Allerede fredag ... Og om vaner.

 Selv nu for tiden, da jeg er meget begrænset i mine muligheder for at komme ud, synes jeg, tiden går hurtigt. Det er allerede fredag. 

Jeg har dog været ude i haven og gå nogle få skridt. Med sådan en blå plastik-fut (som vi fx bruger i svømmehallen, når vi ikke selv skal i vandet) på walker-støvlen, undgår jeg, at jord og snavs sætter sig fast under den.

Hvor er det skønt at se, hvordan vintergækker og erantis for hver dag folder sig mere og mere ud. Tulipanerne er også begyndt at titte frem med små bladspidser.

Jeg er heldig med mit påtvungne indendørs-liv. Det er ikke havevejr. Der er heller ikke åbent i Sportscentret. Men alligevel ...

Jeg ville nu gerne kunne tage bilen og bare køre afsted.

Jeg er også heldig med at leve i de elektroniske kommunikationsmuligheders tid. I går aftes var jeg på Teams med mine gamle kolleger. Mine børnebørn ringer faceTime og kommer på besøg. Venner og familie er kun få 'tast' væk. Jeg afviser heller ikke, når nogen udenfor min familieboble vil komme på besøg. Vi holder afstand. 

Med den nye åbning af samfundet fra mandag, vil der komme øget smitte. Jeg håber, det går godt og at worst case scenariet ikke opstår. Tanken om at sygehusene skulle komme op på 8-900 indlagte er skræmmende. Personalet har travlt nok i forvejen. Og mange andre patient-typer har ventet længe på operationer, som ikke er livstruende, men som forringer deres livskvalitet dagligt. 

Min walker-støvle!

Den er et skrummel. Men trods alt meget bedre end gips. Jeg har en tid til rgt. kontrol og ortopædkirurg d. 8. marts. Så er der gået fem uger, og mon ikke jeg kommer af med den? Selv om jeg fik at vide fra begyndelsen, at jeg skulle være bandageret i seks uger.

Jeg har ikke ondt svarende til brudstedet, når jeg ligger eller sidder. Og meget mindre end før, når jeg belaster, men jeg skal ikke gå for mange skridt, før det bliver for meget. Det er sjovt, hvordan de trivielle rengøringsting bliver lidt en sport. Hvordan kan jeg gøre dit og dat? Jeg har været i gang med støvsugeren. Det er besværligt og tidskrævende, og jeg kommer ikke ind i hjørner. Det er også lige meget. Jeg pudser glorien, når noget lykkes :-)

D. 13. febr. skrev Bente Klarlund i sin ugentlige klumme i Politiken om vanens magt. Hun sluttede af med et citat fra "Trolddomsbjerget" af Thomas Mann (1875-1955) Jeg vil huske det. Mit benbrud har tvunget mig til at ændre vaner. Coronakrisen har tvunget os til at ændre vaner. Det er ikke kun skidt.

"Vane betyder at tidssansen sover ind eller dog bliver mat, og når ungdomsårene opleves langsomt, mens det senere liv forløber stadig hurtigere og iler afsted, så må det bro på vanen. Vi ved godt, at dette at indskyde andre og nye vaner er det eneste middel til at holde os levende, opfriske vor tidssans, opnå at forynge, forstærke, sagtne vor tidsoplevelse og dermed i det hele taget forny vor livsførelse."

Så langt Thomas Mann.

Det vil jeg tænke over ...

Jeg tror jo, han har ret, men der er nu også noget trygt ved vaner. Bare de ikke bliver for stive.

Fra sne til regnvejr i vinterferien.

 Snart er uge 7 og vinterferien forbi. De små børn skal igen i skole på mandag. Jeg ser med bekymring på situationen i Kolding, hvor der er mange smittede blandt børn, og alle skoler er lukkede fra mandag. Hvor syge er de børn? Jeg vil gerne vide, om den britiske variant gør små børn meget syge? Forhåbentlig ikke!

Jeg havde denne her udsigt fra sommerhuset i Vorupør de første dage i vinterferien. Der var mere sne end her i Midtjylland. Bordet udenfor var dækket med hvid dug.

Mattias og hans kammerat, der var med, er meget glade, ivrige spillere på computer og ipad. Eller gamere hedder det vist nok. Min datter havde den plan, at de to gange om dagen skulle udenfor og lege. Først var der protester, men når de så kom ud, var de begejstrede og kunne næsten ikke komme ind igen. Det var så tydeligt, at børn er optaget af det, de er i gang med, og ikke det der skal ske om lidt.

Vi boede ikke så tæt på havet, som vi plejer, men det viste sig, der var stier mellem husene, så der var ikke så langt til vandet, som kørevejen indikerede.

