Den, der gemmer til natten, gemmer til katten ...

 Måske er det lidt misvisende at bruge det ordsprog her? Men jeg opdager tit, jeg har gemt noget og tænkt, det kunne bruges senere, for så at finde ud af, at det egentlig skulle til genbrug. Sommetider kommer noget afsted, som jeg så savner senere, fx to glaslysestager. Dem kunne jeg godt bruge nu. 

For en del år siden kunne man købe en vin i blå flasker. Jeg tror, det var hvidvin. Jeg købte den mest pga af den smukke blå farve og gemte et par stykker. De har stået på terrassen, hvor de er blevet flyttet rundt, mens jeg har overvejet, om ikke de snart skulle til genbrug.

Da jeg for nogle dage siden så de små lysguirlander med prop i SuperBrugsen, vidste jeg straks, hvad de skulle bruges til. I dag har jeg vasket flaskerne og monteret lysene. Nu glæder jeg mig til det bliver mørkt. 

I onsdags var Johanne og jeg på en lille picnic i parken ved Silkeborg Bad.

Her i musikhaven. Aftalen var, at når vi havde spist noget sundt fra madpakken, kunne vi gå ind og få en varm cacao i cafeen og se på udstillingerne. Det var hyggeligt. Men ret hurtigt ender turen i butikken. Hun har fået shopping-alderen. Der er også  mange spændende ting. 

Jeg er så tit sammen med børnebørnene, så jeg har ikke ja-hatten på hele tiden. Det ville være så let at købe den ønskede ting, men forældrene opfordrer mig til at lade være.  Andre bedsteforældre mener, jeg skal være mere en mormor, der forkæler. Men jeg synes heller ikke, der skal være slik og is og gaver hele tiden. Jeg kan også godt forstå, det er meget frustrerende for en syv-årig, at hun ikke kan få lige præcis den malebog, hun har forelsket sig i. Det ville også være let for mig, men frustrationer opløser sig, når vi har god tid til at være i situationen. Og jeg har heldigvis ikke travlt. Glæden indfinder sig igen, og vi kan gå videre. Malebogen skal skrives på en jule-ønskeseddel. Den kan hun selv skrive med lidt hjælp. Jeg tænker sommetider, jeg er den onde mormor. Men ikke altid. 

Min bil er så fint pyntet med efterårsfarver. Lidt endnu. Snart falder de sidste blade.

Bilen har været på værksted og til syn og fået vinterdæk på. Jeg luftede mine tvivl overfor værkstedslederen med hensyn til vinterdæk. Er det overhovedet nødvendigt, når vi har så milde vintre? Han svarede, at nogle bilister vælger at køre med helårsdæk. Men mine vinterdæk er ikke for slidte endnu, så jeg fortsætter med at få skiftet.

Glæder sammen og hver for sig.

Mit Victoria-blommetræ giver mig så mange glæder. Især nu da det blomstrer helt eventyrligt.
En anden glæde er, når blommerne modnes i aug/sept.

Engang for ca. 20 år siden, var det sådan et lille træ.
Det bar blommer allerede året efter, det var plantet.
Her er træet nok ca to år.












I fredags købte jeg en parasol. Det har jeg tænkt på længe. Ikke fordi det er strengt nødvendigt. Min overbos altan skygger meget på min terrasse, og solen kommer først til mig ved 16 tiden. Men jeg forestiller mig, den ville kunne skærme for vinden. Og for indblik. Men efter mange år er jeg nu så vant til, at min terrasse er som en udendørs cafe med udsigt og indblik. En parasol ser også lidt hyggelig ud. Så jeg kørte over til Jysk, og med personalets hjælp kom både parasol og fod ind i min bil.
Min svigersøn ville bære det hele op på terrassen og sætte det sammen. Hele familien kom cyklende. Det er første gang siden lock down, de er så tæt på at være inde hos mig. Vi sad ude og spiste is.
Det viste sig, at parasollen er for stor! Øv. Sådan er det, når man ikke gør sit hjemmearbejde.
Nu er jeg i tvivl, om jeg overhovedet vil have en.

Jeg var i Bilernes Hus for at få skiftet til sommerdæk i onsdags. Der bliver sprittet godt af ved disken, hvor jeg afleverer nøgler. Og blyanten, jeg skulle bruge til at kvittere med, blev også sprittet af. Det er fint, men det var ikke det rigtige, som skal være baseret på enten ethanol eller isopropylalkohol. Nu er jeg heldigvis ikke spritpoliti. Jeg tror meget på den grundige håndvask, men bruger også sprit, som jeg før har skrevet om.
Hos den kurdiske brugt-cykelhandler er der ingen sprit men lutter venlighed. Min cykel har fået ny saddel og nyt dæk på forhjulet, styret er justeret op og sædet sat ned. Som med parasollen har jeg også tænkt ... Skal citybike modellen skiftes ud med en bedstemormodel? Det ville betyde, jeg kunne sidde mere opret, men jeg cykler ikke så meget. Nu vil jeg se, om cykelglæden bliver så stor efter reparationerne, så jeg måske vil cykle mere.

