Sommer snapshots.

Tydeligvis går sommeren på hæld. 

De skønne floks visner pletvis. Jeg holder meget af årstidernes skiften, men hvis jeg kunne ønske en ændring, så måtte sommeren godt være en måned længere.

Den ene sommerfuglebusk blomstrer, og har kun tiltrukket få sommerfugle indtil videre.

Den anden er ikke sprunget ud endnu, men det varer ikke længe.

Æblerne vokser stille og roligt, som de skal.

Jeg faldt over et postkort for nogle dage siden, da jeg ledte efter et passende fødselsdagskort i min kort-skuffe. Det er uden billede, men med tekst på tysk. Overskriften er Die kleinen Dinge. Det er lige præcis sådan det er for mig: de små ting glæder mig og betyder meget.
 

I går havde jeg hyggeligt besøg af Bjørnar og Turid, som var rundt i Danmark. Vi delte uddannelse og betydningsfulde ungdomsår, og det er ingen overdrivelse at sige, at de elsker at komme tilbage og se de kendt steder og besøge gamle venner. Og gamle, ja det er vi. Men vi husker særdeles godt, og det giver grobund for sjove samtaler. 

I lørdags havde min svigerinde inviteret til fejring af sin 75 års fødselsdag. Vi var på Vester Mølle i Skanderborg, som er et herligt sted med en spændende historie og skønne udendørsopholdssteder. 

Vi var inviteret med børn og børnebørn, og det er så dejligt at se de store teenagebørn i min bror og svigerindes familie. Mine børnebørn er de yngste. Jeg nød eftermiddagen. På billedet her ser jeg, at Chr er ved at være på højde med mig :-)

Jeg skrev overskriften på det her blogindlæg for et par dage siden og forstillede mig billederne fra juli måned. :-) 

En smuk solnedgang i Vorupør for 14 dage siden.

Mælkebøtten i græsplænen og alle vegne.

 Jeg har et meget ambivalent forhold til mælkebøtter.

Blomsten er så smuk, som den står alle mulige steder her om foråret.

Jeg vil bare ikke have den i min græsplæne.

Tilbage i 2013 købte jeg et mælkebøttejern, som med et let tag vipper planten op med rod - det meste af den.

Billedet her viser noget af min fangst det første forår. Der blev mange af den slags bunker.

Det mest imponerende var de kæmpe lange rødder.

Der er mange mælkebøtter i min plæne hvert forår trods brug af jernet, men rødderne er nu meget korte og hver  plante mindre.

I år har jeg prøvet at hælde kogt vand ned i planten.

Til næste år vil jeg lade være med at gøre noget. Tror jeg nok. Bier og andre insekter er meget glade for mælkebøtter. Deres sæson er ret kort. Men jeg ved ikke, om de udkonkurrerer græsset. 

Jeg fotograferede de tre billeder her på samme sted for nogle dage siden og kalder dem solen, månen og stjernerne.

Billedet af Christian er for nogle år siden på vej hjem fra børnehaven.

Vi skulle tælle, hvor mange kærester der var.

Jeg husker, vi flettede lange kranse af mælkebøtter, da jeg var barn. Og de grønne blade var kaninernes livret. Tror jeg. De gik i hvert fald straks i gang med den, når de fik en håndfuld ind i buret. 

Jeg bruger dem ikke i salat, men det skulle der ikke være noget i vejen for. De er fulde af vitaminer og fibre. 

Så hvorfor kaldes den Fandens Mælkebøtte, når den har så mange kvaliteter? På norsk hedder den løvetand. 

Om alder.

 I mandags var jeg var jeg sammen med fys-banden, som jeg kalder den lille gruppe af tidligere kolleger, jeg spiser sammen hver tredje måned. Vi snakker om, hvad vi er optaget af hver især. Sjovt nok ikke om arbejde. Kun én er tilbage på vores fælles arbejdsplads, og hun slutter sidst i august for at gå på pension.

På et tidspunkt langt inde i samtalen, blev vi klar over, vi havde snakket længe om helbredsproblemer. Vi blev faktisk overraskede. Men det er ikke spor overraskende, for det betyder uendelig meget, når vi bliver gamle, hvordan vores helbred er. Som et ordsprog siger "Den raske har mange ønsker og drømme. Den syge har kun et ønske nemlig at blive rask". 

Helt aktuelt skyldtes vores samtaleemne også, at én af os var fraværende, fordi hun netop samme dag blev opereret for brystkræft. 