Jeg sad i bilen, pakket godt ind, mens de andre legede i vandet og fik våde støvler. De burde have waders eller våddragt. Bølgerne er uimodståelige både vinter og sommer. At løbe med en bølge ud og så prøve at løbe fra den på vejen ind, det er spændende. Men det lykkes ikke altid.

Heldigvis var der brændeovn, så støvler, bukser og jakker hurtigt kunne tørres.

Det var selvfølgelig lidt frustrerende, at jeg bare kunne sidde. 

Jeg ønskede, at jeg kunne smutte til bageren efter morgenbrød. Eller at min bil stod der, og jeg kunne køre en tur ad de veje, jeg gerne ville gense. Men der kommer en anden gang. Min kære datter servicerede os med stor tålmodighed og omsorg. Jeg nød at være lidt ude af den hjemlige boble, men må også sande, at det er lettest at være hjemme, når bevægelsesfriheden er indskrænket.

På vejen hjem så vi en stor rudel kronhjorte i skoven mellem Stenbjerg og Snedsted. Der var nok 10-15 stykker. Med store gevirer. De løb langs med vejen i højre side for så at løbe over vejen, da vi havde passeret dem. Det gik så hurtigt. Vi ville gerne have holdt fast i det syn, men havde ikke kameraer klar. Jeg har aldrig set sådan en stor flok. Jo, måske i Dyrehaven for mange, mange år siden.

I onsdags, da vi kørte hjem, var det regnvejr, og der har ikke været udsigt til vinter siden. Det er vist ved at være forår.

Jeg har haft to terrassegæster til et lille glas portvin i dag. Ikke alle vil ind. For mig er det ok at have et par gæster inde. Vi holder jo afstand.

Hurra - jeg må støtte ...

Jeg var til kontrol på ortopædkirurgisk afd. i Viborg for nogle dage siden, og bruddet på mit underben  er stabilt, så jeg må begynde at støtte lidt. Så lidt at jeg ikke ville mase et jordbær, hvis det lå under min fod. Jeg skal fortsætte med walker-støvlen, indtil jeg skal til kontrol igen om fem uger. Afsluttende kontrol, forhåbentlig.

I ugens løb er jeg blevet forkælet med hjemmebagt kage, boller og småkager. Jeg har to gange fået fastelavnsboller. Jeg har fået flere buketter og flere slags chokolade og frugt. Man skulle tro, jeg havde fødselsdag :-) Tak kære venner og familie.

Støvlen skal jeg bruge døgnet rundt, men jeg må godt åbne den og tage benet ud og lave små øvelser. Det er sådan en lettelse, for så har jeg mindre ondt. Støvlen trykker, der hvor bruddet er. Jeg prøver, at ikke stramme velcrobåndet for meget.

Hele situationen har inspireret mig til at gøre de dagligdags ting på en anden måde. Jeg fandt ud af en dag, at jeg kunne vaske gulv. Siddende på en taburet med vandspand og gulvklud på rollatoren og en stok i den ene hånd og gulvskrubber i den anden, kunne jeg sidde og fægte hen over gulvet. Det tog lang tid at vaske gang og køkken, for jeg skulle sommetider rykke lidt på taburetten og rollatoren. Det var sjovt og jeg pudsede glorien :-). Jeg er blevet bevilliget rengøring en gang. I mailen fra kommunen stod der, at jeg ville blive kontaktet vedr. tidspunkt. Jeg troede, det ville blive i midten af de 6 uger, jeg skal være bandageret. Stor var min overraskelse for tre dage siden, da der pludselig stod en ung kvinde i døren og sagde, at jeg skulle have gjort rent. Men det var jo dejligt. Det var dagen efter, jeg havde kæmpet med gulvvask. Jeg fik støvsuget og vasket gulve. Støvsugning kan jeg vist ikke få til at fungere,  så længe jeg må støtte så lidt.

Jeg har været meget glad for min vaskemaskine, men nu blev jeg opmærksom på, at jeg skal ned af trapper til tørrerummet i kælderen med det våde vasketøj. Min datter har hjulpet med håndklæder og sengetøj. Mindre ting har jeg hængt op på bøjler og tøjklemmer  i et system i badeværelset (man må ikke tørre tøj i lejlighederne! men det er kun kort tid) Jeg synes faktisk, jeg har ret travlt :-)

Om lidt kommer min datterfamilie og tager mig med til Vorupør i et par dage. Så bliver jeg sikkert vartet op. De ved godt, jeg ikke kan noget udover at flytte mig selv. Men jeg kan jo altid spille Uno og lægge puslespil og den slags. 

