mandag, marts 30, 2015

At have ondt af sig selv og være forkølelsesramt.


Enten er jeg forkølelsesramt, eller også er det influenza.
Hvad end det er, så har jeg meget ondt af mig selv. En næse der løber, ondt i led og muskler og hovedpine, er nok til at sætte mig ud af spillet.
Jeg skulle have været på Samsø til en enkelt overnatning i morgen. Christian med familie er i sommerhus der.
Det ville have været mit første besøg på Samsø, men jeg kan mærke, at det bliver ikke til noget.

For at muntre mig lidt op, gik jeg en lille tur sidst på eftermiddagen.
Der er blomster ved Langsøstien.
Meget opmuntrende. 



I avisen ...







I går var Olofs opskrift i avisen. Jeg kan ikke se, at der kan linkes til artiklen.
Og billedkvaliteten hører ikke til de gode.

Mon lammekøllesucces'en snart skal gentages?

Jeg er blevet meget forkølet og tvivler på, jeg kommer til Samsø i morgen.
Men lad os se.




Mit indlæg fra fotosessionen er her.

søndag, marts 29, 2015

Sådan er der så meget ...


Fra 'min udvidede dagligstue'.
Sommetider lørdag formiddag. Oftest søndag formiddag.

Jeg tænker på, hvordan det at gå på cafe, har ændret sig de senere år.

Mens Henrik sover længe, tilbringer jeg et par timer på Emmerys om morgenen/formiddagen med avis og computer.

I 2007 var jeg i Sydafrika sammen med min yngste datter og hendes daværende svigerfamilie. En del af familien boede i Cape Town.
Man gik ofte ud at spise.
Jeg kiggede med forundring på søndags-morgen-rutiner i den eksklusiv bydel, hvor vi var inde på en cafe for at få kaffe og barnet en flap jack.
Det der undrede mig var, at mange af cafegæsterne kom i afslappet tøj med deres bærbare computer. Flere kendte åbenbart hinanden og krammede og snakkede på tværs af bordene, mens de læste og skrev på deres computere.

Måske var det også sådan i København på det tidspunkt - og Aarhus. Jeg havde bare ikke opdaget det.
Nu er det i hvert fald sådan på Emmerys en weekend-morgen. Mange har deres computer med. Mange kommer alene. Men alene-folket taler ikke sammen.
Hen ad middag kommer mødre med deres mindre børn. Sommetider er det også fædre. Sommetider er det par, der er ude for at være sammen/tale sammen.
Det er nu første gang, jeg har skrevet et blogindlæg her.

Leder efter et billede fra Cape Town.
Det er nok hjemme.

Når byggematerialet vender på tværs ...



Jeg kiggede tilfældigvis ud af vinduet i går og så, at en ny lejer var ved at flytte ind i redekassen.


Den vordende mor prøvede at få redemateriale ind gennem det lille hul, men havde problemer med at bedømme størrelsen på de små kviste.

Kvistene var for lange og efter adskillige forsøg på at mase dem ind, gav hun op og lod det hele falde ned på jorden.

Samme procedure gentog sig flere gange.
Jeg tænker, at sådan en lille fugl må blive træt.

fredag, marts 27, 2015

En mild havedag.


Erantis, og med dem den gule farve, er forbi i min lille have.

Nu er det den blå farve.
Under blommetræet er der et blåt tæppe for tiden.

Genboen overfor Mattis og hans forældre har en hæk ud til vejen med  blå scilla.
Dem vil han ikke have mere, og jeg har fået lov til at grave op og dermed få mulighed for at gøre mit tæppe tættere.
Mattias hjalp mig. Han sørgede for, at der blev blomster til vasen.
Løgene sidder rigtig dybt. En legetøjsskovl kan ikke nå så langt ned, så han gravede i overfladen.
Det er også dejligt at have scilla indenfor.

Og snart blomstrer de blå perlehyacinter.

