torsdag, september 29, 2011

Efterår.

Først kunne jeg ikke finde ud af, hvad det var for nogen små bump, jeg hørte, da jeg gik en lille tur i det skønne vejr.
Bladene dalede stille og tyst ned uden en lyd.
Da jeg kiggede nærmere efter, var det bøge og egetræernes bog og agern.
Efteråret er naturens gavmilde periode, og i det her tilfælde kommer det skovens vilde dyr til gode.




Træstubbene forvitrer på smukkeste vis.
Og svampe trives i revner og sprækker.

onsdag, september 28, 2011

Når skyggerne bliver lange.

Den blå mand er fotograferet sidst på eftermiddagen.
Den sidste tirsdag i måneden er er åbent om aftenen til kl. 21 på Kunstcentret Silkeborg Bad.
Der var mange gæster i går til omvisning på Daglig Dosis.
Cafeen var åben og mange benyttede anledningen til at spise der.
Jeg var på 'arbejde'. Det var nemt.

tirsdag, september 27, 2011

Noveller.

'En novellesamling kan da ikke stjæle min nattesøvn', tænkte jeg, da jeg efter lang ventetid endelig kunne hente Gydir Elíassons bog på biblioteket.
Han har fået Nordisk Råds Litteraturpris 2011 for bogen 'Mellem Træerne' med de 47 små noveller.



Nu har jeg så opdaget, at den ene novelle godt kan tage den anden, og at godnatlæsningen alligevel bliver for lang.
De er nemlig rigtig fængslende de små noveller.
Det er som om, man er på stedet og kender personerne, så flot kan han bruge sproget.
Ofte er der en smuk og hyggelig stemning i begyndelsen, men der er alligevel noget underliggende ildevarslende.
Det kan være en helt konkret katastrofe, der afsløres til sidst.
Eller noget uhyggeligt overnaturligt.
Og så må jeg lige se, om den næste novelle er ligeså uhyggelig.
Og sådan kan det blive ved.
Men de er korte.

mandag, september 26, 2011

Snydebilleder........

Jeg har været til spændende foredrag og oplevelser her i weekenden.
Jeg har set folk, som jeg ellers kun har set i aviser og magasiner.
Jeg har tænkt 'nå, ser han /hun sådan ud i virkeligheden?' Forstået på den måde, at jeg troede ud fra billeder, at de ville se bedre ud.
Som om det betyder så meget?
Jeg blev inspireret ved at læse hos Madame, der fortæller om en bog, som Jacob Haugaards kone har skrevet. Omslaget på bogen er prydet af et billede af forfatteren, og jeg glæder mig over, at der åbenbart ikke er retoucheret i rynker i ansigt og på hals. Jeg ved det selvfølgelig ikke.
Det er bare sådan noget snyd, når rynke og slankebehandlingen hedder photoshop.

Én af dagene før valget så jeg Karen Jespersen (politiker) på gaden i Aarhus. Og jeg tænkte, at sminkørerne i fjernsynet er meget dygtige.
Men jeg må gribe i egen barm, for jeg har det jo på samme måde. Jeg vil også gerne vise mig fra min bedste side. Og lægger kun de mest fordelagtige billeder frem.
Jeg har mødt en kvinde i dag, der på ingen områder lever op til idealet om skønhed/vægt/mode. Men hun var humørfyldt, varm og meget klog og var i høj grad med til at berige den konference, jeg deltog i.
Jeg (vi) ved det godt: det er ikke udseendet, det drejer sig om.
Alligevel er der så meget fokus på udseende i vores kultur.
Og det er anstrengende og tidskrævende at leve op til.
Jeg vil stemme på den politiker, der vil gøre noget ved det.........

Billedet viser morgenstemning og udsigt fra det hotel, jeg boede på i weekenden.
Jeg kunne sikkert godt bilde jer ind, at jeg ikke var i Dk?
Med de højder i baggrunden?

fredag, september 23, 2011

En anden slags udstilling.

