Det var måske lidt overkill ...

I går var der fællesspisning i vores boligområde som led i Projekt Nærmiljø. Jeg havde sammen med to andre her fra vejen billet til arrangementet. Men vi snakkede om, at det måske ikke var så smart at sætte os skulder ved skulder og spise sammen med mange, så vi meldte afbud. Det ville ganske vidst ikke være en 1000 personers begivenhed. Men fællesspisning handler ikke om at holde afstand på en meter, men om at spise, snakke og stikke hovederne sammen. Overkill eller ej? Det føles mærkeligt at skulle holde afstand til folk.
Skulle jeg have været lige så konsekvent som i går, skulle jeg have aflyst min aftale med Jette i Aarhus i dag. Hun ville gerne på Moesgaard Museum. Det ville jeg også, selv om det kun er lidt mere end tre uger siden, jeg var der sidst. Da var det vinterferie med fokus på en otte årigs oplevelser, og det var en herlig dag. Men da jeg gik derfra i dengang, vidste jeg, at jeg gerne ville tilbage på en voksen-tur. Den tur tog vi i dag. Det var spændende at have tid til at fordybe sig i plancherne, billederne og alle genstande, der handlede om tiden i Napolibugten omkring år 79 e. Kr., da Vesus i et kolosalt udbrud lagde byerne Pompeij og Herkulanum øde. Først ca. 1500 år senere blev området udgravet. Det er en vældig fortælling. Udstillingen kan varmt anbefales.
Vi havde reserveret bord i cafeén. Det er en god ide. Jeg vil dog ikke bestille fiskefrikadelleanretningen en anden gang. Jeg havde en ide om lune-lige-fra-panden fiskedeller. Det var det slet ikke. De var køleskabskolde og meget massive. Men der var godt rugbrød.
På info-tavler stod der, at vagter ville rundere i udstillingsområderne for at tjekke, at vi ikke var for mange mennesker. Vi skulle holde afstand til hinanden pga coronavirus.
Det var bare ikke sådan i praksis. Vi gik alt for tætte i Pompeij udstillingen. Ganske vist var vi ikke tilnærmelsesvis så mange som en torsdag i vinterferien. Men vi var for mange efter min mening.
Det er svært med den smittespredning, der uden tvivl til tage til.
Vi havde det dejligste vejr i går med blå himmel og lun vind. Jeg gik en tur i mit nærområde.

Jeg ville se, om der var haletudser i Lillesø, men jeg kunne ikke komme tæt nok på vandet. Jeg skulle have haft gummistøvler på for der var meget sumpet og vådt.
Her lever også stor vandsalamander, der er en beskyttet art.







Jeg krydsede Aarhusvej og gik på Langsøstien tilbage.
Campingpladsen landingssted for kanofolket ligger langt ude i vandet,

Alle steder står mirabelletræerne med de små hvide blomster. På afstand ser det ud som om, der er kastet et hvidt slør over træerne.

Jubiii - regnvejr. Og tørvejr i Tivoli Friheden.

Mit nye æbletræ, der blev plantet sidste efterår, står nu med blomster på alle grene.
Jeg nyder synet af det, som det står der med syrenbusk-baggrund.
Jeg vågnede i går morges til regnvejr. Det var en liflig lyd, for der var knastørt i haven. Der faldt otte mm. regn, som bare var nok til at skylle støvet væk. Jeg tror, der skal meget mere til for at nå ned til rødderne.
Men regnen havde tydeligvis gjort godt på den vingede benved, der blev plantet i maj sidste år. Jeg havde vandet den for nogle dage siden, da jeg opdagede, bladene var lidt slappe. Efter regnen stod den frisk og spændstig. Og fuglene synger med fornyet kraft efter et brusebad.


I dag har jeg været med i Tivoli Friheden i Aarhus. Det havde tydeligvis regnet mere og i længere tid end hjemme. Der var vand på bænke og på træernes blade men tørvejr, og hen på eftermiddagen brød solen igennem.

