søndag, august 05, 2018

Osse en slags souvenir ...

Christian var så uheldig at falde mod en skarp kant den tredje sidste dag i ferien.
Da smerterne var værre den næste dag, var han turen omkring læge og sygehus og fik konstateret et brud i næstsidste tå tæt på vækstzonen.

Tåen blev fixeret til nabotåen med tape, der skal sidde i tre uger, og så skal han gå med træsko.
Det var noget af et højdepunkt, at han fik Theo, den hvide bamse, som Trygfonden sponsorerer til hospitalerne.
Johanne var ked af, hun ikke kunne få én.
Vi var tidligt ude onsdag morgen, idet lægetiden var 9.30, og vi derfor kom rimelig hurtigt igennem proceduren. Formiddagen var på forhånd sat af til, at børnene skulle klippes.
Mens mor gik i skobutikken for at finde træsko, sad jeg i frisørsalonen og fulgte med i den årlige sommerklipning hos Mahmood, der oprindelig kommer fra Iraq.

Det går lynhurtigt, mens håret flyver omkring.








Der er ingen tidsbestilling, og der var ingen ventetid, så det varede ikke længe, før vi stod på gaden igen.

Det lykkedes ikke at få fat i træsko. Den fabrik, der tidligere har lavet træsko til børn er ophørt med produktionen.

Min datter fandt frem til et firma i Tyskland, der kunne levere i løbet af et par dage.
Jeg troede, det ville blive besværligt for Christian at gå med sådan noget stift fodtøj, men det klarer han fint.
For mig var det spændende at komme ind på Thisted sygehus, hvor jeg arbejdede nogle måneder i 1970/71. Der er bygget meget til og ændret meget. På skiltningen kunne jeg se, at fysioterapien stadig ligger i kælderen, så der er nok ikke sket ændringer der.
Der er mange udenlandske læger på sygehuset - også i det lægehus vi var i først.
Så synes jeg, det er interessant at sidde i venteværelset og høre, hvordan patienters navne bliver udtalt, når de bliver kaldt ind. Ikke alle reagerer i første omgang, fordi de ikke kan genkende navnet.  Fx Christian Sjov. :-) Det er sjovt.  Det er ikke første gang, vi er ude for det, og sikkert heller ikke sidste.

8 kommentarer:

  1. Stakkels lille Christian "Sjov". Men så godt, at I fik styr på det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva :-) det var godt, det ikke var værre. Det betød, at aktiviterne blev anderledes. Han ville ikke bade mere, selv om tapen godt måtte blive våd. Et barn tilpasser sig.

      Slet
  2. Pyha, godt Christian fik Theo, så kan smerterne godt håndteres.
    Jeg ser ikke mange i træsko mere, men bor jo ikke på landet, husker selv både "sundhedssandalen/klipklapper" - Træskostøvler og kaptraskoen, de var alle 3 fast på min skohylde.
    God bedring til Christian

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, Theo er en virkelig glædesspreder.
      Jeg ser heller ikke træsko mere, men husker godt de fodtøjer, du nævner. Det var jo nærmest utænkeligt ikke at have et par stykker af dem :-)
      Tak for god bedring-hilsen.

      Slet
  3. Åh, det var synd for den lille mand! Dejligt at han fik en bamse via Trygfonden som trøst.
    Sikke en skøn udtale af Christians navn :-)

    SvarSlet
  4. Gitte, det er virkelig sjov med den udtale :-) Jeg lagde mærke til, at andre patienter ikke reagerede på at blive indkaldt, fordi de ikke kunne genkende deres navn. Men det bliver selvfølgelig altid opklaret.
    Den bamse er han SÅ glad for.

    SvarSlet
  5. Stakkels uheldige Christian - men det tog han åbenbart i stiv arm med et par stive tæer i tilgift ... men forhåbentlig kun midlertidigt. God bedring til både ham og tåen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, tak for god bedring til Chr. Heldigvis er behandlingen kun midlertidig.

      Slet