Jeg husker, hvordan min mor fortalte om egne  men især også om andre i hendes omgangskreds, der var syge. Og jeg tænkte "behøver jeg at høre om det?" Sagde det ikke højt. Men med tiden ved jeg nu, det betyder meget at dele tanker og oplevelser om, hvordan alderen påvirker os. Det er så vidt forskelligt, hvordan vi har det, og hvordan vi italesætter det. 

Jeg kan blive bekymret over, jeg er glemsom. Hvad var det lige, jeg gik ind i stuen efter? Hvad var det for et spørgsmål, jeg ville slå op på google? Jeg er meget afhængig af min kalender. At jeg får noteret alle aftaler. Men jeg kan huske, jeg har brugt billedet her før :-), for Ellen foreslog at bruge ordet pivede i stedet for tøsedrenge. Altså: Alderdom er ikke for de pivede. 

I sidste uge havde kommunens forebyggelsesteam inviteret til foredrag med overskriften "Kunsten at blive gammel" Sådan en overskrift kan godt provokere mig, for der er så mange forhold, vi ikke selv er herre over, der spiller ind, når det handler om, hvordan vi ældes. 

Foredragsholderen var Agnete Tjærandsen, 89 år. Hun er af dansk oprindelse bosat i Bodø i Norge. Ifølge hende er alt muligt, hvis man vil. Det er ikke alder, der sætter grænsen. Hun begyndte med at sige, at hun talte om raske mennesker, og det var en væsentlig detalje i den sammenhæng. Hendes overskrift "You do'nt grow old. When you stop growing, you get old", er ikke så nem at oversætte. I stedet for grow som vokse/gro, vil jeg sige udvikle. Der var egentlig ikke noget nyt i forhold til, hvad vi får af anbefalinger fra sundhedsmyndighederne, men hun var interessant og god til at formidle. Vi var omkring 100 mennesker, der blev beværtet med kaffe og boller. Der var hyggelig stemning og forebyggelses-teamet opfordrede os til at henvende os, hvis der var noget. Teamet består af tre sygeplejersker, to ergoterapeuter og en fysioterapeut. 

Mit æbletræ blomstrer så dejligt. Det bliver spændende, hvordan æblerne bliver. Om æblevikleren kommer og lægger sine æg i blomsten. Det gjorde de sidste år i alle æbler. 

Blommetræet har blomstret yderst sparsomt for første gang. Så jeg skal nok have det fældet.

Det plejer at stå som en hvid sky i april/maj.

Men som en sanglinje lyder: "Fordi et smukt træ ældes, skal det ikke bare fældes ..."

Det spirer og gror også indenfor.

 

Jeg har en avocadoplante for tiden. Det er så spændende. Den var allerede i gang med at spire inde i den meget bløde avocado, som viste sig at være uspiselig. Det kan være så svært at vide, hvordan en avocado er indeni. 

Min irritation over den overmodne avocado blev vendt til glæde, da jeg så, stenen havde åbnet sig og en lille rodspire var synlig. Jeg eksperimenterede med at finde et glas/en flaske, hvor stenen kunne sidde i spænd, så den var i kontakt med vandet men ikke gled ned. Det lykkedes med hjælp af en tændstik. Jeg ved, den kan plantes i jord, men jeg synes, det er spændende at se, hvordan rødderne udvikler sig.

I det lille glas står en kuglerund avocadosten. De plejer at være ovale og det er i den spidse ende, rødderne kommer frem. Så nu ved jeg ikke, hvad der er op og ned. Men stenen har allerede fået en lille revne, så nu vil det vise sig, om der sker mere.

Jeg har et pengetræ, crassula ovata, som har en lang historie. 

For længe siden, desværre har jeg ikke skrevet hvornår, nippede jeg to blade af og satte dem løst ned i jorden. Og voila - den spirer. 

Min moderplante fik jeg som stikling af Lilly for nogle år siden. Da vi for 25 år siden sluttede familierådgiver-uddannelsen på Kempler Instituttet  (Nu Dansk Familieterapeutisk Institut) tog hun en stikling fra den store plante i fællesrummet. Det var dengang uddannelsen foregik i Odder. 

Den plante er let. Den behøver kun lidt vand.

Lige nu hilser jeg den røde farve velkommen i haven. 

Fokus er de små botaniske tulipaner nederst i billedet. De står og gemmer sig lidt bag ribesbusken, der snart står med sin stærke røde farve. Dejlig tid lige nu.

