Jeg har aldrig haft en lille flaske håndsprit med i tasken. Jeg kender flere, der har haft det længe før corona-virus holdt sit indtog. Da jeg stadig var på arbejdsmarkedet, var jeg helt fortrolig med håndvask og -sprit. Det hører med på sygehuse og findes ved alle håndvaske.
Da vi for en tre uger siden blev opfordret til at ændre adfærd med særlig fokus på at vaske hænder grundigt og bruge sprit, ville jeg anskaffe mig en lille flaske. På det tidspunkt havde Kvickly stadig de små flasker med 50 ml., så jeg købte to. I løbet af et par dage, tænkte jeg, at det var for lidt. Jeg måtte hellere have noget på lager ...
Men det var for sent. Al sprit var væk og kan ikke fås i Kvickly.
Jeg gik ikke i panik - tror jeg da ikke. Men jeg begyndte at lægge mærke til, om der var sprit at købe. Det var der ikke, hvor jeg færdedes.
Da jeg for nogle dage siden så en annonce på facebook, slog jeg til.
BeautyPusher (!) solgte håndsprit i to flasker med 500 ml og 125 ml til 334 kr incl fragt.
(Det er mit foto. Jeg har ikke kunnet finde annoncen igen)
Jeg havde sådan en lidt flov fornemmelse over at handle med en måske useriøs sælger.
Da jeg hentede pakken for et par dage siden og så indholdet, blev jeg meget irriteret over en mangelfuld varedeklaration.
På ingredienslisten står: Alcohol Denat. Aqua, Menthol.
Altså, denatureret sprit, vand og mentol. Ingenting om %.
Jeg har skrevet til firmaet og spurgt. Ingen svar endnu.
BeautyPusher handler med kosmetik. Især til negle, tror jeg.
For få dage siden offentliggjorde en lokal virksomhed nyt om håndspritproduktion, og nu kan der købes håndsprit i Heksekosten (helsekostforretning)
På det øverste billede, står den lokale sprit til venstre. 300 ml koster 60 kr. og alkoholprocenten er 85. Som den også er i den lille flaske fra Kvickly.
Jeg er helt med på, at grundig håndvask er ligeså effektivt til at dræbe virus, men da jeg deler indgang, kælderadgang og vaskeri sammen med andre, betyder det noget for mig at kunne spritte af.
I dag snakkede jeg med mr. X, der kom forkølet og syg hjem fra Østrig for tre uger siden og blev testet positiv. Han har det fint. Det samme har hans kone og børn, der også blev syge. Vi er ikke fri for at være misundelige på dem. De har været igennem det, som vi alle prøver at undgå.
Jeg har nydt at arbejde i haven i det kolde solskin og været kortvarigt i min datters solkrog. Et par vintergækkeløg og krokusløg er flyttet fra min have over i deres, med Johanne og Christian som ivrige grave-hjælpere.
UPDATE.
BeautyPusher har svaret, at der er 90% sprit i deres produkt "som der står i annoncen"
Jeg kan efterfølgende ikke finde annoncen, men på deres hjemmeside finder jeg et opslag, der hedder Håndsprit kampagne. Her skrives:
"Pro Septic indeholder 90% alkohol hvor supermarked gel oftest kun indeholder 40-60%. Derudover har Pro Septic en lækker, frisk duft af mentol som opfrisker samt kvikker."
Hvorfor kan jeg ikke lige tror på den tekst? Det er i hvert fald direkte usandt, at supermarked gel kun indeholder 40-60 %. På de to små flasker, jeg købte, står der 85%.
Jeg ville også være skeptisk. Jeg købte ½ liter i Meny fra en ukendt producent, men de havde sat varedeklaration på - 75 % alkohol. Der er nok en del, der lige har set chancen for at tjene gode penge og lynhurtigt lagt deres produktion om, hvis de ellers har kunnet få fat i tilstrækkeligt meget metanol :-)
SvarSletJeg kan se, at mine 139 kroner for ½ liter var billigt i sammenligning med dit køb. Jeg syntes ellers, det var mange penge, men jeg ville godt have en flaske til at have i bilen.
Der er helt sikkert nogen, der har set en mulighed for at tjene ekstra på sprit. Måske er der også udgifter forbundet med at omlægge en produktion. Men hvem skulle have troet, sprit skulle blive en mangelvare, hvis vi tænker to - tre måneder tilbage.
SvarSlet