lørdag, februar 29, 2020
I februar var jeg også med til ...
Silkeborg-julekalenderen kastede bl.a. en brunch af sig. På Radisson Blu - hotellet, der ligger i en af bygningerne fra den gamle papirfabriks tid.
Mange forretninger og erhvervsdrivende havde bidraget til julekalenderen, der indeholdt en gave bag hver låge.
Jeg havde giver mine døtre en kalender hver. Ikke mig selv. Det gør jeg næste gang :-)
Men Ingrid inviterede mig med på sin kalender. Som medfølgende betalte man 119 kr for brunch med alt incl. Det var en god brunch med mange retter af den ene og den anden slags. Mest af alt var restauranten stor, og der var god plads. I modsætning til nogle cafeer, hvor man sidder virkelig tæt. Ingrid gav mig iøvrigt sin kalenderlåge til SushiMania med fire fine forskellige stykker, som Chr. og jeg delte en dag. Han var modig nok til at spise et stykke.
De forretningsdrivende, der giver en kalendergave, bliver mere synlige blandt byens borgere. De giver nedsat pris på tillægskøb.
Julekalenderen har været en stor succes, og arrangørerne er i gang med forberedelser til dette års kalender.
Det var også en dag i februar, Chr. sammen med sine forældre var på ørelægeklinikken for at få lagt dræn i ørerne og fjernet polypper.
Det er et lille indgreb. Men han fortalte, at han var meget tummelumsk og svimmel, da han vågnede efter narkosen.
Han var blevet lovet en fridag hos mig dagen efter.
Det var rigtig hyggeligt. Han var oplagt til at gå ud, og vi var i Føtex for at kigge på lego. Det endte med, vi hjemførte en pakke med en bil eller jeep, der havde pull back effekt. Mens han koncentrerede sig om at samle alle de små dele, læste jeg avis og senere lavede vi pandekager.
I går var jeg til dejlig frokost hos Susanne, og i dag har jeg været på Fyn til stor fødselsdag. Heldigvis kunne jeg køre med min bror og svigerinde. Det piskregnede både ud og hjem, men de mange timer, vi sad og spiste og hyggede, var det tørvejr. Min skridttæller siger, jeg har gået 2.116 skridt. Min personlige rekord når det handler om at gå få skridt :-) Til gengæld har jeg spist lækker mad, mødt kære mennesker, jeg ikke har set i flere år. Og stiftet bekendtskab med nye. Det har været en dejlig dag.
Sådan sluttede februar med festivitas. Og marts begynder på samme måde, da jeg skal til fødselsdagsbowling og brunch i morgen.
Marts er ifølge kalenderen den første forårsmåned. Men vi har jo slet ikke haft vinter!
Jeg håber, det holder op med at regne. Mens vi har kørt ned gennem Jylland og over Fyn, har vi set så mange oversvømmede marker. Det er trist. Hvordan skal landmanden få gjort markerne klar til såning, tænker jeg.
onsdag, februar 26, 2020
I begyndelsen af februar ...
Da jeg kiggede ud i morges, var regnen forvandlet til slud. Græsplænen var hvid, men så snart snefnugene ramte fliserne smeltede de. De nyudsprungne mirabelletræer står med fine, hvide blomster - en virkelig usædvanlig blanding på denne her årstid.
I begyndelsen af februar var jeg til foredrag med forfatteren Dorthe Nors. Hun er ikke meget omtalt herhjemme, men grunden til jeg 'kender' hende, er, at jeg var på et lille weekend-skrivekursus på Folkeuniversitetet med hende som underviser for mange år siden. Vi var en broget flok, der aldersmæssigt spændte fra gymnasieelever til pensionister og dem midt imellem. Vi havde det så sjovt og grinede så meget (det kan en ordekvilibrist få én til) Vi måtte flytte lokale, fordi vi forstyrrede dem ved siden af.
Man skal selvfølgelig lige have en bog med en personlig hilsen med hjem.
Forfatteraftenen blev afholdt i Mariehøj kirkes sognehus. Vi var ikke så mange, måske 30 - 40 mennesker. Det var en både sjov og spændende aften. Med kaffe og kage :-)
Det interessante er, at hun trækker fulde huse i USA.
Hendes bøger er oversat til mange sprog, og hun er nok mere kendt ude i verden end her.