Jeg har været til terrassekaffe hos Ingrid. Den sorte skønhed her holdt os ved selskab.

Trine og jeg var en tur rundt i Mindeparken i fredags og allerede da, var de to store træer tættest på Kongevejen ved at afblomstre.

D 31. marts var de sprunget ud, så det passer nok, at de blomstrer ca tre uger.





Det store magnolietræ var sprunget ud og nogle rhodondendro.

Der er så smukt. Jeg har slet ikke lyst til at gå hjem.
Vi har været meget heldige, vejret har været så fint, de gange vi har været i Mindeparken for at følge foråret.

Jeg havde faktisk glemt det ...

Var det ikke fordi, der i går var en mail i min digitale postkasse fra Rigspolitiet, så ville jeg have haft glemt det øjeblik, da jeg kom kørende og blev ramt af en hurtig blitz. Blitz, troede jeg? Men jeg blev også i tvivl?
Det var d. 13. juli, og jeg var på vej over Mors for at komme til Vorupør. Over Salling og Mors er det tilladt at køre 90 km. i timen, bortset fra de steder, hvor en sidevej fører ud til hovedvejen. Der er den tilladte hastighed 70. Det kan være svært at huske at få bremset ned, det er nemlig ikke nok at slippe speederen.
Jeg nåede lige at blive lidt nervøs eller i hvert fald spændt, da jeg så overskriften på den mail. Men det var altså en bøde på 1500 kr. Så det var en blitz, jeg havde oplevet d. 13. juli. I dagene efter gik jeg og snakkede om, hvorvidt jeg ville få en bøde? Om jeg havde kørt for stærkt? Men efterhånden som tiden gik, tænkte jeg, at enten var det ikke en blitz, eller også kørte jeg ikke for stærkt. Det, der undrer mig mest, er, at der er gået så lang tid, inden jeg bliver præsenteret for bøden. Ifølge målingen kørte jeg 88, der hvor jeg måtte køre 70, så det er selvfølgelig fair, jeg får en bøde. Og jeg vil helt sikkert lægge ekstra meget mærke til skiltene, når jeg om en uges tid kører den vej igen. Så har jeg lært det!

Mine piger gik til karate, da de var teenagere, og de var rigtig dygtige. Jeg overværede aldrig træningen, for de var jo så store. I går fulgte jeg Christian til træning og sad oppe på balkonen sammen med en del andre forældre og bedsteforældre.
Det er et stort hold, og det var lidt svært at holde øje med 'den udvalgte', så jeg sad og læste. Efterfølgende fik jeg at vide, at det var lidt skuffende, at jeg ikke kiggede ned på ham, når han kiggede op.
Jeg har heldigvis dokumentation for, at jeg har haft løftet øjnene fra mit læsestof, for jeg har, om ikke mange, så flere billeder.

Mon der er usædvanlig mange rønnebær i år? Jeg synes, jeg ser så mange af de flotte røde, lysende bær. Bøgetræerne kaster rigtig mange bog for tiden.
Det er en dejlig tid med høstfarver og afgrøder.

Med sved på panden.

I går aftes huskede min datter pludselig, at ansøgning om visum eller indrejsetilladelse til USA skal ske 72 timer før rejsen. Og eftersom jeg, i det her tilfælde, helt har lukket ned for den slags praktikaliteter, så gik jeg rundt i lykkelig uvidenhed. Lige indtil hun ringede og sagde, jeg skulle kommer derover medbringende mit pas.

Så sad vi med sved på panden og udfyldte formularen, for der var jo mindre en 72 timer til vi skulle rejse.
Tænk, hvis myndighederne havde en stor stak ansøgninger og havde brug for al den tid til sagsbehandling?
Det havde de heldigvis ikke, for i morges var der en mail i min indbakke med besked om, at min ansøgning var godkendt.
PHEW, siger jeg bare :-)
Jeg har læst, at pyyyh med lettelsen suk ikke bruges så meget mere :-)
Nu hedder det phew, når noget vanskeligt eller farligt alligevel ikke kommer til at ske.
Hvis man altså synes, der skal flere engelske udtryk og ord ind i det danske sprog. Ikke at jeg synes det. Det er bare lidt sjovt, som fremmedord sniger sig ind.

