Angst - og Munch.

I går var jeg på Aros sammen med en flok veninder for at se Munch udstillingen.
Jeg synes meget godt om udstillingen, og vil gerne se den igen.

Nu ved jeg, at en halv time ikke er nok.
(man skal bestille tid i forvejen for at komme ind i de sale, hvor Munch-billederne hænger)
Da jeg bestilte tid for en måned siden, kunne man kun reservere en halv time. Nu ser jeg på hjemmesiden, at det er muligt at reservere mere tid. Der er måske ikke så meget run på, som forventet?
Vi havde tid fra 11.45-12.15, men da vi købte billetter spurgte vi, om det var muligt at købe mere tid?
Vi var heldige. Der var 16 tider fra 12.15-12.45, og vi fik de 8. Hver tid koster 5 kr.

Jeg kan meget anbefale at købe mere end en halv time. Det er en stor udstilling, og der er meget tekst på væggene. Man kan faktisk læse hele Edvard Munchs livshistorie. Men hvis man læser, er der ikke så meget tid til at se på billederne.
Jeg er i gang med at læse en bog af Bodil Stenseth. Den hedder 'Munch, historien om en familie'.
Det er meget interessant at læse om den tid (Edvard blev født i 1863 og døde i 1944). Der var slemme sygdomme i familien. Det talte man ikke direkte om, men farfar døde syfilis (rygmarvstæring, kaldte man det) og på moderens side var der flere brystsvage.  Hun døde af tæring (man talte ikke om tuberkulose) fra 5 små børn, hvoraf Edvard var den næstældste på fem år. Da han var 14 år, døde hans et år ældre søster af samme sygdom. Han var selv et svageligt barn og havde månedlange sygdomsperioder med feber, hoste og blodigt opspyt. Det havde han iøvrigt også som ung.
Fortielser og hemmeligheder var i misforstået kærlighed en del af dagsordenen, og var årsag til stor ensomhed og angst for sygdom.
Munch besluttede tidligt, at han ikke ville giftes og sætte børn i verden med den sygdoms-arv, han havde med sig. Han havde flere kærlighedsforhold, og mange af hans billeder af kvinder har store røde felter som udtryk for både smerte og lidenskab.
Udstillingen omfatter billeder lige fra Munchs tidlige år til de seneste. Blandt hans tidligste billeder findes glade udtryk, og efter 1910 blev hans billeder igen lysere.
Munch blev hårdt kritiseret og latterliggjort i 1890erne og mange år frem.
Prøv at se det her billede, der hedder 'To kvinder på stranden' fra 1898.
Og tænk så på Krøyers store flotte billede af to kvinder på stranden ved Skagen.
Ikke så underligt, at publikum blev vrede over sådan et sørgmodig billede.

Et andet meget udskældt billede er 'En aften på Karl Johan' (Strøget i Oslo)

Mennesker med udtryksløse ansigter og tomme øjne. Uden kontakt med hinanden.
Det er fra 1892, og absolut ikke sådan folk ønskede at se sig selv.

Jeg synes bare, Munch var meget forud for sin tid.
Er det ikke sådan, vi går på gaden i dag også?
Nu er vi så mange flere mennesker, og det ville være helt unaturligt, hvis vi begyndte at se på hinanden og hilse.
Men det, at vi er flere, har ikke gjort ensomheden mindre.

Det, at sygdom ikke mere er omgærdet med fortielse, tavshed og hemmeligheder, har ikke gjort angsten for sygdom mindre.
Tvært imod er det vel sådan, at den store viden vi har om sygdom og den store tilgang til informationer via nettet har gjort os mere angste?
Jeg mener, at Munchs temaer om ensomhed og angst i bred forstand er tidløse, og det gør hans billeder aktuelle i dag også.

En anden, bog jeg har lånt, hedder 'Munch med egne ord' af Poul Erik Tøjner.
Det er en stor bog med flotte fotografier og Edvard Munchs egen tekst. Han skrev meget, men jeg synes ikke hans tekster er så let tilgængelige.
Men for mig betyder det meget at vide noget på forhånd. Det breder oplevelsen ud.

Lige så meget jeg kan anbefale udstillingen - lige så lidt vil jeg anbefale cafeen.
Vi spiste frokost der, fordi én skulle gå kl. 14 og en anden kl. 15, så vi troede, det var en hurtig måde at få noget mad på.
Det var det ikke!
Og deres sandwich var ikke spændende eller velsmagende.

Til gengæld var udsigten fra Regnbuen ikke at klage over.

Og Boy var på sin plads.