søndag, marts 01, 2015

Om is og spil og sko ...

Sådan kan man også markere foråret:
Paradis-is åbnede sæsonen med at byde på gratis is i går.
Køen var uendelig lang ned ad Bruunsgade.
Jeg er ikke god til at stå i kø, så jeg kunne aldrig drømme om at stille op der.

Jeg har venner, der elsker spil, brædtspil og kort og sådan noget. Jeg er ikke den store spillefugl, men jeg synes, det er hyggeligt, når vi sidder der efter en god middag og spiller.
I fredags var det Mexican Train.
Jeg havde aldrig hørt om det, men det var rigtig sjovt.

Når mine børnebørn bliver større, så vil jeg gi den gas med spil og prøve at udkonkurrere spillene på Ipad.

Christian og jeg er begyndt. Det er med en terning og nogle figurer, vi flytter.
Han bestemmer reglerne. Hans figurer er de gode. Mine er de onde, som bliver fanget, og 1 bliver sat i fængsel, hver gang han har kastet terningen.
Sådan et spil er hurtigt overstået.
I onsdags kom jeg til at fange en af hans figurer. Det skulle jeg aldrig have gjort. Han græd og var helt utrøstelig i lang tid.
Vi holder os til hans regler.

Jeg har været på besøg fem gange i to skobutikker her i weekenden. Henrik skulle have et par sko, og han kan ikke selv komme ud at prøve.

Det endte med at blive denne her Eccomodel, som er let at få af. Det er nemlig en vigtig detalje.

Mon ikke der er basis for at lave sådan en
jeg-kommer-hjem-til-dig-med-sko-i-udvalg-forretning?
Der skulle en stor bil til for at få plads til mange sko.
Nej, det vil nok ikke blive en god forretning.

6 kommentarer:

  1. Jeg undrer mig nogen gange over, hvad folk vil gøre, når bare noget er gratis....

    Brætspil er heller ikke min kop the. Jeg keder mig noget så grusomt. De yngste i skolen spiller en del brætspil i matematik, - så lærer de at tælle og får små opgaver undervejs. Det lyder hyggeligt, at Christian er blevet så stor, at han kan spille.

    En rummelig skohandler kunne jo hyre nogen frivillige til at gå ud med sko i udvalg. Det ville ikke kræve så meget. Jeg tror mange plejehjem har "mode-shows", hvor de ældre kan finde tøj og måske også sko, men det kræver jo, at man kan komme derover. Henrik er heldig, at han sin helt egen frivillige, der finder sko.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det var en god ide. Frivillig sko-konsulent ;-)
      Jeg er ikke den, der tager initiativ til spil, men jeg synes, det er sjovt, når andre gør det. Altså, sætter mig i gang.

      Slet
  2. Gratis is er god reklame - det skal nok tjene sig ind igen. Hvor er de fine, skoene du har købt til Henrik! Dejligt at Christian nu er så stor, at I kan spille sammen. Brætspil er ikke så meget mig, men når man har børnebørn, er det jo uundgåeligt, og Bella har rigtig mange af dem :-) Det eneste, jeg synes er sjovt, er skak.

    SvarSlet
    Svar
    1. Gitte, jeg tror også den gratis is er god reklame for forretningen. De har uden tvivl delt en masse is ud den dag, men de tjener det nok ind igen.
      Vi bliver udfordret på mange områder af børnebørn. Det er vi heldige med. Ellers ville vi vel køre i den samme rille hele tiden ;-)

      Slet
  3. Det er sjovt, når børnene begynder at kunne spille spil.
    Det med at lære at tabe, har jeg nok en ret fast mening om - selvfølgelig skal barnet ikke få dybtliggende traumer af at tabe, men de skal jo af flere årsager lære det ... computers og tablets er nådeløse i den retning og hverken kan eller vil tage hensyn :-)
    Når det er sagt, lader jeg dem med vilje naturligvis også vinde - de skal bestemt ikke tabe hver gang!
    God sko, du fandt - lige til at hoppe i, selv om jeg kan forstå, at det ikke lige er det, Henrik gør ;-)

    SvarSlet
  4. Ellen, det kommer helt af sig selv, at børn taber i spil på Ipad. Det bliver Chr. heller ikke ked af. Det er noget andet, når der er rigtige mennesker involveret. ;-)
    Jeg ved ikke, om der er en alder, hvor det er let at tabe i ludo eller noget? Uanset hvad, så er han ikke nået dertil endnu. Det er også ok for mig.
    Måske har det noget med personlighed at gøre, mere end alder. Der er også voksne, der hader at tabe.
    Det var lige de rigtige sko, jeg fandt. Og hvis der er noget, Henrik ikke gør, så er det at hoppe ;-)

    SvarSlet