søndag, december 05, 2021

Endelig kortvarigt vintervejr.

 Sneen bragede ind over os første morgen i december. Jeg vil jo gerne have sne, så ingen klager fra mig. Jeg måtte dog aflyse min formiddagstur til Mattias' skole, hvor der var juleklip. Jeg kunne nok godt være kørt, men når det ikke er nødvendigt, vil jeg ikke fylde op på vejene. Om eftermiddagen skulle jeg hente Chr og Johanne i skolen, fordi forældrene havde et ærinde i Vorupør. Men de aflyste deres aftale, så jeg havde 'fri'. 

Tilbage var en middagsaftale hos min gamle kollega. Hende med de mange flettede julehjerter. Da det viste sig, det var hendes tur til at lave mad, ville vi gerne vente, til hun havde pyntet med hjerterne. Det havde hun så 1. december. Jeg har ikke tidligere lagt mærke til rækken øverst i billedet med de flettede fugle. Der er så utallig mange hjerter på række efter række under stueloftet. Det er så fortryllende at se på.
Hendes mand har bedt om, der ikke kommer flere nye hjerter. Det har hun tænkt sig at efterkomme. 
Det var holdt med med at sne, da jeg kørte afsted ved 18 tiden. Vi holdt ikke øje med vejret i løbet af aftenen, men der var faldet et pænt lag, som var frosset fast på bilruderne. Men det gik fint med at skrabe og køre hjem.
Næste dag skinnede solen. Jeg gik en tur ned til Havnen og Papirfabrikken. Her er der blevet en helt anden udsigt over Remstrup å til det nye byggeri på Søtorvet. Før var der parkeringsplads og en lav stor bygning med Kvickly, så det var ikke fordi, det var en attraktiv udsigt. Men de store huse virker så massive. Byggeriet er ikke helt færdigt. I byggefasen er det trist at se på. Når det er færdigt, bliver det sikkert godt. Men husene bliver ikke mindre ...
Jeg har sådan en slags snekæder til at spænde under mine sko. 
Indendørs på butiksgulve kan de være glatte, opdagede jeg
Men de fungerer godt ude. Jeg kan mærke, de griber fat i sne og is. Det var også nødvendigt, for boligforeningen havde ikke sørget for snerydning. For første gang, i alle de år jeg har boet her.
 I dag er sneen stort set væk.




Jeg gik en lang tur langs Silkeborg Langsø ud til motorvejsbroen. Den gamle ringvejsbro bagest i billedet skal afløses af en ny bro, der skal op i højde med motorvejsbroen. Indtil den er færdig om et par år, er der bygget en fin bro til gående og cyklister. Vi andre, der kommer kørende, skal finde alternative veje. Det skulle være så godt at bryde de gamle vaner :-)

For et par dage siden fyldte Mattias 10 år. Den dejlige dreng. Der var stadig sne i haven, og børnene trillede nogle store snebolde, der blev sat oven på hinanden til et par snemænd.
Der er ingen i familien, der synes, jeg skal undlade at lægge billeder op på blog og facebook. Jeg selv er blevet lidt tilbageholdende med det. Vi ved ikke, hvordan vi (de) vil se på det om fx 20 år. Måske er det ok, fordi der ligger billeder alle vegne? Måske er det ikke?
For nogle dage siden, var jeg på Aros sammen med Pia for at se en udstilling med William Turners værker. Vi havde ikke så meget tid, så jeg vil vende tilbage engang i januar. 
Han blev født i 1775 og havde et åbenlyst talent som barn, så allerede som 14 år begyndte han på Royal Academy. Han var optaget af bl.a. meteorologiske fænomener. Billedet her er fra 1798. 
For mange år siden så jeg  en udstilling på Tate Galleri i London, som er Turners museum. Jeg var meget betaget af hans billeder dengang. 











Her er det samme motiv som længere oppe i indlægget. Jeg har bare vendt ryggen til de store, nye bygninger.

 

søndag, november 28, 2021

Et nutidigt blik - og et tilbageblik.

 På Museum Jorn er der for tiden en fotoudstilling, hvor Jim Lyngvild giver sit bud på, hvordan juleevangeliet ville se ud i dag. Rigtige nutidige mennesker er fotograferet. Det er selvfølgelig Josef, der sidder med Jesusbarnet og Maria er i gang med at tage selfie.





