onsdag, juli 28, 2021

Snapshots fra en byggeplads i Vorupør.

 Der sker så meget nybyggeri i Vorupør for tiden, så jeg var især spændt på, hvordan der så ud ved huset på hjørnet af Hawstokken og Vesterhavsgade, hvor vi har boet flere gange i ferierne.

Wow. Her er kommet nye toner og en anden energi. Trappen er et populært 'hæng ud' sted i godt vejr. Udsigten til den anden side af vejen er ikke særlig speciel. Der ligger en genbrugsbutik. Men alle, der er på vej til havet, havbadet, molen, Vesterhavscafeen og det nye Nationalparkcenter, kommer den vej forbi. Så der er god mulighed for at blive set :-) Billedet er fra en kølig dag. Det ser anderledes crowded ud, når solen skinner.
Det er muligt at købe mad og drikke fra foodtruck'en, der er parkeret på gårdspladsen. Der kan købes boards og surf-udstyr. Planen er, at der skal være badehotel, cafe og butik. 

Billedet her er fra 2018, da jeg boede i lejligheden bag de to vinduer. Johanne elskede at kravle op ad muren i stedet for at bruge trappen og råbe til mig, om jeg ville med til stranden.
Det var sådan et dejligt centralt sted at bo. I år har jeg boet i Sdr Vorupør, hvor der er dejlig fredeligt i klitterne. Men det er nødvendigt at køre for at komme til stedet, hvor alle mødes. Og der er for få parkeringspladser. Jeg fandt en parkeringslomme på Vesterhavsgade i gåafstand for mig, så det fungerede fint.




Sådan så der ud i 2019.










Menukort på surfboard.

Det varede lige et par sekunder, inden det gik op for mig, hvad der stod nederst til venstre på menuen.
Det z-ord, var det en smart amerikansk hilsen? Jeg havde nemlig lagt mærke til, at der stod staff only på en dør. 

Men det er jo selvfølgelig den lokale dialekt: Vi zigges = Vi ses.
Jeg sagde til et par unge mænd på pladsen med københavnsk sprogtone, at hvis det skulle være helt autentisk, skulle Vi være med W. :-)
Jeg tror ikke, de helt forstod, hvad jeg mente. Måske havde de ikke skrevet det.
Jeg glæder mig til at se, hvordan stedet udvikler sig. Det er godt med ny energi.

WI ZIGGES!





torsdag, juli 15, 2021

Allerede fredag.


 Sikke dog en varme de seneste dage. Men ingen grund til klage i min lille boble. Jeg kan holde mig i skyggen, hvis det er det, jeg vil.

For flere uger siden blev jeg færdig med at male stakit og gelænder ved trappen. Jeg bestemte mig for at beholde det her meget gamle bord- og stolesæt. Det var præget af mange års udeliv. Det blev vasket godt af og fik træbeskyttelse, og da der var sort maling til overs blev det brugt. Hvorfor den ene stol kom til at stå i venteposition, ved jeg egentlig ikke. Men nu er den også blevet sort.

Maling er ganske dyrt. Jeg kunne næsten have fået et lille plastik cafesæt hos Jysk for samme pris. Men nu pudser jeg glorien, fordi jeg ikke har bidraget til mere affald på lossepladsen. Og det er lidt hyggeligt at male, når det er så små ting.



Johanne sov her natten til tirsdag. Hendes forældre havde travlt med at pakke sammen til ferie.
Vi fandt det gamle Sorteper-spil, som hendes mor og moster også har spillet med for mange år siden. Det, synes jeg, er rigtig hyggeligt. Og hun synes, figurerne er så søde, i modsætning til et spil de har hjemme.









Et dejligt far-søn billede fra i går, da havet var blikstille i Vorupør. Det sker sjældent.
Begge mine børnefamilier er der, og jeg glæder mig til i morgen, da det er min tur til at køre nordpå.









Billedet her, af det store lindetræ ved hovedindgangen til Silkeborg Bad, viser ikke at træet blomstrer nu. Men der er flere lindetræer i blomst, og de dufter helt vidunderligt. Det har nærmest været hovedattraktionen for mig de to gange, jeg har haft vagt i den seneste tid. Nej, det er ikke fair at skrive, for der er kunstnere, der viser spændende ting. Det kan ses på stedet hjemmeside.
Måske holder jeg en lille feriepause? Måske ikke?


fredag, juli 09, 2021

Rutcheture ...