Kantslag er en novellesamling. Ikke den seneste. Den hedder nemlig Kort Over Canada.
Ud over noveller har hun også skrevet flere bøger. Bl.a. Spejl, Skulder, Blink, der i den engelske oversættelse resulterede i, at hun i 2017 blev nomineret til den prestigefyldte Man Booker Prize, som den første dansker. Hun vandt ikke, men det var også stort at være blandt de nominerede.
Det var også første gang en dansker fik optaget en novelle i det anerkendte amerikanske litteraturtidskrift The New Yorker, da hendes novelle Hejren udkom i 2013.
Jeg har tit svært ved at lægge en spændende bog fra mig, og på den måde komme til at sove alt for sent. Derfor kan en novelle være en god godnathistorie (hvis jeg altså holder mig til én)
I Dorthe Nors' bøger er alle overflødige ord skåret væk. Mennesker, situationer og landskaber bliver gjort levende med få ord. For det meste befinder karakterne sig i en overgangssituation, og man får tit en fornemmelse af, at der er noget under overfladen. Noget uhyggeligt. Eller mærkeligt. Så det er spændende.
Min udsigt fra køkkenvinduet i formiddags. Mit lille lommekamera med næsten fuld zoom. Det plejer tit at blive uskarpt, men det ses, at de små hvide blomster på mirabelletræet er ved at springe ud
I begyndelsen af februar var jeg til foredrag med forfatteren Dorthe Nors. Hun er ikke meget omtalt herhjemme, men grunden til jeg 'kender' hende, er, at jeg var på et lille weekend-skrivekursus på Folkeuniversitetet med hende som underviser for mange år siden. Vi var en broget flok, der aldersmæssigt spændte fra gymnasieelever til pensionister og dem midt imellem. Vi havde det så sjovt og grinede så meget (det kan en ordekvilibrist få én til) Vi måtte flytte lokale, fordi vi forstyrrede dem ved siden af.
Man skal selvfølgelig lige have en bog med en personlig hilsen med hjem.
Forfatteraftenen blev afholdt i Mariehøj kirkes sognehus. Vi var ikke så mange, måske 30 - 40 mennesker. Det var en både sjov og spændende aften. Med kaffe og kage :-)
Det interessante er, at hun trækker fulde huse i USA.
Hendes bøger er oversat til mange sprog, og hun er nok mere kendt ude i verden end her.
Kantslag er en novellesamling. Ikke den seneste. Den hedder nemlig Kort Over Canada.
Ud over noveller har hun også skrevet flere bøger. Bl.a. Spejl, Skulder, Blink, der i den engelske oversættelse resulterede i, at hun i 2017 blev nomineret til den prestigefyldte Man Booker Prize, som den første dansker. Hun vandt ikke, men det var også stort at være blandt de nominerede.
Det var også første gang en dansker fik optaget en novelle i det anerkendte amerikanske litteraturtidskrift The New Yorker, da hendes novelle Hejren udkom i 2013.
Jeg har tit svært ved at lægge en spændende bog fra mig, og på den måde komme til at sove alt for sent. Derfor kan en novelle være en god godnathistorie (hvis jeg altså holder mig til én)
I Dorthe Nors' bøger er alle overflødige ord skåret væk. Mennesker, situationer og landskaber bliver gjort levende med få ord. For det meste befinder karakterne sig i en overgangssituation, og man får tit en fornemmelse af, at der er noget under overfladen. Noget uhyggeligt. Eller mærkeligt. Så det er spændende.
Min udsigt fra køkkenvinduet i formiddags. Mit lille lommekamera med næsten fuld zoom. Det plejer tit at blive uskarpt, men det ses, at de små hvide blomster på mirabelletræet er ved at springe ud
tirsdag, februar 25, 2020
Sidste tirsdag i februar
Ugens tirsdagsfoto fra Østre søbad.
Vi var der mellem to regnbyger. Ikke fordi det betyder noget at blive våd af en regnbyge, når man alligevel skal i vandet, men det føles alligevel rarere i tørvejr.
Februar er snart forbi, og der har ikke været antydning af is på vandet. Vandtemperaturen er 4 grader nu. Jeg føler mig lidt snydt. Det er ikke rigtig vinterbadning på den måde :-)
Efterfølgende havde jeg en kaffeaftale med Ingrid på hyggelige cafe Den Go'e Fe.
