søndag, maj 16, 2021

Anlægsfasen er kaotisk - update fra Vorupør i Store Bededagsferien. (1. og 2. maj)

 Vi var i Vorupør i Store Bededagsferien. Dvs. at Chr og jeg kørte derop om lørdagen, mens den øvrige del af familien var taget afsted fredag - Store Bededag. Der kom en vigtig håndboldtræning i vejen lørdag formiddag. Sådan noget med sport bliver mere og mere vigtigt jo ældre børnene bliver.

Der sker så meget byggeri i Vorupør for tiden. Her står jeg og kigger over på Nationalparkcenter Thy, som bliver informationscenter i forbindelse med nationalparken.

Vi er vist mange, der spørger, hvorfor det ikke er blevet lagt længere ude i klitterne? Der skal anlægges mange parkeringspladser, i det som vi kalder det bynære og kystnære område.










Når byggeriet er færdigt, skal det dækkes med sand, så det falder naturligt ind i omgivelserne.
Ingen tvivl om at det bliver pænt. Og et spændende sted at besøge.











Vi har haft lejet os ind mange forskellige steder, når vi har holdt ferie i Vorupør. Et af de meget hyggelige steder har været huset på hjørnet af Vesterhavsgade og Hawstokken. Der var fire lejemål ialt. Jeg var især glad for den lille to-personers lejlighed, der passede godt til mig. Men vi vidste også, at huset var til salg. Det var blevet for stort og for omfattende at holde vedlige for Jenny og Kristian. 

Det ser voldsomt ud, og sådan så det også ud, da vi var der i februar i vinterferien.
Det viser sig, at de nye ejere, som jo selvfølgelig vil bygge om og restaurere sådan et gammelt hus, havde glemt at søge myndighederne om byggetilladelse. (????) Der skal være cafe og butik med surf-udstyr.
Altså, selv jeg kan regne ud, man ikke må bygge ud på fortovet!
Nå, man skal ikke være skadefro eller noget. Det bliver sikkert godt og pænt, når byggetilladelsen er i hus.


Som sagt, så er anlægsfasen tit kaotisk. I hvert fald i det her tilfælde.

Et andet arbejde, der er i gang, er en rundkørsel på Kystvejen ind til byen. Det vil mange lokale blive glade for og selvfølgelig også det stigende antal turister.
Det bliver spændende, hvordan det hele vil fungere og se ud i højsæsonen. 

Hvis jeg lyder lidt på tværs, så hænger det sammen med, jeg frygter, at en lille, idyllisk plet bliver forvandlet til et turistinferno. Overdrivelse fremmer forståelsen, siger man. Men når aftenturen på molen foregår i kø, så er det ikke så hyggeligt. Selvfølgelig skal andre også have lov til at nyde naturen. Behøver det at være lige der? Ja, jeg ved det godt. Sådan siger vi alle lige fra Amager til Thy.

I min have blomstrer æbletræet og tulipanerne i de her dage.









4 kommentarer:

  1. Pga af Corona er det lang tid siden, vi har været i Vorupør, men det her lyder ikke godt. Vi kommer engang imellem, netop fordi der ikke er så meget hurlumhej. Vi skal nok ikke regne med, der kommer færre mennesker i sommer, vi vil nok vælge at komme uden for ferier og helligdage, men ærgerligt er det. Du må gerne være meget skadefro, hvis det kan trække det hele lidt i langdrag.

    SvarSlet
  2. Marianne, der kommer mange flere mennesker til Vorupør, så jeg kan godt forstå, hvis I vælger at komme udenfor ferie og helligdage. Men I kan jo også prøve at se, om det er så slemt, som jeg skriver :-)

    SvarSlet
  3. Åhja, vi vil alle sammen gerne være turister, men vi vil også alle sammen være så alene om det som muligt, og det kan ikke altid lade sig gøre, men jeg ved fint hvad du mener, for jeg har det jo på samme måde.
    Det er lige som vindmøller: Vi går alle ind for vindenergi, men ingen vil have en vindmøllepark i nærheden!

    SvarSlet
  4. Ellen, ja det er så sandt, det du skriver. Alternativ energi er godt! Bare det ikke bliver i vores baghave eller et andet sted i nærheden. Vi er ikke nemme at gøre tilpas

    SvarSlet