Når man vil for meget ...

Det har knebet lidt med blogindlæg fra min hånd i den seneste tid.
Jeg har haft travlt.
Jeg har været i gode, sjove, udfordrende, spændende sammenhænge.

Alligevel aflyste jeg en planlagt tur til Skagen i denne her weekend.
Det er 50 år siden, vi begyndte på fysioterapeutuddannelsen, og vi var nogle stykker, der havde sat hinanden stævne.
Men jeg blev forkølet og snottet og kunne ikke sidde der ved middagsbordet og hoste.
(jeg ville ellers så gerne have set den lille særudstilling med Marie Krøyers billeder på Skagen Museum)

Jeg kom til at tænke på et foredrag, jeg var til for nogle år siden, mens jeg stadig var i arbejde.
Det var med psykolog Jørn Beckmann.
Han var kendt i medierne en overgang, fordi han ved hjælp af sine psykologiske profiler kunne beskrive en forbryder så nøje, at politiets opklaringsarbejde blev lettere.
Under foredraget var der en ældre kvinde, der spurgte, om pensionister kunne blive stressede?
Det var før, vi havde så stor viden om stress, som vi har i dag.
Svaret var, at alle der vil mere, end de kan nå, er udsat for at blive stresset.

Så måske blev jeg forkølet, fordi jeg havde villet mere, end jeg kunne nå i et par uger?
Ikke fordi det kommer ind under stressdiagnosen.
Men alligevel fik jeg en lille bremseklods. Og det var sikkert godt.

Da jeg var i Søndervig sidste weekend, måtte jeg lige forbi sandskulpturerne.
Jeg måtte se, om de stadig var der efter al den regn.
Jeg løste ikke billet, men kiggede udefra, og der var ingen forfald at se.
Jeg havde forstillet mig, de var begyndt at forvitre og falde sammen.
Der er adgang til sidst i oktober.

Billedet er taget i august, da jeg var der en solskinsdag.
Det er et udsnit af den del af væggen, der handler om symboler fra Europa.
Se lige kontrasten fra Michelangelos Gud, der rører Adams finger i Det Sixtinske Kapel til Den Lille Havfrue på sin sten.
Der er hentet inspirationer fra mange steder.