En tur i anemone-skoven.

Da jeg kørte de ca 17 km. vestpå i formiddags, for at besøge Mattias og hans forældre, tænkte jeg på, om det var for langt at bevæge mig hjemmefra. BLIV HJEMME lyder et af de påbud, vi har fået fra myndighederne. Men selvfølgelig er det ikke det. Jeg får bare lidt paranoia i den her tid.

På lang afstand kunne jeg se PANIK-skiltet hos bageren og tænkte, det nok var en vittighed af en eller anden slags.
Men panikken handlede om, at ovnen var i stykker og der ingen rundstykker var! Av, det er ikke så tit, vi får rundstykker. Og så lige en kold ovn i dag. Men da jeg kom ind i butikken, viste det sig, at ovnen var i gang, og der ville være rundstykker om 8-10 min.
Lykken var en pose nybagte, lune rundstykker.

Vi sad i en solstribe i haven, mens Mattias i sommershorts viste sine nyeste tricks med fodbolden.
Det var en rigtig forårsdag med varm sol og travlhed blandt havens fugle, der var i gang med at indrette sig i fuglekasserne.
Da jeg hen på eftermiddagen var forbi min anden datter, var det blevet koldt. Jeg, med min allesteds nærværende termokande-te, blev der ikke ret længe. Det blæste for meget.

En lille gå-tur i Lysbroskoven er et must for mig i anemonetiden. Jeg kom forbi i dag.

Skoven får lov til at passe sig selv. Der ligger væltede træer og grene hulter til bulter.
Jeg ved god, det giver levevilkår for smådyr og insekter, men kunne der ikke godt ryddes lidt op?
Det er en hundeskov, og det er sjovt at se, hvordan hundene leger med hinanden, indtil der kommer en stor hund farende hen mod mig. Ejeren forsikrer, at den ikke gør noget.
Jo, den gør mig bange ...
Det behøver jeg ikke at være, for den stopper op, men alligevel.
Jeg kan godt lide hunde, bare de ikke er store og løber imod mig.