På Kunstcentret Silkeborg Bad er der for tiden en udstilling, der hedder Daglig Dosis Pharmacopoeia Art.
Liz Lee, læge, David Critchley og Susie Freeman, kunstnere, sætter fokus på medicin, vores forbrug og evt. misbrug.
På forhånd havde jeg ikke forestillet mig, hvordan det emne kunne behandles kunstnerisk.
Men visse værker er ikke bare tankevækkende og groteske, de er også smukke.
Som f. eks. denne her blå top 'Tangled Up in Blue' (viklet ind i blåt)
Den er lavet af gemt pille emballage fra to  perioder med angst og depression.


I det her panser er indvævet emballage fra de 10,000 piller én enkelt mand har taget i løbet af de seneste 5 år.
Hr. Brite er en 77 årig mand med for højt blodtryk, hjertesvigt, emfysem og gigt.
Indtil han var 50 år tog han næsten ingen medicin, men han har røget. Det har gradvist ødelagt hans lungevæv og været medvirkende årsag til de to hjerteanfald, han har haft.
Jeg bliver helt beklemt, når jeg læser de sygehistorier. Og jeg har heller ikke nærstuderet hele udstillingen.
Som tilskuer får man noget at tænke over.
Jeg synes som udgangspunkt, at medicin er en fantastisk ting. Mange mennesker bliver helbredt og lindret ved hjælp af de rette medikamenter.
Udstillingen forholder sig kritisk til, om der bliver brugt for store mængder, og om vi med vores livsstil inviterer til et unødvendigt forbrug.

Her bliver et par dages blogpause, idet jeg er til årsmøde i Børns Voksenvenner i weekenden.
På mandag bliver der i tilslutning til udstillingen om medicin afholdt et tværfagligt seminar på Badet med spændende oplægsholdere, som Svend Brinkmann, Ebba Holme Hansen, Steffen Thirstrup og Lotte Hvass.

Så jeg vil nok hovedsageligt nyde det lovede fine efterårsvejr indefra.
Men nu kan jeg gå en tur, og det vil jeg fluks gøre.
God weekend til alle, der læser med.

onsdag, september 21, 2011

Vandhunde.

I går overværede jeg nogle søde, små vandhundes udfoldelser i det våde element.

 Ingen vandskræk her i mors trygge favn.

Hovedrolleindehaveren på vej op efter et dyk.

søndag, september 18, 2011

Til pynt..... eller?

Henrik var sikker på, det var et pyntegræskar, jeg havde købt.


Men det er en frugt.
Jeg er så nysgerrig, så jeg måtte finde ud af, hvordan sådan én smager.
Den hedder kiwano. Kaldes også horn melon.
Og hvordan smager den så?
Hvis jeg skal sammenligne med noget, jeg kender, så er det en umoden banan.
Sådan en anelse bitter, men mere saftig.
Den bliver ikke én af mine favoritter.
Måske ville den være smukkere at se på, hvis jeg havde skåret den over omkring 'ækvator'.
Men den er dekorativ, når den ikke er skåret op. Og den kan holde sig et par måneder.

fredag, september 16, 2011

onsdag, september 14, 2011

Valg

På biblioteket har de lavet denne her opstilling.


Nej, vi bliver selvfølgelig ikke på sofaen i morgen.

Kor her og kor der - uden sammenligning.

Så er vores korsæson begyndt igen.

Ikke så meget nyt i det.

I Barcelona hørte jeg om et specielt kor.
Orfeó Catala.

Det var egentlig fordi, jeg ville se den meget storslåede bygning, Palau de la Música Catalana.
Vi hører hele tiden om værker af Gaudí. Og han var fantastisk.
Der var også andre modernista inspirerede arkitekter. Én af dem var Domenech i Montaner.
Han stod for konstruktionen af Musikpaladset, men også for den rige udsmykning af keramik og glas både indvendigt og udvendigt.
Musikpaladset blev bygget fra 1905 til 1908.

Det begyndte med et idealistisk musikmenneske, der ville lade arbejderne i den fattige del af Barcelona opleve glæden ved musik og sang og samtidig styrke deres catalanske nationalfølelse.
Det var i 1891. Og det var det første kor, der gav adgang for kvinder.
I løbet af få år blev koret meget dygtigt og efterspurgt.
Efterhånden opstod der i koret et ønske om at få et eget hus. En indsamling blev sat i gang, og den meget kendte arkitekt gik ind i projektet.