Jeg var der så tidligt, så jeg nød en kop varm kakao og avisen for mig selv. Det er ikke fordi, jeg bliver kold af at bade i søen, men det er noget vinterhyggeligt over varm kakao.
Der kom også et par stemningsfulde solstrejf ind over de gammeldags møbler.
Da jeg senere skulle til frisør begyndte det selvfølgelig at regne igen.
Nu ønsker jeg mig tørvejr og tænker på de husejere, der har problemer med at holde vandet fra Gudenå væk fra deres huse.
Ikke at forglemme de landmænd, hvis marker står under vand.
De lilla krokus i min have står næsten under vand. Der går et nedløbsrør fra min overbos altan, så jorden er helt mættet med vand, men det er herligt, de blomstrer og klarer sig.
Vi var der mellem to regnbyger. Ikke fordi det betyder noget at blive våd af en regnbyge, når man alligevel skal i vandet, men det føles alligevel rarere i tørvejr.
Februar er snart forbi, og der har ikke været antydning af is på vandet. Vandtemperaturen er 4 grader nu. Jeg føler mig lidt snydt. Det er ikke rigtig vinterbadning på den måde :-)
Efterfølgende havde jeg en kaffeaftale med Ingrid på hyggelige cafe Den Go'e Fe.
Jeg var der så tidligt, så jeg nød en kop varm kakao og avisen for mig selv. Det er ikke fordi, jeg bliver kold af at bade i søen, men det er noget vinterhyggeligt over varm kakao.
Der kom også et par stemningsfulde solstrejf ind over de gammeldags møbler.
Da jeg senere skulle til frisør begyndte det selvfølgelig at regne igen.
Nu ønsker jeg mig tørvejr og tænker på de husejere, der har problemer med at holde vandet fra Gudenå væk fra deres huse.
Ikke at forglemme de landmænd, hvis marker står under vand.
De lilla krokus i min have står næsten under vand. Der går et nedløbsrør fra min overbos altan, så jorden er helt mættet med vand, men det er herligt, de blomstrer og klarer sig.
onsdag, februar 19, 2020
Kriger Pose ...
Vores engelsktalende yogainstruktør er begyndt at flette flere danske ord ind i sine instruktioner.
Fx hedder warrior pose nu "kriger pose" :-)
Vi skal "look at your venstre skulder." Og "focus on your hofter."
Jeg er allerede så vant til de engelske udtryk, så jeg ville synes, det var mærkeligt, hvis "child pose" blev oversat til dansk.
Respekt for alle forsøg på at tale dansk (blandingen lyder bare lidt sjov) og minder mig om dengang, jeg besøgte min datter i Grønland. Jeg ville også øve mig i at sige noget på grønlandsk. Det var til stor og højrøstet morskab for grønlændere - haha. Nu nøjes jeg med at smile indvendigt, når vi skal indtage "kriger pose." Man skulle jo nødigt tage modet fra manden.
I sidste uge var jeg forhindret om onsdagen, så det var 14 dage siden, jeg sidst var til yoga. Det kunne mærkes. Jeg følte mig stiv og øm i leddene i dag.
På vejen hjem lagde jeg mærke til, at grenene på mirabelletræerne er lige på nippet til at springe ud.
Jeg tog et par grene med hjem, og jeg tror, de springer ud i dag eller i morgen, så langt fremme er de.
De første grene, jeg tog ind, var midt i januar.
d. 31. januar var de helt sprunget ud.
Fx hedder warrior pose nu "kriger pose" :-)
Vi skal "look at your venstre skulder." Og "focus on your hofter."
Jeg er allerede så vant til de engelske udtryk, så jeg ville synes, det var mærkeligt, hvis "child pose" blev oversat til dansk.
Respekt for alle forsøg på at tale dansk (blandingen lyder bare lidt sjov) og minder mig om dengang, jeg besøgte min datter i Grønland. Jeg ville også øve mig i at sige noget på grønlandsk. Det var til stor og højrøstet morskab for grønlændere - haha. Nu nøjes jeg med at smile indvendigt, når vi skal indtage "kriger pose." Man skulle jo nødigt tage modet fra manden.
I sidste uge var jeg forhindret om onsdagen, så det var 14 dage siden, jeg sidst var til yoga. Det kunne mærkes. Jeg følte mig stiv og øm i leddene i dag.