Se hvor fin jeres buket står, Jørgen og Tea. Jeg har tænkt mig at tage den med nordpå.

 

En overnatning.

 At blive hentet til en overnatning hos min datterfamilie var et hyggeligt afbræk for mig, der hopper rundt alene. Det er faktisk så anstrengende, at jeg kan blive helt svedig af det. Og jeg opdagede, at det større hus og dermed større afstande fra fx værelse til badeværelse var noget af en udfordring. Hvorfor mon det er sådan, at jeg, der normalt ikke skal på badeværelset om natten, nu lige pludselig skal? Det har jo ikke noget med min blære at gøre, at jeg har brækket et ben, skulle man tro. Men sådan skal det åbenbart være.

Johanne lånte mit fotoapparat og gjorde sig meget umage.

Hun er glad for at bygge med lego og denne her er bygget i anledning af, at hendes mor havde fødselsdag for en uge siden.

Det var sjovt at se, hvor omhyggelig hun var med at finde motivet. Hvorimod hendes storebror mere laver sjov og ballade med kamera og motiv.

Da jeg blev hentet af min datter i går, fik jeg hende til at sætte de to buketter ind i soveværelset, hvor der er lidt køligere. Min svigersøn kørte mig hjem i dag, og jeg havde glemt alt om tulipanerne. På et tidspunkt opdagede jeg dem og ærgrede mig over, de stod i soveværelset. Men så er det godt med rollatoren, hvor de to vaser med indhold lige kunne presses ned. 

Bortset fra det synes jeg, rollatoren er uhåndterlig. Bl.a. fordi jeg har dørtrin mellem rummene.

Til sidst et billede fra en seksårigs seng :-)

Sidste hjemmeskoledag.

 Sidste hjemmeskoledag - i hvert fald i denne her omgang. Jeg håber, vi ved hjælp af vaccinen og vores adfærd får bugt med corona, så der ikke igen skal lukkes så meget ned. Vi skal sikkert blive ved med afstand, spritte af, hoste i ærmet og måske også mundbind i lang tid endnu.

I Christians klasse havde de temadag med engelsklæreren fra 9 - 13. Udover alle de forskellige discipliner med stavning, oversættelse, læsning osv, så havde de en meget festlig kagedekoration. Temaet var fødselsdag. 

Forældrerådet havde sørget for at købe et kage-kit til hvert barn og aflevere det torsdag aften.

Æsken med den lille kagefigur indeholdt også et kræmmerhus med glasur, en æske med slik til pynt, flag, balloner, og to stearinlys.

Det kræver stor koncentration at dekorere.

Det færdige resultat. 

Jeg er så imponeret over, den måde undervisningen kan foregår på nu om stunder. 

Børnene er hele tiden i kontakt med Jane, som de kan spørge til råds. Der blev talt dansk på det her tidspunkt.

Jeg havde på forhånd sagt, at jeg ikke ville kunne hjælpe Chr., fordi jeg hopper rundt på krykker. Men jeg kunne sidde og blæse balloner op :-) og dirigere ham rundt, når han skulle finde noget, der skulle bruges.

Alle børn skulle fotografere deres  færdigpyntede kage og sende til Jane. 

"Janeeeee, må vi spise kagen nu? Hvornår må vi spise den? Må vi spise slikket?" Det blev der spurgt om mange gange. Da alle de færdige kager var fotograferet og sendt, var der frikvarter og kagespisning.

Det var ved frokosttid, så jeg foreslog en lækker rugbrødsmad først. Men det kunne der slet ikke være tale om! 

Efter frikvarteret, i den sidste time, skulle de skrive en invitation til egen fødselsdagsfest. Og snakke om hvem de ville invitere. Endelig skulle de skrive et fødselsdagskort til en fødselar, de kendte. Det foregik selvfølgelig på engelsk.

Jeg vil gå i skole igen! Børnene siger tit, når nogen får noget eller har noget, de selv ønsker sig "Der er snyd" at de ikke får det. 

Sådan siger jeg om skolen, dengang jeg var barn. Det er snyd, jeg gik så lidt i skole. Men jeg voksede op i Thy, hvor, det på landet, var en forudsætning, at børnene hjalp til med arbejdet hjemme. I den store klasse fra vi var 10 til 14, gik vi kun i skole to dage om ugen i sommerperioden, når der var markarbejde. Men sådan var det jo for alle der. Min veninde, der gik i skole i Gladsaxe havde helt andre skoleforhold både når det gjaldt bygninger, antal fag, og antal lærere. Vi havde kun en enkelt mand hele vejen igennem.