Man må ikke fotografere i Musikpaladset.
Mine billeder er fra en bog.
Inde i den store sal er det næsten som at være i en kæmpe smykkeæske.
Der er mosaikker i glas og keramik og store skulpturer. De høje bemalede vinduer lader dagslys komme ind, selvom bygningen ligger inde i smalle stræder tæt på andre høje huse.

Udsmykningen uden på bygningen er imponerende.

Der bliver afholdt koncerter 300 dage om året. Store dirigenter og sangere har været her.
Der bliver spillet både klassisk og jazz.
Orfeó Catala har eksisteret i alle år og er et meget dygtigt og populært kor med afdelinger for både børn og voksne.
Her er fine billeder af Palau de la Musica.

Her gad jeg godt overvære en koncert.

mandag, september 12, 2011

'Something out of Harry Potter........'

Vores hotel var overraskende.
En amerikansk gæst skrev i gæstebogen: 'Your hotel reminds me af something out of Harry Potter. Very cool'. En anden skrev:'Truly pinky. So cute'.
Men vi kendte det kun fra nettet.
Det var valgt, fordi det ligger meget centralt og hører til i den billige ende.
Hvad der også var tydeligt (det billige), hvis vi brugte trappen op og ned til 2.sal, hvor det ligger.
Der var afskallet maling og graffiti på væggene.
Elevatoren fungerede for det meste, og det var fint.
På 2 sal blev vi mødt af en mørkegrøn, nydelig malet dør med blankpoleret messingskilt. Helt velplejet og anderledes end opgangen.


Idet vi gik ind ad døren, var det som at træde ind i en lille æske.
Vægge, loft og lamper er tapetseret med det samme tapet i grønlige og rosa farver.
Først troede jeg, receptionen og området ved buffet'en var et stort rum. Men der var spejlvægge overalt, så i virkeligheden var det et lille sted.

 Farverne kommer meget forskelligt ud på mine billeder med og uden blitz og ingen af dem helt naturlige.
Der var en fælles computer 2 steder og adskillige steder med adgang til internet med egen computer.
Længst tilbage i billedet er der en lille stue og balkon til Rambla'en
Til venstre ses noget af den buffet, der var åbent døgnet rundt.
Om eftermiddagen og aftenen var der ingen personale der, men maden var lagt på køl, og man kunne selv varme en ret i microvnen, eller riste noget brød og lave kaffe elle te.
Der var meget varieret morgenmad med mysli, cornflakes, yoghurt, æg, omelet, tortilla, forskelligt brød og 4 slags frugt. Desuden var der fri adgang til juice, vand, sodavand, cola, øl, hvidvin(sur) rosevin(tynd) kaffe og te.
Vi blev noget overraskede over det udbud af mad og drikke, der var incl. i prisen.
Kvalitetsmæssigt svarer det nok til lavprissupermarkedniveau, men det var friskt og pænt.


Der var sådan lidt hjemlig hygge over stedet. Personalet var søde og uhyre hjælpsomme.
Vi havde ønsket et værelse med balkon ud til Rambla'en.
Det kunne vi ikke få, og det var vi glade for, da vi kom til stedet. (pga. støj)
Vores værelse var pænt med en stor twinbed. Tapet og tæpper og håndklæder var holdt i rosa farver.
Der var airkondition. Badeværelset med kar og bruser må have været ret nyt. Det fungerede godt.

MEN der var ingen vinduer i værelset. (bag gardinet er et blændet 'vindue')
Og jeg, der altid som det første kigger ud af vinduet, når jeg kommer til et nyt sted......
Det var dog forbavsende let for mig at vænne mig til det.
Men det er ikke et værelse, man sidder og hygger sig på. Det gør man i fællesområderne, og så selvfølgelig ude i byen. Det var et godt sovested, men jeg var hurtigere end herhjemme til at komme ud og se på vejret og himlen.
Jeg vil dog gerne bo der igen, selvom det er lidt quirky.
Det mest negative jeg kan finde på er, at der var plastikkrus/tallerkener og bestik.
Og at gulvtæpperne er slidte.
Men en sjov oplevelse at bo der.