På vejen hjem lagde jeg mærke til, at grenene på mirabelletræerne er lige på nippet til at springe ud.
Jeg tog et par grene med hjem, og jeg tror, de springer ud i dag eller i morgen, så langt fremme er de.
De første grene, jeg tog ind, var midt i januar.
d. 31. januar var de helt sprunget ud.
Sådan gik hjemturen fra børnehaven.
Jeg kan gå over til børnehaven på fem-syv min. Jeg vil gerne gå den lille tur. Jeg synes også, det er fuldstændig overflødigt at starte bilen for at køre den omvej, det er for tiden, pga af Nordskovvejen.
Men det er heller ikke sjovt at møde et barn, der er negativ, så snart hun ser mig.
Børnene er altid på legepladsen til kl 14. Når jeg er der 13.45, går det let, for udetøj og støvler er allerede en del af påklædningen.
Jeg var der 13.44 :-) men ak! Legepladsen var tom, og hyggelig indeleg var i gang. Pædagogerne sagde, det havde været for vådt ude, og børnene frøs.
Johanne var interesseret i indholdet i min rygsæk (lakridssnørebåndet var gemt til nødstilfælde)
Den vigtigste i rygsækken var Bimse. som engang var mine børns legebamse.
Bimse skulle lære at finde vej til mormor.
Der var lidt proviant og en lille rød bil.
Vi har fået udetøjet på og er kommet ud på den anden side af hegnet omkring børnehaven.
Det er tydeligvis ikke en glad Johanne, og Bimse hænger og dingler.
Så hjælper det på energien at få smoothie fra den lille tupperwarekande.
Og inden længe er alt til glæde vendt.
Bimse skal lære at finde vej.
Der blev ikke tid til at spise æble- appelsinbåde, men den lille røde bil var vigtig.
Den kunne ikke bare køre. Den kunne både flyve og sejle.
Jeg elsker den fantasi, børn har.
Så snart vi var indendøre hos mig, fandt hun det lille dukke-testel, for nu skulle Bimse spise :-)
Herefter legede hun i lang tid, mens jeg sad og læste. Hun snakkede meget i den leg. Jeg blandede mig ikke, men nød lydene og aktiviteten.
På et tidspunkt fandt hun mine dvd'er frem og valgte, vi skulle se Teletubbies.
Jaaeee Teletubbies! Det er vist flere år siden, vi har set den, men de er stadig aktuelle og sjove.
Vi så også Paw Patrol på Ramasjang.
Da vi skulle hjem til hende ved 17 tiden, var jeg klar til bilen. Det var hun også.
Jeg spurgte på et tidspunkt, om ikke det var en dejlig gåtur, vi havde haft. Det syntes hun, 'men det var nu også dejlig at blive kørt i bil', sagde hun.
Jeg tænker sommetider, jeg ville ønske, jeg havde haft mere tid og ro, dengang mine børn var små. Da var det mere kommando, når de ikke ville det, vi skulle. Nu ser jeg, at modstand ofte opløser sig, når der gives anerkendelse og tid. Det er mine døtre gode til.
tirsdag, februar 18, 2020
Sådan så der ud i morges ...
Nu er det meget tydeligt, det er en byggeplads, vi ser som det første på vej hen til badebroen.
Men når vi har forceret det område, så ligger omklædningshuset og den lille sauna der lige så fint.
Vejret skifter utrolig meget. Da jeg kørte hjem, øsregnede det.
Nu, et par timer senere, skinner solen fra en blå himmel.
Det er hente-Johanne-dag. Jeg vil helst hente hende gående. Eftersom hun ikke møder mig med stor begejstring, når jeg kommer til børnehaven uden bil, så skal jeg have små overraskelser i rygsækken. En smoothie i en lille flaske, æblebåde eller appelsinditto i en lille æske. En dukke eller bamse, hun skal hjælpe på vej osv. Måske endda et lille stykke chokolade.
Hvis vejret er så fint som nu, så går jeg helt sikkert derover. Men skyer trækker op.
Hvis regnen står ned, så tager jeg bilen :-)
Men når vi har forceret det område, så ligger omklædningshuset og den lille sauna der lige så fint.
Vejret skifter utrolig meget. Da jeg kørte hjem, øsregnede det.
Nu, et par timer senere, skinner solen fra en blå himmel.
