Alting har en tid ...

Eller: Alting har en ende, som Michael Bondesens bog hedder.

Således også vinduesudskiftningen hos mig.
For to dage siden, blev de sidste tre vinduer fuget. Jeg fandt aldrig rigtig ud af håndværkernes arbejdsplan, men der var også forskellige ting, der fik den til at skride. Fx. at grej gik i stykker. At huset her er så gammelt (1948) og skævt, så der skal måles og tilpasses ved hvert vindue. At et sygt barn skal hentes i skolen. At to håndværkere for længst er lovet væk til et andet projekt på en bestemt dag. At en beboer her på vejen leger "politi" og sender bud efter parkeringsvagten, som kommer og måler ud og bestemmer, at der ikke må parkeres, hvor det er mest praktisk. Vi ved godt, hvordan reglerne er, men kunne man ikke se stort på det, mens der bliver arbejdet?
Da jeg kom hjem i går, havde min nabo været i gang med at feje og skrubbe 'sin' del af trappen. Jeg måtte smile for mig selv. Vi har aldrig snakket om at dele fejning af trappen ved indgangsdøren, men selvfølgelig har jeg og min overbo ansvaret for den ene halvdel :-)
Det er ikke sne, men savsmuld, der ligger på 'min' side. Jeg får vist ikke tid i dag. Om lidt skal jeg til juleklip i Mattias' skole. (jeg kunne selvfølgelig feje i stedet for at sidde her og skrive) :-(

Jeg ser ikke så godt mere og skal have nye briller. Det er et svært valg, men jeg er vidst moden til at få briller med en indramning i stedet for de mere usynlige, jeg har brugt i mange år. Det mener også de, der kigger oftest på mig.

Work in progress.

Opmuntrende syn udenfor min dør i dag.
Her er to håndværkere i gang med at tilpasse vinduesrammer og karme.

Vi har haft efterårets første nattefrost. Mit termometer viste -4 grader i morges.
Ved Almindsø var der et smukt scenarie med tågen, der lettede. Uden Carl Nielsens smukke sats. Men musik var heller ikke nødvendigt.
Vandtemperaturen er nu 7 grader.

Bogreolen.

Mens der blev skiftet vinduer, var jeg nødt til at flytte en reol, så håndværkerne kunne komme til.
Jeg tog et kritisk blik på bøgerne, da jeg havde fået dem ud af reolen og de lå på spisebordet og stolene.
Jeg synes, det er så svært at kassere bøger. Men hvorfor skal de stå i reolen, hvis de aldrig bliver taget ud?
Nu har jeg fundet ud af, hvorfor de skal stå der.
I hvert fald nogle af dem.
Det skal de, fordi de fortæller noget om mig. Noget om forskellige perioder i mit liv. Når jeg kigger i dem, møder jeg på en måde mig selv i en yngre udgave.
De fleste bøger fra min studietid er væk for længst. Men ikke Spalteholz' Hand Atlas Of Human Anatomy. Den blev købt brugt i sin tid, så den er gammel og slidt. Der er for længst kommet nye og flottere udgaver af Anatomi atlas. Der findes også meget flotte illustrationer af den menneskelige anatomi på nettet. Men jeg beholder min Spalteholz. Jeg beholder også de fleste havebøger og kogebøger og bøger om håndarbejde, foto, teologi, filosofi og psykologi. På forskellige tidspunkter har jeg været optaget af de emner. Skønlitteratur og romaner fra dengang jeg var medlem af en bogklub sorterer jeg mere hårdhændet i. Jeg læser aldrig en roman to gange. Der er bøger, jeg er blevet foræret, hvor giveren har skrevet en personlig hilsen til mig. De bliver også stående i reolen.
Da jeg havde fundet en pæn stor bunke bøger, som jeg tænkte, andre kunne få glæde af, kørte jeg hen til LÆSEHESTEN. Ikke fordi jeg forventede at tjene penge, men så slap jeg for at smide dem i containeren med brændbart affald. Butiksindehaveren er fuldstændig omringet af bøger fra gulv til loft og i stakke ved siden af. For ikke at tale om mængder af cd'er og dvd'er. Han virkede ikke glad over at se flere bøger, men ville godt tage imod dem. Hvis de ikke er solgt eller byttet indenfor tre måneder, bliver de destrueret. Det er trist, men sådan er det.
Jeg må snart holde op med at begræde bogens nedtur.