En ny uge er allerede i gang.

Jeg vil gøre et lille tilbageblik på ugen, der gik så hurtigt.
Ugens bedste måltid var hos min tidligere kollega, der bor i Ry. Hun laver dejlig, farvestrålende mad: selleritern og ditto søde kartofler bagt i ovnen. Ovnbagte rødbedetern. En salat af grønkål, spidskål og en masse granatæblekerner - og sikkert mere, som jeg ikke lige kan huske eller identificere på billedet. Et lækkert, mørt stykke kød var der også. Kødet har efterhånden fået status som tilbehør. Engang var det modsat.
Vi har det så hyggeligt, vi seks, der engang havde samme arbejdsplads. Kun én er tilbage på arbejdspladsen, to arbejder andre steder, og tre er pensionerede.
Det er altså pudsigt, at arbejdet og faget var det største samtaleemne engang. Nu berører vi det kun ganske lidt.

Ugens hyggeligste cafebesøg var på Cappuccio, der er flyttet fra en lidt afsides beliggenhed  ind i Nygade, Silkeborgs svar på et latinerkvarter. Altså hvis byen havde været gammel nok. Men eftersom den er fra 1848, kan de ældste gader nok ikke kaldes latinerkvarter. Men der er hyggeligt.

For tre - fire år siden flyttede en familie på tre, bestående af far, mor og en voksen søn, fra Sardinien til Danmark for at begynde et nyt liv.
Jeg ved ikke, om de kom fra restaurationsbranchen? I hvert fald har de nu et meget stemningsfuldt sted med salat, sandwich, kage og dejlig kaffe.
Billedet er fra facaden . Der er udover servering skiftende udstillinger. Lige for tiden, Peter Birks fotokunst.

Sådan et billede giver ikke det præcise indtryk, men der er gamle møbler, sofahjørne, reoler med bøger og blade og en lille scene, hvorfra der sommetider spilles musik.

Ugens kedeligste café var P Café i Bilernes Hus.
Jeg tilbragte en lille times tid der, mens en ny nøgle til bilen blev kalibreret (hedder det sådan?)
Der er et pænt udvalg af ugeblade, og der er wifi. Der er kaffe, rundstykker og småkager. Men det rundstykke, jeg fik, var smurt. Sikkert mens det var varmt, for det var bare fugtigt på overfladen af smeltet smør.

Nu sad jeg også var noget indebrændt over, at reservenøglen var forsvundet og havde været væk i fem måneder, og at en ny koster 2.500 kr.
Jeg bryder mig ikke om, at være uden reserve.
Og så var rundstykket oven i købet rigtig kedeligt.

Mattias var ugens Supermand i børnetandklinikken.
Han fik rgt. fotograferet et par tænder, og han satte sig i den røde rgt.stol uden at blinke eller protestere.
Da jeg var med ham for et halvt år siden, var han helt afvisende overfor alle tilgange og forslag fra tandlægens side, så det kom der ingen billeder ud af.
Jeg var meget spændt og inderst inde ikke særlig optimistisk i torsdags, men jeg skal da love for, han har udviklet sig siden.
Udover at personalet kaldte ham Supermand, fik han lov til at vælge, ikke bare en enkelt gave, men hele to fra gavekassen.
Han var glad, og det var jeg også.







Ugens søde og usædvanlige oplevelse var, at koret havde besøg af en gruppe på 18 børnehavebørn  og to pædagoger. Vores bestyrelse havde kontaktet børnehaven for at aftale noget syng-sammen. De ville gerne og sang deres fredagsmorgensang for os "Nu titte til hinanden de fagre blomster små". Vi sang "Jeg ved en lærkerede" sammen, og vi lærte dem den rytmiske udgave og  "Amen Siakudumisa" De var forbavsende hurtige til at lære sådan nogle uforståelige ord. Efter en lille times tid holdt vi pause og børnene spiste deres medbragte madpakker, inden de gik ud til bussen. Det var så hyggeligt. Børnene var tydeligvis glade. Der er en scene i vores øvelokale, og den ville de gerne stå på og synge igen til sidst. Jeg synes, det er godt, når børn og gamle kan mødes.

I mit nabolag er der tydeligvis udenlandske gæster i form af curlingspillere.
Den fine flagallé kommer til sin ret i blæsevejret.
Jeg har ikke været ovre i Sportscentret og har heller ikke hørt, hvordan det går. Jeg følger ikke meget med i sport i radio og tv, så jeg ved ikke, hvor stor bevågenhed sådan et verdensmesterskab har i pressen? Men det fremkalder vist ikke overskrifter.