Det er hente-Johanne-dag. Jeg vil helst hente hende gående. Eftersom hun ikke møder mig med stor begejstring, når jeg kommer til børnehaven uden bil, så skal jeg have små overraskelser i rygsækken. En smoothie i en lille flaske, æblebåde eller appelsinditto i en lille æske. En dukke eller bamse, hun skal hjælpe på vej osv. Måske endda et lille stykke chokolade.
Hvis vejret er så fint som nu, så går jeg helt sikkert derover. Men skyer trækker op.
Hvis regnen står ned, så tager jeg bilen :-)
lørdag, februar 15, 2020
En dag i vinterferien.
Før man får set sig om, er der pludselig gået en uge. I torsdags, ugens mest solrige dag, var jeg sammen med Mattias og hans mor på Moesgaard Museum.
Først en tur til toppen af bygningen, hvorfra der er en flot udsigt ud over bugten.
Der er mange spændende ting at se og opdage inde på museet.
Her er det figuren af den kvinde, der levede for ca 9000 år siden.
Nej, det er ikke en kvinde, som vi har troet i flere år.
En dna test i 2017 har afsløret, at skeletfundet i virkeligeheden er en mand.
De er utrolig livagtige, de "mennesker", der står på trappen. Der skal stor kreativitet og kunstnerisk talent til at modellere på den måde.
Vi brugte lang tid i vikingeafdelingen, som er bygget op, så både og store kan få meget ud af det.
Særudstillingen om Pomeji og Herkulanum var meget livagtig. Sikke en forfærdelig katastrofe dengang vulkanen gik i udbrud.
Der var rigtig mange vinterferie-gæster, men ikke overfyldt. Vi havde heldigvis madpakke med. I cafeen var der hele tiden fyldt op, men ved langbordene i madpakke-rummet var der plads.
Først en tur til toppen af bygningen, hvorfra der er en flot udsigt ud over bugten.
Der er mange spændende ting at se og opdage inde på museet.
Her er det figuren af den kvinde, der levede for ca 9000 år siden.
Nej, det er ikke en kvinde, som vi har troet i flere år.
En dna test i 2017 har afsløret, at skeletfundet i virkeligeheden er en mand.
De er utrolig livagtige, de "mennesker", der står på trappen. Der skal stor kreativitet og kunstnerisk talent til at modellere på den måde.
Vi brugte lang tid i vikingeafdelingen, som er bygget op, så både og store kan få meget ud af det.
Særudstillingen om Pomeji og Herkulanum var meget livagtig. Sikke en forfærdelig katastrofe dengang vulkanen gik i udbrud.
Der var rigtig mange vinterferie-gæster, men ikke overfyldt. Vi havde heldigvis madpakke med. I cafeen var der hele tiden fyldt op, men ved langbordene i madpakke-rummet var der plads.
tirsdag, februar 11, 2020
En anden slags vintervejr.
"Hvis Else (min bademakker) melder afbud i dag, så bliver jeg ikke ked af det", sagde jeg til min datter, da hun ringede i morges.
Når jeg kiggede ud i haven, var græsplænen hvid, og den evindelige regn havde forandret sig til slud.
Det var ikke et syn, der indbød til udendørsliv. Men jeg var sikker på, vejret ikke ville få Else til at aflyse. Heller ikke jeg,
Det var allerede begyndt at klare op, da vi mødtes kl 09.15.
Efter badet var vi enige om, at det havde været en skøn dukkert.
Det sjove var, at Else faktisk havde overvejet at aflyse i morges. Ikke pga af vejret, men al forberedelse i forbindelse med fire børnebørns besøg i resten af vinterferien.
Arbejdet skrider frem ude på Østre. Hvad det lige præcis er, jeg ser, ved jeg ikke. Sikkert noget forankring af en slags.
Inden vi gik derfra, var der blå himmel.
Christian og Johanne er sammen med deres forældre og familien på deres fars side på Skallerup Klit Feriecenter. Det må være noget nær det perfekte sted at opholde sig i det her ustabile vejr.
Jeg tænkte på Nr. Vorupør i går med den voldsomme blæst. Jeg ville godt have været der. Det er så specielt og stort, når havet viser sig fra sin barskeste side. Selv om jeg overvejede at køre derop, så valgte jeg det alligevel fra. Jeg havde så travlt i sidste uge, så jeg trænger til at slappe lidt af herhjemme.
