søndag, april 12, 2020

En hjemme-lørdag.

Hver formiddag mødes vi udenfor og synger morgensang sammen med Philip Faber på P1.
Ove og Tage sætter deres store, kraftige højtaler op i vindueskarmen, og instruktioner, musik og sang kan høres langt ud på vejen.
I går sang vi den skønne "Denne morgens mulighed" med tekst af Johannes Møllehave.
Den næste var "Hvalen Valborg" af Shu-bi-dua. Ikke så let at synge. Men sjov.
Mens vi stod der, begyndte det at regne.
Det havde jeg ventet på, så da vi havde snakket af efter sangen, gik jeg i gang med at strø kalk ud på plænen.


Blommetræet står med bristefærdige knopper. I går aftes ved 20.30 tiden var der tusmørkestemning, mens sollamperne lyste op.


Jeg har åbenbart gået for meget og for langt de første dagen i ugen, hvad der resulterede i smerter i lyske og knæ. Jeg kender det godt, så jeg blev inde resten af dagen. I går svarede mine skridt hele dagen til en distance på en km. Det betyder, jeg har mindre ondt i dag. Jeg er gået i gang med en panodil-kur - 2 tabl.  665 mg 2 x daglig i en uge, og så begynder jeg stille og roligt at øge gangdistancen igen.
Nu er der snart morgensang. I dag 09.45.

2 kommentarer:

  1. Det er dejligt, at du selv ved, hvordan du kan slippe af med smerterne.
    Her nyder vi også Phillip Fabers morgensang - hvor er det dog en god idé.

    SvarSlet
  2. Dit blommetræ er noget længere fremme end mit, som ikke har noget hvidt på sig overhovedet - men det gør heller ikke noget, for bierne er ikke rigtig fremme endnu synes jeg.

    SvarSlet