søndag, marts 17, 2013

En pausefisk-hilsen ...

En pausefisk-hilsen fra den dag, Christian var med henne og kigge på akvariet i Psykiatriens Hus.
Jeg elsker at opleve sammen med de små.

onsdag, marts 13, 2013

Så forskellige dage ...

Det er da utroligt, så varieret vejret er for tiden.
Her har der været sneblomster på buskene i dag.

Bare 18 km. vestpå hvor min datter bor, er der slet ingen sne.
Min svigersøn har fødselsdag, så jeg har været der i dag.

For et halvt år siden fotograferede jeg Mattias, mens han sad og tryllede med en ske.
Jeg satte 12 billeder sammen i en ramme.
Hvorfor samme motiv i 12 udgaver, er der måske nogen der tænker?
Hvorfor ikke et forskelligt billede for hver måned?

Jeg syntes, det var interessant at se, hvor forskellig den samme situation kunne være.

Jeg har ikke rigtig plads til store billeder, og eftersom fødselaren ikke havde set det, så endte det med at blive fødselsdagsgaven i dag. Han blev glad for det.
Min datter havde set det for et stykke tid siden og kunne godt lide det.

Jeg prøvede at fotografere billedet, inden jeg tog afsted.
Det er blevet lidt sjovt med spejlinger.


tirsdag, marts 12, 2013

Om en bog jeg ikke har læst ...

Da jeg lyttede til slutningen af Christian Bitz' foredrag i søndags, kom jeg til at tænke på titlen på en bog, jeg endnu ikke har læst.
Titlen 'Vi er bedst når vi er glade' passede så godt på foredraget, så jeg tænkte, at det måske er en ny trend, at vi skal være glade og begejstrede.
Måske er der kogt nok suppe på de ben, der handler om kost og motion (ikke at vi skal droppe det), men der skal flere 'boller på suppen'
Mikael Kamber har skrevet bogen. (linket går til Saxo, hvor flere personer anmelder den)

Biblioteket har ikke fået den endnu, så jeg gik ind til boghandleren for at kigge i den.
Bogens emne henvender sig især til ledere og medarbejdere i alle typer virksomheder, men den er også interessant for et meget bredt publikum.

Sidst i bogen fandt jeg opskriften på at blive eller være glad.
Jeg husker ikke alle 6 punkter.
Men de første fire kan jeg huske:
- Vær sammen med dem du holder af.
- Lev sundt.
- Gør noget godt for andre.
- Dyrk det du er god til.

Det jeg især blev begejstret for, var punkt tre, fordi jeg synes, vi er blevet alt for optaget af at konkurrere, af at blive nr 1, af at udvikle og optimere os selv (gælder selvfølgelig ikke dig, der læser med her ;-))
Så for min skyld må det godt blive en ny trend, at vi gør noget godt for hinanden.
Jeg glæder mig til at læse bogen, men venter på biblioteket.

Det sneede tæt, da jeg gik hjem i dag forbi havnen


og gennem Papirfabrikken


I går var der høj sol, og det så ud, som om sivene i Langsø stod i små glasvaser.

mandag, marts 11, 2013

Frosten bider ...

Det har været bidende koldt de seneste dage.
Temperaturen har været omkring minus 6 grader. Ikke at det er så slemt, men blæsten har gjort. at det føles meget koldere.
Vintergækkerne ligger besvimede på jorden. Jeg er dog sikker på, de vågner op igen, når frosten forsvinder.

De små erantis har ikke lagt sig ned, men de er stivfrosne.

På terrassen har jeg en potte med mini-påskeliljer.
De er også frosne. De stængler, der bøjer sig yndefuldt, er helt stive.
Mon de overlever?

I går var der Kvindemesse i Musikhuset her i byen.
Lions Theodora stod bag arrangementet og overskuddet går til vanskeligt stillede børn.
At dømme efter fremmødet må der blive et stort overskud.
I Børns Voksenvenner er vi langt med planer om, hvad et evt bidrag skal bruges til.

Christian Bitz, ernæringsekspert, var en af talerne.
Han var meget underholdende og talte selvfølgelig om kost og motion.
Vi har hørt det før, og der var heller ikke noget nyt.
Dog understregede han vigtigheden af at finde balancen - at undgå ekstremer.


Han sluttede af med at hylde Ole Henriksen.
Vi skal blive ligeså glade som han er.
Det er vigtig at være glad. At være begejstret. At være taknemmelig.

Opskriften fandt jeg i dag, da jeg stod og bladrede i Mikael Kambers nye bog 'Vi er bedst når vi er glade'.
Det vil jeg skrive om en anden gang.