I de højere luftlag.

 Jeg har været lidt oppe i højderne de seneste dage. Johanne og jeg har været på togtur til Aarhus.

Her er vi i Regnbuen på toppen af AROS Aarhus Kunstmuseum. Vi var selvfølgelig også forbi Boy, den store skulptur af en dreng. Vi var der sidst, da hun sad i barnevogn, Hun har set billeder fra dengang og følte sig nok lidt kendt. 

Jeg ville gerne se Elisabeth Jerichau Baumans billeder, og jeg vidste godt, det ville blive en hurtig gennemgang. Hun malede fantastisk dengang med fotografisk nøjagtighed for mere end 150 år siden. Hun rejste rundt i Europa og malede kongelige og kendte, var gift med billedhugger Jens Adolf Jerichau og fødte ni børn i perioden fra 1846 til 1861. 

For Johanne var det kedeligt at se alle de portrætter, men da vi kom til salen med mulighed for at fotografere og tegne med de tre baggrunde som forlæg var hun fyr og flamme. 

Det var muligt at fotografere, så det så ud som om hønen spiste af hendes hånd, men det lykkedes mig ikke at få guidet hendes hånd i den rigtige position.

Hønen er malet på en glasplade, som hun står bagved.

Det var sjovt at prøve, og for en syv-årig er det ikke nok at kigge på billeder, der skal også ageres. 

Der er virkelig mange oplevelser i Aros. Jeg vil gerne tilbage på et voksen-besøg.

Sidste år havde jeg Mattias med på Aarhus-tur og planen var, at Johanne skulle opleve det samme som han gjorde, så vi skulle også op på Salling Rooftop.

Den store kikkert og udsigtspladen var et hit. 

Den frithængende skywalk, hvorfra man kan kigge ned på de små mennesker, der går nede på gaden.

Der var ikke så mange, der havde lyst til at træde ud på pladen, så pigerne kunne godt ligge og brede sig og holde øje med, hvad der skete på gadeplan.

Man har en fantastisk udsigt ud over byen. Vi var heldige med vejret, så det var godt at være udendørs. Haven eller parken eller hvad man skal kalde området er 2000 kvadratmeter. Der er cafe og udendørs servering og mange siddepladser. Vi spiste også frokost der.

Da jeg var der sammen med Mattias i juli sidste år, var det køligt og overskyet. Vi gik også en tur ned til Domkirken, der ligger lidt længere nede ad gaden. Der er nogle sjove små kalkmalerier i loftet, som jeg ville vise ham om en ræv og nogle gæs. Sådan lidt tegneserieagtigt.

Jeg havde ikke sagt noget til Johanne om det - og heldigvis. For jeg var blevet så træt, så jeg vidste, at gåturen tilbage til stationen ville være nok for mig. 

Da hun var blevet mæt af at være på toppen, begyndte tilbageturen  med løfte om en is, når vi havde købt togbillet.

Vi gjorde et lille stop i parfumeafdelingen og prøvede de åbne test, så vi duftede af parfume op og ned af armene.

Vi var begge trætte, da vi havde købt is og billet. Toget var kørt få min. før, vi kom, så vi sad på en bænk i 20 min. og slappede af og kiggede på de mange folk, der hele tiden kom forbi. Den sidste rest af isen blev spist i toget. Johanne sad lænet op ad mig og var lige ved at falde i søvn. Det var jeg faktisk også. Det havde været en dejlig tur. Hun var så sjov og sød at være sammen med.

Jeg er lidt tankefuld over, at jeg ikke kunne gå den samme tur som sidste år. Det blev på en måde målbart, at alderen har taget noget fra mig. Sådan tolker jeg det, at jeg ikke kunne gå ned til Domkirken. Men sådan er det med alderen. Den afmonterer os. Kunsten er at hvile i den kendsgerning.