

Der er virkelig mange oplevelser i Aros. Jeg vil gerne tilbage på et voksen-besøg.

Sidste år havde jeg Mattias med på Aarhus-tur og planen var, at Johanne skulle opleve det samme som han gjorde, så vi skulle også op på Salling Rooftop.

Den store kikkert og udsigtspladen var et hit. 

Den frithængende skywalk, hvorfra man kan kigge ned på de små mennesker, der går nede på gaden.

Der var ikke så mange, der havde lyst til at træde ud på pladen, så pigerne kunne godt ligge og brede sig og holde øje med, hvad der skete på gadeplan.

Man har en fantastisk udsigt ud over byen. Vi var heldige med vejret, så det var godt at være udendørs. Haven eller parken eller hvad man skal kalde området er 2000 kvadratmeter. Der er cafe og udendørs servering og mange siddepladser. Vi spiste også frokost der.

Da jeg var der sammen med Mattias i juli sidste år, var det køligt og overskyet. Vi gik også en tur ned til Domkirken, der ligger lidt længere nede ad gaden. Der er nogle sjove små kalkmalerier i loftet, som jeg ville vise ham om en ræv og nogle gæs. Sådan lidt tegneserieagtigt.

Jeg havde ikke sagt noget til Johanne om det - og heldigvis. For jeg var blevet så træt, så jeg vidste, at gåturen tilbage til stationen ville være nok for mig. 

Da hun var blevet mæt af at være på toppen, begyndte tilbageturen  med løfte om en is, når vi havde købt togbillet.

Vi gjorde et lille stop i parfumeafdelingen og prøvede de åbne test, så vi duftede af parfume op og ned af armene.

Vi var begge trætte, da vi havde købt is og billet. Toget var kørt få min. før, vi kom, så vi sad på en bænk i 20 min. og slappede af og kiggede på de mange folk, der hele tiden kom forbi. Den sidste rest af isen blev spist i toget. Johanne sad lænet op ad mig og var lige ved at falde i søvn. Det var jeg faktisk også. Det havde været en dejlig tur. Hun var så sjov og sød at være sammen med.

Jeg er lidt tankefuld over, at jeg ikke kunne gå den samme tur som sidste år. Det blev på en måde målbart, at alderen har taget noget fra mig. Sådan tolker jeg det, at jeg ikke kunne gå ned til Domkirken. Men sådan er det med alderen. Den afmonterer os. Kunsten er at hvile i den kendsgerning.

Endnu en blå himmel.

 Vi havde overhovedet ikke skænket det en tanke, det med mandag. Trine og jeg havde for længe siden planlagt en tur til kunstmuseet Aros i Aarhus i går. Jeg kører gennem Jeksendalen ud til hende, fordi det er sådan et naturskønt område. Jeg beregner god tid, stopper undervejs og nyder udsigten. De frodige grønne farver i mange nuancer, den blå himmel og de gule rapsmarker.

Jeg forstår, der bliver rejst tvivl om, hvorvidt raps er et bæredygtigt produkt? Men jeg kan se, der bliver dyrket med sædskifte et bestemt sted, jeg kommer forbi, og det er vel også nødvendigt for et godt udbytte.

Der findes også rapshonning, så bier kan åbenbart også leve i det.

Da vi senere stod udenfor Aros, var der selvfølgelig ingen mennesker og en lukket dør. Det var jo mandag!

Vi gik ned til Salling for at spise frokost på deres Rooftop. Vi sad udenfor sammen med mange andre. Det hele føltes som før corona. Efter at have spist et lækkert stykke smørrebrød med roastbeef delte vi en ostetapas. Solen varmede for meget, så undervejs rykkede vi ind i skyggen. Det var hyggeligt og dejligt, og det gjorde ingenting, vi ikke kom på Aros. Vi sluttede af med at drikke kaffe i Trines have under et skyggefuldt træ. På vejen hjem svingede jeg ind til min bror. Vi sad under et skyggefuldt træ og drak hyldeblomstcider. Det var helt usædvanligt efter maj måneds kulde, at vi på månedens sidste dag fik så meget brug for skygge, men hvor vi nyder solen og varmen.

Jeg har før udfordret mig selv ved at gå ud på glaspladen på Salling Rooftop og se ned på gaden, hvor mennesker ser bittesmå ud.

Det kunne jeg ikke gøre i går, for glaspladen er afspærret. Der er opstået revner i det øverste glaslag. Det udgør åbenbart ikke nogen sikkerhedsrisiko. Men det ser alligevel skrøbeligt ud med revner.