Jeg har også endelig skilt mig af med Lademanns Leksikon. 20 tunge bind.
Ingen genbrugsbutikker vil have dem indenfor dørene.
Jeg kunne nøjes med at bære dem ned i kælderen, hvor viceværten sørger for, de kommer til forbrænding.

Det har givet lidt luft i reolerne.

Jeg har store forventninger til tømrerne, der arbejder med vinduerne. I morgen må de da komme og fuge og sætte vindueskarme i her hos mig.
Håber jeg.

Stadig byggerod.

Min overbo fik skiftet vinduer i går og bortset fra, der ikke gik håndværkere ind og ud hos mig, så fik jeg min del af larm fra boremaskine og hammer. For ikke at tale om alle de rester af gamle vindueskarme og cementbrokker (eller hvad det var) der blev kastet ned i haven og på terrassen.

Ingenting gik i stykker. Dog fik min ribesbusk (der ikke kan ses bag stigen) en "hudafskrabning" på en af de store grene og en mindre knækkede af. Men den er robust, så den vil overleve.
Jeg mangler endnu at få fuget og sat vindueskarme i.

Vi spillede tallotteri i mandags.
I køkkenet kunne den gamle vindueskarm bruges igen.
Men jeg kan ikke få sat skub op - træk ned - persienner op, før fugearbejdet omkring vinduet er færdigt.
Mit midlertidige viskestykke-gardin ses i baggrunden.
Det sidder fast med elefantsnot, så det er let at tage ned. Men rart at skærme med, når det er mørkt, og jeg ikke kan se, hvem der går derude.
Jeg glæder mig til det bliver færdigt.

Jeg har givet mig selv en gave.

Jeg har givet mig selv et æbletræ. Endelig.

Min have er ret lille, og træet kommer til at stå tæt ved vejen. Men det er der, der er lys og plads.
Det er spindeltræ, der er beskåret så det vokser som en pyramide, og derfor ikke fylder så meget.

jeg er allerede begyndt at tænke, om der mon kan være et mere ved siden af?
Det nyplantede træ er Rød Aroma. Jeg vaklede mellem det og Discovery.
Begge er tidlige, meget velsmagende æbler. Rød Aroma modner en anelse senere og kan også gemmes et par måneder, hvad Discovery ikke kan.

Nu glæder jeg mig til æbleblomster i  maj. Måske kan jeg ikke forvente æbler det første år?
Det bliver spændende.

På planteskolen er der julestjerner i massevis og i mange forskellige størrelser.
De højrøde, som jeg synes, hører julen til.
Men de findes også i en blegrød variant. Og en cremefarvet og den hvide, som jeg købte til mine, vi-ser-Herrens-Veje-sammen, venner.
Nu er jeg hjemme efter en hyggelig aften, hvor vi efter at have set 6. afsnit i serien, også fik vendt tankerne om seriens indhold og funderet over, hvordan det mon går personerne i næste afsnit. Der er meget interessante personskildringer i  den serie.
Jeg må hellere komme tidligt i seng, for en af håndværkere lovede mig i fredags, at han ville prøve at komme først til det ene vindue i stuen hos mig. Så kan jeg få en reol på plads og få anbragt de mange bøger, der ligger på spisebordet og stolene. Men det er ikke min tur til at være først. Og nu har jeg nærmest vænnet mig til rodet, så det gør ikke så meget, om der går et par dage mere.
Og dog, jeg vil gerne have det på plads. Så jeg venter spænding på, hvad der sker i morgen.

Det er jo småting.

Det er helt sikkert ikke sjovt at være håndværker, når grejet ikke virker.
Liften er død her til morgen på trods af opladning gennem natten, eller hvad det nu var, de havde sat deres lid til.
Jeg har resigneret og tænker, at det går nok.
Der er stadig to vinduer, der skal skiftes hos mig. Det ene blev taget ud i går, men blev nødtørftigt sat i igen.

