I fredags var det Anders Agger, tv-journalist, kendt for dokumentarudsendelserne 'Sømanden og Juristen' fra Anker Fjord Hospice.
Det tredje spørgsmål hedder 'Hvornår har du sidst stået i et etisk dilemma?'
Svaret handler om dilemmaet med at klippe på den bedste måde i optagelserne fra sømanden Per Flindts dødsscene.
En del af Anders Aggers svar lyder sådan: ".......men det var også et fantastisk rum at gå ind i, så hvor går grænsen? Vi viste ikke det hele, men så meget, at det heldigvis ikke er noget, vi skal hver dag".
Jeg er glad for at læse, at emnet har givet anledning til overvejelser.
Det er jeg sikker på, det også har gjort hos pårørende og personalet, og selvfølgelig også hos den døende så langt som vedkommende har kunnet være med.
Jeg er muligvis den eneste, der synes, der blev gået for tæt på?
Udtrykket 'et fantastisk rum at gå ind i' kan sikkert genkendes af mange, der har været tilstede i de sidste minutter af et menneskes liv.
Sådan er det ikke altid. Vognmandens datter illustrerede det ved at sige, at for hende ville det aldrig blive det samme mere at kigge på Edvard Muncks billede 'Skriget'.
Men de sidste øjeblikke synes jeg skal være private. Uden kamera.
De sidste 5-6 år af mit arbejdsliv, var jeg på en lungemedicinsk afdeling, hvor mange patienter døde. Der var sygeplejersker med speciale i palliativ behandling (lindrende). Der var samarbejde med forskellige faggrupper for at give patienterne og deres pårørende de bedst mulige forhold. Min opgave var at hjælpe med at finde gode hvilestillinger, give afslappende massage og vejrtrækningsøvelser og finde hjælpemidler, der kunne støtte og aflaste.
Måske er det derfor, jeg ikke kan genkende udsagn om at døden er et tabu og der bliver talt for lidt om det?
Jeg undrede mig over, om den gamle skik med at tage afsked med afdøde i den åbne kiste er helt forsvundet?
Da min far døde, lå han hjemme indtil begravelsen, og naboer og familie kom forbi.
Det kan man også se på Michael Ankers billede af den døde fisker på Skagen Museum.
Sådan er det også med store statsledere rundt om i verden.
Men det er selvfølgelig mere følelsesladet og mere levende tv at vise de sidste minutter i live.
Jeg synes bare det andet er mere værdigt.
Måske er det bare mig.....
Mine grænser for hvor meget man skal/kan eksponere sig selv er også rykket
For 10 år siden ville det have været utænkeligt for mig at skrive om migselv og lægge billeder ud på bloggen, som jeg gør nu.
Da de første reality programmer kom frem, var jeg også helt afstandtagende.
Nu er det bare blevet almindeligt.
Er det godt eller skidt?
Jeg har ikke et endegyldigt svar på det...
I græsplænen vokser de søde, livskraftige tusindfryd, selvom de får hovederne slået af med jævne mellemrum.
Tillykke med Grundlovsdag på den smukkest tænkelige sommerdag.
Mennesker er nok bare forskellige, og det, der for den ene er at gå for tæt på, er ikke for den anden. Det kommer ikke bag på mig, at der er ligger mange overvejelser bag, når Anders Agger valgte, som han gjorde. For mig var udsendelserne næsten poetiske over et smerteligt og tungt vilkår, vi alle har tilfælles. Jeg synes faktisk, det var befriende, fordi døden er noget, vi taler så lidt om.
SvarSletMadame, det er helt sikkert, at vi mennesker har forskellige grænser. Det er også godt, der bliver sat spørgsmål ved vaner og traditioner, synes jeg.
SvarSletOg vi har lov til hver især at give udtryk for vores holdninger.
Det er også en fantastisk ting.