Storebror Marcus er fyldt 12 år, og han blev fejret af familien i lørdags. I søndags havde jeg tre venner fra meget gamle dage til brunch. Og sådan sluttede en travl og dejlig uge.
I dag har jeg fået anskaffet en adapter til USA, så vi kan holde vores elektronik i funktion og lige pludselig er det snart, vi skal afsted.

Ingen dag uden billeder.

For nogen tid siden læste jeg et lille interview med børnepsykolog Margrethe Brun. Hun havde været på museum og havde lagt mærke til, hvordan forældre var mere optaget at fotografere deres børn end at dele børnenes undring eller begejstring, over det de så.
"Hvis du har fotograferet dit barn 8000 gange, så har du ikke været nærværende 8000 gange." Nogenlunde sådan lød overskriften. Hun blev trist over at se, at forældre opfordrede deres børn til at stille op på bestemte måder for at blive fotograferet og dermed afbryde barnets oplevelse eller aktivitet.
Jeg følte mig noget ramt, for jeg tit fotograferer mine børnebørn. Jeg vil gerne holde fast i deres alder og udvikling gennem billeder. Det er så hyggeligt at se tilbage på oplevelser, vi har haft.

Jeg ved ikke, hvor det citat stammer fra, men jeg kom til at tænke på det i forbindelse med billeder "Når alting er sagt og gjort, og det hele er handlet af, er følelsen tilbage."
Så måske er billeder ikke så vigtige, fordi det er følelser, vi husker?
Da jeg snakkede med min svigersøn om det, fortalte han, at da han var ung for 20 år siden, var han på rejse i USA med sin daværende kæreste. Han valgte slet ikke at fotografere, fordi han mente minderne ville stå skarpere i erindringen, når der ingen billeder var. Efterfølgende har han fortrudt det, for han kan ikke huske noget fra den tur. Kæresten havde fotograferet og lavet en fotobog til ham, men fordi det ikke var hans perspektiv, sagde det han ikke så meget.
 Så jeg fortsætter med mine billeder. Jeg afbryder ikke deres leg og beder dem om at smile eller se op eller indtage en bestemt positur. Men jeg er selvfølgelig optaget af fotografering i det øjeblik billedet/billederne bliver taget. Jeg er lige blevet færdig med en cewe-fotobog til Johanne om vores oplevelser i 2018.

I mandags, da Chr. var her, var han meget optaget af regnestykker.
Jeg blev præsenteret for adskillige opgaver. De blev længere og længere.
Til sidst måtte jeg give op og fortælle, at regning og matematik var det sværeste af det svære for mig, da jeg gik i skole.

Johanne var her i går. Hun opdagede, at min soap on a rope, en julegave, der har facon som en fisk, havde mistet halen, da den var blevet tabt på gulvet.
Hun elsker stadig at lege med vand. Og at sæbe-halestykket kunne producere så meget skum i vandet samtidig med, det blev mindre og mindre, var noget af et mysterium for hende.












I søndags var jeg til fødselsdag hos Mattias' far.
Og ingen dag uden fodbold, hvis vejret ellers tillader det. På et tidspunkt var jeg med henne på fodboldbanen, men jeg holdt mig klog af skade i udkanten.

I morgen skal jeg på værksted med bilen for at få synkroniseret en ny nøgle. For flere måneder siden opdagede jeg, at reservenøglen ikke var på sin plads. Og eftersom den ikke er dukket op, så må jeg bide i det sure æble og købe en ny.

Ingen forklaring.

Siden mit opslag på bilen, har der ikke været nye sedler med ordre om at fjerne den. Jeg er ikke blevet klogere på, hvem der er forfatter til sedlerne. Men jeg har en teori: Min genbo har besøg af hjemmeplejen flere gange om dagen. Personalet kender mig og ved, jeg parkerer der. Måske er der kommet en ny nattevagt, som ikke kender min aftale, og som har set sig vred over, at der holder en bil i carporten hos de mennesker, der ikke selv har bil??

Men stadig undrer jeg mig over den bydende form, den klodsede skrift og stavefejlen?
Jeg ved godt, at ikke alle sosu'er har dansk baggrund.

Jeg får nok ingen forklaring på det.

Else og jeg delte badevandet med en svane i dag. Det var vores sidste bad før jul. Vandet er tre grader nu.

Vejret har været gråt hele dagen.