Vi ved ikke endnu, hvornår vinduerne kan gøres færdige indvendigt med fugning og vindueskarme. Men tidligst engang i næste uge.
Indtil det sker, kan der ikke sættes persienner op. Mine naboer havde klæbet aviser op på det nederste stykke af køkkenvinduet. Det ser lidt sølle ud, men kan da godt bruges i en snæver vendig.

Det er trods alt småting.
En af mine venner har fået den grimme diagnose, prostatacancer med spredning til lymfe. Som så mange mænd i den situation er han meget orienteret mod praktiske ting, der involverer advokat, bank, begravelse osv.
Den endelige behandlingsplan bliver lagt i næste uge, og vi håber meget, den vil hjælpe ham.
Så manglende vinduer og gardiner og byggerod hører til i den lillebitte småtingsafdeling.

Det er sindsoprivende at få skiftet vinduer ...

Det er helt vildt sindsoprivende at få skiftet vinduer.
Vi havde fået at vide, der skulle være en meter fri fra vinduet og ind i rummet, så håndværkerne kunne komme til. Det viste sig, at der faktisk skulle være en meter til alle sider, så de kunne vende sig med hele vinduet i favnen. Men så store er rummene nu heller ikke.
Jeg havde forestillet mig, at vinduerne bare skulle skubbes udad, men de skulle tages ind i rummet. Jeg så ikke, om det var sådan med alle. Men det var sådan et sted. at jeg blev nødt til at tømme en reol.
Når jeg får tid til at sortere, vil jeg nok synes, det er godt, for det er mange år siden, der er taget en bog ud af den reol. Men i morges syntes jeg, det var lidt surt.

Da jeg tog hjemmefra lidt i 10 for at bade og efterfølgende til kor, var de stadig hos naboen.
En optimistisk håndværker sagde, at det støvede ikke så meget, men jeg blev klogere, da jeg kom hjem.
Støvet lå tykt.
Og jeg havde ikke dækket af.
På bagsiden af huset ligger mine to vinduer over en trappeskakt, og derfor skal der bruges lift.
Men der var ikke mere strøm på liften - eller noget. I hvert fald måtte de sidste to vinduer vente til i morgen, og jeg skal nok sørger for at få dækket af.
Under alle omstændigheder er der brug for grundig rengøring, når de er færdige hos mig, så jeg ved, hvad jeg skal lave.
De nye vinduer er bredere end de gamle, og det er rigtig irriterende, for jeg har sådan nogle skønne plisse-flex gardiner, som kan trækkes op nede fra. De er købt i dyre domme for nogle år siden til tre vinduer. Jeg skal have det til mindst to vinduer igen. De to, hvor der kan kigges ind.

Alting var ikke sindsoprivende i dag. Der var næsten guld i de blade, der stadig sidder på træerne ved Langsø, som er udsigten fra det lokale, hvor vi har korøvelse.

Et foredrag.

I går aftes havde min ældste datter inviteret sin søster og mig med til et foredrag i Aarhus. Ikke at jeg kendte foredragsholderen og hendes koncept, men det er altid godt at dele oplevelser sammen med de to.
Anna Bogdanova var aftenens hovedperson.  Foredraget hed "Smertefri - farvel til stress, træthed og ondt i kroppen." Hun har et firma, der hedder De Uimodståelige med flere medarbejdere og bruger omtalen 'jeg og mit team'. Hun har skrevet bøger om træning, stress, smerter og vægttab. Det, der fascinerer og undrer mig, er, at det er on-line programmer, hun udbyder. De har 7000 kunder, som hun siger.
Hun sagde selv, at den vigtigste faktor i selvudvikling/træning/livsstilsændring osv. er kontakten mellem kunden og terapeuten eller coachen. Det er der ikke noget nyt i. Det tror jeg, alle der arbejder med mennesker, ved. Det nye for mig er, at den kontakt kan være så stærk, når den foregår via en skærm.
Selv synes jeg vældig godt om at møde op til holdtræning og personligt møde den fysioterapeut eller træner, der står for det. Jeg kan ikke motivere mig selv til at stå foran en skærm derhjemme og træne alene.

