lørdag, marts 30, 2019

Pharmacy og Smithsonian. Washington D.C. 4

Det er lige præcis en uge siden vi tog hul på tredje dag i Washington. Min datter havde været lidt utilpas de første dage. Det ændrede sig lørdag morgen til meget ondt i maven og pendulfart fra seng til badeværelse.
Noget måtte der gøres. Hjemme ville jeg have revet et æble og lavet havresuppe eller tynd havregrød.
Jeg spurgte en dansker, der er gift og bor i Washington. Hun rådede mig til at gå på apotektet, der ligger tæt på hotellet.
Apoteket åbnede først kl 10.30, så jeg tænkte, at yoghurt måtte være godt. Noget skulle 'barnet' have i sig. Det lykkedes mig ikke at finde den i naturel udgave. Skal der mon sukker, smag og farve i alting der ovre? Eller har jeg bare ikke kunnet finde det?
På apoteket fik jeg Imodium tabl. og noget vand, der hedder Gatorade. Noget med elektrolytter, det rigtige forhold mellem kalium og natrium og sådan noget.
Den korte udgave af den lange historie er, at kuren virkede i løbet af nogle timer. Om aftenen var hun oven i købet klar til at gå lidt ud. Vi endte på et sted lige nærheden med pizza

Jeg blev i nærheden af hotellet i løbet af dagen. Det Nationale Zoo ligger et par km. væk, og der gik jeg hen.

Forskningsinstitutionen Smithsonian ejer 18 museer i Washington D.C. bl. a. mange af museerne omkring The Mall og Zoo. Der er gratis adgang for alle.

Smithsonian opstod, da en engelsk kemiker og videnskabsmand James Smithson testamenterede sin store formue (som han havde arvet efter sin mor) til USA i 1846. Han efterlod sig ingen forklaring på hvorfor netop USA, som han aldrig havde besøgt. Kongresmedlemmerne var overraskede og modtog arven med betingelsen om, at pengene skulle bruges til at etablere institutioner for at udvide og sprede viden blandt mennesker.
Det var også en betingelse, at institutionerne skulle bære hans navn, Smithson, og at der skulle være fri adgang.

De tre dage vi var i byen, var jo alt for kort tid. Men nu fik jeg mulighed for at se den zoologiske have.

Området var meget stort. Dyrene havde meget plads både ude og inde.

Pandaerne tiltrak sig stor opmærksomhed. Jeg så tre. Ved ikke, om der var flere.
Der var store informationstavler, der fortalte, hvordan dyrene blev passet, leget med og trænet. De skulle være fortrolige med at blive vejet og målt og rgt. fotograferet og tilset af tandlæge osv.
De er jo kun til låns fra Kina.

Om et par dage kommer to kinesiske pandaer til København, hvor de skal bo i det nybyggede anlæg til 160 mill. (hvis jeg husker rigtigt?)
De er udlånt for 15 år, og det betragtes som en stor gunst fra Kinas side, når et land får lov til at låne eller leje pandaer. Jeg har glemt tallene, men der er store udgifter forbundet med at have dem.
De skal nok blive et tilløbsstykke.


Vores sidste hele dag i Washington sluttede mere fredeligt, end den begyndte. Med lidt italiensk mad, men det var nu mest mig, der spiste.






5 kommentarer:

  1. Åh, det er så irriterende at være syg på rejse. Godt, du kunne finde en kur.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det var ærgerligt og synd for hende, for hun gik glip af noget fagligt og noget hygge. Men heldigvis ikke det hele.

      Slet
  2. Så var det godt at have mor med på tur, og dejligt at kuren duede.
    Se nu lærte jeg også noget om Smithsonian, og jeg bliver helt nysgerrig over grunden til de mange penge til USA. Mon James Smithson har følt sig forbigået i England som videnskabsmand, eller tænkt at der var større mulighed for i et nybyggerland at få museer opkaldt efter sig?

    SvarSlet
  3. Lene, det var godt at have mor med :-)
    Jeg er også så nysgerrig på Smithson og har Googlet for at finde noget om ham. Han var et uægte barn (som man sagde engang) af en kvinde af kongelig æt og en far der var duke. Måske har de været gift hver for sig til anden side?? Men i hvert fald en meget velhavende mor. Han må have været vred på Storbritannien. Men det er åbenbart en hemmelighed, der aldrig er blevet afsløret.

    SvarSlet
  4. Spændende med Smnithson-historien, som jeg ikke kendte.
    Og godt, at datter havde mor, for man er selv for sløj til at tage affære, når man har det sådan - især hvis man ikke tør bevæge sig mere end 10 meter væk fra et toilet!

    SvarSlet