tirsdag, september 17, 2019

For en uge siden i San Gimignano.

Vores feriested, der ligger på landet mellem vinmarker og olivenlunde, opfyldte vores behov for både leg og afslapning. Vi boede på første sal i huset bagerst og længst til venstre.
Men vi skulle jo også have noget at spise til morgenmad og frokost. Den lille by Montaione, der ligger ca fem km væk havde en Coop butik, så det blev indkøbsstedet. Der var også flere restauranter, så vi spiste aftensmad der et par gange. Vi spiste også en aften i Castelfiorentino, men mest begejstret var vi for San Gimignano, der ligger en lille halv times kørsel fra Rigone in Chianti.

I både de mindre og større byer i Toscana er der en rig kulturarv fra middelalderen.
Tårnene var et udtryk for en families staus og rigdom. I San Gimignano var der i 1200 tallet 70 tårne. Nu er der 14 tilbage.
Inden for bymuren ligger der mange eksklusive forretninger, der sælger kunsthåndværk, tasker, modetøj, souvenir og lækkerier som pølser, oste og is.
Der er også kirker, museer og gallerier.



Det var så spændende for børnene. De havde 20 euro hver at købe for og herlighederne blev studeret meget nøje.
Christian investerede i Voldemorts tryllestav. Desværre kunne den ikke holde til, at han stod på hovedet, mens han havde den i hånden.
Jeg tror, den kan limes.


I selskab med børnene er der ikke rigtig plads til at se på kulturhistorie. Det fandt vi ud af i Vinci.

Jeg bestemte mig for at tage en overnatning i San Gimignano, så jeg kunne fordybe mig i de kunstskatte, der var i Collegiata (domkirken) Den blev bygget i 1148. Facaden ser virkelig beskeden og kedelig ud, en stærk kontrast til det farverig indre.
Kirkens vægge er dækket af velbevarede fresker fra 1300-1400 tallet malet af kunstnere fra Siena.

En dag gik jeg ind på Hotel Bel Soggiorno, der ligger tæt på Porta San Giovanna indenfor den gamle bymur og spurgte, om de havde et værelse. Det havde de ikke, men jeg kunne få et værelse i deres BB, der ligger i en sidegade.

Det viste sig at være et dejligt sted i en rolig gade bag den brune dør.
Palazzo Al Torrione

Hvis mit link virker, er det stedets hjemmeside.

Jeg havde egentlig tænkt ikke at tilkøbe hotellets morgenmad for syv euro. I Rom har jeg erfaret at hotelmorgenmad var kaffe, croissant og kage, så jeg tænkte, det kunne være en mere lokal oplevelse at sætte mig på en af de mange små caféer og få en kaffe og croissant der. Heldigvis ombestemte jeg mig. Hotellets restaurant lå med en billedskøn udsigt over dalen. Jeg fik et bord ved vinduet. På buffet'en var der forskelligt brød, æg, pålæg, oste, juice, yoghurt, mysli, kaffe, te, frugt. Jeg nød min morgenmad med udsigt, selv om den ikke var autentisk italiensk :-)

Værelset var overraskende stort og hyggeligt med udgang til terrasse. Det kostede 90 euro.

Jeg havde nogle dejlige timer med at se det, jeg gerne ville i det tempo, der passede mig.
Den gamle kirke med de velbevarede malerier. I venstre side var det historier fra Det gamle Testamente, i højre side fra Det ny Testamente. Jeg ved ikke, hvor lang kirken var, men den var lang og uden vinduer, så billederne dækkede en virkelig lang flade.
Der var også kapellet for byens skytshelgen Santa Fina, der levede fra 1238 - 53, så hun var et 13 årigt barn, da hun døde.

Jeg var også inde i et af de moderne gallerier med spændende kunst i form af billeder og skulpturer.

Trappen bagved brudeparret fører op til domkirken, men dørene der er ikke åbne. Adgang foregår  til venstre på siden af bygningen.

Der blev danset og spillet på pladsen. Danserne bar store flag, som de jonglerede og kastede med.

Det kunne være sjovt at vide, hvordan en bryllupsfest foregår. Her fik vi bare et lille glimt, men det var også spændende, selv om vi ikke rigtig forstår det.

Om aftenen efter min 'fridag' mødtes jeg med familien for at spise på yndlingsrestauranten. Personalet var, eller er så søde mod børn. Det er vist typisk i Sydeuropa.
Her blev tegnet og malet, mens vi ventede. Og så blev der ellers spist masser af pasta og pizza. Og hver aften gik vi hen til en gelato-bar og fik en is. Ifølge Johanne var det feriens højdepunkt.
Da 'flokken' var taget hjem efter at have set mit værelse, hyggede jeg mig resten af aftenen med at læse. Og sov i næsten ni timer ...

Næste dag kom de alle og hentede mig.

Jeg kan slet ikke forstille mig, hvordan stedet ville have været uden pool?
Ikke for børn.
Men hvis man gerne vil nyde naturen og roen ude på landet, så er det et perfekt sted.
Der er mange skønne små byer at besøge og landskabet er bare så smukt. Det kræver en bil at køre rundt i.