I en have i mit nabolag så jeg det her usædvanlige syn for nogle dage siden.
En morgenfrue i fuld blomst sammen med erantis.
Ikke underligt, hvis planterne bliver forvirrede over det lune vejr, vi har i februar i år.
Tænk, hvis februar havde været som - ja, det er nok mange år siden, men dengang der var frost og sne.
Hvis al den regn var faldet som sne, og stormen havde flyttet rundt på snemasserne. Så var vi nok sneet inde.
Hvorfor mon der egentlig var sat snehegn op på markerne i min barndom? Sneen føg vel rundt alligevel?
Nå, det må jeg spørge min bror om.
Når jeg kiggede ud i haven, var græsplænen hvid, og den evindelige regn havde forandret sig til slud.
Det var ikke et syn, der indbød til udendørsliv. Men jeg var sikker på, vejret ikke ville få Else til at aflyse. Heller ikke jeg,
Det var allerede begyndt at klare op, da vi mødtes kl 09.15.
Efter badet var vi enige om, at det havde været en skøn dukkert.
Det sjove var, at Else faktisk havde overvejet at aflyse i morges. Ikke pga af vejret, men al forberedelse i forbindelse med fire børnebørns besøg i resten af vinterferien.
Arbejdet skrider frem ude på Østre. Hvad det lige præcis er, jeg ser, ved jeg ikke. Sikkert noget forankring af en slags.
Inden vi gik derfra, var der blå himmel.
Christian og Johanne er sammen med deres forældre og familien på deres fars side på Skallerup Klit Feriecenter. Det må være noget nær det perfekte sted at opholde sig i det her ustabile vejr.
Jeg tænkte på Nr. Vorupør i går med den voldsomme blæst. Jeg ville godt have været der. Det er så specielt og stort, når havet viser sig fra sin barskeste side. Selv om jeg overvejede at køre derop, så valgte jeg det alligevel fra. Jeg havde så travlt i sidste uge, så jeg trænger til at slappe lidt af herhjemme.
I en have i mit nabolag så jeg det her usædvanlige syn for nogle dage siden.
En morgenfrue i fuld blomst sammen med erantis.
Ikke underligt, hvis planterne bliver forvirrede over det lune vejr, vi har i februar i år.
Tænk, hvis februar havde været som - ja, det er nok mange år siden, men dengang der var frost og sne.
Hvis al den regn var faldet som sne, og stormen havde flyttet rundt på snemasserne. Så var vi nok sneet inde.
Hvorfor mon der egentlig var sat snehegn op på markerne i min barndom? Sneen føg vel rundt alligevel?
Nå, det må jeg spørge min bror om.
mandag, februar 10, 2020
PYT KNAP
På Johannes værelse ligger PYT-knappen mellem nogle andre ting.
Jeg kom til at tænke på den forleden dag, da jeg sammen med min nabo gik ud af hold-salen efter træning. Op på siden af os kom en anden kvinde, og idet hun hurtigt gik forbi, sagde hun smilende "Jeg føler mig så langbenet, når jeg ser jer to."
Åh, skal jeg nu mindes om det igen, tænkte jeg.
Jeg har korte ben. Irriterende korte ben. Bukser skal altid lægges 8-10 cm op. Men bortset fra det, så er det heller ikke særlig smart at være kortbenet.
Det var jeg meget bevidst om, da jeg var ung.
Og den formiddag dukkede en episode op i min erindring. Jeg har været 19 - 20 år og var i gang med fysioterapeutuddannelsen. Det var en gymnastiktime. Vi skulle bl.a. udarbejde programmer og øve med hinanden. Jeg var genert, så det var ikke min favoritdisciplin. Så kom den flabede dreng i klassen 'tilfældigvis' hen til mig "Synes du ikke, det er ærgerligt, at vejvæsenet har lagt vejen så tæt på din bagdel? Tø-hø"
Det var ikke spor sjovt!
Det sjove eller underlige er, at den bemærkning sidder så fast i min hukommelse. Der skulle gå mange år, før jeg kunne fortælle den vittighed. Den havde såret mig og sat ild til mine mindreværdskomplekser. Da vi havde 50 års jubilæum fortalte jeg episoden. Han blev tavs og så forvirret ud og havde sikkert glemt alt om det.
