Om træning og om pas.

Jeg er begyndt at træne i et GLA:D forløb. Bogstaverne står for Godt Liv med Artrose i Danmark. Artrose er det latinske navn for slidgigt, som er et misvisende navn, fordi mange udvikler artrose, selv om de ikke har haft slidsomt arbejde. De fleste ældre mennesker har artrose, oftest i knæ- og eller hofteled. Men også i ryg og fingerled. Røntgendiagnostik siger ikke så meget om, hvordan patienten har det. Nogle mennesker har svære forandringer i leddenes brusk uden at det giver tilsvarende svære smerter. Andre har diskrete forandringer men alligevel smerter. Jeg hører til den sidste kategori.

Jeg har haft tiltagende gener og smerter fra begge hofteled og venstre knæled de seneste uger. Jeg tilskriver det immobilisering og en anderledes måde at gå på efter malleol-fracturen sidst i januar. Det går fint med mit fodled. Det mærker jeg kun lidt til. Men da fysioterapeuten i Sportscentret udbød det her velafprøvede koncept, tænkte jeg, at det kunne i hvert fald ikke skade. Det er et forløb over 8 uger med fremmøde to gange om ugen. De første to gange handler om at uddanne deltagerne i artrose. Det synes jeg er vigtigt. Det er lettere at tage ansvar for sin egen situation, når man forstår, hvad det handler om. I dag var anden gang med træning. Programmet varer ca 50-60 min. og øvelserne foregår ved at udnytte egen kropsvægt i forskellige stillinger. Og med elastik til at give modstand. Altsammen med fokus på knæ og hofter. Det er hårdt. Jeg vil kalde det 'rugbrødstræning'. Forstået som noget fundamentalt. Vi er 8 på holdet. Og heldigvis for det. Jeg er et holdmenneske. Jonas er en rigtig god instruktør. Jeg ville aldrig få gjort det her program på egen hånd. Og det næste er skrevet med usynligt blæk: Jeg synes, det er r..kedeligt! Jeg er til fitness med glad musik og fart over øvelserne. Det giver mig god energi, og det fortsætter jeg med en gang om ugen.

GLA:D programmet kan anbefales. Det består af relevante øvelser og bevægelser og en dygtig instruktør, der korrigerer og sørger for at vi præsterer god kvalitet. Det er nemlig vigtigt ikke at sjuske med bevægelserne, men at vi vænner os til at belaste leddene på en hensigtsmæssig måde. Den utrænede deltager vil få mest ud det. Jeg er spændt på mit udbytte, og jeg tror, det bliver godt. 

Jeg har fået mit coronapas. 

Juhuuu :-) :-)

Nu er jeg fri for planlægning og coronatest.

Mit pas ligger på telefonen, så det er let at vise frem.

En beboer her i området, der er fritaget for elektronisk post, fik sit pas i et brev i postkassen. Hun fortalte, at hun gik ned til fotohandleren og fik passet skaleret ned og lamineret, så det kan ligge i hendes pung. Det er da en super ide. 

Det er en sjov tanke, hvis nogen havde sagt for to år siden, at vi ville komme til at gå med et coronapas. Det ville have været fuldstændig uforståeligt. 

Måske varer det ikke så længe før vi igen er fri for det? Når alle over 16 år er tilbudt vaccine.