I min have er de første akelejer sprunget ud. De er så skønne og nemme, for de sår sig selv. Jeg har prøvet at samle frø fra en særlig fin blå art. Men frøet kommer ikke nødvendigvis med samme farve som moderplanten. Nu er jeg spændt på, om den er her i år. Hos min nabo er den. Indtil videre er det denne her farve.

Glæder sammen og hver for sig.

Mit Victoria-blommetræ giver mig så mange glæder. Især nu da det blomstrer helt eventyrligt.
En anden glæde er, når blommerne modnes i aug/sept.

Engang for ca. 20 år siden, var det sådan et lille træ.
Det bar blommer allerede året efter, det var plantet.
Her er træet nok ca to år.












I fredags købte jeg en parasol. Det har jeg tænkt på længe. Ikke fordi det er strengt nødvendigt. Min overbos altan skygger meget på min terrasse, og solen kommer først til mig ved 16 tiden. Men jeg forestiller mig, den ville kunne skærme for vinden. Og for indblik. Men efter mange år er jeg nu så vant til, at min terrasse er som en udendørs cafe med udsigt og indblik. En parasol ser også lidt hyggelig ud. Så jeg kørte over til Jysk, og med personalets hjælp kom både parasol og fod ind i min bil.
Min svigersøn ville bære det hele op på terrassen og sætte det sammen. Hele familien kom cyklende. Det er første gang siden lock down, de er så tæt på at være inde hos mig. Vi sad ude og spiste is.
Det viste sig, at parasollen er for stor! Øv. Sådan er det, når man ikke gør sit hjemmearbejde.
Nu er jeg i tvivl, om jeg overhovedet vil have en.

Jeg var i Bilernes Hus for at få skiftet til sommerdæk i onsdags. Der bliver sprittet godt af ved disken, hvor jeg afleverer nøgler. Og blyanten, jeg skulle bruge til at kvittere med, blev også sprittet af. Det er fint, men det var ikke det rigtige, som skal være baseret på enten ethanol eller isopropylalkohol. Nu er jeg heldigvis ikke spritpoliti. Jeg tror meget på den grundige håndvask, men bruger også sprit, som jeg før har skrevet om.
Hos den kurdiske brugt-cykelhandler er der ingen sprit men lutter venlighed. Min cykel har fået ny saddel og nyt dæk på forhjulet, styret er justeret op og sædet sat ned. Som med parasollen har jeg også tænkt ... Skal citybike modellen skiftes ud med en bedstemormodel? Det ville betyde, jeg kunne sidde mere opret, men jeg cykler ikke så meget. Nu vil jeg se, om cykelglæden bliver så stor efter reparationerne, så jeg måske vil cykle mere.

Jeg har været til terrassekaffe hos Ingrid. Den sorte skønhed her holdt os ved selskab.

Trine og jeg var en tur rundt i Mindeparken i fredags og allerede da, var de to store træer tættest på Kongevejen ved at afblomstre.

D 31. marts var de sprunget ud, så det passer nok, at de blomstrer ca tre uger.





Det store magnolietræ var sprunget ud og nogle rhodondendro.

Der er så smukt. Jeg har slet ikke lyst til at gå hjem.
Vi har været meget heldige, vejret har været så fint, de gange vi har været i Mindeparken for at følge foråret.

En Aarhus-udflugt.

I dag mødtes jeg med Trine i Mindeparken for at gå tur sammen hver for sig. Jeg var spændt på, om de japanske kirsebærtræer var sprunget ud. De fleste var ikke men de to store, der står tættest på Kongevejen, var. De er meget mere lyse i farven end de øvrige, der står længere nede i parken.
Vi gik  ind i Monumentet, hvor navne på alle faldne danskere (1. verdenskrig) på begge sider af grænsen, er skrevet på væggenes inderside.

En del af parken hedder Rømerhaven. Her er der bede med forskellige blomster og spejlsøen med den imponerende store hængebirk ved bredden.

Den yndefulde kvindefigur er skabt af billedhugger Johs C. Bjerg, der døde i 1955.
Hun var en af danaiderne i den græske mytologi.











Det var vores plan at gå en tur i parken ved Marselisborg slot. Men da vi kom til porten var der lukket pga. forskelligt arbejde i parken. Vi snakkede om, hvorvidt Margrethe ville tilbringe påskeferien i Aarhus i år. Det plejer den kongelige familie at gøre. Men nu har hun for få dage siden opfordret os alle til at blive hjemme. Mon ikke også hun selv gør det? Men statsministeren har jo sagt, man godt må tage i sommerhus - bare ikke samle sig flere ad gangen.

