mandag, oktober 19, 2020

Vupti - så var den efterårsferie forbi.

 Vi havde det flotteste vejr de sidste par dage af efterårsferien, som jeg tilbragte i Vorupør sammen med Mattias og hans familie. Der var ganske vist is på bilruden lørdag morgen, men til gengæld fuld sol resten af dagen.

Vi spillede minigolf og var så tidligt ude, at vi var de eneste på banen. Det var dejligt, vi ikke behøvede at tænke på dem, der kom efter os, og som måske var hurtigere. Det er meget længe siden, jeg har spillet minigolf. Det var sjovt, og vi havde rig mulighed for at tage øve-omgange.








Vi var ved Bøgested Rende, der hvor vandløbet fra Tvorup Hul løber ud i havet.
















På vej tilbage til bilen tog vi stien oppe i klitterne til Sømærket.
Mattias føler sig altid inspireret til at klatre, men i det her tilfælde er 'håndtagene' anbragt så langt oppe og 'benene' så glatte, at det ikke var muligt at få fat. Der er sikkert en mening med den konstruktion, for det ville være for højt at prøve at komme op.














Vi fik lavet et par fine græskarhoveder.

Det ene har en vis lighed med Edvard Munchs billede 'Skriget' 😄
Flot solnedgang.




onsdag, oktober 14, 2020

Efterårsferie.

 Efterårsferien er snart slut og mit indlæg handler om i fredags, da den begyndte. Det giver vist ingen mening for andre end mig selv. 

Men jeg skulle hente de to efter skoletid. Det er Johannes første ferie som skolebarn. Jeg glæder mig over hun trives og synes samtidig, det er vemodigt, hun er så stor. Men alt er godt, og det er, som det skal være.




De havde været en time i SFO, og der havde været spilletid. Den aktivitet er  altid lidt svær at slippe, så jeg væbner mig med tålmodighed.
Inden de var klar til at forlade stedet, skulle de brænde noget krudt at i klatrestativet. De elsker begge to armgang og svinger sig rundt som et par abekatte.








På parkeringspladsen er der to store kastanjetræer. Jeg havde taget en pose med, så vi kunne tage nogle af de skønne, blanke brune kastanjer med hjem.
Årets første kastanjemand ser sådan ud.

Mandag, tirsdag og onsdag har jeg haft mulighed for at gå til fitness en time hver dag. Og en yogatime. Det giver mig energi, og både i går og i dag har jeg ryddet op i haven, delt stauder og gravet bregner op. Bregnerne har været en skuffelse. De lægger sig ned, så snart det bliver en smule tørt. Måske er de ikke så god kvalitet, fordi jeg har taget dem med hjem fra skoven. Jeg ved ikke, om planteskolebregner er bedre til at holde sig oprejst. Sommetider, når jeg går i haven eller er til træning, sender jeg en tanke tilbage til dengang for tre år siden, da jeg kom til skade med mit knæ. Hvis jeg havde vidst, jeg ville kunne komme til at bruge mit ben så godt, så havde jeg ikke behøvet at være bekymret. Jeg har altid lidt ondt i det knæ, og jeg kan ikke gå ture, som jeg gerne vil. Men alt i alt er jeg meget tilfreds.

I morgen kører jeg en lille tur til Vorupør, hvor Mattias og hans forældre holder ferie.

lørdag, oktober 10, 2020

Om biblioteket før og nu. Og i coronatider.

 Johanne var med mig på biblioteket for en måneds tid siden. 

Det var første gang efter coronanedlukningen, som varede til 11. maj. Jeg havde ikke selv været omme på børnebiblioteket i den periode, og jeg blev virkelig overrasket, da jeg så, hvor tomt der var. Der plejer at være mange børn med forældre og bedsteforældre.

Der var heller ikke noget af det sædvanlige legetøj fremme. Det ville blive for arbejdskrævende, hvis personale skulle gå og spritte legetøj af.
Men hvad så med bøgerne?
Der var rigtig god plads, også til at spise den del af madpakken, der ikke var blevet spist i skolen.
Men det var altså ikke så hyggeligt, når der ikke er andre børn. Måske var det ikke tidspunktet at gå på biblioteket lige efter skole? 
Vi lånte tre Sally-bøger, som en mor til en af drengene i klassen havde anbefalet mig. Sallys far er så skør. Fx i "Sallys far er sygt pinlig" og "Dengang Sallys far var dreng" og "Sallys far gider ikke være voksen". 
Forfatteren er Thomas Brunstrøm, og der findes flere i serien, som gav os mange gode grin.

