tirsdag, marts 31, 2020

En Aarhus-udflugt.

I dag mødtes jeg med Trine i Mindeparken for at gå tur sammen hver for sig. Jeg var spændt på, om de japanske kirsebærtræer var sprunget ud. De fleste var ikke men de to store, der står tættest på Kongevejen, var. De er meget mere lyse i farven end de øvrige, der står længere nede i parken.
Vi gik  ind i Monumentet, hvor navne på alle faldne danskere (1. verdenskrig) på begge sider af grænsen, er skrevet på væggenes inderside.
En del af parken hedder Rømerhaven. Her er der bede med forskellige blomster og spejlsøen med den imponerende store hængebirk ved bredden.
Den yndefulde kvindefigur er skabt af billedhugger Johs C. Bjerg, der døde i 1955.
Hun var en af danaiderne i den græske mytologi.











Det var vores plan at gå en tur i parken ved Marselisborg slot. Men da vi kom til porten var der lukket pga. forskelligt arbejde i parken. Vi snakkede om, hvorvidt Margrethe ville tilbringe påskeferien i Aarhus i år. Det plejer den kongelige familie at gøre. Men nu har hun for få dage siden opfordret os alle til at blive hjemme. Mon ikke også hun selv gør det? Men statsministeren har jo sagt, man godt må tage i sommerhus - bare ikke samle sig flere ad gangen.

I stedet for Slotsparken gik vi om bagved til Forstbotanisk Have, som også er et dejligt sted.
Bænkene i solen var optaget af to personer på hver. Ikke noget med at sidde tæt. Vi sad i halvskygge en tid og overvejede at gå igen, da to kvinder rejste sig fra deres solbænk og gjorde os opmærksom på, at nu blev den ledig. Så sad vi der og nød synet af de forskellige ænder og terner på søen, mens vi drak vores, hver sin, termo-te.
Vi har aftalt at mødes samme sted om en uge, så vi kan føl.ge forårets gang lige der.
Der var også ramsløg, så i morgen vil jeg lave ramsløgpesto.
Det gør godt at komme ud og se noget helt andet især i de her tider.













2 kommentarer:

  1. Af en eller anden grund er det endnu dejligere at komme ud nu, end det normalt er - vi er lidt pudsigt indrettede sommetider ... jeg synes også, at jeg savner socialt samvær, selv om det først var på fredag, vi havde en aftale. Som vi så ikke længere har, desværre ... men det lysner da vist trods alt, ser det ud til.

    SvarSlet
  2. Ja, det er som om, vi trænger til at komme mere ud. Det er dejligt at tage sin bil og køre. Det er værre for jer, der må se store rejser blive aflyst.

    SvarSlet