Da jeg fejede fliserne, fik jeg øje på denne her julerose eller påskeklokke i en sprække mellem to fliser.
Utroligt, hvordan den har fundet vej dertil, og at den kan vokse der.

onsdag, marts 25, 2015

3 x svømning tilbage - i denne her sæson.



Nyhedens interesse er falmet lidt, når det handler om svømning.

Der var en lille stemme, der prøvede at sige i eftermiddags, at jeg ikke behøvede at tage i svømmehallen i aften.

Heldigvis overhørte jeg den.
Jeg kan mærke for hver gang, at det går bedre.

Jeg svømmede hele bassinlængden frem og tilbage 3 gange i aften. Jeg bliver stadig forpustet, men der er mere ro på.
De sidste 2 gange er jeg begyndt at øve crawl. Jeg havde snuset til det på Gerlev.
Men hvor er det svært. Jeg har tænkt mig at holde fast i det, for jeg kan mærke, at de armbevægelser og rotationen i kroppen gør noget godt for min ryg.
Der er så meget velvære forbundet med den time i svømmehallen, incl. de 5 min i det meget varme boblebad.
Jeg vil ikke give den lille stemme taletid. ;-)


Uden legetøj ...

Legetøjet bliver slet ikke taget frem, i de par timer Chr. var her i dag.
Der blev kigget på det.
Men i dag handlede det om hulebyggeri. To stole, forskellige tæpper og puder, og så er der en brugbar hule.

Jeg synes, det er sjovt at følge med i, hvordan fantasien kommer til udtryk.

Vi hyggede os også med at se Ramasjang.

Men næste gang bliver krigslegetøjet nok taget frem.
Det er sikkert en fase, der skal leves igennem.

Legetøj fra genbrugsbutik.

At købe legetøj med hjem fra en genbrugsbutik er sådan en billig fornøjelse. Og er legetøjet ikke aktuelt af den ene eller anden grund, er det let at levere det tilbage igen. Der er ikke investeret mange penge eller følelser eller stor omtanke i det, så det er let at give slip på.

I Christians lege for tiden indgår der to grupper:
De onde og de gode. Eller de kan også kaldes politi og røvere.


Det her spil opfylder fint betingelserne.

Jeg har altid rollen som de onde eller røverne.
Mine figurer bliver altid fanget og kastet i fængsel.

Hvordan de rigtige regler er for spillet, aner jeg ikke.
Det er heller ikke nødvendigt. Chr kan de regler, der er brug for, og spillet kan underholde os i lang tid.

Den hvide kasse med de mange løsdele, tog jeg med hjem for at finde ud af, om det overhovedet er interessant.
Det er det. De onde kan skydes, de kan fanges og sættes i fængsel.
Jeg blev lidt betænkelig, da jeg opdagede, at det er krigslegetøj. Det bryder jeg mig ikke om.
Der er tanks og kanoner og andre skydevåben .
Jeg har snakket med hans far og mor, som mener, det er ok.
I dag vil jeg sætte det væk, og høre om han spørger efter det.


Så er der mere ro over sådan en gang perler.

Æsken her + en guldmedalje (som han fik med hjem) gav jeg 20 kr. for.
De andre to ting var noget med 50-60 kr.

Jeg skal have købt nogle flere perler og plader.
Jeg har stadig en masse meget små perler, som mine piger brugte, da de var lidt ældre.


Vi havde et par hyggelige timer, lørdag tidlig aften og søndag formiddag, da han sov her.  Han sov til kl. 6.30, så det var ikke uhørt tidligt, som morgenen før, da han var klar til at begynde dagen allerede 05.15 hos sin mor og far.
Alligevel sov jeg en 3 timers middagssøvn, efter han var blevet hentet af sin far ...