Nu driller billedopsætningen mig ...  
Jeg kan ikke slette det lille billede af sangomslaget.
Men i modsætning til Jim Lyngvilds verden, så var jeg i går til et arrangementet, Christmas Carols, der hvert år bliver afholdt i Vor Frue Kirke. Ifølge avisopslaget har det været en tilbagevendende begivenhed i mere 35 år, og lige siden har Conny Skovgaard og irske folkesanger Denis McLaughlin været på programmet. Denis sang et par solosange, hvor publikum sang med på omkvædet, der var mange julesalmer og til sidst juleviser og gospel som fællessang. Der blev læst nogle bibeltekster, på engelsk selvfølgelig, ligesom velkomst og afslutningsord også var på engelsk. Hvem står mon bag det arrangement? Der blev sagt tak fordi vi igen kunne være her i kirken. 
Der var ingen præst og ingen bøn, der kunne indikere, vi var i en katolsk kirke. 
Men det var en virkelig stemningsfuld stund, der sidst på eftermiddagen fra kl 15-16. 
Og den traditionelle Madonna med barnet.
 Jeg blev mindet om det semester i efteråret 1967, hvor jeg gik på college i England. Tiden op mod jul, hvor alle julesalmer og sange blev sunget.
Jeg blev også mindet om, at pigerne gik i Vor frue sogns børnehave. Sådan hed den. Engang havde den katolske kirke en børnehave med nonner som personale. Ingen nonner, da min piger gik der, da var det en kommunal børnehave, men de kunne fortælle, at der sommetider kom en nonne på besøg. Hun boede i samme store hus på 1. sal, hvor børnehaven holdt til i stuen. 
Det var en halvdags-børnehave med åbningstid fra 7.30 til 12.30, og det passede perfekt til min arbejdstid gennem årene, da børnene var små, fra kl 8 til 12. Det var noget af en omvæltning, da jeg senere fik arbejdstid fra 8 til 16. 



Tilbage til nutiden, hvor Jim Lyngvild selvfølgelig også har en kvinde blandt de tre vise mænd :-)
God første søndag i advent.
Jeg skal til fumejdeskaffe = formiddagskaffe (Thy-dialekt, udtales med blødt d) og spille drillepind. Senere er jeg inviteret til eftermiddagskaffe for at se, hvordan det honningkagehus, børnene har arbejdet med, ser ud, når det er samlet.



onsdag, november 24, 2021

Tredje stik ...

 I går fik jeg tredje corona vaccination. Det føltes godt. Der er ganske vist mange meninger for og imod, men jeg har valgt at følge myndighederne vejledning, så jeg går ikke ind i en polemik med nogen. Men ingen er i tvivl om, at jeg mangler respekt for antivaxxere. Jeg synes, individualitetskravet har taget overhånd, når man ikke vil lade sig vaccinere for fællesskabet. Ingen er en øde ø, vi er alle afhængige af hinanden. Jeg læste om et interessant forskningsprojekt fra Aarhus Uni for nogle dage siden. Konklusionen er, at vi får de bivirkninger, vi forventer. Vi kender nok alle placebo-effekten, som forenklet handler om, at en kalktablet virker smertestillede, hvis vi tror, det er en panodil eller anden smertestillende tablet. Jeg ved ikke, hvilken medicin, der er blevet brugt i de forsøg. Nocebo kan forklares som placebo  med omvendt fortegn. Hvis vi på forhånd har en forventning om, at en given behandling vil have en negativ effekt, så får vi bivirkninger. Der aktiveres et bestemt område i hjernen, som frigiver nogle stoffer, der aktiverer smerter. Artiklen slutter med at oplyse, at 95% får ingen bivirkninger. Så sundhedspersonalet opfordres til at fokusere eller omtale den kendsgerning, i stedet for at tale om at 5 % får bivirkninger. Selvfølgelig får nogle mennesker bivirkninger af det, der er i sprøjten. Det er også derfor vi er under opsyn 15 min. efter vaccinationen. 

For et par uger siden bestilte jeg skub op/skub ned persienner til de to ud af  tre vinduer i stuen, der manglede. De blev monteret i dag, og straks gik jeg i kælderen og fandt lysguirlanderne frem. Nu stråler der stjerner i vinduerne om kap med det lille lystræ på terrassen. Det er så hyggeligt i de her mørke eftermiddage og aftner.
Billedet er fra køkkenvinduet, hvor Thy-nisserne er kommet frem fra kældermørket. De er købt gennem årene af en kreativ kvinde på min barndomsegn.



 I 4. klasse er de i gang med at lære om elektroniske medier. De fleste er nok ret velbevandrede på det digitale område

. En opgave handler om at interviewe bedsteforældrene. Hvordan var det dengang, du var barn?

Havde I mobiltelefon?

Havde I fastnettelefon? 

Havde i radio?

Havde I fjernsyn?