For nogle dage siden var Mattias og jeg på en lille tur. Vi var bl.a. forbi tudse-paradiset. Det var overskyet, så tudserne var ikke så synlige som i solskin. Men de var der, og de var meget livlige. De er sjove at stå og se på og lytte til.

Der var også masser af anemoner i skovbunden, så vi fik buketter med hjem. 

Allerede fredag ...

 

På mit blommetræ hang der nogle gamle indtørrede frugtmumier. Det er den måde svampesygdomme overlever på, og da jeg ikke fik dem fjernet efter bladfald sidste efterår, var det på høje tid nu.

Johanne var frisk til at klatre op på stigen, og hun kunne nå virkelig langt og få fat i de fleste. Jeg fik pludselig øje på farverne, da hun stod der. Hendes gule trøje og den blå himmel: Ukraine. Da jeg gik nede i byen for et par dage siden, fik jeg øje på bygningerne på en ny måde. Hvilken sorg og tragedie, det må være at opleve private hjem og officielle bygninger blive knust. Og ulykken over alle, at miste sine kære. Det skulle slet ikke finde sted. Jeg håber virkelig, den meningsløse krig må slutte NU.

 

Jeg elsker, gnavegrønt eller grønsagsstave. Jeg vidste bare ikke, at det er et virkelig kedeligt navn på sprøde rå, farverige grønsager, indtil jeg læste en opskrift i bogen "Sænk dit kolesterol." Her står der, at crudité er franskmændenes ord for rå grønsager. Det lyder da meget mere festligt, og jeg har sagt til familien, at nu hedder sådan en skål crudité. Det viser sig, at mine døtre godt kender ordet. Det er bare mig, der ikke er franskkyndig. 

På bagsiden af min avis var der for nogle dage siden en opskrift på en kikærtesuppe, der hedder Revithia (den kan googles). Den skulle stå i ovnen i to timer. 

Den er fra den græske ø Sifnos, hvor der dyrkes en masse kikærter, og jeg tænkte, den kunne være en let ret, når de fire i familien kommer forbi på vej hjem fra karatetræning kl 18.30. 

Den slog ikke benene væk under dem, hvad jeg heller ikke havde forventet, og derfor havde jeg også friskkogte pastaskruer og kødsovs fra fryseren. Men jeg kan godt lide den. Med citronsaft og et godt brød til. Gulerodstern ville have hjulpet på kuløren. 

Nu ligger resten i fryseren til en anden god gang.

I går sad jeg sammen med Christian, da han forberedte sig på en time, hvor de skulle lave en musikvideo i klassen.

Læreren gennemgik metoden på skærmen, og så skulle eleverne arbejde videre med det i skolen.

Jeg fatter ikke en brik. Eller i hvert fald ikke ret mange brikker. Jeg er dybt imponeret over, de kan finde ud af det i fjerde klasse. 

Der er ikke bare en verden til forskel, men mange verdener til forskel fra dengang jeg gik i skole.

Det er anemonetid.

Jeg har ikke glemt at vende billedet :-)

Jeg kommer altid til at tænke på anemonesangen, som Sebastian skrev til Ronja Røverdatter.

Vi sang den i Seniorkoret engang.

Et omkvæd lyder sådan:

"Åh, anemoner, lad mig sove i din hvide seng.

Åh, anemoner, under stjerner i en blomstereng."

Nu var der sådan et blomstertæppe, at jeg bare kunne lægge mig. Der var masser af travle bier, men de lod sig ikke forstyrre af mig.

Jeg lytter altid til den sang i anemonetiden. Den er skøn og findes i flere udgaver på You Tube.

 

Allerede fredag ... igen, igen ...

 

Det er allerede en uge siden, det nye Søndertorv blev indviet. Det er blevet fint med beplantning, siddepladser og legeredskaber for mindre børn. For Johanne og andre børn var det en fest at være der. Man kunne få ansigtsmaling, 'tatovering', ballondyr, popcorn, kage og ikke mindst, de kunne  lege.

4. klasserne på Christians skole havde lavet nogle flotte insekthoteller, som var blevet stillet op for flere dage siden

Foråret viser sig med sol og blå himmel. Det er så smukt. Om natten få frostgrader. Mon vi ingen sne får i år?

Foråret viser sig også ved, at det nu er sæson for weekend-fodboldkampe med hold fra andre klubber. 

Her er Mattias' hold på udebane. De er vist i gang med at aftale en strategi. 

