Osse en slags souvenir ...

Christian var så uheldig at falde mod en skarp kant den tredje sidste dag i ferien.
Da smerterne var værre den næste dag, var han turen omkring læge og sygehus og fik konstateret et brud i næstsidste tå tæt på vækstzonen.

Tåen blev fixeret til nabotåen med tape, der skal sidde i tre uger, og så skal han gå med træsko.
Det var noget af et højdepunkt, at han fik Theo, den hvide bamse, som Trygfonden sponsorerer til hospitalerne.
Johanne var ked af, hun ikke kunne få én.
Vi var tidligt ude onsdag morgen, idet lægetiden var 9.30, og vi derfor kom rimelig hurtigt igennem proceduren. Formiddagen var på forhånd sat af til, at børnene skulle klippes.

Mens mor gik i skobutikken for at finde træsko, sad jeg i frisørsalonen og fulgte med i den årlige sommerklipning hos Mahmood, der oprindelig kommer fra Iraq.

Det går lynhurtigt, mens håret flyver omkring.

Der er ingen tidsbestilling, og der var ingen ventetid, så det varede ikke længe, før vi stod på gaden igen.

Det lykkedes ikke at få fat i træsko. Den fabrik, der tidligere har lavet træsko til børn er ophørt med produktionen.

Min datter fandt frem til et firma i Tyskland, der kunne levere i løbet af et par dage.
Jeg troede, det ville blive besværligt for Christian at gå med sådan noget stift fodtøj, men det klarer han fint.
For mig var det spændende at komme ind på Thisted sygehus, hvor jeg arbejdede nogle måneder i 1970/71. Der er bygget meget til og ændret meget. På skiltningen kunne jeg se, at fysioterapien stadig ligger i kælderen, så der er nok ikke sket ændringer der.
Der er mange udenlandske læger på sygehuset - også i det lægehus vi var i først.
Så synes jeg, det er interessant at sidde i venteværelset og høre, hvordan patienters navne bliver udtalt, når de bliver kaldt ind. Ikke alle reagerer i første omgang, fordi de ikke kan genkende navnet.  Fx Christian Sjov. :-) Det er sjovt.  Det er ikke første gang, vi er ude for det, og sikkert heller ikke sidste.