I stedet for Slotsparken gik vi om bagved til Forstbotanisk Have, som også er et dejligt sted.
Bænkene i solen var optaget af to personer på hver. Ikke noget med at sidde tæt. Vi sad i halvskygge en tid og overvejede at gå igen, da to kvinder rejste sig fra deres solbænk og gjorde os opmærksom på, at nu blev den ledig. Så sad vi der og nød synet af de forskellige ænder og terner på søen, mens vi drak vores, hver sin, termo-te.
Vi har aftalt at mødes samme sted om en uge, så vi kan føl.ge forårets gang lige der.
Der var også ramsløg, så i morgen vil jeg lave ramsløgpesto.
Det gør godt at komme ud og se noget helt andet især i de her tider.

Med tog til Aarhus.

I går var Mattias og jeg på togtur til Aarhus.

Jeg ville gerne vise ham AROS med kæmpe-skulpturen Boy, museets vartegn, og Your Rainbow Panorama på toppen af huset.
Vi skulle også spise pommefritter og drikke cola.

Det er så hyggeligt at være afsted alene med et barn. Vi får snakket på en anden måde, og der er mere ro på.

Boy kom til Aros til museets indvielse i 2004. Dengang fik han plads ved vinduespartiet ud mod Vester Alle på niveau 1. Der var masser af plads, lys og luft.
I 2016 blev han flyttet til niveau 6 i et lille spejlbeklædt rum. Jeg synes, det rum er alt for lille til den store 4,5 m. høje figur.

I 2015 var jeg der sammen med Christian, Johanne og deres mor.
På billedet her til venstre er det tydeligt, at skulpturen kommer mere til sin ret ved den første placering.
Jeg håber, han kommer tilbage??

Australske Ron Mueck skabte Boy i 1999 i glasfiber og silicone. Han vejer 500 kg og ser meget livagtig ud, som han sidder der på hug og ser så vagtsom ud.
Han er inspireret af aboriginer, det oprindelige australske folk.
Vi fik et papir med spørgsmål til en skulpturjagt. Et af spørgsmålene lød: "Hvor gammel tror du Boy er?"
Er det drengens biologiske alder? Eller er det dengang aboriginere levede ud i bushen? Det snakkede vi frem og tilbage om ...
Måske 100 år?

Det er sjovt at gå i regnbuen. Også lidt skræmmende at komme for tæt på kanten.
Det regnede i stride strømme, så udsigten rakte ikke så langt, men den var alligevel fin.
Her lød spørgsmålet til skulpturjagten: "Ved du hvilken farve, der er kontrastfarve til blå? Du kan kigge gennem risten i regnbuen for at få et hint." Vi kiggede og fandt ud af, den var orange.

Det var et par hyggelige timer på Aros. Vi blev (jeg blev) pølvåd på vejen tilbage til stationen, for det var begyndt at regne virkelig meget. Mattias havde regnjakke på.
Alle i toget sad med en telefon i hånden. Alle!
Jeg ved, at Mattias rigtig gerne vil spille, så på vejen hjem spurgte jeg, om det var hårdt at se så mange i gang med telefon. Det svarede han ja til, og så fik han min den sidste halve time :-)

April tog afsked med bulder og brag.

Sidste dag i april.
Det var koldt og blæsende i morges. Jeg tog min uldne rullekravetrøje på fra morgenstunden, og vanter med ud til søen.
Badet foregår dog kun med badedragten på :-) Og de uundværlige badesko.
Else havde hjemmefra besluttet at svømme fra den ene bro til den anden i dag. Jeg kunne ikke lige på stedet omstille mig til det og nøjedes med det sædvanlige dyp. Men næste gang ...
Vandet var 10 grader som for en uge siden.

Billedet her er fra planteskolen, hvor jeg havde en aftale med veninden.

Hjørnet ser lidt mørkt ud på mit billede.
Måske kan det ses, at 'vandet', der løber ud af vandkanden er en lys-guirlande.
Det så meget fint ud i virkeligheden.