Christian fik lært at stå på hænder i vandet :-)
Jeg fik svømmet lidt, men jeg var slet ikke i vandet så meget som ungerne.

I morgen er det en uge siden, vi kom hjem. Jeg forstår ikke, hvor tiden bliver af.



Mit kamera gik i udu. Dvs. jeg kom til at gøre noget, der betød, at jeg optog dias. Og da jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle lukke den funktion, så opgav jeg at bruge det. Det var rigtig kedeligt. Jeg synes, jeg oplever mere gennem fotografering.
Men som manden i FotoCare siger, så har jeg et kamera, der kan mere, end jeg kan.
Enten skal jeg sætte mig mere ind i funktionen af Lumix TZ80. Det sker nok ikke, eftersom jeg har haft det længe. Eller også skal jeg købe et kamera, der ikke kan så meget.














torsdag, september 12, 2019

I Vinci

Mon der var et museum eller noget andet kulturelt, der kunne være interessant for børn der midt i den skønne natur og de gamle, charmerende middelalder-byer i Toscana??
Den søde receptionist på vores agriturismo-sted foreslog Leonardo da Vinci museet.
Leonardo var ikke bare maler. Han var videnskabsmand, ingeniør og opfinder. Han levede fra 1452 til 1519. På Museo Leonardiano i fødebyen Vinci er der træmodeller af hans maskiner og opfindelser baseret på tegninger fra hans notesblok, der er vist ved siden af. (Billedet er lånt fra museets hjemmeside)
Museet har til huse i The Conti Guidi Castle, en middelalderborg, som blev givet til byen Vinci i 1939.
Det viste sig ret hurtigt, at det ikke kunne fange børnenes interesse. Tre børn på 12, 8 og 5 år er også meget forskellige, og hvis bare den ene siger noget negativt, så smitter det de andre.
Vi gik rundt i området både ude og inde. Der var meget at se.
Jeg var især imponeret over de anatomiske tegninger. Han må have fulgt dissektioner meget tæt.
Han undesøgte knæleddet, der er et hængselled, som også kan rotere. Han fandt den muskel, der havde den retning og kraft, der skulle til for at skabe rotation. Måske har den viden kunne bruges i nogle af maskinerne.








Der var en stor plads udenfor, hvor denne her kæmpestore model var virkelig imponerende,

Der stod forskellige kunsthåndværkere og arbejdede og viste deres egne værker.

Vi kom slet ikke til det sted, hvor alle Leonardo da Vincis malerier er udstillet. Altså ikke de originale. De er spredt ud i verden og under streng bevogtning på kendte museer.
Men her var de alle samlet i kopi. Det kunne have været spændende at se.

Jeg tog en en overnatning for mig selv i San Gimignao for at se kirken og de historiske bygninger i den meget smukke by, der er på Unescos liste over verdensarv. Det vil jeg skrive om i et andet indlæg.
Johanne blev især optaget af manden, der var ved at lægge baggrundsfarve på et stort lærred.

Desværre skulle det tørre en time, før han kunne begynde på motivet, der skulle males med spray.
Vi fik lov at se skitsen.
Selvom vi gik rundt andre steder og kom tilbage igen, så var han ikke gået i gang.













Ude i byen i en carport så jeg bilen med det kendte motiv.
















På en cafe, hvor vi spiste lidt frokost, blev cappucino'en dekoreret på flotteste måde.

Vi kørte hjem til poolen. Den var nr. 1. :-)




søndag, september 08, 2019

Feriedage.

Dagene flyver afsted i ferieland. Der er kun et par dage, til vi skal hjem igen.
Rejsen fra Billund til Pisa gik uden komplikationer eller forsinkelser.
Det var besværet med at finde udleveringsstedet for den reserverede bil i Pisa, der trak tænder ud.
Johanne er den seje fem årige, der stolt ruller afsted med to kuffeter.
Efter et par timer var vi klar til at køre de ca 50 km  til Montaione.


Vi bor omgivet af vinmarker og oliventræer. Det er et agriturismo-sted, der har været i samme families eje i mere end 150 år.
Engang var landbruget familiens levebrød. Nu er det turismen. Der er tre bygninger indrettet med lejligheder, og så er der en dejlig pool.


Poolen er en kilde til leg og glæde.
Vejret har været varmt og sommerligt, bortset fra i går, da der var nogle timers torden og regnvejr.

Efter formiddagens leg og efter frokost er der lektietid.
Inden vi kører til en af de omkringliggende små byer for at spise til aften, bliver der svømmet lidt igen.
Og sådan kan dagene hurtigt gå.

Vindruehøsten begynder d. 20 september.
Efter mit skøn (og jeg har jo ikke forstand på vindruehøst) men der er mange vældig fine klaser, så jeg tror, høsten bliver fin.