Jeg læste et udsagn af erhvervsmanden Asger Åmund. Mon ikke han lige er fyldt 75? Han sagde i hvert fald, da han blev spurgt, hvilken slags bedstefar han er, at han er ikke sådan en type, der trækker vejret gennem sine børnebørn.
Den vil jeg lige tænke over ...  ;-)

mandag, marts 23, 2015

Vi har været der igen - igen ...

Vi har været i Ikea igen.
Vi er der tilsyneladende med 3 måneders mellemrum. Sidst skrev jeg udførligt om, hvor børne- og kundevenligt der er.
Det synes jeg stadig.
Hyggelig cafe med billige priser. Selve varehuset er trods sin store størrelse indrettet, så det er let at finde de ting, man går efter - og let at lade sig friste, af det man ikke vidste, man mangler.
Vi var det kl 9.30 - en halv time før åbning. Men cafeen var åben, og det er hyggeligt at starte med morgenmad der.

Johanne kan indtage attituden "Lad os nu komme igennem køen."        
Hun klarede turen i fin stil.

lørdag, marts 21, 2015

En formiddagstur på Frederiksbjerg.


Jeg har tit gået forbi det nye galleri i Bruuns Gade,  Art Jarsbo, men først i dag opdagede jeg en masse skulpturer af Jens Galschiøt.



Jeg kender mest Galschiøts mere kontroversielle værker som Min Indre Svinehund og Survival af the Fattest og selvfølgelig den store dialogudstilling Abrahams Børn på Kunstcentret Silkeborg Bad.




Det er spændende at se, hvor mange små yndefulde og elegante skulpturer, han også har lavet.













Christian kommer hjem til mig i dag og sover til i morgen.
Det plejer at være hyggeligt. Han vågner bare så tidligt. Ved 06 tiden. Men jeg kan jo bare gå tidligt i seng ...

Når jeg kommer til genbrugsbutikken på Skt. Pauls Kirkeplads, må jeg lige ind og se, om der er noget legetøj, der vil være spændende for en lille dreng.
Det var der.
Det vil jeg vise en anden gang.
Nu vil jeg snart køre mod vest.

torsdag, marts 19, 2015

Årets første mariehøne.




Vi så årets første mariehøne i dag, Mattias og mig.





































De næste billeder har Mattias taget med mit kamera hjemme i deres have.



Flyverdragten på trappen og madkassen fortæller noget om en dejlig varm eftermiddag i marts.

Svære ord i børnehaven.




Når jeg henter Christian i børnehaven, læser jeg det opslag, der handler om, hvad der er sket tidligere på dagen.



I går var det om påskeevangeliet.


Det er godt at kende baggrunden for påsken.

Børnene havde lyttet med store øjne, fortalte den pædagog, jeg snakkede med.


Der var mange svære ord, som var skrevet på sedlen, så vi kunne snakke videre om det.
Der var også blevet sået karse i bakker lavet af mælkekartoner.

Udenfor havde Christian lige lært at kravle op i edderkoppespindet og glide ned i hullet i midten.




Der er langt ned deroppe fra.









Det er svært at rive sig løs og gå med hjem, når man er i gang med at øve sig på noget nyt og sjovt.







onsdag, marts 18, 2015

Post(efter)foredrag.

Foredraget i går aftes, som var blevet til i samarbejde mellem biblioteket og AOF, trak fulde huse.
Og mere end 100 gik forgæves, fortalte arrangørerne.
250 mennesker er der plads til i Medborgerhusets sal. Og for en gangs skyld var der mange mænd blandt publikum.


Svend Brinkmann, professor i psykologi ved Aalborg Universitet, uddybede sin seneste bog
"Stå fast - et opgør med tidens udviklingstvang"

Han har tidligere skrevet flere bøger, som ikke har opnået den store opmærksomhed.

Han fortalte, at både han selv og forlaget var blevet overrasket over den storm af reaktioner, der opstod i kølvandet på udgivelsen sidste efterår. Han fik mange hug af fagfæller og andre, der er beskæftiget indenfor selvudviklingsbranchen.

