mandag, december 10, 2018

Målgruppen - To Good To Go?

Da jeg gik en tur ned i skoven i går for at finde en fyrretræsgren, så jeg det her sjove fænomen.

En gul svampet gevækst på en gren, der lå i skovbunden. Den var nupret på overfladen og blød at røre ved.
Den lå som en lille sol og lyste op mellem de brune nedfaldne blade.

Jeg fik ikke en fyrretræsgren med hjem. Fyrretræerne er meget høje, og grenene starter langt længere oppe, end jeg kan nå. Men der var friske grønne blade på en stor kristtjørn, og nu står to grene og 'bringer bud derudefra' - uden julepynt. Nisserne står rundt omkring. Børnebørnene elsker at samle dem og lege med dem.

Jeg har mange små lyskæder, fordi jeg gerne vil undgå den os, stearinlys udsender. Men lyskæder og batterier er nok ikke så miljøvenligt? Mine lyskæder i vinduerne er til stikkontakt.

Men det kan være svært at gøre det rigtige, når det handler om at minimere CO2-udslip. Der er mange ting, man skulle undlade at gøre. Fx hørte jeg  forleden dag, at brug at internet er noget af det mest forurenende. Det har jeg aldrig skænket en tanke.
Jeg har altid prøvet at undgå madspild. Det ligger dybt i mig fra min barndom med forældre, der havde oplevet vareknaphed under krigen.
Supermarkeder har et stor madspild. Kvickly har et par tiltag, jeg sommetider benytter mig af. Der er fx boksen med varer på dato. Hvis jeg skal lave en af børnebørnenes favoritter, som er boller i karry og frikadeller, og der er det rigtige kød på dato, så køber jeg det.
Et andet tilbud er Too Good To Go, som for frugt-og grøntafdelingen består af en kæmpestor pose med meget forskelligt indhold. I sidste uge købte jeg en pose, som bugnede af appelsiner og mandariner. Der var også løg, kartofler, svampeblanding, blomkål, iceberg, radicchio salat, persille, og så har jeg måske glemt noget. Det er ikke halvdårlige varer. Kun blomkålshovedet, som var meget stort og økologisk, trængte til at blive soigneret. En pose koster 25 kr. Jeg har ikke gennemskuet, hvorfor Kvickly gør det? Men sikkert for at have en stærk profil, når det handler om at undgå madspild. Jeg er sikker på, der ryger meget i containeren efter lukketid, for der er kun få poser at købe, og de er udsolgt på få øjeblikke. Det giver ekstra arbejde for personale at pakke poserne, så det vil uden tvivl være lettere at lade det gå ud. Man får adgang til købet via en app på telefonen, og poserne skal hentes mellem 17 og 19.
En af mine veninder blev noget forarget, da jeg fortalte om det. Du er slet ikke målgruppen, sagde hun. Hun mener, det er for socialt dårligt stillede. Jeg mener, det handler om at undgå madspild. Ikke velgørenhed. Alene afhentningstidspunktet vil gøre det svært for mange. Måske også det at bruge en app?
Men Lidl gør noget for de udsatte. To gange om ugen kan frivillige eller medarbejdere i Kirkens Korshær eller Blå Kors hente en masse madvarer, der ellers ville gå til spilde.
Jeg har oplevet at få en vare, jeg ellers ikke ville købe: friske tranebær. Hvad skulle jeg gøre med dem? Jeg kender dem som tørrede. Men nu har jeg lavet en tranebærkompot. De fik et opkog med sukker og lidt vand. De er meget sure, så der skal rigelig sukker i. Det er ikke syltetøj, men de vil gå godt til ost.
Hvis der er for meget i en pose til mit forbrug, så deler jeg med min datter. Men hun er heller ikke målgruppen (hvis der er sådan én).
Sandheden for mig er nok, at jeg bliver grebet af købelyst, når der er et godt tilbud. Jeg hader udsalg og at stå i kø. Men at swipe på min telefon omkring kl 19.15 for at købe et godt tilbud til afhentning næste dag passer til mig.

7 kommentarer:

  1. Jeg mener ikke, at "too good to go" er målrettet socialt udsatte eller svage grupper. Det er for folk, der vil gøre en indsats for at reducere madspild. Jeg er ikke stødt på det her i Hjørring, men nogle af supermarkederne fører "datovarer", som jeg køber og indtager med stor fornøjelse. Man skal jo bare være opmærksom på, at man ikke kan have det stående en månedstid.

    Det ville jo være noget andet, hvis der var tale om en uddeling eller et suppekøkken. Disse ting er efter min mening målrettet de før-nævnte grupper.

    Jeg ville med god samvittighed fortsætte med at købe "too good to go". Det er da bare sund fornuft, og der er ikke noget galt i at spare lidt hist og pist. Det kan endda være, at sparsommelighed faktisk er grunden til, at man måske har en anelse på kistebunden, som man af og til kan bruge på noget andet, lidt velgørenhed fx. Ikke at det skulle være en pligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Henny, jeg mener også, at uddeling af mad er forbedholdt udsatte, hvorimod to good to go er for alle.
      Din sidste bemærkning vil jeg huske. Om at dele den evt. opsparing med andre. :-)

      Slet
  2. Det er jo netop for at undgå madspild, så alle er målgruppen. Og det er da en supergod idé. Du skal bare købe. Jeg har også appen, men der er ikke så mange i min nærhed, der sælger ud, så jeg har ikke prøvet det endnu. Jeg tror, der kommer flere og flere handlende med. Men det er vigtigt for mig, at det er tæt på, så jeg ikke skal starte bilen....
    Ja, det koster også på miljøkontoen at bruge internet. Men især, når man streamer fra udenlandske servere, som f.eks. Netflix.

    SvarSlet
  3. De to andre har jo sagt det, så jeg behøver ikke at gentage - og jeg er helt enig med dem.
    Jeg er også enig i, at madspild ikke er godt, men det ville nok give noget mere på CO2-kontoen, hvis man lod være med at importere alle de fødevarer, som vi gør. Jeg synes ikke det er i orden, at man skal kunne få jordbær hele året rundt, fx. Det var da også lidt hyggeligere, da mange flere fødevarer var sæsonvarer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, der kommer nok flere og flere forretninger med efterhånden.
      Det giver god mening ikke at starte bilen for at hente varerne. Du skal bare have en stor cykeltaske, for det er en virkelig stor pose, man får. I hvert fald hos os.
      Jeg bruger ikke netflix, så der kan jeg melde hus forbi :-)

      Slet
    2. Ellen, jeg er så enig mht. import af meget fremmedartet frugt og grønt. Det er selvfølgelig sjovt at prøve kakhi frugt og papaya osv., men vi kan jo sagtens leve uden. Og vi behøver slet slet ikke jordbær og hindbær på denne her tid af året. De smager allerbedst i den danske sommer. :-)

      Slet
  4. Om "To good to go " har en speciel målgruppe, hm. Jeg har kun benyttet det et par gange, og det har været sushi rester fra buffet. Det kan fint holde sig. Jeg stod sammen med andre der afhentede, og her var vi fra alle samfundslag.
    Det er meget svært at gøre det hele som CO2-kontoen har brug for. Jeg kan ikke pudse nogen glorie. Den ene dag er det kødet, den anden dag er det netadgang, dieselbiler, flytrafikken. Jeg lider af meget luft i maven. Dog tænker jeg meget over hvad jeg kan gøre, og handler der hvor jeg og min pengepung kan være med. Bliver aldrig veganer, vegetar, holder for meget af kød, mejeriprodukter. Forsøger bare at begrænse mig.

    SvarSlet