Noget om at længes efter vår ...

Det er flere dage siden, jeg opdagede,  at violen blomster nede under syrenbusken.

Den dufter helt vidunderligt. Jeg tog en enkelt lille spinkel blomst med ind, og anbragte den i den mindste vase i køkkenvinduet, så jeg kunne gå og se på den og glædes over den hele tiden.
Desværre var den visnet næste dag. Den kunne ikke trives inde.




I haven er erantis allerede afblomstret, men vintergækker, primula, påskeliljer, den blå scilla og krokus står i fuldt flor.
Jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke glædede mig over det. Det gør jeg. Men jeg synes, der har manglet noget. Noget rigtig vintervejr.
For nogle dage siden var der en morgen med sneslud. Nok til at musiklæreren introducerede børnene  i Christians klasse til Sneflokke kommer vrimlende
Den er fuld af sjove ord, og vi fandt den på youtube for at synge videre på den
"Sneflokke kommer vrimlende
henover diger trimlende,
det knyger ud af himlene,
det sluger hegn og gård osv.
Det er nok nostalgi, når jeg savner vintervejr. Der var mange ulemper forbundet med det. Men jeg husker mest glæderne.
Det, jeg savner mest, er, når det fryser mange grader og jorden er bundfrossen, så glæder man sig virkelig meget til frosten slipper sit tag. Jeg har ikke haft mulighed for at 'længes efter vår' som Blicher skrev i "Det er hvidt derude." Efterårsvejret gled over i vinter, som fortsatte med mere regn og korte, mørke dage. Tilbage var at længes efter lyse og lange dage. Og det har jeg også gjort gennem vinteren. Men måske er den tid forbi, Blicher skriver om?

"Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges;
atter vinden om til nord!
kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger, kom og løs den bundne jord."

Nu er dagene længere, luften mildere, alting blomstrer og springer ud, fuglene synger, og det er så vidunderligt.