Hvor Tivoli i København ligger i en velplejet have, så ligger Friheden i en skov med store gamle træer. Der er også enkelte blomsterbede og krukker, men mest af alt er der oplevelsen af at gå i en skov. Altså bortset fra, at de meget sindsoprivende høje rutschebaner og den slags selvfølgelig fylder meget.
Der er også store, spændende legepladser med mulighed for at klatre og udfordre balancen.
Med en alderspredning fra 4 år til 12, var det ikke muligt at følges alle. Jeg var på Johannes hold det meste af tiden og prøvede de små karuseller. Det var udfordring nok for mit ligevægtscenter :-) Der var nærmest ingen kø de forskellige steder. Det var virkelig dejligt.
Familien har årskort med armbånd til alle forlystelser for børn. Hjemmefra er det aftalt, at vi ingenting køber. Vi har madpakke, vand i drikkedunk og to chokoladekiks til hver. Vi voksne havde selv sørget for kaffe og te i termokander. Det fungerer så fint. Kun et par forespørgsler, der ikke gik over i at plage og plage. Der er mange hyggelige steder, man kan spise sin medbragte mad. Der er grillsteder til kød og pølser.

Vi sluttede eftermiddagen af i selskab med Pjerrot.
Han er festlig for både børn og voksne.

En dejlig eftermiddag.










Update søndag.
I går sagde jeg noget om, at det er tydeligt, børnene er blevet større og mere modne end sidste år. Der var mere ro over dem i Tivoli.

I dag kan jeg se, det er to år siden, jeg var med sidst.
Billedet er fra juli 2017.
Så meget for den bedrageriske hukommelse.
Ikke at det er vigtigt, om der er gået et år eller to. Jeg synes bare, det er sjovt at se forskelle.

Forår. Også i Aarhus.

Jeg havde et ærinde i Aarhus i forgårs, og jeg måtte lige forbi et par af de skønne steder.

I Risskov er luften fuld af den karakteristiske ramsløg-forårsduft. Skovbunden er allerede dækket af ramsløg så langt øjet rækker. Jeg plukkede en stor håndfuld og lagde i bagagerummet, og stadig lugter bilen af ramsløg.
På det lille skilt nederst til højre i billedet bliver der henvist til Jyske Lov fra 1241, hvor der står, at du må plukke og samle, hvad der kan ligge i din hat.
Nu om stunder må det nok gælde for en lille palstikpose.
Jeg skal have fundet opskriften på min ramsløgpesto.

I Mindeparken var et par af de store japanske kirsebærtræer sprunget ud.

Det er som om, de er lidt lysere i farven end de øvrige træer, der blomstrer lidt senere.

I sidste uge var jeg ude i anemoneskoven i Lysbro, hvor der plejer at være store blomstertæpper.
Er jeg for tidligt ude? For der var kun få spredte anemoner. Kan de have taget skade af tørken sidste sommer?
Jeg må derud igen om et par dage.

Johanne er den gladeste cykelpige. Hun har lige fået en ny cykel. Den er ganske vist brugt, men i meget fin stand.

Lykken er, når en ny færdighed er så automatiseret, at der godt kan laves lidt skarpe sving.

Lidt af hvert på en fødselsdags-onsdag.

Jeg har lige været ude i haven og fotograferet min bonderose. Kl. er 22.30, og det er årets længste dag.

Det er min fødselsdag og bonderosen, jordbær og hylden, der blomstrer hører med til min fødselsdag.

Jeg kan se på ældre billeder, at min bonderose har mistet noget af sin fylde.
Den har også stået her i 19 år, og før da, stod den i min mors have i Thy.