"On the pleasures of no longer being very young," hedder en novelle af Chesterton, som jeg lige har genlæst. En af glæderne ved ikke at være meget ung, er, at sådan nogle drillende, mobbende bemærkninger ikke gør ondt mere, men der er stadig en øm plet, der kan aktiveres.
Så det var let for mig at tænke PYT forleden dag.
Jeg kom til at tænke på den forleden dag, da jeg sammen med min nabo gik ud af hold-salen efter træning. Op på siden af os kom en anden kvinde, og idet hun hurtigt gik forbi, sagde hun smilende "Jeg føler mig så langbenet, når jeg ser jer to."
Åh, skal jeg nu mindes om det igen, tænkte jeg.
Jeg har korte ben. Irriterende korte ben. Bukser skal altid lægges 8-10 cm op. Men bortset fra det, så er det heller ikke særlig smart at være kortbenet.
Det var jeg meget bevidst om, da jeg var ung.
Og den formiddag dukkede en episode op i min erindring. Jeg har været 19 - 20 år og var i gang med fysioterapeutuddannelsen. Det var en gymnastiktime. Vi skulle bl.a. udarbejde programmer og øve med hinanden. Jeg var genert, så det var ikke min favoritdisciplin. Så kom den flabede dreng i klassen 'tilfældigvis' hen til mig "Synes du ikke, det er ærgerligt, at vejvæsenet har lagt vejen så tæt på din bagdel? Tø-hø"
Det var ikke spor sjovt!
Det sjove eller underlige er, at den bemærkning sidder så fast i min hukommelse. Der skulle gå mange år, før jeg kunne fortælle den vittighed. Den havde såret mig og sat ild til mine mindreværdskomplekser. Da vi havde 50 års jubilæum fortalte jeg episoden. Han blev tavs og så forvirret ud og havde sikkert glemt alt om det.
"On the pleasures of no longer being very young," hedder en novelle af Chesterton, som jeg lige har genlæst. En af glæderne ved ikke at være meget ung, er, at sådan nogle drillende, mobbende bemærkninger ikke gør ondt mere, men der er stadig en øm plet, der kan aktiveres.
Så det var let for mig at tænke PYT forleden dag.
tirsdag, februar 04, 2020
Østre og Vestre
Der var flot blå himmel ude ved Østre søbad i morges.
Jeg synes, det føles koldt at bade for tiden. Måske fordi jeg kun bader én gang om ugen? Det mener Else, min bademakker. Måske glemmer kroppen det kolde gys, når der går en uge imellem? Jeg har en plan om at bytte fredags-fitnesstræningen til torsdag og så gøre fredag til badedag igen.
Der er ikke egentlig byggeaktivitet i gang ude ved søen endnu.
To af de store gamle træer, der var pakket ind i 'beskyttelsesdragt' er alligevel blevet fældet.
Efter badet gik jeg en tur ud til Vestre søbad. Det er et mindre område, men der ser ud som på Østre. Nogle træer, der er pakket ind og et lille omklædningshus.
Vestre er mere solbeskinnet om morgenen, og her er det også en times tid senere.
På oversigtsplanchen kan jeg se, de to badesteder ikke bliver helt ens.
På Østre kommer den lille badebro til at ligge ved siden af den store og ikke som her i forlængelse.
Det bliver så godt, tror jeg.
Østre søbad.
Jeg synes, det føles koldt at bade for tiden. Måske fordi jeg kun bader én gang om ugen? Det mener Else, min bademakker. Måske glemmer kroppen det kolde gys, når der går en uge imellem? Jeg har en plan om at bytte fredags-fitnesstræningen til torsdag og så gøre fredag til badedag igen.
Der er ikke egentlig byggeaktivitet i gang ude ved søen endnu.
To af de store gamle træer, der var pakket ind i 'beskyttelsesdragt' er alligevel blevet fældet.
Efter badet gik jeg en tur ud til Vestre søbad. Det er et mindre område, men der ser ud som på Østre. Nogle træer, der er pakket ind og et lille omklædningshus.
Vestre er mere solbeskinnet om morgenen, og her er det også en times tid senere.
På oversigtsplanchen kan jeg se, de to badesteder ikke bliver helt ens.
På Østre kommer den lille badebro til at ligge ved siden af den store og ikke som her i forlængelse.
Det bliver så godt, tror jeg.
Østre søbad.
Abonner på:
Opslag (Atom)