Jeg synes, der var fotograferet meget smukt i dokumentarserien og musikken understøttede fint det melankolske tema. Det vestjyske landskab og havet var flotte symboler.
Jeg kan godt følge dig i det (nogen gange) poetiske, som du beskriver.
Døden bliver mere nærværende jo ældre vi bliver, men nok ikke lettere at forlige sig med.
Jeg nød Anders Aggers udsendelser, og kan ikke mindes, at jeg følte, vi så "for meget". Jeg var meget imponeret over den fine beskrivelse, som også familierne var med til at tegne over den sidste tid hos meget forskellige mennesker. Måske ville jeg se det anderledes nu, hvor jeg har hørt dine overvejelser. Jeg ved det ikke.
SvarSletMen jeg er ikke i tvivl om at der ligger mange overvejelser bag udsendelserne.
Eva, som jeg siger, så er det nok bare mig......
SvarSletForstået på den måde, at den åbenhed der langsomt har udviklet sig omkring private forhold er unge/yngre mennesker vokset om med. Og den bliver ikke rullet tilbage..
Jeg er ikke tilhænger af hemmeligheder og uigennemsitighed i mit liv. Men synes alligevel, der er noget, der hører privatlivet til.
Og sådan tror jeg, de fleste ældre har det??
Men det ved jeg i virkeligheden ikke.
Og grænserne flyttes hele tiden.
Godt du har haft en fin oplevelse ved at se udsendelsen.
Jeg kender miljøet godt, fordi jeg arbejdede på en lungemedicinsk afd.,hvor mange patienter døde og hvor der var sygeplejersker med palliativ (lindrende pleje)uddannelse og stor indsats fra andre personalegrupper for at skabe så optimale forhold som muligt for både pårørende og den døende.
Jeg så nogle af udsendelserne på PC'en hernede, og to styks på TV, da jeg var hjemme. Jeg var meget rørt over de fleste af udsendelserne - især nummer to og den sidste var meget barske at se, fordi det bragte minder tilbage. Da den unge kvinde fortalte om 'Skriget' erindrede jeg min fars død af præcis den samme kræftsygdom - der er åbenbart typer af sygdomme, hvor enden ikke er så stille som for fx Sømanden.
SvarSletJeg undrede mig allerede ved første afsnit over, hvordan de ville trække grænsen? Havde de forinden aftalt med de syge, hvornår der skulle slukkes - eller kom det hen ad vejen? Jeg forestiller mig, at der har været an aftale inden, da ingen jo har kunnet vide, hvordan det ville udvikle sig - og det ville ikke være værdigt at filme Sømanden, som ikke længere kunne sige fra, uden hans accept.
Jeg ved ikke om det som sådan chokerede mig; jeg har selv kun set en person dø foran mig. Jeg tror måske, at en mere stille død kan være med til at ophæve nogle tabuer - men samtidig skal man jo ikke lulle folk ind i den forestilling, at det altid er sådan - for mange gange er det sikkert voldsomt at overvære.
Jeg ville absolut ikke have brudt mig om selv at stille op - hverken som syg eller som familiemedlem; men igen tror jeg, at det er vigtigt at huske på, at de forhåbentligt havde gjort sig alle de overvejelser inden.
Jeg er sikker på, at Agger også har tænkt meget over det - og under alle omstændigheder var det nogle meget smukke udsendelser.
Nille, ja det kunne være interessant at vide, hvordan der blev aftalt et stop tidspunkt.
SvarSletJeg synes, Anders Agger virker tillidsvækkende, så mon ikke det er blevet lagt meget over i hans hænder?
Jo flere reaktioner jeg hører på udsendelsen - især hos Madame - så opdager jeg, at emnet måske er tabubelagt. Og at udsendelserne har været med til at bryde det tabu på en (for de fleste)smuk måde.
Mit arbejdsliv har så bevirket, at jeg ikke selv ser døden som et
tabu. Og nok også derfor ser mere kritisk på, hvordan emnet bliver behandlet.