Kunne I komme i biografen?


Jamen, hold da op, hvor er verden forandret i forhold til dengang i 1950erne. Vi havde ikke fastnettelefon, hvad børn i dag slet ikke kender. Men en nabo havde. Hvis der en sjælden gang var en vigtig besked, kunne vi blive hentet. Det var absolut korte beskeder, telefonen blev brugt til. Nu var det jo også et ordfattigt område, men alligevel - i forhold til de lange tlf.samtaler, jeg sommetider har.

Og biografen kendte vi ikke. Sommetider blev der vist film i forsamlingshuset af en omrejsende biograf. Faktisk husker jeg kun én forsamlingshus-film. Det var virkelig en sjældenhed. Det er sjovt at komme til at snakke med et nutidsbarn om dengang. Men vist ikke så rasende interessant for en 10 årig. Og sikkert også svært at sætte sig ind i eller forestille sig. Bagefter bagte vi årets første pebernødder :-)


fredag, november 19, 2021

Lyden af ...

 Det er lidt mere end et år siden, jeg fik høreapparater. En stor del af tiden siden efteråret 2020 er gået med corona-restriktioner af forskellig art, og det betyder, at der har været arrangementer, der slet ikke blev afholdt, og jeg først på det seneste har fået afprøvet høreapparaterne i store forsamlinger. Fx var jeg i teatret til musical sidst i oktober. I anledning af byens 175 års jubilæum sidste år, var der skrevet en musical, der ikke kunne opføres da, men så endelig kunne i år. Drewsen - papirbyen ved Himmelbjerget. Bag mit link gemmer sig en anmeldelse af forestillingen.

Silkeborg kommune havde inviteret frivillige fra alle mulige foreninger, organisationer og kulturinstitutioner til generalprøven. Arrangementet begyndte med et glas til alle i foyeren, mens borgmesteren og et par andre holdt takketaler til forsamlingen. En hyggelig opstart. Jeg havde bestilt plads på 7. række. Jeg vil gerne tydeligt kunne se skuespillernes mimik. Hvad jeg ikke tænkte på var, at det var meget tæt på orkestergraven. Musikken var meget kraftfuld, og det gjorde næsten ondt i mine ører. Eller måske er det i hjernen? :-) I hvert fald skruede jeg ned for lyden. Jeg tog høreapparaterne helt af. Men ingenting hjalp på de gener, jeg havde. Så jeg besluttede at gå i pausen. Øv og øv! 

Bogen, der ligger sammen med programmet på billedet, kan jeg meget anbefale. Erindringer fra Søren Ulrik Thomsen.
Tilbage til Lyd: Jeg har haft ringet til kommunens hørekonsulent for at blive klogere på det fænomen, at høj lyd er så irriterende i mit nervesystem. Jeg har ikke tidligere været lydoverfølsom. Hun forklarede, at der kan skrues ned for høj lyd, men hvis jeg ikke havde problemer på andre områder i lydbilledet, syntes hun, jeg skulle vente med at få reguleret på det. Jeg betragtes som nybegynder ud i hjælp til bedre hørelse, og hjernen er stadig i gang med tilvænningen til forstærkede lyde. Og jeg konstaterer, det var meget lettere for mig at vænne mig til briller i sin tid.
For et par dage siden, var jeg i biografen og så Ole Bornedals i medierne omtalte film "Skyggen i mit øje". Den meget tragiske fejlbombning af den franske skole i slutningen af Anden Verdenskrig er fortalt på en meget forfærdelig måde. Og meget rørende. Ikke en type film jeg gerne ser, men søde Ingrid havde en billet til mig. Desværre havde hun ikke sit coronapas på sig, så hun kunne ikke komme ind, og jeg valgte at gå ind alene. Hun så den dagen efter, da jeg var forhindret. Men det er en film, der skal deles med andre. Apropos høreapp., så tog jeg dem ud under filmen ... Og min hjerne fik ingen træning i høje lyde der. 
Sidste gang Johanne sov her, vækkede hun mig hviskende. Jeg kunne ikke høre, hvad hun hviskede? "Hvisk ind i mit øre", sagde jeg. Hun kunne høre, der var én inde i stuen? Jeg listede derind med tanken om, at det var jo let nok, måske, at åbne terrassedøren? Heldigvis var der ingen! Det var min overbo, der puslede oppe hos sig. De kære børnebørn, der bor i hus, er hver gang overrasket over nabolyde. 
Sådan er der så meget forskelligt.


søndag, november 14, 2021

Novemberhygge.


 Jeg ønsker mig vinter nu. 