Det er vel sådan med planter som med mennesker, at ingen er udødelige.
Jeg fejrede min fødselsdag i begyndelsen af måneden ved at invitere min nærmeste familie til brunch på Gothenborg. Der var mange aftaler i kalenderen, så derfor blev det sådan en tidlig fejring.
Jeg plejer at invitere mine naboer på brunch eller formiddagskaffe, men i år er ikke som det plejer.
Mit knæ driller mig. Mine 'batterier' er længe om at blive ladet op.
Den eneste plan for dagen var, at Johanne og Chr sammen med deres forældre skulle komme til kaffe/kakao på vej hjem fra børnehave/vuggestue.

Jeg bestemte mig for at tage en minde-hyggetur i formiddags til Aarhus (hvor der er sået sommerblomster i rundkørslerne)

Til september er det to år siden Henrik døde. Jeg har  bevidst ikke skrevet om hans sygdomsforløb, som var meget privat for mig.
Men de sidste par år var han syg, og det betød, at jeg ofte gik fra lejligheden, når der kom hjemmehjælp, og når han sov.
Emmerys i Bruunsgade var nærmest min stamcafe, hvor jeg læste avis og havde min computer med mig.

Jeg er et kirkegårdsmenneske og holder af at besøge min brors og mine forældres gravsted.
Henriks familie valgte de ukendtes grav. Selv syntes han ikke, det havde den store betydning med et gravsted.
Så i mangel af et gravsted sætter jeg mig sommetider ind på Emmerys, som jeg gjorde dengang.
Ikke fordi jeg kun tænker på mine døde på et bestemt sted. Der kan være mange ting i hverdagen, der får mig til at tænke på en kær afdød.
Men i Emmerys i Bruunsgade bliver minderne mere levende for en stund. Og det hygger jeg mig meget med. Jeg er der ikke så tit mere.

Hjemme igen i eftermiddags fik vi is og jordbærkage. Og jordbær ved siden af og hindbær og kirsebær.

Og kaffe.
Og kold kakao til børnene. Ikke noget med varm kakao til dem.

På et tidspunkt fik Chr  lyst til at lave en perlefigur. En pokemon af en slags. Men jeg havde kun de store perler. I kælderen havde jeg små perler fra dengang hans mor var barn.

Vi gik ned og fandt dem. 

På vej op af trappen snublede han og 1000 perler faldt ned på gulvet. Ved fælles hjælp, kost og fejebakke fik vi de fleste med op.

Johanne var så uheldig at vælte sit glas med solbær, æblemost ned på gulvet og væggen.

Den slags uheld kan let ske.

Heldigt at forældrene var der til at tørre op. 

Det er godt, naturen er sådan indrettet, at man får sine børn som ung.

Nu har jeg ladet batterierne op i aften og har det glas rødvin, jeg blev inviteret til, tilgode til en anden gang.

En udflugt til Aarhus.

DOKK1 (biblioteket i Aarhus) er et herligt sted for underholdning og oplysning. Jeg var der i går sammen med Chr og Johanne og deres mor.

Chr. er interesseret i mammutter og en medarbejder fra Naturhistorisk Museum havde medbragt nogle knogle- og tandrester og fortalte om, hvordan mammutter så ud, og hvordan de levede.
Så vidt vi ved.
De ældste fund er omkring en million år gamle.
Senest er der fundet rester af en mammutunge i 1977 i det østlige Sibirien.
I den sibirske dybfryser.
DNA-analyser og kulstof-14 målemetoder har gjort det muligt at bestemme resternes oprindelse.

Det uldhårede næsehorn var imponerende stort.
Det levede måske indtil 8000 f. Kr.

Det er udlånt fra Naturhistorisk Museum og kan ses nogle måneder frem.
Sådan blev det fragtet ned på DOKK1.

Det var ikke farligt at komme i nærheden af.

Vi kunne også se og røre ved et sabelkatte-kranium.

Mit billede yder ikke fuld retfærdighed til de meget store hugtænder.



Efter mammut-seancen prøvede Chr et af de mange computerspil, der også findes.