Bogen er en parodi på de mange bøger om selvudvikling/realisering, som han hævder er blevet tvang på de fleste arbejdspladser. Offentlige og private. Helt ned til de yngste i folkeskolen. Det er blevet tvang, at vi hele tiden skal udvikle os, være omstillingsparate, innovative og positive.
Ifølge Svend Brinkmann er det en usund kultur, der presser mennesker hårdt og i nogle tilfælde med depressioner som resultat.
Bogen er lille og letlæst. Vi skal holde fast i rødderne, og vi skal sige 'nej' sommetider.
Vi skal ikke altid lede efter svar inde i os selv. Vi skal række ud over os selv. Vi skal være ansvarlige og pligtopfyldende - også selvom vi ikke har lyst (gå imod mavefornemmelsen) i en given situation.
Gammeldags dyder, vil jeg sige.


Hvis linket virker, er Politikens anmeldelse her.

Og Information her.  (hvis Politikens link ikke virker - virker måske kun hvis man er abon.)


Jeg læste bogen i efteråret og synes, den er en spændende analyse af vores samfund skrevet af en forfatter med glimt i øjet.




tirsdag, marts 17, 2015

Om have igen - og om foredrag.

Der klippes ned i haven i dag også.
Dejlig beskæftigelse i det fine vejr. Mit termometer viser 11 varmegrader i skyggen.

Erantisserne breder sig uhæmmet.

Heldigvis er der afsætning for dem.

Jeg er stjerneglad for at se dem som de første blomster i haven.
Men nu må de gerne pakke sammen.
Sådan er jeg så utaknemmelig.




For nogle år siden, tog jeg en klump anemoner med hjem fra skoven.
Nu er der kun en enlig blomst tilbage, men det er heller ikke det rette element for den.

I aften skal jeg til foredrag og høre Svend Brinkmann tale om sin seneste bog "Stå fast - et opgør med tidens udviklingstvang".
Jeg læste bogen i efteråret, da den udkom, og jeg har også hørt ham før tale om det overdiagnostiserende samfund/menneske. Han har spændende tanker.


mandag, marts 16, 2015

Brillevejr og havevejr.


Jeg er i gang med at kigge efter nye briller.
Det er svært at vælge.

De gamle er fra 2007. De trænger til at blive skiftet.

Glasset er ridset og den ene brillestang er helt bleg i stedet for den oprindelige røde farve.



Jeg har haft et par forskellige briller med henne hos min datter. Hun anbefaler dem med det runde glas.
Jeg er vant til ovale.
Egentlig er der ikke meget at se på ud over stængerne. Jeg er rigtig glad for de uindfattede fra Lindberg, og dem vil jeg fortsætte med.
Der blev ikke købt nye briller i dag, for i næste uge kommer de nyeste modeller til butikken, og dem må jeg se, før jeg beslutter mig.


Det har været havevejr i dag.
Jeg har fået ryddet op i gamle staudetoppe.
Jeg opdagede den første spæde top af purløg. Lige nok til aftenens
omelet.








Den blå scilla lyser op med sin fine farve.

søndag, marts 15, 2015

Flere krokus. Og mere om børnebørn.

I formiddags kom jeg igen forbi Rådhusparken i Aarhus.
Det er så flot, det krokus-hav.
Og så var der en lille detalje, der fik mig til at klukke.




















Der er store tæpper af blå, hvide og violette krokus.




Foran rådhuset er der et par bede med gule.
























I eftermiddags har vi fejret at Marcus fyldte 8 år for nogle dage siden.
Vi var på legeplads. Det er sådan en god ide at være ude med børnene.




Johanne fik sin første gyngetur.











Christian hyggede sig med sin kusine.

Vi sluttede af hjemme hos Mattias.
Der blev virkelig leget igennem. Alt legetøj blev vendt ud, og der blev bygget huler af sengetøj og sofapuder, og hvad der ellers var af løsdele.

