Åh, disse minder.......

Var det en gammel revyvise??
 'Åh, disse minder. Det er dem, der giver livet kulør'
Jeg har ikke kunnet komme videre med den lille strofe, siden jeg kom hjem fra jubilæum.
Men her til morgen kom der et par linjer mere:
'På lejren vi vennerne finder. Med det gode, det gamle humør'
Så det må være en gammel spejdersang? Måske hjemmelavet dengang?

Jeg har været nede i en lille tidslomme (1962-1966) sammen med 14 af dem,  jeg blev uddannet sammen med. Når jeg kigger på gruppebilledet fra vores afslutning, så var vi 30 dengang.
6 er døde i mellemtiden. 2 bor i USA og kommer sjældent, efter deres forældre er døde.
Så er der et par stykker, der aldrig er dukket op til jubilæum. Og en lille håndfuld, der mere sjældent har vist sig.

Det er altid forbundet med en særlig glæde at vende tilbage til Skodsborg.
Fysioterapiskolen var privat, og der var ingen SU.
Vi tjente vores skolepenge ved at arbejde på Sanatoriet.
I begyndelsen med rengøring på værelserne og servering i restauranten.
Senere, da vi fik flere kvalifikationer, som sygehjælpere på medicinsk afdeling.
Og endelig i Damebadet (eller Herrebadet for drengenes vedkommende) hvor helkropsmassage var den første behandlingsform, vi fik lov til at udføre. Senere kom forskellige former for træning til, inden vi var klar til at gå ud i verden.
Vi var i vores egen lille verden på Skodsborg Badesanatorium. Vi boede og spiste sammen der. Vi arbejdede, gik i skole og læste lektier der. Halvdelen af de studerende var nordmænd, og der var lige mange drenge og piger.
Og en masse romantik og kæresteri, hvad der også er et skattet samtaleemne, når vi sidder der og kigger på billeder fra dengang. Flere er gift med kæresten fra dengang. Jo flere år der går, jo mindre 'farligt' er det også at tale om de brud, som andre oplevede. I år var gamle-kæreste-forhold på underholdningsniveau. Og sådan forgår al storhed eller smerte, eller hvad det nu hedder.
Men vi svælgede i gamle billeder og idylliserede og romantiserede vores ungdom.
Sådan må det være, når der er gået næsten 50 år siden, vi mødtes første gang i 1962.
Og vi roste og komplimenterede uden skam hinanden for at se så godt ud!
Når Hulda og Svein og Ola, ja alle de 9, der bor i Norge kommer hertil, så er der ingen grund til at holde sig tilbage.
Vi skal ses igen om 5 år.
Jeg er i planlægningsgruppen og tænker på det, min mor altid sagde, når vi planlagde noget eller glædede os til noget. "Ja, ja, hvis vi leve så længe"
Det håber jeg, vi gør.
I mellemtiden kunne jeg godt drømme om en uges tid på værelset med udsigt over Kolonaden og Sundet med indlagt massage og bade og andre kur-behageligheder.
Det bliver nok ved drømmen.
Togrejsen var iøvrigt en meget behagelig og afslappende oplevelse. I stillekupé.
Forsinkelsen på 15-20 min. betød ikke noget for mig. Det gjorde den måske for andre. Og der bør selvfølgelig ikke være forsinkelser.
Men lynnedslag havde forstyrret sporskiftet.
Den slags kan man ikke planlægge sig ud af.