Efter besøget i Bazar Vest i forgårs fortsatte min nabo og jeg til en konference på Skejby Sygehus. 3 patientforeninger var gået sammen om at invitere Jørgen Carlsen, Testrup Højskole og Kåre Christensen, forsker i aldring v. Syddansk Uni. til at holde foredrag under temaet "Det gode liv" i det store auditorium. Det hele skulle kædes sammen af Jesper Klein, som også ville fortælle om sine egne erfaringer.
Helt ærligt - så var det Jesper Klein, der trak. Jeg tænkte på Klyderne. Dengang han sammen med Tom McEwan og Jess Ingerslev underholdt Danmarks befolkning lørdage aftener. Var det i 70erne eller 80erne? I hvert fald var det sjovt! Jeg tænkte også på Ove Nørhaves bog "Jespers liv og lykke", der udkom i 2007 året efter, Lykke Nielsen døde efter flere års sygdom. Det er en meget spændende og velskrevet bog om Jesper Kleins arbejde og privatliv sammen med Lykke. I slutningen af bogen reflekterer han over tabet af sin kone gennem 37 år - og det at komme videre.
Så jeg havde mange forventninger. Og jeg ved godt, at han var en entertainer med et dobbelttydigt væsen. Hvornår var det sjov, hvornår var det alvor?? Man kunne aldrig helt vide......
Nu er situationen den, at han har osteoporose i svær grad. Han har haft et lårbensbrud, det ene ben er 2 cm. kortere end det andet, og han går lidt haltende med 1 stok, og han er enkemand på 3. år. Han er 64 år. Det er et svært liv nu. Sølle er det ord, der falder mig ind. Det indlæg han holdt var uden en rød tråd og usammenhængende. Men var det for sjov, det han sagde? Sommetider lo vi.
Hvornår kan man egentlig holde foredrag om sine egne tab og sin egen sorg på en værdig måde?? Da jeg snakkede med ældste om det, mente hun, det er først, når man har accepteret sin situation, sådan som den er, at man kan det.
Men stadig efter 2 dage tænker jeg: var det for sjov eller var det alvor??
De 2 andre foredragsholdere?? Professoren og højskoleforstanderen??
Jamen, de var spændende!!
Det er et meget interessant indlæg Betty - og jeg har svært ved umiddelbart at finde den rigtige kommentar, synes jeg.
SvarSletDin oplevelse af Jesper Klein var tydeligvis en skuffelse - men det virker faktisk også lidt sølle og sørgeligt. Lidt som én, der ikke forstår grænsen mellem offentligt og privat liv - eller som ikke selv kan se, at det ikke er sjovt - men trist at se en mand i forfald af forskellige årsager.
I disse tilfælde synes jeg, at det er så trist, at ingen siger til ham, at han ikke skal 'optræde' med det! At han ikke er klar; at han ikke er morsom - men snarere vækker medlidenhed.... er det ikke det med at stoppe når legen er god?
Tænk at I kan komme i tvivl, det siger da noget om hvor dårligt Jesper Klein har det, og 64 år, han ligner en meget ældre mand, hvor er det trist.
SvarSletNille, jeg læste i hans erindringsbog, hvor forskellige venner og kolleger fortæller om ham, at han er et uhyre privat og genert menneske. Hans kone var derimod meget udadvendt og havde nærmest pressen ved sin side til sidst i sit sygdomsforløb.
SvarSletMåske vil han leve op til Lykkes udadvendthed? Jeg gætter bare. Men det virker ikke så godt, når han fortæller om sig selv. Han skal lave noget komik.
Lene, jeg er rystet over så gammel, han ser ud. Man kunne nemt gætte ham 10 år ældre. men det er sikkert fordi, han ikke har det godt.
SvarSlet