Der er vidunderlig smukt heromkring.





tirsdag, september 03, 2019

Slut på blommesæsonen.

Blommesæsonen er slut hos mig for i år.
I dag har jeg plukket de sidste. Der har været overvældende mange.
Jeg har lavet lidt kompot og lagt an til blommesnaps med 15 halverede blommer overhældt med vodka, der skal stå to, tre måneder.
Og mange er kommet i fryseren.







Johanne synes, det er så spændende, når der er en lille orm. Og forleden dag var det ikke den sædvanlige hvide, men en lyserød.

Der har været mange dårlige blommer, men sådan er det vist hvert år.
Vi skal ikke plukke en blomme og straks bide i den. Den skal åbnes med en kniv for at se, hvad der gemmer sig i den.





Billedet her illustrerer, hvordan der næsten er mere 'fraklip', (til venstre) end der er noget, der dur.
De smager til gengæld rigtig godt.












Ved siden af mig stå en pakket kuffert. I morgen tidlig går turen til Billund for at komme med en flyver til Pisa. Vejret er meget varmt, kan jeg se. Mellem 25 - 30 grader.
Det bliver spændende.



















lørdag, august 31, 2019

Et usædvanligt arrangement.

I dag blev cykelløbet "Chasing Cancellara" afviklet med start og slut ved Silkeborg Bad, og i den anledning var der brug for flere vagter på Kunstcentret. Det var ikke nemt at vide, om publikum og cykelryttere ville have lyst til at se udstillingerne bagefter. Før cykelløbet havde der været tidlig morgenmad for omkring 100 VIP'er i cafeén. Fabian Cancellara og hans tre venner var de første til start. Jeg følger ikke meget med i cykelløb, men i det her tilfælde er det et holdløb, hvor der skal være fire på hvert hold. Jeg kunne genkende Bo Hamburgers navn :-) og Bjarne Riis var tilstede. Ved ikke om han cyklede?
Jeg havde en runderingsvagt (gå runder i udstillingerne) fra 11.30 til 15.













Efterhånden som cykelrytterne havde gennemført de 54,6 km. kom de ind i parken og parkerede cyklerne, mens de hyggede sig med mad og drikke.
Vejret var fantastisk.

I parken var der telte og flere boder.
Der var bænke og borde, og mange sad i græsset og nød det.


Der kom ikke mange gæster ind i huset. Men jeg synes, det var spændende at Kunstcentrets ledelse lukkede huset og parken op for et arrangement, der var så anderledes end det sædvanlige.


Da min vagt var slut kørte jeg ud til Almind sø, hvor Mattias var sammen med sin mor og sin kammerat Alex.
De havde så travlt de to. De skiftedes til at bygge, skovle sand, hente vand og så løbe ud på broen og hoppe i vandet.
Jeg havde ikke badetøj med, for jeg vidste først sent, at de var ude ved søen.













Et sjovt eksperiment.

For et år siden begravede vi den døde solsort, der lå i haven. Det var med henblik på at se, hvor meget af skelettet, der var tilbage efter et år. Christian samler på knogler, men foreløbig har han kun et kyllingelår fra en middagsret.
For nogle dage siden, gravede vi forsigtigt ned det afmærkede sted. Vi fandt fuglekraniet. Det lå så fint med lidt løs jord omkring. Vi fandt ikke andet. Resten er sikkert formuldet. Sådan nogle små fugleknogler er meget spinkle.
Vi - (jeg) børstede forsigtigt med en gammel tandbørste og skyllede med brintoverilte, hvorefter det blev lagt til tørre i solen i vindueskarmen. Senere blev det penslet med brintoverilte 10 %.
Når jeg leder efter, hvordan man tørrer og behandler knogler, så finder jeg jægernes anvisning på hvordan man først koger trofæet.
For at undgå den procedure, gjorde vi eksperimentet med at begrave fuglen.
Christians mor var ikke begejstret, så kraniet er stadig hos mig. Men det er meningen, det skal være på hans værelse. Spørgsmålet er nu, hvordan det skal opbevares? Det skal ikke i en lukket æske, for så bliver det mørkt, hvad kyllingebenet har vist os.

onsdag, august 28, 2019

Lige pludselig er der gået en uge ...

Faktisk er der gået en uge og et par dage, siden jeg sidst skrev et indlæg. Det er vist ikke sket før.

Vi har haft besøg af mine pigers engelske kusine med mand og datter. De var i København og tog turen hertil med tog.
Hvor er det altså hyggeligt og gammeldags :-) at stå på stationen med flag i hånden og modtage gæster. Vi var en flok på ni, der stod der og vinkede, da de skulle afsted igen og ikke et øje var tørt.

Da vi stod der søndag formiddag, var veterantoget ved at fyre op til tur. Dansk jernbanemuseum inviterede på tur fra Silkeborg til Ry i løbet af weekenden.

Hurra for Fiona, Pete and Eve, der kom fredag eftermiddag og rejste videre søndag formiddag.
Vi havde det skønneste vejr og hyggede os meget.