I haven står enkelte af sommerens Stolte Kavaler tilbage. Den er lidt bleg og flosset i kanten, men alligevel meget pæn. Den er min yndlingssommerblomst. Ud af en pose med små bitte frø vokser store planter op med farverige blomster. Men så snart frosten viser sig er den færdig, så jeg glæder mig over den hver dag, når jeg går forbi.

Ved siden af den høje stolte kavaler vokser nede ved jorden en juleklokke. Den gør ikke meget væsen af sig, men der er store, lovende, hvide knopper i den. 





Jeg kom forbi det her billede for nogle dage siden. Det er fra 2013. Dengang der var frost i november. Det er taget dagen efter en frostnat, så kronbladene er nok i gang med at løsne sig. Det får mig igen til at tænke, at jeg ønsker mig en tydelig vinter. Men det er selvfølgelig ikke ønskværdigt for alle der færdes ude på vej til arbejde og skole.


Jeg var sammen med Johanne og hendes mor på planteskolen i formiddags og fik svar på, hvordan et batteridrevet kalenderlys virker. Smart. Der er utallige varianter af elektroniske lys. Jeg har slet ikke haft tændt et levende lys endnu i år. Det har selvfølgelig den fordel, at det er levende, og det er der en særlig hygge over. Men jeg foretrækker de andre. Der er ingen røg og sod og ingen fare ved at glemme at slukke, inden jeg går ud af døren. Ikke at det er sket, men man ved jo aldrig. Det er som om, der bliver julet ekstra meget allerede. Der er måske noget opsparet juleglæde fra sidste år, der trænger til at komme ud.
Jeg holdt mig heller ikke tilbage med juledug i går aftes, da mine venner var på besøg. Vi er i gang med Mexican Train, som Ruth og Jørgen har introduceret for mig. 
Jeg havde købt confiterede andelår til middagen, fordi det skulle være nemt. Men det ville ikke blive sprødt, det skind, selvom det fik en tur under grillen. Måske var der for meget fedt på, selvom det meste var løbet af? Måske skulle jeg have tørret det helt af med køkkenrulle? Måske er min ovngrill ikke så effektiv? Men pyt. Det var mørt og smagte godt.
Mortens aften, som var en onsdag i år, var vi hos Mattias og hans forældre. Jeg sprang over, hvor gærdet var lavest og købte en andemenu i Føtex. Der var forskelligt tilbehør og risalamande. Børnene elsker medisterpølse, så den var der. Og risengrød til de børn, der ikke bryder sig om flødedesserten. Eftersom dagen efter var en skoledag, var det sådan et spis-og-skrid arrangement fra kl 16.30 til 19.30, og det fungerede godt.
Sidste forår købte jeg denne her lille 'pejs', da den var på tilbud til 99 kr i Kvickly. Jeg blev drillet noget med min kitsch style.
Men den er rigtig hyggelig her i den mørke tid.
Den har stået i et skab over sommeren, for designet er ikke ligefrem smukt. Men hvordan skulle man ellers designe et lille bålsted? 
Jeg er tilfreds :-)



lørdag, november 06, 2021

Den, der gemmer til natten, gemmer til katten ...

 Måske er det lidt misvisende at bruge det ordsprog her? Men jeg opdager tit, jeg har gemt noget og tænkt, det kunne bruges senere, for så at finde ud af, at det egentlig skulle til genbrug. Sommetider kommer noget afsted, som jeg så savner senere, fx to glaslysestager. Dem kunne jeg godt bruge nu. 

For en del år siden kunne man købe en vin i blå flasker. Jeg tror, det var hvidvin. Jeg købte den mest pga af den smukke blå farve og gemte et par stykker. De har stået på terrassen, hvor de er blevet flyttet rundt, mens jeg har overvejet, om ikke de snart skulle til genbrug.

Da jeg for nogle dage siden så de små lysguirlander med prop i SuperBrugsen, vidste jeg straks, hvad de skulle bruges til. I dag har jeg vasket flaskerne og monteret lysene. Nu glæder jeg mig til det bliver mørkt. 
I onsdags var Johanne og jeg på en lille picnic i parken ved Silkeborg Bad.
Her i musikhaven. Aftalen var, at når vi havde spist noget sundt fra madpakken, kunne vi gå ind og få en varm cacao i cafeen og se på udstillingerne. Det var hyggeligt. Men ret hurtigt ender turen i butikken. Hun har fået shopping-alderen. Der er også  mange spændende ting. 
Jeg er så tit sammen med børnebørnene, så jeg har ikke ja-hatten på hele tiden. Det ville være så let at købe den ønskede ting, men forældrene opfordrer mig til at lade være.  Andre bedsteforældre mener, jeg skal være mere en mormor, der forkæler. Men jeg synes heller ikke, der skal være slik og is og gaver hele tiden. Jeg kan også godt forstå, det er meget frustrerende for en syv-årig, at hun ikke kan få lige præcis den malebog, hun har forelsket sig i. Det ville også være let for mig, men frustrationer opløser sig, når vi har god tid til at være i situationen. Og jeg har heldigvis ikke travlt. Glæden indfinder sig igen, og vi kan gå videre. Malebogen skal skrives på en jule-ønskeseddel. Den kan hun selv skrive med lidt hjælp. Jeg tænker sommetider, jeg er den onde mormor. Men ikke altid. 