Jeg har brugt biblioteket, som jeg plejer, lige siden der blev åbnet igen dengang midt i maj. Jeg reserverer bøger hjemmefra, når jeg har læst anmeldelsen af en interessant bog, og så henter jeg dem i den runde selvbetjeningshylde.
Der er skræmmende tomt på de hylder. Retfærdigvis skal det siges, at der er fyldt op på den side af reolen, der vender væk på mit billede. En bibliotekar fortalte, at mange er bange for at gå på biblioteket. Der er sprit og handsker alle relevante steder. Men kan man smittes af en tidligere låner, der har haft covid-19? Kan en bog gemme på virus mellem bladene? Det kan den vel godt i op til 48 timer? Jeg fik ikke spurgt, om bøgerne er i karantæne et par dage, når de er blevet indleveret af en låner.
Jeg har oplevet den længste ventetid på en bog nogensinde. Jeg var nr 103 på ventelisten til Stine Pilgaards bog "Meter i sekundet". Måske har du læst den? Den kan anbefales på det kraftigste. Hovedpersonen, , nybagt mor og storbypige, flytter sammen med sin kæreste til Vestjylland, hvor han er blevet ansat som lærer på en højskole. Hendes tapre forsøg på at knække koden og forstå de fåmælte vestjyder, er så underholdende. 
Biblioteket er iøvrigt blevet pålagt en besparelse på 1,5 millioner i 2021. Det er 10. år i streg, der skæres fra deres budget. Det må da snart stoppe! 
Men der er jo noget, der er anderledes end i tidligere tider, da der altid skulle være en person til at foretage udlån. Nu kan jeg klare det hele uden at være i kontakt med personalet. Jeg finder bogen frem, kører den igennem udlånscomputeren og afleverer ved at lægge bogen på et bånd, der kører den ind til sortering. Så der er vel ikke så mange ansatte nu?
Jeg kender ikke bibliotekarerne mere. Når en af de kendte, gamle går på pension, har jeg ingen grund til at blive kendt med de nye. Er det trist? På en måde, ja. Men de er der jo og smiler venligt. Det er vel det samme i banken, hvor jeg aldrig kommer mere. 
Jeg kan slet ikke forestille mig at vende tilbage til gamle dages betjening. Det fungerer jo fint som det er nu.



onsdag, oktober 07, 2020

Mon de hører under betegnelsen maskiner?

 Jeg har fået høreapparater. De hører vel ikke under maskiner, som vaskemaskinen jeg skrev om sidst. Men de er i hvert fald et stykke meget avanceret teknik. Små computere til at sætte i ørerne.

Jeg havde taget den største ja-hat på den dag for tre uger siden, da jeg fik dem udleveret. Jeg kender flere, der har sine høreapp. liggende hjemme i en skuffe, og sådan skulle det ikke være for mig, bestemte jeg.

Det viste sig, at de er så små, så de næsten ikke fylder noget i øret. Men alligevel var det en ny fornemmelse og jeg mærkede hele tiden efter, om de sad rigtigt. Jeg satte dem i, når jeg stod op og tog dem ud, når jeg gik i seng. Det resulterede i, at jeg blev øm på øret, og efter nogle dage var jeg godt træt af det hele. Jeg fik en aftale med hørekonsulenten, der sagde, at jeg godt kunne give mig selv en pause uden høreapp. i løbet af en dag, men de skulle sidde på plads mindst fire timer i begyndelsen. Måske har jeg ikke hørt godt nok efter til den indledende introduktion, det var i hvert fald en lettelse at få indlagt pauser. Nu har jeg dem i fra morgen til aften uden problemer.

De første dage syntes jeg, folk talte så højt. Behøver du at snakke så højt? sagde jeg til min datter. Det mente hun ikke, hun gjorde. Jeg oplevede også, der blev skramlet virkelig højt med bestik og porcelæn, når vi spiste, og min egen stemme blev meget tydelig. Nu har jeg vænnet mig til virkelighedens lyde. På telefonen har jeg en app, hvor jeg kan skrue op og ned for lyden, hvis det er nødvendigt. Den funktion har jeg ikke brugt, men jeg har eksperimenteret med den. Jeg har min telefon på lydløs, for ringetonen kommer direkte i høreapp. Det er smart. Fx når jeg støvsuger, eller når telefonen ligger i et andet rum. Når jeg sidder sammen med andre, er det kun mig, der ved, min tlf. ringer. Første gang jeg tog et mundbind af, røg høreapparaterne med ud. Jeg var indendørs og kunne høre de faldt på gulvet. Hvis jeg var ude eller et sted, hvor jeg ikke opdagede det, så har app'en en funktion, der hedder "Find mit høreapparat"