På grund af det kolde vejr, der gjorde det til en væmmelig oplevelse at gå i planteskolens udeområde, fik jeg ikke købt de to buske, jeg tænker på.
Men så fik jeg købt noget andet.
Bl.a. en kartoffelspand og fire læggekartofler. Det er så smart at kunne købe dem enkeltvis. Chr. skal hjælpe med at lægge kartofler i spanden, som er sådan indrettet, at man kan kigge til kartoflerne, mens de vokser. Hvis det altså virker efter hensigten.
Det blev iøvrigt et voldsomt regnvejr med lyn og torden blandet i, men da sad vi hjemme med kaffekoppen foran os.

Jeg kom til at tænke på sidste vers i "Jeg vælger mig april"

"Jeg vælger mig april!
fordi den stormer, fejer,
fordi den smiler, smelter,
fordi den evner ejer,
fordi den kræfter vælter, -
i den bli'r somren til!"

Af B. Bjørnson i 1870.

For nogle dage siden, var det den smilende april,(selvom det var lidt overskyet) da jeg var en tur i Mindeparken. Ikke alle træer var sprunget ud, men de var på vej.

En lille Aarhustur.

Aarhus-turen i dag blev indledt med et speciallægebesøg for min venindes vedkommende. Da vi nu var i ramsløg-land, besluttede vi at gå en lille tur i Riisskov. Der er bestemt ingen mangel på ramsløg der. Skovbunden er dækket så langt øjet rækker. Jeg plukkede kun en håndfuld til pesto, men egentlig synes jeg, smagen af løg bliver for stærk, så jeg kommer ikke til at lægge noget i fryseren til senere brug. Jeg kan sikkert mildne smagen ved at bruge færre blade af ramsløg og mere ost og flere mandler.

Vi spiste frokost på Street Food.

Jeg har ikke været der før.
Det er et spændende sted med mange valgmuligheder.
Jeg valgte mad fra thai-boden. Det smagte dejligt.
Da vi skulle til at gå opdagede jeg, at der også var vietnamesisk mad, som jeg ville have valgt, hvis jeg havde været opmærksom på det.
Så jeg må derind igen.

Der var langt fra fyldt op ved langbordene, da vi var der ved 13 tiden.
Jeg håber, det går godt for de forretningsdrivende. Det er et hyggeligt koncept.




I går, da Else og jeg var ude at bade, kunne vi konstatere, at vandtemperaturen i søen var steget fra 1 grad til 4 på en uge. Det må være det varme weekendvejr, der har gjort forskellen. Luften var allerede kold igen og det vil den vist være et stykke tid.

Dagens udsigt.

Efterhånden kommer jeg ikke så ofte til Aarhus mere. Men i dag var veninden og jeg på tur.
Jeg havde glædet mig til at se Salling Rooftop, og jeg må sige, jeg synes, der er skabt et skønt udeområde, der på toppen af stormagasinet.
Lige netop i dag var udsigten begrænset at regn og tåge. Men der var et flot kig til de nærmeste bygninger. Øverst er der en lille cafe i et glashus. På næstøverste etage, som også er rooftop, er cafeen lidt større, men udsigten ikke helt så storslået.

Hele området er på 2000 kvadratmeter. Der er en scene og beplantning, så det næsten er en park. Der er plads til 700 mennesker. Det er umuligt for mig at vise området med mine billeder. Det er så stort. Hvis du er interesseret, så er der billeder og reportage fra åbningen på Google.
Hvis jeg boede i Aarhus, så ville jeg helt sikkert tage gæster med derhen for at se Aarhus hele vejen rundt.

Det kører ...

Græsslåmaskinen kører, og jeg styrer.

Jeg har klippet mosset på min lille plæne i dag sidst på eftermiddagen, da solen skinnede.
Jeg er vældig tilfreds med, at det kan lade sig gøre. Det havde jeg ikke troet for to mdr. siden, da jeg sad med Jack skinnen og ikke kunne foretage mig ret meget.

Så jeg er ovenud tilfreds. Jeg har stadig ondt i knæet, men meget mindre end før.

Tidligere på dagen var jeg på en lille venindetur til Aarhus.
Vi spiste frokost på hyggelige Emmerys og var inde på Dokk1.

Billedet her til venstre er helt intetsigende, hvis man ikke var tilstede.

Det er første gang, jeg har parkeret i sådan et system, som det der er under Dokk1.
Man kører bilen ind, som i en vaskehal. Da vi var steget ud, blev bilen sænket ned med en elevator og forsvandt.
Alle informationer dukkede op via mit betalingskort. Da vi hentede bilen, kunne vi på en lille skærm se, hvordan den kom op til overfladen igen.
Det er et smart system. Desværre var den ikke vasket. Det må blive det næste.

