I går aftes havde min ældste datter inviteret sin søster og mig med til et foredrag i Aarhus. Ikke at jeg kendte foredragsholderen og hendes koncept, men det er altid godt at dele oplevelser sammen med de to.
Anna Bogdanova var aftenens hovedperson. Foredraget hed "Smertefri - farvel til stress, træthed og ondt i kroppen." Hun har et firma, der hedder De Uimodståelige med flere medarbejdere og bruger omtalen 'jeg og mit team'. Hun har skrevet bøger om træning, stress, smerter og vægttab. Det, der fascinerer og undrer mig, er, at det er on-line programmer, hun udbyder. De har 7000 kunder, som hun siger.
Hun sagde selv, at den vigtigste faktor i selvudvikling/træning/livsstilsændring osv. er kontakten mellem kunden og terapeuten eller coachen. Det er der ikke noget nyt i. Det tror jeg, alle der arbejder med mennesker, ved. Det nye for mig er, at den kontakt kan være så stærk, når den foregår via en skærm.
Selv synes jeg vældig godt om at møde op til holdtræning og personligt møde den fysioterapeut eller træner, der står for det. Jeg kan ikke motivere mig selv til at stå foran en skærm derhjemme og træne alene.
Anna var en sympatisk person at lytte til. Hun bruger meget sine egne erfaringer om at komme tilbage til arbejdslivet efter stressnedbrud. Ud fra publikums spørgsmål og tilkendegivelser, var det tydeligvis kvinder med lignede erfaringer, der var tilstede. Der var ingen mænd.
Jeg synes, det er meget interessant, hvordan nogle mennesker 'slår igennem' med et budskab. Det kan være indenfor mange emner, men lige i det her tilfælde, så har 'De Uimodståelige' ikke noget nyt eller banebrydende. De har en viden og tilgang til mennesker, som mange fysioterapeuter også har (der er også tre fysioterapeuter i teamet.)
Det må være noget med at ramme tidsånden? Hvad det så end er? Noget med markedsføring og evnen til at brænde igennem på skærmen?
Det er meget få gange, jeg ikke har haft et billede at lægge på mit indlæg. Jeg ville egentlig have fotograferet de håndværkere, der er i gang med at skifte vinduer i vores boligområde. Det har regnet i dag, og jeg har ikke været ude med fotoapparatet.
I morgen er det muligvis mine vinduer, det gælder, men det vides ikke helt bestemt. Jeg tror, det våde vejr forsinker dem. Men jeg glæder mig til at få det overstået. Det havde været sjovere, hvis det var en sommerdag med pivåbne huller i bygningen.
Det er jo nok tidsånden, at man ikke bare vælger en fysioterapeut, og så er det det. Næh, man vælger et koncept, der kan afspejle ens personlighed (og så kan det godt være at de "bare" er fysioterapeuter), og som man kan læse bøger/gå til foredrag med og lægge på de sociale medier.
SvarSletDet bliver da dejligt med nye vinduer...., - når det er overstået, altså.
Eva, du beskriver godt den individuelle tilgang. :-)
SletJa til vinduer, når det er overstået.
Det lyder som et spændende foredrag, et af de foredrag der kan ramme spot on hos mig. Er dog for nærig til at købe sådan en pakkeløsning, selv om jeg godt kunne bruge sparket engang i mellem :-)
SvarSletDejligt med nye vinduer, krydser fingre for du snart får dine. Husker jeg selv fik nye vinduer for en del år siden. De var færdige den 22. december. Pyha, og jeg skulle holde juleaften.
Karin, det er godt, der er forskellige tilgange, så forskellige behov bliver mødt.
SletDet må have været noget af et mareridt at have håndværkere lige til d. 22. december. Og så også forberede juleaften.
Ved du hvad: Hvis jeg havde to døtre så dejlige som dine, og de inviterede mig med til et eller andet sammen med dem, så ville jeg tage med for at høre et foredrag om svensknøglens udvikling gennem 100 år - eller noget - bare fordi de er så søde :-)
SvarSlet(Ikke fordi jeg ikke selv har en dejlig datter; det ved jeg, at du ved jeg synes jeg har, men vi har bare ikke helt de muligheder sammen, som du så tit har glæde af.)
Ellen, det er jo lige præcis sådan det er. Uanset emnet så vil jeg gerne med i selskab med de to :-)
SvarSletJeg ved, du har det på samme måde med din datter. Til trods for afstanden har I tæt kontakt, og mange oplevelser når I er sammen.