Men er det nu også nødvendigt med det høreapparat, spørger jeg mig selv, når jeg går alene. Nej, det er det ikke, når jeg er alene. Men alligevel skal jeg bruge det, for at hjernen kan vænne sig til det. Jeg opdagede en markant forskel en morgen, Johanne havde sovet her. Vi lå og snakkede lidt, inden vi stod op, og da måtte jeg flere gange bede hende gentage det, hun lige havde sagt. Hendes stemme er meget lys. Det er også en tydelig markør, at jeg har skruet ned for lyden i TV. Jeg var til en introduktion for frivillige vagter af en ny udstilling på Silkeborg Bad i sidste uge. Vi var kun 21, og vi plejer at gå rundt ved værkerne, men pga corona sad vi på stole. Jeg var spændt på, hvordan det ville fungere med mine indbyggede højtalere. Det virkede godt, hvad det også gjorde, da jeg var til foredrag i Ældre Sagen om vores digitale arv. Jeg havde ikke brug for at skrue yderligere op for lyden. Når jeg er til fitness og cirkeltræning i Sportscentret er der høj musik, så da bliver de hjemme.

Fagfolk anbefaler, at begynde med høreapparater før høretabet bliver alt for stort. Det er lettere at vænne sig til det ændrede lydbillede. Og lettere at lære de nye rutiner. Små bitte batterier, der skal skiftes ca hver 6. dag. Der lyder en lille jingle i mit øre, når det er tiden. En gang om måneden skal tippen skiftes og hvert halve år det lille filter. Det er slet ikke så vanskeligt, som jeg forestillede mig. Jeg ser ingen grund til at købe og betale tusindvis kroner på en privat høreklinik. Mine små 'robotter' er fra Oticon og betalt af det offentlige. 

Billedet her er fra en forretning, der hedder Guldsmedene i Roskilde. Et sted, der ikke kun sælger smykker, men også designer og laver dem. Smykket har ikke noget med hørelse at gøre, men det er beregnet til at sætte på et høreapparat.

Tilfældigt, som det er, når man søger på et emne, (i mit tilfælde noget om høreapparater) så dukkede der historier op om høresmykker. Bl.a. denne her, hvor en mor kommer ind i guldsmedeforretningen og fortæller, hun har et barn, der bruger høreapp., men hun er så ked af at bruge det. Det bliver der rådet bod på i form at fine smykker, og pigens klassekammerater synes, de er så flotte og vil også gerne have sådan nogen.

Jeg har vist foreløbig nok at gøre med hverdags-håndteringen af mine høreapp. Men på sigt kunne det være sjovt med sådan et smykke 😍



søndag, oktober 04, 2020

"Maskinparken" er blevet udvidet.

 Det er nok lidt overdrevent at tale om maskinpark i min lille husholdning, men jeg har anskaffet mig en vaskemaskine efter lange tiders overvejelser for og imod. I princippet synes jeg, at fællesvaskeri er en god ting. Men nu gider jeg ikke mere - eller orker mere - at være afhængig af andre, reservere og overholde vasketider og gå med vasketøjet hen til vaskehuset. Det, der fik mig til at tage beslutningen, var, da jeg fortalte min 89 årige nabo om mine overvejelser, hvortil hun svarede, at hun først ville have vaskemaskine i sin lejlighed, når det blev nødvendigt. Få dage senere faldt hun så uheldigt, at hun brækkede lårbenet og håndleddet. Nu ved jeg godt, jeg ikke kan komme alle ting i forkøbet, men det fik mig til at tænke på, at en nødvendighed kan opstå lige pludseligt. Jeg kender det fra dengang med min knæskade, da jeg havde hjemmehjælp, og det var svært for dem at passe vasketider. Måske er jeg nærtagende, men jeg synes, ens snavsede tøj er noget meget privat og svært at overlade til naboer og familie, som tilbød sig dengang.

Grunden til, jeg har været tilbageholdende med at få en vaskemaskine ind i min lejlighed, var, at der kun var plads til den i køkkenet. Den er slet ikke køn i et køkken, og den kan ikke skjules bag en låge, som en opvaskemaskine kan. Jeg blev nødt til at 'ofre' skuffer og ikke mindst udtræksbordpladen. Den bordplade, hvor der gennem årene har siddet et barnebarn eller to og spist pandekager. Så nu er der ikke en spiseplads mere. Der er ikke plads til en lille hængslet bordplade. Måske jeg kan finde sådan et lille sammenklappeligt cafebord. Men når alt det er sagt, så jeg jeg rigtig glad for maskinen. Jeg er især glad for uafhængigheden og muligheden for spontant at vaske uden at koordinere med planen i vaskehuset. 

