Jeg lærte igen noget nyt. At man kan være katastrofehungrende. Altså, der er nogen, der hungrer efter at læse faglitteratur og skønlitteratur, der handler om katastrofer. Om pest, om den spanske syge, om tuberkulose osv. Det er slet ikke mig, så jeg lyttede forundret. Studieværten og de to gæster havde forskellige præferencer, og der blev anbefalet klassiske romaner skrevet om katastrofer gennem tiderne. Men også et par feel-good.
Det får mig til at tænke, at der er nogle journalister, der formidler nyhedsstoffet, som om vi er en flok, der hungrer efter katastrofer. Jeg er træt af sådan en overskrift på en klumme: "Jeg vil gerne give dig et kram, men jeg kan ikke." Hvad! Har hun mistet armene eller er hun blevet lam? Nej, nej, vi ved godt, hvad det handler om. Men kunne hun så ikke skrive mindre dramatisk om det?
Jeg hører og ser nyheder og læser avis. Jeg synes, myndighederne informerer på en sober måde, men hvorfor skal mange journalister så lige skrue på drama-skruen?
I dag havde jeg aftale om gåtur på planteskolen sammen med Ingrid. Der er store afstande at gå på. Der er ikke mange mennesker, så det er let at holde afstand. Jeg elsker planteskoler. Der er så meget at se på og drømme om, selv om min have ikke har plads.
Og nye farvesammensætninger. Der duftede helt vidunderligt i den del af hallen.
Jeg købte 10 planter i blå nuancer, men med den nattefrost, der er stillet i udsigt, så får de lov til at være indendørs et par nætter.
Jeg er bekymret over corona-udviklingen. Over mine kæres helbred, over de selvstændiges økonomi, over økonomien i samfundet og udviklingen i verden i det hele taget. Det er så uoverskueligt.
Jeg begynder også at få de tanker. Og så vælger jeg at fokusere på det, jeg kan håndtere, for det andet kan jeg ikke gøre noget ved lige nu. Jeg er bekymret for at mange ikke forstår alvoren og samtidig kan jeg jo godt forstå at det netop er i København, at vi ser folk trodse forbudene.
SvarSletFor de gør jo det du og din veninde gør, går ud og mødes og vil måske holde afstand, men det er ikke muligt. De er alt for mange på få kvadratmeter.
I dag skulle jeg have været til begravelse i en af forstæderne til København, men pga min egen angst for at smitte eller blive smitte og da der kun må være et vist antal, så bliver det kun den nærmeste familie, der deltager. Og det føles forkert at vi ikke kan samles i sorgen, men vi må være sammen på afstand.
Lene, vi har bedre plads her i det jyske og bedre mulighed for at holde afstand end i København og andre storbyer.
SletHvor sørgeligt, du ikke kan komme til begravelse. Jeg mindes, hvor stor trøst det var for os i familien, da min far døde som 55 årig, at der var mere end 100 til begravelse og mindesammenkomst. Det var fuldstændig uvurderligt for os at mærke fællesskab og andres støtte og kærlighed. Jeg synes, det er et yderligere tab for efterladte, når de kun kan mødes med 10.
Jeg bliver også mere og mere pessimistisk og bekymret. Det er faktisk noget hø, for det gavner jo ikke noget som helst. Vi kan kun tage det én dag ad gangen og så i øvrigt være glade over, at vi bor et sted, hvor vi uden at overtræde nogen påbud kan færdes udenfor så meget vi vil.
SvarSletEllen, vi kan ikke gøre andet end tage en dag af gangen, og så ellers overholde de vejledninger myndighederne giver.
SletJeg er glad for, jeg bare kan gå udenfor. Og ikke mindst køre afsted :-)