Frivilliggruppen var inviteret til julehygge på Silkeborg Bad kl 15.
Den årlige tradition med æbleskiver, gløgg, kaffe og småkager.
Det var et par rigtig hyggelige timer. Da vi kom ud igen, var det helt mørkt.
Men i morgen vender det, og dagene bliver langsomt længere.
Jeg synes ikke mørket har været så slemt i år. Måske fordi jeg har flere lysguirlander? Og nok især fordi jeg ikke behøver at stå op, mens det stadig er mørkt :-)

Da jeg skulle putte børnene i seng forleden aften, var Chr meget optaget af at lave guirlander.
Oldefar Flemmings postsorteringsbord er med sine mange hylder meget velegnet til opbevaring af papir, farver, sakse og alle mulige dimser og dutter.

De er glade for at have arvet det gamle møbel.

Hvordan skal tonen være?

Det er flere år siden, jeg har benyttet de parkeringspladser, der ligger på bagsiden af bygningen, hvor jeg bor.

Mine genboer på den anden side af vejen bor i rækkehuse. Det er her jeg parkerer, efter beboerne i et af husene blev for gamle og skrøbelige og solgte deres bil. De ville dog gerne stadig have en bil til at holde i deres carport. Det fungerer godt for mig. Da genbomanden var yngre, skrabede han endda is af ruderne om vinteren. Nu er han ikke så stærk mere og kommer ikke ud.

Idyllen i arrangementet blev pludselig brudt i søndags, da der sad en lap under vinduesviskeren med besked om, at jeg skulle fjerne bilen. ??? Jeg forstod ingenting, og det gjorde husets beboere heller ikke. Jeg skulle fortsætte med at parkere, som jeg havde gjort indtil nu, sagde de.

Men i dag var der en ny post-it lap sat fast på sidespejlet. Samme håndskrift med en blanding af store og små bogstaver og venligst stavet med æ.
"Fjern din bil herfra! vænligst"

Jeg kom helt op at køre over de anonyme, truende sedler i bilruden. Det gjorde mig utryg, at en person holder øje med mig og ved, jeg parkerer, hvor jeg ikke bor.
Jeg snakkede med flere naboer, om der også var sedler i andre biler?
Det var der ikke.
Hvad tænker det menneske, der går op i en privat indkørsel som en anden p-vagt og sætter en lap på bilen?
Jeg skrev sådan en aggressiv besked til at sætte på bilruden, men tænkte, jeg hellere måtte spørge min datter, hvad hun mente om tonen.

Og det resulterede så i, at tonen blev en anden.

Jeg får nok ikke at vide, hvem det er og hvorfor?

Men det føles ubehageligt.
Nu går jeg ud fra, der ikke kommer flere sedler.
Forhåbentlig ikke.

Tanker fra værkstedscafeen.

Okay, ikke den mest hyggelige cafe i verden, men jeg sidder alligevel og er glad og tilfreds.
Det handler nemlig om min bil.
Min frihed.

I dag er det tid til dækskift, og Rune siger, at den bageste bremse 'rusker', så det bliver der kigget på.

Min Kia har syv års garanti, og jeg tror nok, det er næste år den udløber.
Det er i hvert fald næste år, min pension går betragteligt ned, og jeg vil nok tage afsked med Bilernes Hus, som siges at være et dyrt værksted. Jeg har gennem årene fået rigtig god service her. Der er noget meget trygt ved at aflevere sin bil på et kompetent værksted, når man nu ikke selv har forstand på biler. Jeg har fx ikke selv kunnet høre ruskelyden fra bremsen.
Rune, som jeg har kendt siden han var en lille dreng, er mekaniker, men han er avanceret og arbejder ikke på værkstedsgulvet mere. Han har tilbudt at 'overtage' min bil i sin lille private biks. Han har lige repareret en løs bagskærm og lille bule, der opstod, da jeg bakkede ind i en stor sten, der lå ved en indkørsel. Jeg har fuld tillid til ham, så det vil nok blive værkstedsløsningen på sigt.
Da jeg som 65 årig foretog nogle dispositioner mhp min fremtidige pension, var jeg påvirket af en kollega, der døde, lige som hun var begyndt at få udbetalt pension. Vores arbejdsmarkedspension er også en forsikring. Hvis et medlem dør eller bliver invalid i tidlig alder, er der pension til både ægtefælle og børn. Men hvis alderspensionen er indtrådt, når et medlem dør, bliver der ikke udbetalt noget til arvingerne. Så Lises livslange indbetaling gik til PKA.
Jeg tænkte, at jeg ville skrue min pension sammen, så jeg ville få max udbetalt i 10 år. Jeg kunne lave en opsparing på kapitalpension, som var fradragsberretiget dengang. To år senere blev den ordning ophævet, og der var ikke samme fordel ved opsparing.
Jeg forestillede mig også, at jeg var færdig med at køre bil som 75 årig (og at jeg ville være meget ældre, end jeg føler mig nu.) :-)  Jeg ved selvfølgelig heller ikke, hvordan alting ser ud om et år. Jeg ved bare, at jeg elsker at køre bil, og at den giver mig stor frihed.

