søndag, marts 08, 2020

Det var måske lidt overkill ...

I går var der fællesspisning i vores boligområde som led i Projekt Nærmiljø. Jeg havde sammen med to andre her fra vejen billet til arrangementet. Men vi snakkede om, at det måske ikke var så smart at sætte os skulder ved skulder og spise sammen med mange, så vi meldte afbud. Det ville ganske vidst ikke være en 1000 personers begivenhed. Men fællesspisning handler ikke om at holde afstand på en meter, men om at spise, snakke og stikke hovederne sammen. Overkill eller ej? Det føles mærkeligt at skulle holde afstand til folk.
Skulle jeg have været lige så konsekvent som i går, skulle jeg have aflyst min aftale med Jette i Aarhus i dag. Hun ville gerne på Moesgaard Museum. Det ville jeg også, selv om det kun er lidt mere end tre uger siden, jeg var der sidst. Da var det vinterferie med fokus på en otte årigs oplevelser, og det var en herlig dag. Men da jeg gik derfra i dengang, vidste jeg, at jeg gerne ville tilbage på en voksen-tur. Den tur tog vi i dag. Det var spændende at have tid til at fordybe sig i plancherne, billederne og alle genstande, der handlede om tiden i Napolibugten omkring år 79 e. Kr., da Vesus i et kolosalt udbrud lagde byerne Pompeij og Herkulanum øde. Først ca. 1500 år senere blev området udgravet. Det er en vældig fortælling. Udstillingen kan varmt anbefales.
Vi havde reserveret bord i cafeén. Det er en god ide. Jeg vil dog ikke bestille fiskefrikadelleanretningen en anden gang. Jeg havde en ide om lune-lige-fra-panden fiskedeller. Det var det slet ikke. De var køleskabskolde og meget massive. Men der var godt rugbrød.
På info-tavler stod der, at vagter ville rundere i udstillingsområderne for at tjekke, at vi ikke var for mange mennesker. Vi skulle holde afstand til hinanden pga coronavirus.
Det var bare ikke sådan i praksis. Vi gik alt for tætte i Pompeij udstillingen. Ganske vist var vi ikke tilnærmelsesvis så mange som en torsdag i vinterferien. Men vi var for mange efter min mening.
Det er svært med den smittespredning, der uden tvivl til tage til.
Vi havde det dejligste vejr i går med blå himmel og lun vind. Jeg gik en tur i mit nærområde.

Jeg ville se, om der var haletudser i Lillesø, men jeg kunne ikke komme tæt nok på vandet. Jeg skulle have haft gummistøvler på for der var meget sumpet og vådt.
Her lever også stor vandsalamander, der er en beskyttet art.







Jeg krydsede Aarhusvej og gik på Langsøstien tilbage.
Campingpladsen landingssted for kanofolket ligger langt ude i vandet,
Alle steder står mirabelletræerne med de små hvide blomster. På afstand ser det ud som om, der er kastet et hvidt slør over træerne.

4 kommentarer:

  1. Det er stadig lidt svært at forholde sig til den usædvanlige situation, synes jeg. Vi er lige nu i en af verdens største og travleste lufthavne ... bare ikke lige nu. Der er sandelig ikke mange rejsende i forhold til, hvad vi er vant til.
    Det er godt, du bare var forkølet ... det bliver interessant at se, om det lykkes at begrænse coronaudbredelsen til senere på året.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det må være mærkeligt at være i den store lufthavn og opleve, at der ikke er så mange rejsende.
      Min forkølelse er så godt som klinget af. Ja, jeg tror, corona'en breder sig hurtigt. Forhåbentlig vil den ikke angribe den enkelte så voldsomt. Men vi må se.

      Slet
  2. Det er en svær balancegang, jeg var i København i weekenden. Jeg har aldrig brugt så meget håndsprit/gel, for mit skrækscenarie er hvis en af kollegerne får corona, så er vi mange, der skal i karantæne og hvad så med patienterne?
    Hvor er dine billeder smukke at se på.

    SvarSlet
  3. Lene, hvor dejligt du er på din blog igen. Og her. Jeg kan levende forestille mig, hvor umuligt det vil blive i det daglige arbejde, hvis flere medarbejdere skal i karantæne. Og hvis patienter skal i karantæne. For ikke at tale om corona-ramte, der bliver indlagt. Vil der fx være respiratorer nok? Nej, det nytter ikke noget at tænke i worst case. Det vil efterhånden vise sig.

    SvarSlet