Jubiiii - der er åbent igen.

 I dag var det muligt at komme til fitness igen. Jeg har savnet træningen, siden nedlukningen midt i december 20. Næsten fem måneders pause. Det er lang tid. Heldigvis syntes Anne Sofie, at vi skulle starte lidt langsomt op, det passede mig godt, og det gjaldt vist de fleste. Jeg var spændt på, om jeg kunne klare det, for mit ben er ikke helt stærkt endnu, efter bruddet sidst i januar. Det gik godt, men der var øvelser, jeg ændrede lidt undervejs. Siden jeg fik walker-støvlen af, har jeg gået til genoptræning hos fysioterapeuten i Sportscentret. Det betyder, at jeg også har kunnet selvtræne i maskinerne et par gange om ugen, så det var ikke nyt for mig at være der. Men det var nyt at komme på hold, og det er det, jeg allerbedst kan lide. Adgangskravet er en negativ test, så i går blev jeg kviktestet. Der var tydeligvis mere travlhed end i sidste uge, da jeg skulle til frisør og på bibliotek. Der skal meget planlægning til for at få test og aktiviteter til at gå op. I næste uge har jeg vagt på Silkeborg Bad, og det kræver en ny test. Men d. 17. maj er der gået 14 dage siden min 2. vaccination, og da får jeg et pas. Det gør alting meget enklere.

Da jeg kiggede ud af køkkenvinduet i går, opdagede jeg et skadepar i gang med at bygge rede i et mirabelletræ. De har meget travlt, og reden er tydeligvis større i dag. Snart vil bladene på træet dække for synet, men indtil da er det spændende at se på.

Min bror og andre drenge, dengang i vores barndom, samlede på fugleæg. De pustede æggene ud og passede godt på deres fine samlinger af forskellige æg. Husskadens æg var svære at få fat i, fordi rederne sad højt oppe i store træer. I dag er det forbudt at samle æg fra vilde fugle.

Når nu jeg har de to fugle på nogenlunde tæt hold, ser jeg, at de faktisk er ret flotte med de lange sorte haler og det hvide brystparti. De lever af insekter og smådyr, men de plyndrer også andre fugles reder for både æg og unger. Det er naturens orden, men jeg kan ikke lide at tænke på det.