 Både vejrmæssigt og fodboldmæssigt har vi været på rutcheture her til lands de seneste dage. Jeg følger almindeligvis ikke meget med i sport, men det forløb, der har været med landsholdet, har lokket mig til skærmen sommetider. Det bliver bare alt for spændende, som fx kampen på Wembley, så jeg må gå til og fra og endda helt slukke for tv i nogle minutter. Da kampen sluttede efter omkamp, var det min sengetid ved midnat. Men det havde været nogle sindsoprivende minutter til sidst. Jeg kunne bare ikke falde i søvn og lå og roterede og stod op igen kl 02. Jeg spiste lidt frugt og gik i seng, og så kunne jeg sove. Det har glædet mig at se den proces, der har været mellem spillerne og landstræneren. Der har været plads til følelser og reflektioner. Måske er det min fordom, at jeg tænker elitesport som lidt robotagtigt. Når jeg har kørt Chr. til fodbold, og sommetider blevet stående for at følge slagets gang, har jeg lagt mærke til, at der bliver skubbet med skulderen til modstanderen. Eller spændt ben med vilje. Måske er det uheld? Sådan så jeg ikke landsholdet. Måske er fodbold mere elegant på højt niveau. Måske har jeg set for lidt? Under alle omstændigheder, så kan små og store fodboldspillere lære noget af landsholdet på flere måder.

Mattias var her i tirsdags og onsdags. Vi havde aftalt, vi skulle på Museum og se rekonstruktionen af Tollundmanden, det 2.400 år gamle moselig, der ligger i sin montre i et rum for sig selv. Helt sort efter ophold i mosen i mere end 2000 år. Man har forestillet sig, hvordan han så ud den dag, han stod i mosen. Vi undrede os sammen, Mattias og mig. Hvorfor var det lige ham, der fik en snor om halsen og blev hængt? Og hvorfor i det hele taget? Livet i jernealderen var fuldstændig anderledes, end det liv vi kender i dag.
 Der er masser af information, man både kan høre og læse i området omkring ham. Det gjorde vi ikke så meget. Måske næste gang, hvis interessen, koncentrationen og tiden er til det.
Rekonstruktionen er lavet af Kennis & Kennis Rekonstruction fra Holland. Samme firma har lavet figurerne, der står på evolutionstrappen på Mosgaard Museum. De er fantastisk dygtige til at lave meget virkelighedstro 'mennesker'. I silikone.
Det er svært at forbinde 'manden' her med det mørke skelet, der ligger i montren. 
Vi var også på skattejagt rundt på museet efter et kort, vi fik udleveret i receptionen. Præmien var en guldmønt i form af chokolade pakket ind i guldpapir.


I onsdags var vi omkring Papirmuseet. Der er en omviser, der fortæller om Silkeborgs historie omkring papirfabrikken. Og endnu en skattejagt.
Jeg var der for nogle år siden, og da fik vi lov til selv at holde rammen og ryste vandet af, som man gjorde dengang papiret blev håndlavet. 
Sådan er det ikke mere. Nu kan vi se på, at en mand gør det. Det er kedeligt. Vi fik at vide, at sommetider havde en gæst tabt rammen ned i det store kar med papirmassen, og det var jo ikke så godt. Men vi fik et ark håndlavet papir med Tollundmandens hoved som vandmærke. 
Det var ikke det mest interessante sted for Mattias. Men han havde set på min billet, (gratis adgang for børn) at der var 10% på køb i Musikhusets cafe, så selvfølgelig skulle vi slutte af med kage, sodavand og kaffe.




Her kan man sidde og kigge ud på trafikken på Langebro, hvor der kører mange biler.
Et populært sted at opholde sig, når en af de store interesserer er at genkende biler. Og helst spotte en Tesla. Mine observationer på biler begrænser sig til farven, så jeg bliver imponeret over alle de bilnavne.

Tirsdag aften fik vi boller i karry med ris og koldskål til dessert. Det styrtregnede, mens vi spiste, men vi aftalte at gå ned til Havnen og spise is, når det blev tørvejr. Det blev det i løbet af den tid, det tog at spise to store portioner boller i karry og en portion koldskål. 
Jeg undrer mig over, hvor meget sådan en drengemave kan rumme. Efter maden var der også plads til en isvaffel med tre kugler.
På samme måde en aften, Chr. og jeg ville ned og se på Springvandet. Vi havde spist et stort måltid, der faktisk var lækre rester fra storebror Marcus' konfirmation. Da vi stod nede og kiggede på det flotte springvand, kunne han mærke, han trængte til en fransk hotdog. Det viste sig, at han i virkeligheden trængte til to. 
Måske har jeg glemt, hvor meget børn i 10 års alderen og frem spiser? Måske spiser piger ikke så meget under deres opvækst som drenge? Min erfaring går jo på piger.
Vi er blevet lovet byger på de her breddegrader, men nu kl 14.30 skinner solen stadig. Jeg kunne godt have vasket en vask og fået tørret den udenfor. En vask med sengetøj og håndklæder osv. varer tre timer på min energibesparende vaskemaskine. Og til den tid er det nok blevet regnvejr? Jeg kan jo også bare vente til i morgen eller en anden dag ...
I formiddags var jeg til afslutningstest (ikke fest, men test) på mit Gla:d forløb. Det vil jeg skrive om en anden gang.
I haven er der sådan en fin valmue for tiden. Den kommer vist fra min nabo, som også har den i sin have. Jeg har ikke gjort noget aktivt for at få et eksemplar over til mig.









