lørdag, februar 20, 2021

Fra sne til regnvejr i vinterferien.

 Snart er uge 7 og vinterferien forbi. De små børn skal igen i skole på mandag. Jeg ser med bekymring på situationen i Kolding, hvor der er mange smittede blandt børn, og alle skoler er lukkede fra mandag. Hvor syge er de børn? Jeg vil gerne vide, om den britiske variant gør små børn meget syge? Forhåbentlig ikke!

Jeg havde denne her udsigt fra sommerhuset i Vorupør de første dage i vinterferien. Der var mere sne end her i Midtjylland. Bordet udenfor var dækket med hvid dug.
Mattias og hans kammerat, der var med, er meget glade, ivrige spillere på computer og ipad. Eller gamere hedder det vist nok. Min datter havde den plan, at de to gange om dagen skulle udenfor og lege. Først var der protester, men når de så kom ud, var de begejstrede og kunne næsten ikke komme ind igen. Det var så tydeligt, at børn er optaget af det, de er i gang med, og ikke det der skal ske om lidt.
Vi boede ikke så tæt på havet, som vi plejer, men det viste sig, der var stier mellem husene, så der var ikke så langt til vandet, som kørevejen indikerede.


Jeg sad i bilen, pakket godt ind, mens de andre legede i vandet og fik våde støvler. De burde have waders eller våddragt. Bølgerne er uimodståelige både vinter og sommer. At løbe med en bølge ud og så prøve at løbe fra den på vejen ind, det er spændende. Men det lykkes ikke altid.
Heldigvis var der brændeovn, så støvler, bukser og jakker hurtigt kunne tørres.







Det var selvfølgelig lidt frustrerende, at jeg bare kunne sidde. 
Jeg ønskede, at jeg kunne smutte til bageren efter morgenbrød. Eller at min bil stod der, og jeg kunne køre en tur ad de veje, jeg gerne ville gense. Men der kommer en anden gang. Min kære datter servicerede os med stor tålmodighed og omsorg. Jeg nød at være lidt ude af den hjemlige boble, men må også sande, at det er lettest at være hjemme, når bevægelsesfriheden er indskrænket.
På vejen hjem så vi en stor rudel kronhjorte i skoven mellem Stenbjerg og Snedsted. Der var nok 10-15 stykker. Med store gevirer. De løb langs med vejen i højre side for så at løbe over vejen, da vi havde passeret dem. Det gik så hurtigt. Vi ville gerne have holdt fast i det syn, men havde ikke kameraer klar. Jeg har aldrig set sådan en stor flok. Jo, måske i Dyrehaven for mange, mange år siden.
I onsdags, da vi kørte hjem, var det regnvejr, og der har ikke været udsigt til vinter siden. Det er vist ved at være forår.
Jeg har haft to terrassegæster til et lille glas portvin i dag. Ikke alle vil ind. For mig er det ok at have et par gæster inde. Vi holder jo afstand.



6 kommentarer:

  1. Ja, det med, at børn er hvor de er lige i nuet, har vi vendt før, og dit eksempel i dag viste det så fint.
    At løbe fra bølgerne er evigt sjovt, både for børn og voksne, men nej, man når det ikke altid :-)
    Vi ser nogle ganske få inden døre, men sørger for, at der går mindst 14 dage imellem, for så ved vi, at vi ikke er blevet smittede - eller for den sags skylde heller ikke har smittet andre uden at vide det, for i givet fald havde vi nok hørt fra dem ;-)

    SvarSlet
  2. Ellen, vi har haft vendt det med nuet, ja :-)
    Det er en god ide at lade gå 14 dage imellem besøgende. I givet fald ville det også gøre smitteopsporingen let. Men vi er alle trætte af risiko for smitte, tror jeg.

    SvarSlet
  3. Vand har alle dage været tiltrækkende for børn :-) Vi andre kunne lære noget af den tilgang til leg og så bliver børnene desværre til voksne, som alt for nemt sætter det man bør foran det der er sjovt. Kunsten er at kunne forene de to egenskaber :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, vand er en skøn kilde til leg. Det ville være rigtig godt, hvis vi kunne lære at kombinere, det vi bør, med det der er sjovt :-)

      Slet
  4. Jeg er sikker på, at børnene har moret sig, og det bliver dejligt, når du igen kan bevæge dig frit. Sikke nogle dejlige billeder!
    Vi ser slet ingen i denne tid, men det er jeg grundigt træt af og savner venner og familie.

    SvarSlet
  5. Madame, ja det bliver så dejligt, når jeg igen kan bevæge mig frit. Jeg kan godt forstå, du savner familie og venner. Men I er rigtig gode til at komme ud og gå forskellige steder.

    SvarSlet