søndag, december 08, 2019

'Marcipan' som i gamle dage.

Weekenden har stået i julegodternes tegn. Der er blevet bagt æbleskiver, vaniljekranse, pebernødder og rullet havregrynskugler og cornflakeskræs og formet marcipan. Desværre har Mattias og hans mor ikke været med. Han har haft høj feber i flere dage, men er i bedring nu.
Fredag efter skoletid var det Chr og jeg, der bagte æbleskiver. Jeg prøvede en opskrift med lidt gær og langtidshævning. Æbleskiverne smagte godt, men de faldt meget sammen og skrumpede, så snart de kom væk fra panden.







I går var vi flere i gang med pebernødder.












Den gamle kødhakker kommer kun frem den ene gang om året. Den er lidt besværlig, men Chr synes, den er sjov at arbejde med, og dejen kommer ud med fine riller.











Her er Christians bamser i marcipan.
Det er dog kun den yderst til højre, der er rigtig marcipan.
De to små er lavet af fattigmandsmarcipan, som min mor lavede i tiden lige efter krigen.

Jeg kom til at tænke på det, mens jeg skrev på julebrevet til 2.a. Brevet, som alle bedsteforældre blev opfordret til at skrive, skulle handle om jul i gamle dage.
Jeg var lidt rundt på nettet for at se, om der var skrevet noget om, hvordan husmødrene klarede sig med den knaphed på varer, der var dengang. Jeg fandt et par opskrifter på snydemarcipan eller fattigmandsmarcipan, som det også kaldes nu. Jeg husker ikke, det blev benævnt sådan dengang. Men jeg fik lyst til at prøve, hvordan det var.
Man tager 30 g margarine (nu smør) 60 g mel og 6 spsk mælk, der laves til en opbagning. Når massen er afkølet, æltes flormelis i, indtil det har en god konsistens, og der tilsættes rigelig mandelessens.
Da familien ankom, gav jeg dem en lille smagsprøve og spurgte, hvad det var? Børnene svarede marcipan. Min datter sagde mandelessens!
Til forskel fra ægte marcipan, var den meget glat og blød at få i munden. Det mest positive at sige om den, var, at den var let at arbejde med og forme figurer af. Men vi stod ikke i kø for at spise den. Den var for sød og mundfornemmelsen var forkert. Så den blev brugt som en slags modellervoks og resten blev kasseret.
Jeg kan bare konkludere, at vi hyggede os, og at vi er meget privilegerede på alle måder.

4 kommentarer:

  1. Min ene søster arvede kødhakkeren fra vores forældres hjem. den kunne lave smalle stænger til vanillekranse, det kan min elektriske kødhakker ikke. Men det er nemmere at køre lave stænger af den og så må de miste mønsteret, når jeg triller dem tyndere.
    Uægte marcipan lyder ikke som en lækkerbisken, men smart at det kunen bruges som modellervoks.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, det er mere sjovt end praktisk med de gamle kødhakkere. Du har fundet din metode til vaniljekranse :-) Det lyder godt.

      Slet
  2. Erstatningsmarcipanen var nok okay, når man ikke kunne få andet under og efter krigen, men jeg forstår godt, hvis man ikke synes, den er spændende i dag.
    Jeg elskede at lave vanillekranse med mors gammeldags kødhakker og kan, lige som Lene, heller ikke bruge den elektriske. Derfor laver jeg slet ikke vanillekranse ...
    I har lavet mange forskellige, lækre sager!

    SvarSlet
  3. Ellen, jeg synes, det var godt fundet på af husmødrene dengang. Men vi er bedre vant nu.
    Du kunne jo købe en kødhakker. Jeg hører, de stadig findes. Men hvis det kun er til vaniljekranse, så er det vel lige i overkanten :-) Det, vi lavede, er jo især sjovt, fordi det er en hyggestund sammen med børnene. Hvis de ikke var med, ville jeg hellere købe de få småkager, jeg har brug for.

    SvarSlet