Anna var en sympatisk person at lytte til. Hun bruger meget sine egne erfaringer om at komme tilbage til arbejdslivet efter stressnedbrud. Ud fra publikums spørgsmål og tilkendegivelser, var det tydeligvis kvinder med lignede erfaringer, der var tilstede. Der var ingen mænd.
Jeg synes, det er meget interessant, hvordan nogle mennesker 'slår igennem' med et budskab. Det kan være indenfor mange emner, men lige i det her tilfælde, så har 'De Uimodståelige' ikke noget nyt eller banebrydende. De har en viden og tilgang til mennesker, som mange fysioterapeuter også har (der er også tre fysioterapeuter i teamet.)
Det må være noget med at ramme tidsånden? Hvad det så end er? Noget med markedsføring og evnen til at brænde igennem på skærmen?

Det er meget få gange, jeg ikke har haft et billede at lægge på mit indlæg. Jeg ville egentlig have fotograferet de håndværkere, der er i gang med at skifte vinduer i vores boligområde. Det har regnet i dag, og jeg har ikke været ude med fotoapparatet.
I morgen er det muligvis mine vinduer, det gælder, men det vides ikke helt bestemt. Jeg tror, det våde vejr forsinker dem. Men jeg glæder mig til at få det overstået. Det havde været sjovere, hvis det var en sommerdag med pivåbne huller i bygningen.

And og andelår.

Det viste sig, at mine venner serverede andesteg fredag aften, da jeg var der. Lækker langtidsstegt and. Ikke med rødkål, for det var jo ikke juleaften, men med en dejlig Waldorf salat.

Senere på aftenen spillede vi Mexican Train. Jeg kender ingen andre end Ruth og Jørgen, der har det spil. Vi var seks, og det er meget sjovt at prøve at slippe af med sine brikker. Tilsidst bliver det antal prikker, der er tilbage på ens brikker talt sammen, og det gælder om at have et lavt tal. Vi spillede seks omgange. Efter at have haft rigeligt med brikker i de første omgange, endte jeg med tre i næstsidste og ingen i sidste.
Der er meget strategi, som jeg først fik øje på sent i spillet.
Men også en del held.

I går lavede jeg middag til min familie. Jeg har brugt opskriften to gange før, men aldrig skrevet den ud, så det vil jeg gøre denne her gang.
Inspirationen kommer fra Dalsgaard i Skiveholme, men jeg følger den ikke helt.
Overskriften lyder: Langtidsstegte andelår med appelsin, ingefær og portvin.
Vi var seks voksne, så jeg brugte otte andelår, der fint kunne ligge i bradepanden. Børnene fik kyllingelår og alt blev spist rub og stub.

Opskriften her er til fire andelår, så jeg dobblede op:
Saft at 2 appelsiner.
1 tsk. hel allehånde
1 tsk. sorte peberkorn
Frø fra 5 kardemommekapsler
1/2 tsk. chiliflager
1 spsk mørkt muscovadosukker
2 spsk. fint revet ingefær
3-4 laurbærblade
Lidt portvin, salt og peber.
Kardemommefrø, peberkorn og allehånde stødes groft i en morter. Jeg har ikke kunnet finde hel allehånde, men brugte stødt. Jeg vil iøvrigt ikke bruge allehånde, hvis jeg laver retten igen. Alle ingredienser røres ud i appelsinsaft. Andelårene vendes i blandingen, inden de lægges i et ovnfast fad/bradepande, og resten af krydderiblandingen hældes over. Fadet sættes i en kold ovn og temperaturen sættes til 150 grader i 3 timer. Dryp dem af og til med væsken i fadet, står der i opskriften. Det glemte jeg.
Tilsidst tages andelårene op af stegskyen, som hældes gennem en si og skummes for fedt. (meget)
Stegeskyen koges godt igennem. Jeg synes, det var svært at smage den til. Der var sådan en lidt bitter smag, som om det hvide fra appelsinen var med, hvad det ikke var. Den var også lidt for sød efter min mening. Så jeg brugte lidt eddike, lidt fiskesovs, lidt sambal olek, lidt mere salt og rundede af med lidt fløde. Den blev jævnet med maizena, men den fik ikke en sjat portvin. Den var sød nok. Men den blev spist med velbehag, og det var det vigtige. Mine døtre havde sørget for ovnbagte kartofler og salat og dessert, som var is, og vi spiste hos hende, der bor nærmest.

