Jeg har vænnet mig så meget ...

Jeg, som ellers nødig vil gå glip af noget, har vænnet mig så meget til tingenes tilstand, at jeg synes, det er helt dejligt, der ikke er aftaler om dit og dat.
Fitness og yoga i Sportscentret, som ellers var højt prioriteret tre gange om ugen, har lidt mistet sin betydning. Jeg ser børnebørnene på gåture og terrassebesøg, så jeg savner heller ikke at hente i børnehave, skole og efter karatetræning.  Jeg savner heller ikke vinterbadning, som vi sluttede med, fordi vi står så tæt i det lille midlertidige omklædningshus. Vi kan stå to uden at røre hinanden, men der er kun få cm. imellem os. Biblioteket har jeg næsten glemt. Det går også fint uden cafebesøg. Vi medbringer selv varmt eller koldt og noget at spise på de gåaftaler, jeg har haft.
Så mon jeg kan lære noget af denne her situation? Noget med ikke at skulle så meget? Det har jo også  sommetider været anstrengende i min høje alder. Men jeg er såmænd ikke sikker på, jeg vil ændre noget.
Og hvem ved, hvordan vi slipper igennem den nye åbning, der blev annonceret i går? De små i børnehave/vuggestuer og 0 - 5. klasser sendes ud i verden som de første i næste uge. Jeg håber, det går godt. Der er så mange forhold, der skal tages højde for både helbredsmæssigt og økonomisk i samfundet.
Vi er også mange flere, der skal blive syge. Det er ikke nogen rar besked. I første omgang bliver det forældrene til de små, der evt bliver smittet. Så bliver jeg igen bekymret for mine børn og børnebørn. Men der skal ske en kontrolleret smittespredning. Jeg synes jo, det er fantastisk, hvis virus kan kontrolleres? I næste omgang må det blive vi gamle, hvis ellers smitten kan kontrolleres.
Den første familie, jeg kendte, som var syge med covid-19, var kun lidt syge, og det fik mig til at tro, at det ikke var en slem influenza. I mellemtiden har vi set, hørt og læst om mange, der var hårdt angrebet. I går mødte jeg E, der var sundhedsplejerske, da min yngste datter var lille. Jeg vidste godt, hun og hendes mand havde været syge. Men ikke så syge! Hun havde haft høj feber i 14 dage, men havde det godt nu. Og var nogle kg lettere, hvad der ikke er godt, når vægttabet er sket under sygdom. Bare det var mig, der havde været syg, tænker jeg så, fordi man gennem sygdommen opnår immunitet. Men eftersom ingen ved, hvordan sygdommen vil give sig udtryk hos hver enkelt, så vil jeg gerne helt undgå den.

I går havde jeg en aftale med Jette om at mødes ved foden af Himmelbjerget. Hun går stadig på arbejde, men har feriedage her før påske. Hun var lidt bekymret ved tanken om mange mennesker på det sted. Der var mange mennesker, men masser af plads til at holde afstand. Når vi mødte familier på fire-fem stykker, der gik sammen og fyldte hele stien, så begyndte de i god tid at gå i gåsegang, så der var ingen problemer.

Der var selvfølgelig lukket for adgang til Tårnet og kiosker.

Vejret var lunt som på en sommerdag. Vi sad på en bænk i solen og nød vores medbragte.
Jeg elsker at komme ud til vand, og søen og himlen præsenterede den flotteste blå farve.

Da vi var kommet ned igen, prøvede jeg at zoome. Lysforholdene var anderledes. Men tænk, om kort tid er der blade på træerne, og alting vil være grønt.
På vejen hjem kom jeg forbi Østre og standsede for at se byggeriet fra vejen.

Der bygges på livet løs, og gående og cyklende var også ude at nyde det gode vejr.