Så blev det mere virkeligt for mig.

Den coronavirus er lidt uvirkelig for mig. Det hænger sammen med, jeg kender en familie, der er coronasyge, efter skiferie i Østrig. Far, mor og teenagedatter er syge. Ikke sønnen. Men de er kun lidt syge. Heldigvis.
I går aftes læste jeg et lille interview med overlæge i lungesygdomme Ejvind Frausing, og jeg fik en bedre forståelse. Han siger, at nogle lulles i søvn af, at der ikke har været høj dødelighed eller synlighed, men det er fordi den første bølge rammer dem, der har været i udlandet, som er stærke, og som ikke bliver specielt syge. Men der kommer en anden bølge, som rammer de gamle og svage, og hvor der bliver et massivt pres på intensivafdelinger, som ikke har stor kapacitet. Synligheden og dødeligheden kommer på et tidspunkt. Sundhedsstyrelsen siger, der kan komme mange tusinder, og det vil formentlig ske. (Næsten ordret citeret fra Kristligt Dagblad)

Det har vist sig, at en dreng i Christians klasse var smittet med coronavirus. Han havde været i skole, selv om han var lidt forkølet.
Nu har børnene jo ikke været i skole siden i onsdags, og jeg havde været sammen med Christian i mandags, inden vi vidste det.
Derfor tænkte jeg, at jeg godt kunne aflægge et lille besøg hos min datter og børnene nu, da de var hjemme i går. Jeg har jo været udsat for smitte.
Inspireret af en lille video om træning med toiletruller som redskaber fandt vi toiletruller frem (ikke hamstret :-))
Børnene fandt hurtigt ud af, det var meget sjovere at lave højdespring over dem.

Det var en fest.
Jo højere og jo flere toiletruller, jo bedre.

Men min familie synes ikke, jeg skal komme og være sammen med dem inde.
Vi kan gå tur sammen.

Jeg savner mit liv og mine aktiviteter.












I formiddags gik jeg en tur ned til Havnen i det smukke, kolde solskinsvejr og op til Torvet, hvor der er torvedag om lørdagen. Der var ikke så mange mennesker ude at handle.

Jeg gik ind på cafe Drewsen og fik en kaffe og den lokale avis.
Først sad jeg ude i den kolde sol med tæpper. Det var dejligt, men for koldt i længden. Indenfor var der kun mig.
Det er ikke godt at drive cafe og restaurant i de her tider.

Hjemme igen ryddede jeg op i papirer og billeder.
Det er hyggeligt og minderigt. Jeg er en gemmer, når det handler om breve og postkort, som vi jo stort set aldrig får mere ...
Jeg leder efter et bestemt brev, som jeg ikke fandt i dag.
Men det er flere mapper, jeg skal igennem.

I morgen vil jeg lave en gå-aftale. Vejret bliver vist ikke så godt.

Og så siger jeg HURRA for telefonen i disse tider.
Det er hyggeligt at holde kontakten gennem telefonen til dem, jeg ikke ses med lige nu.