tirsdag, juli 06, 2021

Undervejs i uvejr i går.

 I går, da jeg var på vej hjem fra en lille miniferie i Harboøre, var et voldsomt uvejr på vej over Vest- og Midtjylland.

Jeg ville lægge turen forbi Bovbjerg Fyr. Det var kun en lille omvej, og da jeg har hørt godt om stedet, var det nærliggende at køre den vej. 
Pludselig kom et heftigt regnvejr over os, og det sidste stykke på grusvej gik meget langsomt. Jeg vidste ikke, man kunne parkere helt oppe ved Fyret, så jeg parkerede nedenfor og gik det sidste lille stykke. Heldigvis havde jeg regnfrakke med, og det var perfekt at gå i klipklapper. Det føltes helt behageligt at få skyllet fødder på den måde.



Der var ingen ide i at gå op i tårnet. Eller tage elevatoren som også er en mulighed. Der var overhovedet ingen sigtbarhed. Men indenfor er der udstilling af malerier og keramik. Og der er cafe og butik, så der var nok at gøre og se. Jeg fik kaffe med bolle. Smør og og ost er fra Thise mejeri. Der var optaget i cafeen i stueetagen, så jeg havde en vinduesplads på 1. sal. Udsigten til himmel og hav var i den grå nuance. Stedet bliver drevet af frivillige, og der var en hyggelig stemning.
Bovbjerg Fyr bag mit link ligger oplysninger om aktiviteter på stedet. Fx fællesspisning. Og rappelling.

Mens jeg sad der, drev et voldsomt tordenvejr ind over landet.
Stakkels får. Men de bliver vel ikke våde.
Da uvejret stilnede af, gik jeg ned til klitterne. Ikke ned til stranden, for der var langt ned.
Himmel og hav havde næsten samme farve, og det var nærmest ikke muligt at se, hvor de mødtes i horisonten. Der er en stor ro over landskabet, når farverne er så dousche og nedtonede, synes jeg.

Da jeg kom hjem fortalte min nabo, der var faldet 14 mm. regn på 20 min. 
Jeg kunne se, at jorden var pisket op på mine fliser, og kloakken ved kælderdøren havde ikke kunnet kapere så meget vand, så det var flydt ind i kælderen omkring døren. Ikke hen ad gangen, heldigvis.

Jeg var glad for, jeg ikke var på cykeltur. Jeg sad tørt og godt i bilen :-)





torsdag, juli 01, 2021

Kattesprog.

 Jeg har haft fornøjelsen at besøge mine venners kat et par dage, mens den var alene hjemme. Den skal ikke luftes, for den går selv ud og ind af kattelemmen. Så jeg skulle bare finde foder frem og skifte vand. Og hygge lidt.

Men hvordan tyder man lige en kats signaler?

Det var noget af en forskrækkelse, da jeg kom ind i stuen, og der lå to døde gråspurve på gulvet. Jeg har sandsynligvis ikke reageret med passende begejstring, for katten forlod mig med med høj hale. Måske skuffet? Måske såret?

Når jeg tænker på Missis fortid, så forstår jeg virkelig, der er sket en stor udvikling. Hun blev hentet på et internat for katte. Ejeren, der var død, havde haft hende som inde-kat. Hun var nervøs for at nærme sig den åbne dør i sit nye hjem i begyndelsen. Den store verden udenfor var fremmed og skræmmende. Det varede dog ikke længe, før hun sprang rundt i træerne.
Og nu så jeg ved selvsyn, hvilken stor jæger hun er blevet. Og så var jeg ikke højlydt begejstret. Det må have været skuffende for en lille kat. Jeg skældte dog ikke ud.