Jeg har sådan et sammenklappeligt bakkebord, men bakken har alt for høje kanter, så derfor har jeg lagt en anden lille bakke på. Mattias sad der og spiste pandekager i sidste uge, mens jeg stod ved panden og bagte lige så hurtigt, som han kunne spise. Jeg er ikke selv den store pandekagespiser, så arbejdsfordelingen var ok. 
Jeg håber, jeg finder noget, der er lidt mere fikst. Måske først til foråret, når der kommer have/cafemøbler?









































I går var Mattias og Christian i mormors bageskole 😊 Der skulle bages kanelsnegle. Jeg havde lavet dejen i forvejen. Den blev delt i to halvdele. De skulle veje hver deres ingredienser til remonce, røre den sammen og smøre den ud på dejen, som de havde rullet tynd med kagerulle. Endelig skulle det hele rulles til en pølse og skæres ud i passende stykker, der blev anbragt på pladen med bagepapir. Der var mange arbejdsgange, men det gik godt, og der blev lækre kanelsnegle ud af det. Måske skulle de være taget ud af ovnen 4 -5 min. tidligere, men det var også det eneste, der skulle være anderledes en anden gang. Efter sådan en gang finmotorik og kagespisning var de tre kvarter på fodboldbanen. Det er dejligt, de er så store, at de selv kan gå derhen og være der.
PS. Jeg ved ikke, hvordan jeg får det lille billede væk oppe hjørnet ...

onsdag, september 30, 2020

Allerede oktober ...

 Oktober er pludselig lige om hjørnet. Når jeg tænker tilbage, er der sket mange ting i min lille verden. Det er der også i den store (især referater og kommentarer fra præsidentvalgkampagnen i USA - og det er for ubehageligt) men det er mest min lille verden, jeg skriver om.

Med udgangen af september slutter udendørs fodbold for Christians hold. Måske for alle hold? Mandag har været den dag, der blev spillet kamp, og jeg har flere gange hentet ham ved 19 tiden, når de sluttede.

Det har været hyggeligt at køre ud til småbyerne med de fine fodboldbaner, hvor flere aldersgrupper spillede på hver sin bane. Og hvor forældre stod og råbte og hujede på sidelinjen. Det skyldes nok, at jeg ikke er fodboldfan, at jeg synes, det er pinligt som forældre står og råber og hujer. Vi var ca 20 km. nordøst for Silkeborg i Fårvang. 

Jeg plejer at komme i god tid, så jeg kan se det sidste af kampen. På vejen hjem snakker vi om, hvordan det er gået, og jeg lærer noget om det. Så var det, jeg sådan lidt henkastet spurgte, om ikke det var irriterende, når Bs forældre stod og råbte så meget. Især hans mor. "Nej, overhovedet ikke," svarede den kære dreng. Og jeg forstod, når man er fodboldentusiast, så skal der lyd på, og at det faktisk virker inspirerende på spillerne 😊

Mine vagter på Silkeborg Bad slutter her ved udgangen af september, da sommeråbningstiderne afløses af vintertider. Det passer mig godt. Der er ikke brug for så mange vagter, da åbningstiden er kortere. Billedet her er fra parken en morgen, da solen bryder gennem tågen. Der har været flere af den slags fantastiske morgenen med tåge, der blev afløst af dage med varmt solskin.


Billedet er en cementkopi, og forestiller den sandalbindende Hermes. 

(nu kan jeg ikke finde etiketterne, det er forlænge siden sidst ...)




mandag, august 31, 2020

En mandag, der føles som en søndag.

 Den sommerfuglebusk, jeg plantede sidste efterår, har allerede givet fuld valuta i form af mange blomster. I det fine solskinsvejr i dag, har nældens takvinge mæsket sig med blomsternes nektar. Jeg har læst mig til, at nældens takvinge er Danmarks nationalsommerfugl. Måske den mest almindelige? De var i hvert fald i overtal i dag.

Der var også en dagpåfugleøje. Den var flottest.

Jeg har været til fødselsdagsbrunch og et par timer senere til housewarming hos genboen. Jeg nød sommerfuglenes leg i den sene eftermiddagssol, da jeg kom hjem, og jeg  havde slet ikke brug for aftensmad efter de lækkerier, jeg havde fået tidligere på dagen.