torsdag, marts 09, 2017

Det spirer og gror.

Blandt mine billeder dukkede det her op fra 9. marts 2014.
Dengang blomstrede mirabellatræerne på Langsøstien.

Blomstringen kommer senere i år, kan jeg se.

Efter en god 2. nat uden Jack skinnen (jeg var kun vågen kortvarigt og registrerede, at det gjorde ondt i knæet, men ikke mere end jeg kunne sove videre) så gik jeg en tur i formiddags. Det er meningen, jeg kan bruge skinnen, når jeg går lidt længere ture. Ikke at jeg skal gøre det. Men jeg valgte at tage den på.
Der var ingen blomstrende grene i dag.
Jeg tog nogle af dem med knopper med hjem, så nu varer det ikke længe, før jeg har hvide blomster i stuen.

Det gik godt med at gå, men det var en lettelse at tage skinnen af, da jeg kom hjem, og jeg tog den ikke på igen, da jeg senere i eftermiddags var i biografen.

Vi så filmen Kongens Valg, der handler om den politiske situation i Norge i begyndelsen af anden verdenskrig. Jesper Kristensen spiller rollen som den gamle konge på en  fremragende måde.
Det er lidt pudsigt, at broderen til danske kong Kristian d. 10 blev konge i Norge i 1906. Han forlangte, at det norske folk skulle stemme om, hvorvidt de ville have ham som konge. Det ville de.
I Stortinget i Norge er der sommetider (jævnligt) afstemning om, om landet skal være en republik eller et kongdømme.
Selv om der også er en del republikanere her i landet, så bliver der (endnu) ikke på samme måde stillet spørgsmål til relevansen af kongefamilien.

6 kommentarer:

  1. Hverdagen starter lige så stille. Det må være en dejlig fornemmelse.

    SvarSlet
  2. En dejlig dag du fik, med og uden "Jack" - og det vigtigste af alt det var med små skridt.

    SvarSlet
  3. Vi skal da ikke undvære kongehuset - jeg synes, nogle af argumenterne er lidt fjollede, bl.a. vedr. økonomien i det - det er da ikke gratis at have en præsident, og reklameværdien for lille Danmark med både dronningen og kronprinsparret kan ikke gøres op i kroner og øre, men den er stor, tror jeg.

    SvarSlet
  4. Ellen, vores kongehus er så gammelt og meget rodfæstet i modsætning til det norske. Så det skal vi ikke undvære. De gør også et godt job både den gamle dronning og den unge generation

    SvarSlet