Vi var lidt i alarm lørdag og søndag, fordi Chr. lørdag morgen havde så ondt i sit ene ben/lår, at han ikke kunne gå på det. Han har tidligere haft det i mindre grad, og egen læge kalder det vokseværk. Sådan var der også noget, der hed, da jeg var barn. Men Chr. kom med til lægevagten, som ville have en børnelæges vurdering, og da vi hører under Viborg sygehus, indebar det en 40 min. køretur.
I Viborg var der lang ventetid. De mange blodprøver var forholdvis hurtigt overstået, men hans hofte skulle ultralyds-skannes. Efter fem - seks timers ventetid fik de at vide, at det ikke kunne blive den dag, men de skulle møde søndag morgen kl 8 og være forberedt på yderligere ventetid. Først ved 12 tiden, var der tid, og derefter yderligere ventetid til en læge kunne fortælle om resultat og konklusion.
Heldigvis viste alle prøver og undersøgelser normale forhold.
Lægerne ville udelukke, at der var en coxitis på vej eller i gang. Det er en betændelse i hofteleddet. Jeg kan godt huske fra min tid i sygehusvæsenet, at det er et fænomen, der typisk rammer drenge i 7 - 10 års alderen. Den er nok ikke særlig hyppig, men jeg kendte det godt, og var glad for at det kunne udelukkes. Nu kan vi fortsætte med at tale om vokseværk og håbe, at det ikke vil genere ham for meget.

Samme lokalitet, men alligevel forskelligt udtryk.

I naturen er der mangeartede oplevelser, selv fra samme sted. Jeg ser det tydeligt, fordi jeg kommer to gange om ugen på samme plet ved Almind sø.
Jeg synes, det er både smukt og spændende, når tågen lægger sit slør over landskabet. Der er også lidt mystik over det.
Efter badet i dag mødte jeg en meget ivrig amatørfotograf. Hun havde et nyt og dyrt kamera, som hun var ved at lære sige selv at bruge. Det voldte hende en del hovedbrud.

Vi sammenlignede billeder, og hun konstaterede, at mit apparat tog bedre billeder end hendes. Jeg bruger næsten altid auto-funktionen, mens hun kæmpede med at finde den rigtige iso. På min skærm står der, hvilket iso-tal der er valgt, og ved at bruge det tal, fik hun også bedre billeder.
Jeg har sommetider tænkt, om jeg skulle investere i et større apparat, men i dag blev det tydeligt for mig, at jeg ikke interesserer mig for al den mekanik, der ligger i mere professionelle kameraer, så jeg holder mig til det, jeg har.

I mandags var situationen og vejret helt anderledes ude ved søen. Solen var ved at få magt, og nogle dykkere var ved at gøre sig klar fra 'vores ' sted på broen. Heldigvis er der flere steder med trapper og isolering på gelænderet.

Det sidste billede her er taget med min telefon.

Jeg er inviteret ud at spise i aften. Spændende om vi skal have andesteg. Men det er først i morgen, det er Mortens-aften, så det skal vi nok ikke.
Vi skal have en familiemiddag på søndag, og vi snakker om and. Men hvordan? Jeg kan se på bloggen, at jeg lavede andelår krydret på en dejlig måde, som de voksne var begejstrede for - sidste år. Men børnene var ikke. Så vi må snakke videre i morgen.

Måske det sidste havearbejde i år?

Så skøn er udsigten fra det lokale, vi står og sidder i, når vi har kor-øvelse. Snart slipper de sidste gyldne blade, og træerne vil stå nøgen tilbage.
Vi fik en ny julesang i dag. Deck the hall with boughs of holly. Den er vel egentlig en børnesang med en glad smittende melodi. Men vi ville gerne synge den :-)
Vejret har været mildt. Hen på eftermiddagen skinnede solen, og jeg fik lagt tulipanløg.