Jeg var der en lille times tid. Trods sol var det alligevel koldt.

Jeg glæder mig til en weekend, hvor jeg er inviteret til frokost hos venner lørdag. Senere på eftermiddagen er der en guidet rundvisning på Ukraine-udstillingen på Silkeborg Bad.

Søndag inviterer storebror Marcus på kage. Han fylder 15 på mandag. 

Søndag aften er jeg inviteret til middag og hygge hos venner. På det tidspunkt er jeg nok ikke særlig sulten :-)

Nu vil jeg bare ønske, at der snart kommer en aftale om våbenhvile i Ukraine. I stedet for at se tv lytter mest til nyheder i radioen. Jeg kan ikke bære at se de billeder på tv med ødelagte bygninger og fortvivlede folk på flugt. 

Trøstemusen på børneafdelingen.

 

Sådan en lille trøstemus gør en stor forskel for et barn på børneafdelingen, opdagede jeg for en uge siden, da Johanne var indlagt til observation en dag. Lægevagten mente, hun skulle til Viborg sygehus for at få udredt de symptomer, hun havde. Feber, hovedpine og bittesmå punktformede blødninger under huden på kroppen. Jeg var med sammen med hendes mor, og heldigvis udviklede symptomerne sig ikke yderligere i løbet af de ca 8 timer, vi var der på akut børneafsnittet. Få dage efter var hun helt ok igen. 

Det var en tryg oplevelse for en syvårig, fordi personalet var så dygtige og omsorgsfulde. Og selvfølgelig også fordi mor og mormor kunne være med på stuen hele tiden. Sådan var det tværtimod, da min ældste datter var indlagt i 1976.

Der var mange nye oplevelser. Bl.a. at få taget blodprøve fra armen og se, hvordan blodet løb ned i små glas. Det var bioanalytikeren, der havde trøstemusen med. Det var også en ny erfaring at få målt temperatur med rectal-termometer, fordi hjemme har de et til øret. De små røde punkter blev nøje observeret og målt med målebånd og fotograferet flere gange. Der var en seng på stuen, et bord og stole og vigtigst, der var tv og fjernbetjening :-) Vi fik serveret mad både til frokost og aften, så det var slet ikke værst. Især i betragtning af, at Johanne ikke fik det værre, og vi kunne køre hjem med et direkte tlf.nr. i lommen til afdelingen, hvis der blev behov for kontakt.

Det har så stor værdi, at der er frivillige nørkle-damer, der strikker og hækler til børn og forældre, der befinder sig i den mest sårbare situation. Den lille mus er højt elsket, og Chr syntes faktisk, det var lidt snyd, at der ikke kom en med hjem til ham. Så tak til alle, der bidrager med håndarbejds-trøst. Mit fotografi er uskarpt. Måske kan det ses, at Trøstemus er på facebook.

Jeg havde aldrig før hørt om Kawasaki syndrom. Bag mit link ligger en artikel fra SSI. Fordi hele familien havde været coronaramt over jul og nytår var der fokus på den sjældne senfølgesygdom. En anden artikel fra Rigshospitalet fortæller om en stor donation på 4,5 mill kr fra A.P. Møller Fonden til at forske i senfølger efter corona. Det er ingen spøg at få corona. Heller ikke hvis det er et let forløb. Så vacc. , coronapas og restriktioner skal vi leve med en tid endnu.

Som en sidebemærkning, så synes jeg, det er helt rimeligt, at den serbiske tennisspiller ikke får lov til at spille i Australien. Det ville være fuldstændig urimeligt, hvis han som uvaccineret fik lov til at spille, når landet har en lov imod netop den situation. 

Nu til noget helt andet. Og dejligt!

I går opdagede jeg erantis på vej under hækken. Skønne forår der er på vej.

 

Novemberhygge.

 Jeg ønsker mig vinter nu. 

I haven står enkelte af sommerens Stolte Kavaler tilbage. Den er lidt bleg og flosset i kanten, men alligevel meget pæn. Den er min yndlingssommerblomst. Ud af en pose med små bitte frø vokser store planter op med farverige blomster. Men så snart frosten viser sig er den færdig, så jeg glæder mig over den hver dag, når jeg går forbi.

Ved siden af den høje stolte kavaler vokser nede ved jorden en juleklokke. Den gør ikke meget væsen af sig, men der er store, lovende, hvide knopper i den. 