Oplevelserne ude i byen var til gengæld ikke slidte.
Gaudis La Sagrada Familia er storslået og fortryllende både ude og inde. I 1883 overtog Antoni Gaudi opførelsen af kirken. Hans tanke var, at byggeriet skulle løbe over 4 generationer.
Ydermurene er smykket med store figurerer, der illustrerer forskellige historier fra Bibelen.
Indenfor er proportionerne så vældige, så det er umuligt at fotografere, selvom jeg gjorde mit bedste.
Hist og her ses håndværkere, der er i gang, og udenfor vidner kranerne om, at der stadig bygges.
Om 15 år er byggeriet nok færdigt, ifølge den guide jeg var på rundvisning med.
Et besøg på stedet kræver, at man kan holde ud at stå i kø!
Jeg er glad for, der var skygge der, hvor vi stod og ventede i en lille halv time, for solen var bagende varm.



Mennesker er som små tændstikfigurer mellem de enorme søjler.

søndag, september 11, 2011

Må man fotografere......?

Må man fotografere andres børn i det offentlige rum og lægge billedet på nettet?
Jeg vil nok mene nej.
Men jeg kunne ikke stå for den her lille fyr med sut og solbriller i bus 24 på vej til Parc Güell


Han er da cool. Og tilpas anonym bag solbrillerne.

Fra den store park er der en flot udsigt ud over byen, men det er ikke ude på parkens stier, man møder flest mennesker.
Samlingspunktet er pladsen, der bliver båret af de høje søjler. Pladsen er omkranset af keramikbænke smukt smykket med mosaikmønstre i vidunderlige farver.

En lille spontan flamencodans føjer endnu en dimension til oplevelsen.

Parken er et af flere kunstværker i Barcelona af Gaudi

lørdag, september 10, 2011

Så mange km. væk........

Så mange km. væk - og så kun to en halv time fra Billund til Girona.
Og en morgenstund så anderledes end herhjemme.
Fra morgenmadsbalkonen var der udsigt på nærmeste hold til Rambla'en.
 Det var spændende at følge med i det travle liv, der udfoldede sig.
To morgener var et hold i gang med kamera, lyd og lys og instruktion til en optagelse af den gamle mand i den blå jakke.
Igen og igen gik han den lille tur, mens han sagde sin replik.
Måske en kendt spansk skuespiller?


På Rambla'en sad gamle mænd og læste avis om morgenen.
Mens min nabo/rejsekammerat gjorde sit yogaprogram færdigt, tog jeg 'Alt for Damerne' i hånden og satte mig ned på en af de fastboltede stole.
Ikke at jeg fik læst noget.
Men jeg nød stemningen.
 Jeg troede, Rambla'en var en gågade.
Det er den også på den brede boulevard i midten.
Men på hver side kører biler og busser og øverst i billedet er Placa Catalunya, trafikknudepunkt og Barcelonas hjerte, som en guide sagde.
Så balkonen var ikke det mest velegnede sted for samtale.
Men spændende for få dage.


Jeg vil gerne til Barcelona snart igen.
Bare for at sidde på små cafeer og barer i Born bydelen. Det gjorde vi ikke så meget.
Men der var så mange seværdigheder på ønskesedlen, og det var så spændende:
Sagrada Familia, Güell parken, Miro museet, Palau de la Musica,  var nogen af de kunstværker, der gjorde et stort indtryk på mig.
Jeg sagde det samme sidste år, da jeg var i Rom, at jeg gerne ville tilbage og bare sidde.....
Men jeg foretrækker Barcelona, tror jeg.
Og hotellet var så specielt. Det ville jeg vælge igen, hvis jeg kommer tilbage.

På flyveturen hjem var der en fantastisk udsigt hele vejen.
Og en flot solnedgang.
Måske fløj vi i lav højde, siden vi kunne se så meget?
Ryanair var imponerende præcist. Hvad jeg ikke kan sige om DSB, som jeg var i Kbhvn. med for et par uger siden

mandag, september 05, 2011

Barcelona.

Her til morgen har jeg haft en gammel cd på afspilleren.
Freddie Mercury og Montserrat Caballé har fyldt stuen med deres 'Barcelona'.
Det var sjovt, da jeg senere på formiddagen åbnede min computer, at Google fortæller, det i dag er 65 år siden Freddie Mercury blev født.
Senere i dag er jeg på vej til Barcelona.
Vi er to bedstemødre, der har været i gang med det, som vores børn og svigerbørn er så skrappe til.
Men vi kan også (håber vi)
Vi har bestilt billet med Ryanair og fundet hotel over nettet.
Så nu er det rigtig spændende, om alt klapper.
Vi skal ikke til fodbold.
Men alt det andet.
Jeg har læst så meget på kort, så jeg tror, jeg kan finde rundt i den gamle, centrale bydel.