Johanne hvirvlede rundt og blev mandsopdækket af sin mor, inden vi sluttede af i cafeen utålmodigt ventende på, at mor kommer med maden.
Chr. havde lego med i rygsækken. Hver en ledig stund blev brugt til at bygge.
Vi nød maden. Især nød vi voksne den gode latte ;-)

Om is og spil og sko ...

Sådan kan man også markere foråret:

Paradis-is åbnede sæsonen med at byde på gratis is i går.
Køen var uendelig lang ned ad Bruunsgade.
Jeg er ikke god til at stå i kø, så jeg kunne aldrig drømme om at stille op der.

Jeg har venner, der elsker spil, brædtspil og kort og sådan noget. Jeg er ikke den store spillefugl, men jeg synes, det er hyggeligt, når vi sidder der efter en god middag og spiller.
I fredags var det Mexican Train.
Jeg havde aldrig hørt om det, men det var rigtig sjovt.

Når mine børnebørn bliver større, så vil jeg gi den gas med spil og prøve at udkonkurrere spillene på Ipad.

Christian og jeg er begyndt. Det er med en terning og nogle figurer, vi flytter.
Han bestemmer reglerne. Hans figurer er de gode. Mine er de onde, som bliver fanget, og 1 bliver sat i fængsel, hver gang han har kastet terningen.
Sådan et spil er hurtigt overstået.
I onsdags kom jeg til at fange en af hans figurer. Det skulle jeg aldrig have gjort. Han græd og var helt utrøstelig i lang tid.
Vi holder os til hans regler.

Jeg har været på besøg fem gange i to skobutikker her i weekenden. Henrik skulle have et par sko, og han kan ikke selv komme ud at prøve.

Det endte med at blive denne her Eccomodel, som er let at få af. Det er nemlig en vigtig detalje.

Mon ikke der er basis for at lave sådan en
jeg-kommer-hjem-til-dig-med-sko-i-udvalg-forretning?
Der skulle en stor bil til for at få plads til mange sko.
Nej, det vil nok ikke blive en god forretning.

Et andet nytår.

Jeg kom forbi Musikhuset i Aarhus i dag.

Man fejrede det kinesiske nytår.

Eftersom det er gedens år, stod der et par geder udenfor.


De bragede panderne imod hinanden, indtil en person med forstand på de ting, kom og flyttede den ene lidt længere væk.








Inde i Musikhuset var der masser af boder med mulighed for at købe alskens kinesiske ting.

Der var musik, og fra tribunen ville der være underholdning på forskellige tidspunkter. Jeg var der kun kort.
Et af Henriks børnebørn læser kinesisk og har boet i landet i flere omgange. Det er spændende at høre  ham fortælle om sine oplevelser og indtryk.

På vejen videre kom jeg forbi Rådhuset, hvor der stadig var blomster og lys til minde om ofrene for sidste weekends terrorhandlinger i København
Der lå også det her kort med en lille reminder. Det er ikke altid det ydre, det kommer an på.
"Inden i skrøbelige skaller
kan man finde ædle perler".

Aarhus-glimt.

Jeg var i Regnbuen i går. På toppen af Aros.

Her et kig gennem den grønne farve ned på Aarhus Snow Park.

Den har ikke været nogen succes, læste jeg i avisen.

Snekanonerne er fjernet, og der er tilpas frostgrader til at sneen bliver liggende. Det er gratis at bruge anlægget nu de sidste dage.

Det var rigtig koldt at gå i Regnbuen i går. Vinduespartierne mod øst var frosne, så man måtte lægge en varm hånd på for at kigge ud.




De sørgelige rester af Snowpark ser ikke så indbydende ud.



Billedet her er taget fra Rådhustårnet en dag i marts.

Da blomstrede de mange krokus på plænen omkring rådhuset.
Dejligt at tænke på, at det ser sådan ud om 3 mdr.