Min bil er så fint pyntet med efterårsfarver. Lidt endnu. Snart falder de sidste blade.
Bilen har været på værksted og til syn og fået vinterdæk på. Jeg luftede mine tvivl overfor værkstedslederen med hensyn til vinterdæk. Er det overhovedet nødvendigt, når vi har så milde vintre? Han svarede, at nogle bilister vælger at køre med helårsdæk. Men mine vinterdæk er ikke for slidte endnu, så jeg fortsætter med at få skiftet.




mandag, november 01, 2021

Velkommen november.

 Vi er gået ud af oktober og ind i november med mildt vejr og smæk på farveskalaen. Jeg siger det vist hvert år, både forår og efterår: Det er som om naturen aldrig før har klædt sig så smukt.


I går ville jeg afprøve gåturen til Museum Jorn, og da de to drenge gerne ville på Pokemón-jagt kunne vi følges.
Det er sådan en stor fornøjelse at gå på stierne, der er dækket af bløde, gyldne blade og stadig kunne nyde, at de fleste blade stadig sidder på træerne.
Jeg havde tænkt, vi kunne holde en pause på museets cafe med en kaffe til mig og en varm kakao til drengene. 
Christians far havde sagt, vi bare skulle ringe, hvis vi ville køres hjem.





Den nye Nordskovvej forkorter turen lidt. Det er vist i øvrigt det eneste sted i landet, hvor hastighedsbegrænsningen er begrundet i flagermus.
I dag er hastigheden sat op til 60, for nu er flagermusene gået i hi.
Der har været mange protester mod den vej og nogle mennesker har utvivlsomt fået forringet deres livskvalitet, fordi vejen er kommet for tæt på deres bolig.
Jeg troede, det også ville gælde for kolonihaveejerne. Kolonihaverne ligger højere oppe og bag støjskærmene til venstre i billedet.
Jeg snakkede med en mand for nogle dage siden. Han har have i yderste række, og har var glædelig overrasket over, at bilerne hørtes så lidt. Han tilskrev det den lave hastighed. Hvordan mon det er nu, når der må køres 60? Han og de andre haveejerne glædede sig over en uforudset fordel ved vejen. Nemlig den, at rådyrene ikke mere kom ind i haverne og spiste tulipaner og grønsager.


Da vi havde gået gennem Indelukket og op til Frihedsstatuen, trængte jeg virkelig, virkelig til kaffe og til at sidde, så vi gik tilbage til Museum Jorn bare for at konstatere, at der ingen ledige pladser var i cafeen!
Den konstatering fik energien til at dale yderligere hos mig - ikke hos drengene, så jeg ringede til vores livlinje, og vi blev hentet.
Det var en smuk tur gennem skoven, og adspurgt svarede drengen, at det havde de også set.






Og nu til noget helt andet: I fredags hentede jeg Johanne i skolen, og det var en stor dag, for det var endelig blevet hendes tur til at have Læsefidusen med hjem på weekend. Med et efternavn næsten sidst i alfabetet havde ventetiden været lang.
Læsefidusen er den bamse, hun står med under armen. Han skal være med til at opleve, hvordan hendes weekend går, og det skal der så skrives og fortælles om i skolen. 
Jeg skulle hente en bog på biblioteket, og vi var enige om, at det ville lige være noget for Læsefidusen.











Senere var vi hjemme hos mig og bage pandekager.
















I min have har benved tabt sine blade, men den har også gjort det godt med sin røde farve. Jeg kommer til at tænke på  de linjer Adam Oehlenschlager (sikke et navn) skrev for mere end 200 år siden (1813) "Lær mig, o skov, at visne glad som sent i høst dit gule blad; et bedre forår kommer osv. 
Jeg synes, vi er heldige med årstidernes skiften. Måske hører det med til høj alder at glæde sig særligt meget over netop den vekselvirkning i løbet af et år.