Nu sidder jeg i sofaen og betaler en lille pris for dagens aktiviteter.

Det nyeste hus i Aarhus.

For nogle dage siden var jeg inde at se det nyeste hus i Aarhus.


Dokk1 hedder det nye bibliotek i byen. Bag mit link ligger Wikipedias  oplysninger om byggeriet.

Det er sådan et spændende byggeri, som det lokale arkitektfirma
schmidt hammer lassen står bag. Den Sorte Diamant i København og Aros kommer også fra det firma. Jeg ser i avisen, at de bl.a. også er i gang med et kæmpestort biblioteksbyggeri i den kinesiske havneby Ningbo.
Jeg kom tilfældigvis forbi Dokk1 lige før en rundvisning.
Jamen, det er så specielt, så jeg vil bare henvise til at google på navnet, hvis du er interesseret. Eller også at gå ind og se det.

Det er meget, meget langt fra de biblioteker, der fandtes, da jeg var ung - og heldigvis for det. Da skulle man gå meget stille langs de brune høje reoler og kun hviske, hvis man havde brug for at spørge om noget.
Udover bøger, tidsskrifter, musik og film osv., så er børneafdelingen en regulær legeplads. Jeg har opfordret mine døtre til, at vi tager en legedag derinde med de små.

Der er legemuligheder både inde og ude.
Her en kæmperutschebane.




Der skal klatres et godt stykke op for at komme ind til den trappe, der leder op til toppen.

Et af de mere spektakulære kunstværker indendørs er Gongen af kunstneren Kirstine Roepstorff.

Det lange, tunge messingrør er forbundet med fødeafd. på Skejby Sygehus.


Nybagte forældre har mulighed for at aktivere Gongen med et tryk på en kontakt, der udløser et klokkeslag i Dokk1.
En festlig måde at fejre en stor familiebegivenhed på.





Gongen blev taget i brug 1. juli. Jeg var der et par dage før, så der var ingen mulighed for at høre klokkeklang.
Det kunne jeg ellers godt tænke mig.
Der bliver vist i gennemsnit  født 12 børn i døgnet på Skejby.

Pausebilleder.

Det er som om, pauser har sneget sig ind på min blog.
Mangt og meget fylder min tid, så nu kommer der et par pausebilleder.

Fra Botanisk Have i Aarhus forrige søndag.
Der er gode muligheder for at bruge sin fysik ude i haven, og inde i Væksthuset er der spændende ting at se.

Vielser på broen.

I lørdags gik jeg en tur ud langs Aarhus Bugt og så nogle af skulpturerne i Sculpture By The Sea..

Det var helt tilfældigt, jeg var ude ved Den Uendelige Bro kort tid før, der var bryllup.
Jeg havde ikke set det i nyhederne, at Aarhus Kommune havde tilbudt giftelystne par at blive viet på broen d. 6. juni.

12 par havde meldt sig, og en blomsterbutik i Hasle havde doneret brudebuketter til alle.
Der var sat et kvarter af til hvert par. Jeg så de første 3, og de var alle meget forskellige, alle gravide.
Jeg sad på en bænk sammen med en pressefotograf, og første brud kom hen til ham for at bede ham om, ikke at fotografere dem. Ingen familie eller venner vidste noget og skulle heller ikke vide det.
Lidt specielt at vælge sådan et spektakulært sted som hemmeligt. De så dejligt afslappede ud i shorts og bare ben og et lille barn i barnevogn.

Den flotteste brudebuket.

Den er formet som en paraply. Det er svært at se på mit billede.
Den passede perfekt til brudens gule kjole og megahøje orange stilletter, som hun dog først tog på ude på broen.




Hun blev interviewet af TV-Øst, så derfor kan jeg godt vise hende her
i samtale med Aage Rais-Nordentoft, der stod for vielsen af netop det par.

Der blev lidt trængsel ude på broen, hvor det foregående par ikke kunne komme væk pga intetanende folk, der var ude at gå tur og ikke kunne forstå, hvorfor de ikke kunne tage en tur hele vejen rundt på broen.

Den meget fotograferede brud, som fortalte, at hun er ansat på Aros og arbejder med Sculpture udstillingen.

Brudebuketten/paraplyen ses desværre ikke så tydeligt mod de grønne træer.

Den var så flot og kreativt lavet. Jeg var vild med den.





Jeg har ikke været hele den 3 km. lange tur, som udstillingen dækker, men jeg vil gerne. Hvis jeg får tid.