Nu er min bil snart færdig, men summa summarum er, at det er svært at spå om fremtiden. Især om pension og livslængde.
Vi har korøvelse torsdag formiddag, og i dag skal vi kigge på juelrepertoire.
I eftermiddag er det min plan at få lagt de mange tulipanløg, jeg gravede op efter blomstringen (for at få plads til et par nye buske) og de nye løg, jeg har købt.
Jeg elsker det arbejdsfri liv, og det indhold jeg kan putte i det.

Først blev jeg glad ...

Der sad en seddel i min forrude i morges.
Jeg havde netop ageret taxakørsel for Chr. og Johanne og deres mor. De havde logistik-udfordringer i morges. Da de var læsset af, var jeg på en kort indkøbstur i Fakta.

Det var da jeg kom ud igen, jeg så sedlen i min forrude. Det var tydeligvis ikke en parkeringsbøde, men en privat besked.

Der stod, at jeg skulle kontakte Nagel Logistik ang. skade på min bil.
Og så var der et navn og tlf.nr.

Jeg blev glad over, at en person var så ærlig.
Da jeg vandrede rundt om bilen, så jeg, det var forskærmen i passagersiden.
Jeg ved ikke, hvornår jeg ville have opdaget det. Jeg går ikke sådan og holder øje


Da jeg kom hjem og ringede til det angivne nr., sagde personen i den anden ende af telefonen, at det ikke var ham. Jeg nåede lige at tænke, at nu var jeg blevet snydt. Men da vi kom frem til, at jeg ringede fra Silkeborg, sagde han, at det var én af deres chauffører, der allerede havde ringet til kontoret og fortalt om det. Jeg skulle imidlertid ringe til Villy, der tog sig af skader. Villy tog ikke sin telefon de første par gange.
Jeg skulle også ringe til mit eget forsikringsselskab. Telefonsvareren sagde "Du er nr 18 i køen. Hvis du i stedet for at vente ønsker at blive ringet op - tast 1. Du beholder din plads i køen"
Jeg syntes, det kunne være sjovt at finde ud af, hvor lang tid det ville tage at komme til nr. 18, så jeg satte mig tilrette med avisen og en kop te.
Det varede 35 min. Hvad nu, hvis jeg var på arbejde? Jeg ved godt, jeg kunne anmelde skaden på nettet. Men altså.
Det er selvfølgelig det, man skal gøre. Sådan er det efterhånden blevet.
Nu havde jeg en hyggelig samtale med Hasseb, som gav mit værksted besked.
Jeg blev ringet op af værkstedet, der gerne ville se bilen, så de kunne vurdere, om de skulle bestille reservedele.
Jeg blev også ringet op af Villy, der kunne oplyse navnet på firmaets forsikring, men han havde ikke bilens registreringsnr. Det ville han sende på sms senere, hvad han også har gjort. Jeg kunne derefter som aftalt sende det nr. på mail til Hasseb.

Henad kl 11 var jeg klar til at køre over til værkstedet.

Der blev ydet førstehjælp i form af plastring.
Nu kan jeg køre til onsdag, da reservedelen sandsynligvis vil være ankommet.

Først blev jeg glad over den ærlige chauffør.
Siden blev jeg ærgerlig og virkelig træt af al den telefoneren og aftalen.

Men det hører trods alt til i småtingsafdelingen.

I eftermiddag har jeg været sammen med gode venner på besøg i en hyggelig antikbutik og bagefter til kaffe hjemme hos dem. Butikken, der hedder Lykkefund, ligger ude på landet i Grauballe. Der var julestemning.

Om lidt tager jeg de langtidsstegte andelår ud af ovnen.

Det er jo Mortens aften i aften, men vi spiser and sammen i morgen, mine døtre med familie.

Billedet er fra sidste år, da jeg lavede samme ret.
I morgen steger jeg nogle kyllingeunderlår til ungerne.
De er ikke vilde med det krydrede.


Det går godt med mit knæ. Det er en hudafskrabning, der svider og strammer. Men der er begyndt at danne sig sårskorpe, så det var billigt sluppet.

Puslepladsen.

Endelig kom jeg på pusleplads med min bil i dag.

Jeg holder aldrig op med at more mig over det navn.
Det må være en mand, der har fundet på det?
Eller en kvinde med stor humoristisk sans.