Jeg kom forbi det her billede for nogle dage siden. Det er fra 2013. Dengang der var frost i november. Det er taget dagen efter en frostnat, så kronbladene er nok i gang med at løsne sig. Det får mig igen til at tænke, at jeg ønsker mig en tydelig vinter. Men det er selvfølgelig ikke ønskværdigt for alle der færdes ude på vej til arbejde og skole.

Jeg var sammen med Johanne og hendes mor på planteskolen i formiddags og fik svar på, hvordan et batteridrevet kalenderlys virker. Smart. Der er utallige varianter af elektroniske lys. Jeg har slet ikke haft tændt et levende lys endnu i år. Det har selvfølgelig den fordel, at det er levende, og det er der en særlig hygge over. Men jeg foretrækker de andre. Der er ingen røg og sod og ingen fare ved at glemme at slukke, inden jeg går ud af døren. Ikke at det er sket, men man ved jo aldrig. Det er som om, der bliver julet ekstra meget allerede. Der er måske noget opsparet juleglæde fra sidste år, der trænger til at komme ud.

Jeg holdt mig heller ikke tilbage med juledug i går aftes, da mine venner var på besøg. Vi er i gang med Mexican Train, som Ruth og Jørgen har introduceret for mig. 

Jeg havde købt confiterede andelår til middagen, fordi det skulle være nemt. Men det ville ikke blive sprødt, det skind, selvom det fik en tur under grillen. Måske var der for meget fedt på, selvom det meste var løbet af? Måske skulle jeg have tørret det helt af med køkkenrulle? Måske er min ovngrill ikke så effektiv? Men pyt. Det var mørt og smagte godt.

Mortens aften, som var en onsdag i år, var vi hos Mattias og hans forældre. Jeg sprang over, hvor gærdet var lavest og købte en andemenu i Føtex. Der var forskelligt tilbehør og risalamande. Børnene elsker medisterpølse, så den var der. Og risengrød til de børn, der ikke bryder sig om flødedesserten. Eftersom dagen efter var en skoledag, var det sådan et spis-og-skrid arrangement fra kl 16.30 til 19.30, og det fungerede godt.

Sidste forår købte jeg denne her lille 'pejs', da den var på tilbud til 99 kr i Kvickly. Jeg blev drillet noget med min kitsch style.

Men den er rigtig hyggelig her i den mørke tid.

Den har stået i et skab over sommeren, for designet er ikke ligefrem smukt. Men hvordan skulle man ellers designe et lille bålsted? 

Jeg er tilfreds :-)

Jeg holder af hverdage.

 

Når jeg har gået ind og ud i dag eller bare kigget ud i haven, har et smil bredt sig på mine læber. I går fik jeg nemlig kantet græsplænen. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor det er sådan en hade-opgave? Det var det dejligste vejr. Solskin, og jorden var blød og nem at arbejde med.

Så nu står kanten, om ikke knivskarp så skarp.

Min nabos grønkål, der var blevet helt ribbet af kålsommerfuglens larver, står nu med kraftige grønne skud. 

Så man kan dyrke grønkål til kålsommerfuglen om sommeren, og senere på efteråret er der grønt til egen salatskål. Der bliver sikkert ikke nok til grønlangkål? Men lidt har også ret.

Jeg vil prøve med et par kålplanter næste forår.

I en anden have i nabolaget står det her smukke paradisæbletræ.

i min have er benvedbusken på sit højeste.

Det er kastanjetid. 

Det er længe siden, jeg har fulgt et barn til svømning, men de seneste to gange har jeg fulgt Johanne. Der er nye regler for forældre og bedsteforældre: Man skal blive udenfor. Men man kan godt for lov at komme ind, hvad jeg benyttede mig af første gang. 

Det er dejligt at se, hvor glad hun er for at være i vandet, og hvordan hun uforfærdet går til øvelser og leg. Men der er utrolig varmt inde i sådan en svømmehal, når man har tøj på, så i mandags gik jeg op ovenpå, hvor højskolens elever har fitness-rum, og hvor der er store panoramavinduer ud til bassinerne, og hvor det er hyggeligt at sidde og læse og kigge ned.

Silkeborg Bad havde inviteret frivilliggruppen til et specielt  arrangement i sidste uge.