Jeg blev modtaget med nysgerrighed og interesse, og forestillede mig, vi kunne sidde sammen i sofaen. Jeg havde taget læsestof med. Men nej ... 
Hun gnubbede sig op ad mine ben, og da jeg bøjede mig ned for at ae hende på ryggen, fik jeg et dask med den ene pote! Så kunne jeg lære det :-) 

Jeg kan godt forstå Missi ikke åd de fugle, den havde nedlagt. Den får så lækker kattemad. Både af den våde og tørre slags.

Da jeg var barn, boede vores katte i stalden og laden, hvor de sørgede for at holde musebestanden nede. De havde navne, og selv om vi kendte forskel på hunkatte og hankatte, så blev de altid omtalt som 'den'. Det var først, da Bugsy kom til at bo hos mig, at jeg lærte at kalde hunde og katte 'han' og 'hun'. 

Mens jeg har siddet og skrevet det her indlæg, klikkede jeg på Google på Kattens Signaler. Og nu forstår jeg, at en rejst hale med et lille bøj, faktisk er en indbydelse til kontakt. 
Måske er vi bedre venner, end jeg lige troede? :-)


lørdag, juni 26, 2021

Allerede lørdag ...

 

Mit skønne blommetræ har en sygdom. Det blomstrede helt normalt og smukt i april. Men nu visner bladene overalt på træet. Mest på spidsen af tynde grene. Der er mange blommer, men en stor del udvikler sig ikke. 

I Søren Ryges brevkasse i Politiken var der for en uge siden et spørgsmål ledsaget af et billede, fra en mand der beskrev sit æbletræ. Det har samme symptomer som mit træ.

Svaret var, at det er en svampesygdom, der hedder grå monilia. Det er en farlig snylter, der hurtigt kan trænge ind i tykkere grene. Behandlingen er at afskære de syge grene omgående. Hvis der sprøjtes mod skurv i blomstringstiden vil de kemiske midler også være effektive overfor grå monilia. Men jeg sprøjter ikke, så jeg har i flere omgange været i gang med at klippe det onde væk. Jeg kan ikke nå de øverste grene, så jeg må have fat i stigen i morgen. Det er faktisk et hyggeligt arbejde at stå ved på en sommerdag. Ikke tungt eller besværligt. Men det hyggelige forsvinder, når det nu er sådan en dum plantesygdom. Jeg er i tvivl om træet kan overleve ...

Jeg havde fødselsdag i mandags, og da plejer bonderosen altid at være sprunget ud. Men ikke i år, da alting er senere. Jeg har været spændt på, om den overhovedet ville blomstre i år, for den er meget gammel og er blevet lidt pisten. Den stammer fra mit barndomshjem, som min mor flyttede fra for 20 år siden. Den har sikkert stået i adskillige år i hendes have, og den har også været kraftig og rigt blomstrende hos mig. Jeg vil have købt en ny til efteråret, for jeg synes, den hører til i min have.





Mine kære døtre kom og hentede mig til fødselsdagsbrunch. Det er så hyggeligt. Vi var på cafe Evald, hvor stemningen var i top, for der var nyudklækkede studenter, der fejrede huen sammen med forældre og bedsteforældre (gætter jeg efter aldersfordelingen)
Jeg har endnu ikke arrangeret, hvor jeg skal invitere til familiefødselsdag. Sidste år var vi til rovfugleshow. Måske Løveparken i Givskud? Eller Skandinavisk Dyrepark? Det bliver ikke før sidst i juli.









I onsdags/torsdags besøgte jeg min dejlige bror og svigerinde i deres yndlingsferiested, Himmerland Golf & Country Club. Jeg spiller ikke golf, men det er et skønt sted at være. Der er mulighed for mange forskellige aktiviteter for både børn og voksne. Vi slappede af, gik ture, spiste lækker mad i restauranten og hyggede os.
Stedet har en lang historie fra en ydmyg begyndelse til nu med 340 huse i den karakteristiske A-form, der ses på billedet herover. 
Lars Larsen, Dyne-Larsen, blev eneejer af stedet i 2007.