Men her kan man altså pusle bilen.

Det er rigtig godt for os, der bor i lejlighed og ikke lige kan hive støvsugeren udenfor og støvsuge inde i bilen.


Weekenden ligger godt bag mig allerede.

De to bedste var:
1. Besøg af en tidligere kollega. Vi var på Silkeborg Bad, hvor der en udstilling
om ansigter - en FACE-udstilling.
Som så ofte før, så synes jeg ikke, jeg får så meget ud af førstehåndsindtrykket. Det ændrer sig altid, når jeg har set det flere gange. I næste uge begynder jeg på mine torsdagsvagter igen. Forhåbentlig vil det gå godt med mit knæ.

2. Besøg af børn og børnebørn, som underholdt sig på boldbanen noget af tiden og som spiste lidt selvbetjenings-fra-køleskabet-frokost.
Senere spillede vi Uno. Chr. begynder at kunne overskue reglerne. Jeg er ikke en ørn til kortspil, men jeg vil gerne.

Det var iøvrigt også en god ting, at jeg igen fik klippet mosset/græsset og flyttet et par mindre stauder.
Mit knæ reagerer meget forskelligt. Sommetider har jeg ret ondt i det. Andre gange kun lidt.
Jeg kan ikke blive klog på det. Men overordnet set, så går det jo fremad.

I dag har jeg været sammen med de to fætre. De fik lov til lidt ipad spil, efter de havde været meget optaget af at lege med lego.

Det kan være virkelig svært at afslutte sådan et spil.

Godt det ikke fandtes, da jeg havde små børn.

Nye dæk på bilen og ny fys.

Måske den dyreste kop kaffe?
Der er fri adgang til kaffe, rundstykker, småkager og frugt, mens vi venter på bilerne.

Jeg fik skiftet vinterdækkene ud med sommerditto.

Da mit oprindelige værksted blev eksproprieret i forbindelse med motorvejsbyggeriet, flyttede de ind i Bilernes Hus, og jeg flyttede med.

Der siges, det er et dyrt værksted.
Men det er et hyggeligt sted at vente.


Det er to uger siden, jeg blev afsluttet hos fysioterapeuten på Viborg sygehus og henvist til kommunal genoptræning. Jeg fik et brev fra kommunen for nogle dage siden. Der er ventetid på genoptræning, og derfor var der vedlagt en liste over fire klinikker, jeg kunne vælge at henvende mig til.

I dag havde jeg mit første møde med min nye fys, Jakob.
Vi har aftalt, jeg kommer en gang om ugen, hvor han vil korrigere og tilpasse sværhedsgraden af øvelserne, så jeg bliver skubbet lidt længere, end jeg selv ville turde. Jeg glæder mig. Jeg har brug for at få mere fokus på stabilitet, koordinering og balance. Styrketræning er ikke nok (men vigtigt)
Jeg synes jo selv, det går forrygende. Bare jeg ikke havde ondt i knæet.
Jeg har endnu ikke været i situationer, hvor knæet giver efter, hvad jeg godt kan forvente pga af ledbåndsskaderne. Måske bliver det slet ikke et problem? Jeg har da lov at håbe.

Og så måtte jeg lige standse op og beundre de nye danske kartofler i Kvickly.

Det er vildt at betale 40 kr for en lille bakke kartofler, synes jeg.

Jeg venter til de kommer op af jorden til normal tid - hvad det så end er.

Det er så typisk ...

Siden min bil var på værksted for et par måneder siden og fik ordnet noget med bremserne, har den med meget uregelmæssige men hyppige mellemrum fået en lyd, der lyder som gammelt jern, der gnider mod noget. På værkstedet mener de, det er noget fugt.
I mit nabolag bor der en mand, der har forstand på biler. Han tilbød at køre med på en lille tur, for som han sagde, så ville han straks kunne identificere, hvad lyden skyldes.
Det blev her i formiddags. Og hvad skete?? Ingen verdens ting! Ikke en lyd!
Er det ikke typisk? I går var lyden der flere gange, så det ...

Billedet er fra i går, hvor vejret var så fint.

Det er altid lidt spændende, hvem og hvor mange, jeg møder ude ved søen, idet jeg helst ikke bader alene.

I dag var jeg i vandet for fjerde dag i rap.
Jeg mødte en kvinde, som spurgte, om vi skulle lave et par hverdagsaftaler i ugens løb.
Det er jeg meget interesseret i, så vi fandt ud af, at tirsdag og fredag kl 10 passede os begge. Det er jeg meget tilfreds med.
Min skuffelse over at bilen ikke gav lyd, blev vendt til glæde over udsigten til en bademakker.