Jeg glæder mig meget til pinseliljer, som jeg har haft engang. Men de løg blomstrede kun en gang. Nu håber jeg, der er mere kraft i de her.

Det bliver spændende, hvordan de løse løg vil tage sig ud, for de er en blanding af forskellig slags, som jeg ikke sorterede, dengang jeg gravede dem op efter blomstringen i foråret.

Dejligt at have noget at glæde sig til.

Tanker fra værkstedscafeen.

Okay, ikke den mest hyggelige cafe i verden, men jeg sidder alligevel og er glad og tilfreds.
Det handler nemlig om min bil.
Min frihed.

I dag er det tid til dækskift, og Rune siger, at den bageste bremse 'rusker', så det bliver der kigget på.

Min Kia har syv års garanti, og jeg tror nok, det er næste år den udløber.
Det er i hvert fald næste år, min pension går betragteligt ned, og jeg vil nok tage afsked med Bilernes Hus, som siges at være et dyrt værksted. Jeg har gennem årene fået rigtig god service her. Der er noget meget trygt ved at aflevere sin bil på et kompetent værksted, når man nu ikke selv har forstand på biler. Jeg har fx ikke selv kunnet høre ruskelyden fra bremsen.
Rune, som jeg har kendt siden han var en lille dreng, er mekaniker, men han er avanceret og arbejder ikke på værkstedsgulvet mere. Han har tilbudt at 'overtage' min bil i sin lille private biks. Han har lige repareret en løs bagskærm og lille bule, der opstod, da jeg bakkede ind i en stor sten, der lå ved en indkørsel. Jeg har fuld tillid til ham, så det vil nok blive værkstedsløsningen på sigt.
Da jeg som 65 årig foretog nogle dispositioner mhp min fremtidige pension, var jeg påvirket af en kollega, der døde, lige som hun var begyndt at få udbetalt pension. Vores arbejdsmarkedspension er også en forsikring. Hvis et medlem dør eller bliver invalid i tidlig alder, er der pension til både ægtefælle og børn. Men hvis alderspensionen er indtrådt, når et medlem dør, bliver der ikke udbetalt noget til arvingerne. Så Lises livslange indbetaling gik til PKA.
Jeg tænkte, at jeg ville skrue min pension sammen, så jeg ville få max udbetalt i 10 år. Jeg kunne lave en opsparing på kapitalpension, som var fradragsberretiget dengang. To år senere blev den ordning ophævet, og der var ikke samme fordel ved opsparing.
Jeg forestillede mig også, at jeg var færdig med at køre bil som 75 årig (og at jeg ville være meget ældre, end jeg føler mig nu.) :-)  Jeg ved selvfølgelig heller ikke, hvordan alting ser ud om et år. Jeg ved bare, at jeg elsker at køre bil, og at den giver mig stor frihed.

Nu er min bil snart færdig, men summa summarum er, at det er svært at spå om fremtiden. Især om pension og livslængde.
Vi har korøvelse torsdag formiddag, og i dag skal vi kigge på juelrepertoire.
I eftermiddag er det min plan at få lagt de mange tulipanløg, jeg gravede op efter blomstringen (for at få plads til et par nye buske) og de nye løg, jeg har købt.
Jeg elsker det arbejdsfri liv, og det indhold jeg kan putte i det.

Da blev jeg skuffet ...

Jeg har længe haft lyst til at lave bøf stroganoff, så da jeg så det her tilbud, tænkte jeg, det kunne være vores onsdags-middag, når familien kommer fra svømning.
I stedet for at købe de små bakker kød, der er skåret ud i strimler, ville jeg få mere ud af at købe bøfferne og selv skære dem ud.
Men ak, hvor blev jeg skuffet.
Kødet ligger med den pæne side opad. Jeg troede i min naivitet, at undersiden ville se ud på samme måde. Men der var fedt og sener i rigelig mængde. Jeg vejede ikke, hvor meget jeg skar fra. Det var ikke småting.
Vi vil alle helst vise os fra den bedste side. Således også kødet i Kvickly - godt hjulpet af slagteren :-)

Champignonerne er klar og kartoflerne er skrællet, så det varer ikke længe, før jeg går i gang. Det bliver sikkert godt.

