mandag, december 20, 2021

Er det den nye Omikronvariant? Eller den gamle Delta?

 I sidste uge blev min datter-familie covid -19 syge. Jeg havde været tæt sammen med dem både søndag og mandag, så jeg var at betragte som nær kontakt, og orienterede mig derfor i Sundhedsstyrelsens vejledning (som er en udførlig pjece på 11 sider.)

 "Hvis du er nær kontakt og er færdigvaccineret, behøver du ikke at gå i selvisolation. Bliv testet  med en PCR-test to gange på 4. - og 6. dag efter sidste kontakt med den smittede person. Hvis du tester positiv skal du straks gå i selvisolation" På side 11 står "Hvis du er nær kontakt til en person som er smittet eller mistænkt smittet med Omicron-varianten skal du straks gå i selvisolation og PCR-testes på dag 1, 4 og 6 efter sidste kontakt med den smittede. Du kan ophæve din selvisolation efter et negativt svar på din sidste test. Anbefalingerne gælder uanset om du er færdigvaccineret, tidligere smittet eller ikke færdig vaccineret." 

Det er jo klar tale. Men problemet var, at datter-familien ikke fik nogen melding om virusvariant? Jeg holdt mig isoleret de første to dage og aflyste træning fredag og en frokostaftale her hos mig i lørdags. Jeg ringede til Smitteopsporingen, hvor tlf.svareren opfordrede mig til at ringe senere. På dag 2 kom jeg igennem til en rolig, saglig mand, der forklarede, at personalet, der arbejder med gensekventering har virkelig, virkelig travlt. Han kunne ikke sige, hvor mange dage, der ville gå, inden min datter fik besked om virustypen. Men flere dage ... Han rådede mig til at gå ud af isolation og overholde de kendte retningslinjer. Og så gik jeg på biblioteket og i supermarkedet. I morges fik jeg et negativt  testresultatet. Hurra for det, og jeg gik til træning i Sportscentret. 

Der er så stort pres på PCR-testcentrene. Selvom det hedder dag 4 og dag 6, så var der først tid dag 5 og dag 7 til mig. I dag havde jeg en tid kl 12.30. Der var den længste kø, jeg endnu har set. Det tog 35 -40  min. at komme igennem. Ved første test varede det 10 min. fra jeg gik ud af bilen til jeg satte mig i den igen. 

Men mine oplevelser er småting! Jeg bliver bare så utålmodig. Poderne arbejder virkelig effektivt. Vi kommer ind som på samlebånd. Jeg er sikker på, at laboratoriepersonalet også har meget travlt. Og sundhedsmyndighederne, der analyserer udviklingen og lægger planer, er sikkert på overarbejde. I dag blev der lavet en ændring i forståelsen af nær kontakt. Nær kontakt er man, når man bor sammen. Og ikke når man bager sammen, drikker kaffe hos hinanden og giver kram. PCR-test er kun for nære kontakter til smittede. Alle andre skal gå til kviktest. Som ikke er så troværdige.

Og hvordan har min familie det så? Ud af fem er de fire testet positive. De to børn har ikke været ikke voldsomt påvirket. Let febrile en dag og med hovedpine. Lidt snottede. Farmand har været træt. Mor har været mest ramt med feber et par dage. Rigtig meget forkølet og lidt besværet vejrtrækning. Men nu efter næsten en uge, er de ved at være friske. Når man har været symptomfri i 48 timer, kan man gå ud af isolationen. Der behøves ingen negativ test.

Så dejlig var min udsigt i morges ved 8.30 tiden. Fuldmånen over Papirtårnet, der står badet i det rosa morgenlys. 
Jeg tog to træningstimer i morges. Det er en uge siden, jeg har været der af skræk for, at jeg kunne smitte nogen. 

Når jeg klager over mine små genvordigheder, så tænker jeg på de patienter, læger og plejepersonale, der er indlagt/arbejder på intensiv afdelinger. Jeg har haft min gang der sommetider i mit arbejdsliv og ved, der arbejdes med folk, der er meget, meget syge. Vi skylder dem, at vi lader os vaccinere og ellers passer godt på dem, vi færdes sammen med.


4 kommentarer:

  1. Godt at familien er ved at være ovenpå igen og at du slap for at være smittet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, ja jeg er glad for at være sluppet fri og at familien ikke var alvorligt ramt.

      Slet
  2. Jeg forstår så fint dine bekymringer, men hvad du skriver, bekræfter mine tanker om, at omikron ikke er så slem ved børn eller ved os, der er vaccinerede.
    Jeg har også ondt af sygehus- og plejepersonale, for mange af dem arbejder virkelig på højtryk.
    Godt, at du gik fri - trods alt :-)

    SvarSlet
  3. Ellen, ja mon ikke det er sådan, at omikron ikke giver et hårdt sygdomsforløb for børn og vaccinerede. Jeg kunne tænke mig at vide, hvor mange indlagte, der er med omikron? Jeg er glad for, jeg gik fri :-)

    SvarSlet