Jeg har lavet min tredje kraut i dag. Fermentering. Jeg har brugt en vejledning/opskrift fra Årstiderne.

Her har jeg brugt hvidkål, rødløg og æble.
Da det hele var snittet og lagt i skålen, var den fuld til randen.

Efter grundig æltning med salt, forsvinder væsken ud af kålen og hele blandingen fylder ikke ret meget.

Det hele presses godt ned i et glas. Der skal være så meget væde, at det ligger som et spejl øverst.

Efter et par uger er gæringsprocessen så langt fremme, at man kan begynde at spise af den.
I Årstidernes opskrift står der ganske vist, at det skal gære i fire uger.
Det har jeg ikke ventet på de andre gange.
Måske skal jeg prøve det denne her gang for at se, om det så smager anderledes.

Min råkostsalat her om vinteren består af hvidkål eller spidskål som grundelement. Jeg tilsætter forskellige andre af årstidens grønsager og blander en spiseskefuld sauerkraut i og topper med valnødder eller saltede peanuts. Dressing gør jeg ikke så meget ud af i det daglige. Jeg hælder en god olie over og lidt eddike.
Det værste ved at fermentere grønsager er, at der skal lægges så mange kræfter i at ælte og vride.
Og hvorfor gider jeg det?
Fordi det er sjovt at prøve noget nyt. ;-)

Bøvl og punktering ...

Der kommer rigtig mange mennesker på Kunstcentret Silkeborg Bad for tiden.
Jens Galschøits skulptur Fundamentalism trækker gæster til.

Åbningstiden er fra 12 - 16 her i vintermånederne.
Jeg havde derfor god tid derhjemme, inden jeg skulle møde kl 12.

Jeg har ikke for vane at se efter, om bilen ser funktionsdygtig ud, inden jeg sætter mig ind og kører.
Den føltes lidt anderledes at køre med, og da jeg stod ud, så jeg straks, at det ene forhjul var punkteret.

Det var bare ærgerligt, når nu jeg havde planlagt, hvordan dagen skulle forløbe. Jeg skulle køre fra Badet og direkte til Aarhus, når jeg var færdig.
Det viste sig, der var stor travlhed hos Vejhjælp og mit værksted lukker kl 14 om fredagen.

Det viste sig også, at Vejhjælp ikke kunne nå at få min bil frem, men den kreative mand, der kom for at hente bilen, tilbød at køre den til et andet værksted, der ikke lukkede så tidligt.
Og min svigersøn kørte mig ud, så jeg kunne afhente den kl 16.15.

De små biler, som min, er ikke født med reservehjul, men med noget skum, et lappekit, der kan lukke et lille hul i dækket. Dog ikke i det her tilfælde. Hullet var for stort.
Der skulle et nyt hjul til, hvad der ikke fandtes i den rigtige størrelse på værkstedet. Mekanikeren var ikke rådvild. Han havde et hjul. Det var bare 2 cm. for bredt, men i følge hans professionelle vurdering, så kunne jeg sagtens køre med det.
Det går også fint, og i næste uge skal jeg så have fat i et hjul i den rigtige størrelse.

Jeg vil også have anskaffet mig et reservehjul, selv om mit værksted synes, det er unødvendigt. I teorien kan en bil køre 80.000 km før den punkterer. I mit tilfælde har jeg dog allerede nu haft 2 punkteringer, mens jeg har kørt 55.000 km.
Det vil være så meget lettere at få skiftet et hjul på stedet i stedet for at få bilen bugseret til et værksted.

Der har været lidt bøvl i dag, men trods alt i småtingsafdelingen. Og jeg har mødt lutter hjælpsomhed. Mekanikeren, der satte det nye (gamle) hjul på, ville slet ingen betaling have.

jeg er havren.....

I går gik Felicia'en helt død. Efter kompetent tilsyn af en medarbejder fra Vejhjælp var diagnosen klar: Det var ikke bare batteriet, der var fladt. Generatoren (tror jeg) var kaput og bilen blev transporteret ud til værkstedet.
Allerede her til formiddag ringede min mekaniker, at nu var bilen klar. Altså, hvor er jeg glad for sådan nogen vejhjælpsfolk og mekanikere! Jeg fandt en bus, der kørte til Gjern, og snart sad jeg igen ved rattet.
De 14 km. tilbage til Silkeborg går gennem et dejligt landskab. Og endelig så jeg en havremark, og kunne synge med Jeppe Åkjær "jeg er havren, jeg har bjælder på".
Jeg nyder altid at se en mark med køer.