Jeg glæder mig så meget over skoleforholdene i dag. Alle de muligheder der er. Jeg ved godt, at ikke alle børn trives i skolen, og at ikke alle lærere er lige gode. Og de er rigtig synd for de børn og forældre, der oplever udfordringer. 

I dag har jeg haft besøg af en veninde. Jeg er fuldstændig tilbagelænet, når det handler om kaffe eller anden servering. Ellers kan jeg godt lide at stille noget an, når der kommer nogen. Men for tiden er der selvbetjening i mit køkken. 

At gå i bad er et projekt, som kræver en stol at sidde på og en plastikpose omkring benet, så støvlen ikke bliver våd. Jeg tog tid i dag. Og med hårvask varede det ca. en halv time. Det bliver ikke en hverdagsbegivenhed. 

Jeg bliver hentet til en overnatning hos min datter hen på eftermiddagen. Så får jeg en mundfuld frisk luft. Indtil da kigger jeg ud på det fine solskinsvejr. Min nabo siger, der var 9 graders frost på terrassen i morges. Endelig har vi fået vinter.

Det bedste hjælpemiddel.

 

Når nu jeg er nødt til at holde en krykkestok i hver hånd, så er det umuligt at bære bogen, computeren, termokanden med te, og hvad jeg ellers flytter rundt med. Det havde min kære nabo råd for. Hun havde for nogle år siden syet en stofpose med lang, bred hank, og den ville hun gerne låne ud til mig.

Den er så ideel for mig. Jeg bærer den på maven, og de nødvendige ting kan være i den. Jeg har også en lille rygsæk, hvis jeg skal have mere med end posen kan rumme. Det er nemlig nødvendigt for mig at spare på skridtene eller hoppene. Mine arme bliver ømme og trætte af at bære så meget vægt. Jeg har lånt en rollator med kurv fra sygehuset. Den fylder bare så meget, og håndtagene er heller ikke så gode at lægge vægt på.

Nu handler det bare om at huske, hvad det var jeg gik efter :-) Ellers kan jeg bare gå tilbage, og så kommer jeg i tanker om det ... Men når nu det er så anstrengende at hoppe, så må jeg skærpe hukommelsen og huske hvad det var.

Der er sprunget to blomster ud på forsytiagrenen Dejligt. Den anden gren er ribes, og det ser ud, som om den skulle have haft lidt længere tid udenfor. De små forkrøblede blomsterklaser, som er hvide, når de bliver taget ind tidligt, men røde når de springer ud i haven i marts/april.

Jeg er blevet indkaldt til kontrol i Viborg d. 11. februar. Det glæder jeg mig til, for jeg tror og håber, at jeg derefter må begynde at støtte på benet.

I dag har jeg haft besøg og blevet begavet med blomster, chokolade, fastelavnsboller og frugt. Hvor heldig er jeg ikke.

Sådan er det ...

 I aften er det ikke muligt at lægge billeder ind her på blogger ????

Jeg kan heller ikke svare på jeres kommentarer fra i går. Tak til jer der skrev. Det er meget værdsat.

Mandag morgen gik det lidt bedre med min fod. Det gjorde ikke helt så ondt. og den var lidt mindre hævet, men jeg tænkte, jeg måtte have en læge-vurdering. Og det var så en god ide, for det viste sig, der er et brud tæt på fodleddet. En lateral malleolfraktur. Det er bare Øv og tusind gange ØV! Behandlingen er en walkerstøvle, som jeg ikke må 'walke' på i 10 dage. Den er tung, og det er hårdt at hoppe på et ben med to krykkestokke. Og umuligt hvis jeg ikke havde krykkerne. Om 10 dage skal jeg til kontrol-rgt. og så håber jeg, det er begyndt at vokse sammen, så jeg kan støtte på støvlen, som jeg kan forvente at skulle bruge 24 -7 i seks uger. Det er fire år siden, jeg havde en knæskade, og jeg har faktisk haft glemt, hvordan det er, når jeg ikke kan tage en kop med i hånden eller noget andet, fordi mine hænder er optaget at krykker. Men jeg er ved at lære det igen. Så nu er det bare at være tålmodig. Men altså Øv igen.

Det irriterer mig, jeg ikke kan lægge billeder ind. Måske bare et teknisk uheld i aften. Jeg ville bl.a. vise, at der er et par blomster i de forsytiagrene, jeg tog ind for nogle dage siden. Der ser også fint og hvidglaseret ud, når jeg kigger ud på gaden fra vinduet, men det ville selvfølgelig være bedre at være ude i den friske, kolde luft :-) Nyd det når I er ude. Og gå på vejene, som min bror siger. Ikke på skovstier nu, da det er så glat.