Da vi for et par uger siden flere gange passerede et stort kastanjetræ og Christian meget ivrigt samlede kastanjer, spurgte han, om vi kunne få en kastanje til at gro?
Jeg læste op på det og fandt ud af, at kastanjerne skulle opbevares koldt, indtil de blev sat i jorden. Så jeg lagde nogle stykker i en plastikpose i køleskabet. I sidste uge lagde vi nogle i jorden og en enkelt i en urtepotte.
Nu bliver det spændende, om de vil spire. Der skal nogle måneders kulde til.
I princippet skulle de kunne spire i køleskabet, læste jeg.

"Slik eller ballade."

Lige pludselig, sådan føles det, er de ord blevet en del af min virkelighed. Christian havde fortalt mig for nogle dage siden, at når de kom for at spise på onsdag, så ville der ske noget spændende.
Siden sommerferien, og da svømmesæsonen startede igen, har Chr og Johanne gået til svømning fra kl. 17-18 om onsdagen. Efterfølgende kommer de her sammen med forældrene og spiser og går hjem igen senest efter en time. Det er hyggeligt og fungerer godt. Ungerne kommer med vådt hår og stor appetit.
For ikke at være helt uforberedt på det hemmelige, spændende, der skulle ske, havde jeg rådført mig med min datter, der havde givet grønt lys for, at der godt måtte være lidt slik for en gangs skyld på en onsdag aften.
Det var jo nemlig Halloween den 31. oktober, i onsdags. Det kom selvfølgelig ikke helt bag på mig. Jeg har da set alle mulige former for udklædning og genstande, der skulle bruges for at fejre Halloween, men det er ikke noget mine børnefamilier har gået op i. Det har mere været nogle tegninger, der kom med hjem fra børnehaven. Men der er sikkert andre familier og andre steder i landet, der har været mere gang i fejringen.
Men verden bliver jo større og større. Ikke mindst gennem skolen. Så da Chr. kom stormende og råbte slik eller ballade, kunne jeg ikke alene agere overrasket, men jeg havde også slik.
Da slikket var blevet beundret, skulle der spises rigtig mad først. Men det var som om appetitten var forsvundet, selvom det var yndlingsretten, kylling i karry med ris. Der var ingen ro, slet ikke over den fireårige. En syvårig kan lettere udsætte sit slikbehov. Men der blev ikke spist ret meget af maden.

Der kom ingen andre børn forbi med kravet om slik eller ballade. Mine børnebørn var ikke klædt ud. Jo, Chr. havde forresten en grøn dragt af en slags på. Da jeg spurgte, hvordan det så ville gå med fastelavn, svarede han, at fastelavn handlede om at slå katten af tønden. Ikke noget med at gå rundt og rasle for at få penge eller slik.
Så nu har jeg lært forskellen på fastelavn og halloween :-)
I mine børns barndom var der kun fastelavn. Men jeg er sikker på, halloween er kommet for at blive. Som så meget andet fra USA.

Der har været dejlige naturoplevelser ude ved Almindsø i ugen, der snart er gået.
I går var der sol og næsten spejlblankt vand.
I midten til venstre på billedet er en lappedykker kortvarigt oven vande.
Den var sjov at holde øje med. Den blev længe under vandet og kom op igen langt fra det sted, den dykkede ned.

Grebene på badetrappen er blevet pakket ind i et isolerende materiale, så det ikke er koldt at holde ved.
Vandtemperaturen er nu 8 grader.

Mandag var ikke så farverig, men der var dejligt alligevel.
En svanemor- eller far (jeg kender ikke forskellen) med sine to store, stadig grå unger, var i fuld gang med morgenmaden.
De er nu ikke særlig fotogene, når de pludselig vender rumperne opad :-)