Jeg har bare hygget mig og slappet af. Uden forpligtelser.
Og sådan sluttede en dejlig weekend.

lørdag, marts 14, 2015

Efter fotosessionen.

Avisen BT har i deres søndagssektion en artikelserie om søndagsmiddage.

Da det er noget min svigersøn gør i, blev han for nogen tid siden kontaktet af avisen, om han ville være med.

Middagen blev lavet fra morgenstunden, da fotografen ville komme kl 11.

Svigermor og brormand var heldige og blev inviteret til at spise lammekølle til frokost.
Fotografen var også inviteret, men han var en travl mand og skulle videre til næste opgave.
Vi nød den dejlige mad. 
Det er sjældent børnene ikke er hjemme til spisetid, men det var jo også en opstillet situation


Nu bliver det spændende, hvornår indslaget om søndagsmiddage kommer i BT.

Og hvordan.


Mandens MADdag er her.


torsdag, marts 12, 2015

Sie will ein Fisch im Wasser sein ...


I koret synger vi som opvarmning/afveksling Nina Hagens "Sie will ein Fisch ... "

Den findes i en dansk oversættelse:

"Nu vil hun svømme som en fisk
i havets flaskegrønne dyb.
Vil være perlende beruset,
blæse blide, bløde bobler".

Den er så smittende og sjov, og når jeg er til svømning, så svømmer hun med ...

Jeg er dog langt fra at svømme som en fisk, men i går aftes svømmede jeg bassinlængden fra den lave ende hen til den dybe.
Det er i sagens natur præcis den samme længde fra den dybe ende til den lave, som er rimelig nemt for mig. Men på det psykologiske plan er det meget mere udfordrende at svømme mod den dybe og blive mere og mere forpustet jo dybere bassinet bliver.
Jeg vil gerne give dårlig kondition skylden for, jeg bliver så forpustet, men instruktør Michael siger, at det er skræk og rædsel, der tager vejret fra mig.
Da en af de andre deltagere på holdet fortalte mig, at det først var her efter jul, hun var blevet fortrolig med at svømme på det dybe, spurgte jeg, om hun var nybegynder fra august?
Men nej. Hun begyndte for 3 år siden!
Det var 5. gang i går, og der er 5 gange tilbage inden sæsonen slutter.
Jeg er efterhånden blevet klar over, at svømning er ikke noget, jeg lærer lige i en ruf.

Jeg hentede Mattias i børnehaven i dag.
Legene - eller aktiviterne spændte vidt. Først noget udendørs med at rive i et bed. Så skulle en stige tages ud, og det er temmelig farligt at kravle de 6 - 8 skridt op, når man kun er et par måneder over 3 år.

Indendørs er der drabelige krigere, som jeg ikke forstår mig på.


Det betyder vist også mindre.
Bare jeg holder en i hver hånd.








Det er også hyggeligt med mere fredelig sysler.
I Spidermandsdragt kan man sagtens sidde stille i lang tid og lægge perler i mønster.

Da jeg på et tidspunkt sagde, at jeg snart skulle hjem, spurgte han "Hvem venter på dig?".

onsdag, marts 11, 2015

Der er dejligt hjemme ...

Hvor har jeg oplevet meget på de par dage i København.


Bl.a. museet Davids Samling, som ligger bag denne her forholdsvis anonyme facade.


Mere om museet senere.
Der er mange fantastiske kunstsamlinger.







Lige overfor ligger Rosenborg Slot.



Der var forårsstemning.

Men krokustæppet kan slet ikke måle sig med det, der er i Rådhusparken i Aarhus.






I dag skinner solen også herhjemme. Min have er begyndt at kalde på mig.
Der er visne staudetoppe, der skal ryddes op på.
Og Christian skal hentes i børnehaven.
Dejlig dag.