Vores hotel ligger på Rambla'en.
Det er spændende.

I haven står det overbelastede og understøttede blommetræ med en rigdom af blommer og venter på den store amputation. Det trænger meget til at blive beskåret, og min bror kommer med saven, når sæsonen er forbi.



I går aftes var luften lun og mild og kaprifolium spredte sin berusende duft ved midnatstid.
Her til morgen er den frisk med regndråbeperler men uden duft.

Men nu: Viva! Barcelona!

torsdag, september 01, 2011

Åh, disse minder.......

Var det en gammel revyvise??
 'Åh, disse minder. Det er dem, der giver livet kulør'
Jeg har ikke kunnet komme videre med den lille strofe, siden jeg kom hjem fra jubilæum.
Men her til morgen kom der et par linjer mere:
'På lejren vi vennerne finder. Med det gode, det gamle humør'
Så det må være en gammel spejdersang? Måske hjemmelavet dengang?

Jeg har været nede i en lille tidslomme (1962-1966) sammen med 14 af dem,  jeg blev uddannet sammen med. Når jeg kigger på gruppebilledet fra vores afslutning, så var vi 30 dengang.
6 er døde i mellemtiden. 2 bor i USA og kommer sjældent, efter deres forældre er døde.
Så er der et par stykker, der aldrig er dukket op til jubilæum. Og en lille håndfuld, der mere sjældent har vist sig.


Det er altid forbundet med en særlig glæde at vende tilbage til Skodsborg.
Fysioterapiskolen var privat, og der var ingen SU.
Vi tjente vores skolepenge ved at arbejde på Sanatoriet.
I begyndelsen med rengøring på værelserne og servering i restauranten.
Senere, da vi fik flere kvalifikationer, som sygehjælpere på medicinsk afdeling.
Og endelig i Damebadet (eller Herrebadet for drengenes vedkommende) hvor helkropsmassage var den første behandlingsform, vi fik lov til at udføre. Senere kom forskellige former for træning til, inden vi var klar til at gå ud i verden.
Vi var i vores egen lille verden på Skodsborg Badesanatorium. Vi boede og spiste sammen der. Vi arbejdede, gik i skole og læste lektier der. Halvdelen af de studerende var nordmænd, og der var lige mange drenge og piger.
Og en masse romantik og kæresteri, hvad der også er et skattet samtaleemne, når vi sidder der og kigger på billeder fra dengang. Flere er gift med kæresten fra dengang. Jo flere år der går, jo mindre 'farligt' er det også at tale om de brud, som andre oplevede. I år var gamle-kæreste-forhold på underholdningsniveau. Og sådan forgår al storhed eller smerte, eller hvad det nu hedder.
Men vi svælgede i gamle billeder og idylliserede og romantiserede vores ungdom.
Sådan må det være, når der er gået næsten 50 år siden, vi mødtes første gang i 1962.
Og vi roste og komplimenterede uden skam hinanden for at se så godt ud!
Når Hulda og Svein og Ola, ja alle de 9, der bor i Norge kommer hertil, så er der ingen grund til at holde sig tilbage.
Vi skal ses igen om 5 år.
Jeg er i planlægningsgruppen og tænker på det, min mor altid sagde, når vi planlagde noget eller glædede os til noget. "Ja, ja, hvis vi leve så længe"
Det håber jeg, vi gør.
I mellemtiden kunne jeg godt drømme om en uges tid på værelset med udsigt over Kolonaden og Sundet med indlagt massage og bade og andre kur-behageligheder.
Det bliver nok ved drømmen.
Togrejsen var iøvrigt en meget behagelig og afslappende oplevelse. I stillekupé.
Forsinkelsen på 15-20 min. betød ikke noget for mig. Det gjorde den måske for andre. Og der bør selvfølgelig ikke være forsinkelser.
Men lynnedslag havde forstyrret sporskiftet.
Den slags kan man ikke planlægge sig ud af.