Det er Riverboat festival-tid.
I lang tid var det usikkert, om der overhovedet blev jazz festival i år pga coronarestriktioner. Men der blev lettet på restriktionerne, og sekretariatet må have haft meget travlt.
Der plejer at være et hæfte med program for alle aktiviteter.  I år fylder koncerterne et A4 ark, men det er virkelig godt gjort. 
Der er gratis adgang til de fleste koncerter, men vi skal bestille billet. 
Ved indgangen vises billet og vaccinationspas/test, hvorefter vi får udleveret et armbånd.
Pia og jeg var til morgensang i teltet og armbåndet var grønt. Til den næste koncert var armbåndet blåt. Og sådan var der forskellige farver til alle koncerter. 
Det har med smitteopsporing at gøre. Jeg synes, det er så godt organiseret. Respekt for dem, der planlægger og udfører det arbejde, der hører med til at bekæmpe corona.
I dag har jeg drukket eftermiddagskaffe på Svostrup kro. Min datter og svigersøn vandrede de 16 km ud til kroen, og så kunne jeg passende holde pause fra mit havearbejde og hente dem. Der var mange gæster og travlhed. Det er dejligt, der er gang i forretningen. Vi sad ude i haven og nød sommerstemningen.

onsdag, juni 23, 2021

Højskolemad er slet ikke kedelig.

 Og slet ikke på Brandbjerg Højskole. Bag mit link ligger program for højskolens korte kurser, som vi "de korte" deltog i. I modsætning til de 120 unge højskoleelever "de lange", der var på højskole fra januar til sommerferien i juni.

Billedet her er fra en frokost, da der var fokus på ost.
Køkkenlederen holdt et lille foredrag for os om deres holdning til mad. Bæredygtighed og økologi var nøgleord. Råvarerne skulle ikke komme fra fjerne lande med lang transport bag sig. At reducere madspild var vigtigt. Det resulterede i, at vi også fik frokosttallerkener til middag. Jeg troede, første aften, de havde glemt at stille middagstallerkener frem ved buffeten. Men nej. På den måde kom man ikke til at tage for meget mad, som man alligevel ikke kunne spise. Og det havde gjort en mærkbar forskel i forhold til madspild. 
En sjov detalje, som har med nudging at gøre - det at få folk til at ændre vaner uden at løfte pegefingre eller moralisere: Den første 'station' på buffeten var to store fade med forskellige råkostsalater, så var der bagte grønsager eller marinerede grønsager, linser og tørrede bønner i forskellig tilberedning, pålæg i små portionsglas, humus, pestoer, olie, eddike og den slags. Til allersidst på middagsbuffeten kom kødretten. Man kunne hurtigt få sin lille tallerken fyldt op med grønsager. Der var også dejligt hjemmebagt brød.

De små portionsanretninger var i mine øje helt uimodståelige. Her ligger der en skive skinke  godt pyntet med grønne asparges, spæde rødbedeblade, purløgblomst og bronzefennikel.


















Her en lille osteanretning med marinerede rabarber, bronzefennikel  og stedmoderblomst.


Jeg har i flere år af min ungdom levet i vegetarmiljøer og holder meget af vegetarisk mad, så jeg syntes vældig godt om maden på højskolen. Skal jeg sige noget negativt, så synes jeg ikke, de var supergode til kødretter. 
Blandt "de lange" var der ca. 35 faste vegetarer eller veganer, fik vi at vide, men alle kunne for en uge ad gangen melde sig på det hold. Tirsdage var vegetardag og torsdag var veganerdag. Ikke for os. For "de korte" var der kød hver dag. Vi fik iøvrigt også frisk frugt hver formiddag i pausen, og der var kage til kaffen både eftermiddag og aften. Og selv om jeg ikke er vant til det hjemmefra, så var jeg jo nødt til at smage på herlighederne :-)
Jeg har flere gange været på seniorhøjskole i Nr. Nissum, Aabenraa og Løgumkloster. De to sidstnævnte findes ikke mere. Men fælles for seniorhøjskolerne er, at de må køre med korte kurser hele året. Og i navnet ligger, at det er seniorer, der går der. 
De almindelige højskoler kører med to lange semestre for unge mennesker. Jeg kender ikke reglerne, men de har lov til at holde et antal korte kurser - ugekurser. På Gerlev Idrætshøjskole har jeg to gange været på svømmekursus parallelt med det lange kursus, hvor vi spiste sammen med de unge og havde fælles morgensamling. Det var hyggeligt. Her på Brandbjerg var vi adskilt pga corona, men det var dejligt at se og høre "de lange" :-) Vi "de korte" var delt op i familiegrupper på seks. Vi var iøvrigt alle vaccinerede. Vi sad altid sammen, når vi spiste og i "Drama" ,salen, hvor vi var til foredrag og sang. Det var en fin ordning.
Slut med højskole! 
Nu er det allerede St. Hans. Dagene bliver langsomt kortere. 
Konfirmationen gik godt i søndags. Marcus gik op gennem kirken med to krykker. Kørestolen var klar men ikke i brug. I festsalen havde hans far indrettet et hyggehjørne med madras, så han kunne hvile sig. Det fik han først brug for henad 17 tiden.  Vi havde en dejlig dag.