En længere køretur ...

I går kørte jeg frem og tilbage til Aarhus. Længste køretur siden december. Og det føltes slet ikke, som om jeg har haft tre måneders pause.

Jeg er blevet færdig med det blå bed under blommetræet, og det er for alvor blevet tydeligt for mig, at jeg må have fat i en havemand til resten.
 - Forhåbentlig kun for en tid.

I gammel tid kaldte man de tre blå løgplanter for de små blå drenge.

Den blå scilla, snepryd og den blå perlehyacint.
Perlehyacinten er en anelse senere end de to andre og er ikke sprunget ud endnu.

Jeg har passet Chr og Johanne hjemme hos dem et par timer, mens forældrene havde travlt i kælderen.


Inden de gik, hjalp Johanne sin mor med at hænge tøj til tørre.


Hvor er det skønt, at små børn er så hjælpsomme.

Det er som om hjælpsomheden forsvinder, når de bliver større.
Men på et tidspunkt kommer den igen.






Senere sluttede Mattias og hans forældre sig til, og alle var en tur i Indelukket, hvor drengene i lang tid legede i de store rhodondendron buske, der har klatrevenlige grene.

Jeg glæder mig over, jeg kan være med.
Det er begrænset, hvor langt jeg kan gå. Jeg får tiltagende ondt i knæet, jo længere jeg går. Men det er trods alt meget bedre, end det har været.