Tredje stik ...

 I går fik jeg tredje corona vaccination. Det føltes godt. Der er ganske vist mange meninger for og imod, men jeg har valgt at følge myndighederne vejledning, så jeg går ikke ind i en polemik med nogen. Men ingen er i tvivl om, at jeg mangler respekt for antivaxxere. Jeg synes, individualitetskravet har taget overhånd, når man ikke vil lade sig vaccinere for fællesskabet. Ingen er en øde ø, vi er alle afhængige af hinanden. Jeg læste om et interessant forskningsprojekt fra Aarhus Uni for nogle dage siden. Konklusionen er, at vi får de bivirkninger, vi forventer. Vi kender nok alle placebo-effekten, som forenklet handler om, at en kalktablet virker smertestillede, hvis vi tror, det er en panodil eller anden smertestillende tablet. Jeg ved ikke, hvilken medicin, der er blevet brugt i de forsøg. Nocebo kan forklares som placebo  med omvendt fortegn. Hvis vi på forhånd har en forventning om, at en given behandling vil have en negativ effekt, så får vi bivirkninger. Der aktiveres et bestemt område i hjernen, som frigiver nogle stoffer, der aktiverer smerter. Artiklen slutter med at oplyse, at 95% får ingen bivirkninger. Så sundhedspersonalet opfordres til at fokusere eller omtale den kendsgerning, i stedet for at tale om at 5 % får bivirkninger. Selvfølgelig får nogle mennesker bivirkninger af det, der er i sprøjten. Det er også derfor vi er under opsyn 15 min. efter vaccinationen. 

For et par uger siden bestilte jeg skub op/skub ned persienner til de to ud af  tre vinduer i stuen, der manglede. De blev monteret i dag, og straks gik jeg i kælderen og fandt lysguirlanderne frem. Nu stråler der stjerner i vinduerne om kap med det lille lystræ på terrassen. Det er så hyggeligt i de her mørke eftermiddage og aftner.

Billedet er fra køkkenvinduet, hvor Thy-nisserne er kommet frem fra kældermørket. De er købt gennem årene af en kreativ kvinde på min barndomsegn.

 I 4. klasse er de i gang med at lære om elektroniske medier. De fleste er nok ret velbevandrede på det digitale område

. En opgave handler om at interviewe bedsteforældrene. Hvordan var det dengang, du var barn?

Havde I mobiltelefon?

Havde I fastnettelefon? 

Havde i radio?

Havde I fjernsyn?

Kunne I komme i biografen?

Jamen, hold da op, hvor er verden forandret i forhold til dengang i 1950erne. Vi havde ikke fastnettelefon, hvad børn i dag slet ikke kender. Men en nabo havde. Hvis der en sjælden gang var en vigtig besked, kunne vi blive hentet. Det var absolut korte beskeder, telefonen blev brugt til. Nu var det jo også et ordfattigt område, men alligevel - i forhold til de lange tlf.samtaler, jeg sommetider har.

Og biografen kendte vi ikke. Sommetider blev der vist film i forsamlingshuset af en omrejsende biograf. Faktisk husker jeg kun én forsamlingshus-film. Det var virkelig en sjældenhed. Det er sjovt at komme til at snakke med et nutidsbarn om dengang. Men vist ikke så rasende interessant for en 10 årig. Og sikkert også svært at sætte sig ind i eller forestille sig. Bagefter bagte vi årets første pebernødder :-)