På invitationen var der et billede fra en tidligere anledning. Den dag, vi var der, sad/lå alle med ansigterne vendt mod de store vinduer. Det var fra kl 17-19 i det tidspunkt lyset skiftede, og farverne forandrede sig, mens solen gik ned.  Kristian Lilholt Band spillede tre gange en halv time med pauser indlagt, hvor vi kunne hente vin og cider. Det var meget stemningsfuldt og smukt. Der er bare noget, jeg ikke forstår: Hvorfor skal der være højtalere i det relativt lille rum, når de fire musikere sidder lige ved siden af os? Jeg ved godt, at nogle mennesker elsker høj musik. Vi sad der i en afslappet, meditativ stund, og så foretrækker jeg dæmpet musik. Men smag og behag er forskellig.

For nogle dage siden var jeg i biografen arrangeret af ÆldreSagen. Det var første gang siden corona-nedlukningen. I normale tider er det et fast arrangement den første onsdag i måneden. Vi så den meget storslåede film om Margrethe d. 1. Den er så flot fotograferet og kun Trine Dyrholm kunne spille den rolle. Der var helt utroligt mange mennesker, der havde lyst til at se den film. For at rumme alle, blev den vist i 3 sale. Bagefter er der kaffe og småkager, men vi gik ud af mylderet og hjem til mig.

En morgen for nogle dage siden var der tæt tåge. Jeg har et yndlingssted ved Gudenå, hvor det er så skønt, når solen bryder gennem tågen. 

Haven i dag.

 

Jeg elsker frugttræer!

De blomstrer så smukt om foråret og er så gavmilde i sensommeren.

Det er tre år siden, jeg plantede Rød Aroma, og i år har der været ca 26 store æbler på det. Nogle er faldet ned, og eftersom jeg ser til træet hver dag, så ligger nedfaldsæbler kun kort tid på jorden, så de bliver taget ind og spist. Jeg har opdaget, hvis et æble ligger en uges tid på køkkenbordet, så udvikler det mere sødme og aroma. Rød Aroma er et meget velsmagende æble.

I foråret lod jeg mig lokke af en annonce om ormefri æbler. Pakken består af  et viklerfældehus, tre stk limplader og tre stk feromonkapsler.

Jeg som ellers synes godt om insekter, kryb og kravl ...

Men jeg hængte sådan en lille fælde op i træet, hvorefter han-æblevikleren bliver lokket ind af feromonkapslen, der dufter af hun-æblevikler, og så bliver han fanget på limpladen. Samme system som vi havde hjemme i køkkenet i min barndom: En lang, gul limstrimmel hang ned fra lampen, og fluerne hang fast i den. Der var ualmindelig mange fluer på landet dengang i 1950erne, så limstrimlen og fluesmækkeren var uundværlige.

Jeg var ikke helt godt tilpas med mit arrangement,  da vi nok alle i 2021 er bekendt med, at vi skal passe på insekterne og give dem gode leveforhold.

Jeg har så også konstateret, at æbleviklerne har levet i bedste velgående, idet de allerfleste æbleblomster har haft besøg af en af slagsen, der har lagt æg til en ny generation.

Det har jeg rigtig godt af, kan jeg sagtens sige. Jeg kan bare skære det angrebne væk og resten af æblet fejler ikke noget. 

Det havde været noget helt andet, hvis jeg havde haft en æbleplantage og det var mit levebrød at dyrke frugt. Jeg følger med på Lone Landmands blog og ser, hvor meget spild der er. Respekt for de mennesker, der arbejder med at holde vores fødevarer giftfrie.

Mens min nabo var på familiebesøg tre uger i begyndelsen af august, passede jeg hendes terrasseplanter. Jeg skulle ikke gøre noget i haven. 

Alligevel gik jeg og kiggede lidt rundt og glædede mig over det, der groede. Især grønkålen, der var plantet mellem sommerblomster og stauder. Jeg var lidt foruroliget over de mange smukke kålsommerfugle, der sværmede rundt, og jeg holdt øje med, om jeg kunne se æg under bladene. Det kunne jeg ikke. 

Efterfølgende holdt jeg ikke øje med hendes have, indtil hun en dag fortalte, om de fine skulpturelle planter, der nu var der.

De ser da fine ud, som de står der i al deres nøgenhed. Men igen tænker jeg  på dem, der lever af at dyrke grønsager. De er meget afhængige af vejr og vind. Og der findes mange små, næsten usynlige fjender derude, imellem alt det smukke vi ser. 

Jeg er spændt på, om der er så meget liv i grønkålene i min nabos have, at de spirer igen her i efteråret?

Nu vil jeg gå ud og nyde at plukke de få æbler, der er tilbage på det lille træ.