Jeg hørte om habituering i tv eller radio i går. Fænomenet opstår, når et individ gentagne gange oplever den samme stimulus og holder op med at reagere på eller bemærke denne stimulus.
Fx. har jeg vænnet mig til en svag summen af trafik. Jeg hører den ikke.
Når det handler om nyhedsudsendelser og pressemøder om corona, så gør det ikke så meget indtryk på mig mere.
Når jeg nu sætter det udsagn på tryk, så ser det ikke godt ud!
Men jeg synes selvfølgelig, det er forfærdeligt for de, der er syge og dør. Det er også skrækkeligt for de, der mister arbejde og indtjeningsmuligheder. Og for hele verdensøkonomien.
Måske skulle jeg slette det første, jeg har skrevet, for ved nærmere eftertanke er hele situationen jo yderst kritisk på alle fronter. Men jeg tænker ikke så meget på det mere.
Jeg har ikke slækket på alle foranstaltninger med håndvask, sprit, afstand, handsker, ingen besøg hos nogen, ingen kommer ind i min lejlighed eller bil, men jeg kører ud og møder familie og venner i god afstand. Jeg handler også i Kvickly og Rema (spritter før og efter) i ydertider, da der er få mennesker.
Den adfærd er rutine efterhånden.
Billedet her er en collage fra omkring 1981. Jeg har sikkert tænkt, billederne skulle skiftes ud efterhånden. Det er de ikke blevet, og de endte i bunden af en skuffe.
Der blev god plads i skuffen, men der er stadig mange mindeværdige ting tilbage.
Jeg må bare konstatere, jeg er meget sentimental.
Men det var nogle hyggelige timer og dejlige breve, der kom frem af glemmebogen og blev genlæst med glæde.
Med passende afstand.
Siden vi var der sidst, har der været andre, der har bygget bro over til den lillebitte ø.
Dagen begyndt med sne og slud, men i eftermiddags var der sol og blæst.
I morgen fylder Christian 9 år. Jeg vil gå over og stå udenfor de store vinduer i stuen med flag og være sprællemand :-)
Hans fødselsdag, der skulle have været fejret sammen klassekammeraterne er selvfølgelig aflyst. De skulle have været i svømmehallen allesammen, så det var en skuffelse, at det ikke kunne lade sig gøre.
Der var en, der for ikke så længe siden sagde til mig, at på et tidspunkt bliver dette usædvanlige til et vilkår - så er det bare sådan det er, og vi tænker ikke så meget over det mere eller lader det os gå så meget på som i begyndelsen.
SvarSletDet tror jeg er rigtigt; sådan er menneskets tilpasningsevne
Ja, vi er meget tilpasningsdygtige , vi mennesker. :-)
SletMan kan ikke holde til at være i alarmberedskab hele tiden, så vi søger vel alle efter en grad af normalitet i hverdagen. Dejligt med dine går ture , hvor du får snakket med andre. Jeg tror jeg skal have fundet nogle at gå sammen med, men på afstand.
SvarSletDet er hyggeligt at gå ture sammen - på afstand. Men sommetider er det rart bare lige at gå en tur, når det passer en. I stedet for at koordinere med en anden. Men begge metoder kan bruges :-)
SvarSlet