Jøsses, der er store forhold i landbruget i dag. Vi var til Åbent Landbrug på Sømosegård - et landbrug med 220 malkekøer - med 163 hektar jord med varieret planteavl. Det var vildt at gå rundt i sådan en stor stald med så mange flotte sortbrogede køer. De går løse på gummimåtter og kan lægge sig i sengebåse med madrasser!! Der var nu ikke så mange, der lå ned. Når de har lyst, går de hen til en malkerobot og der var kø ved robotten, så det er åbenbart populært. De går i gennemsnit hen til malkning 2.5 gange om dagen. Hvis de trænger til at blive kløet, kan de gå hen til en kæmpestor børste, der roterer rundt. Al fodring og udmugning var automatiseret. Ud over landmanden selv, var der ansat en medhjælper + en landbrugselev.
Nu har jeg ikke kendt til landmandslivet i mange år, så selvfølgelig vil det være helt anderledes end dengang min far drev det lille husmandssted, som en familie på far og mor og 3 børn kunne leve af. Det der slår mig mest er, at der skal så få folk til at drive så stort et sted. Som arbejdsplads er den jo lille og for ejer og ansatte måske lidt ensomt?
Men hvorfor har de ikke jersey køer?? De gav en masse mælk med en god fedtprocent, kan jeg huske!!
Det var noget af et tilløbsstykke. En stubmark var midlertidig parkeringsplads, og der var rigtig mange biler og mange familier og børn rundt om på den store gård.
Således mættet af malkekvægs-indtryk, kunne jeg smutte ind i Musikhuset og være med til "Syng i den blå" med Jens Grøn. Det er sådan et hyggeligt arrangement, der finder sted i foyeren, og det tiltrækker tydeligvis det modne publikum. Vi kom godt omkring efterårssangene og Jens Grøn kender små historier om komponisterne og tekstforfatterne, så der er altid en fin stemning.
Min gå-tur hjem fører mig lige forbi Kulturspinderiet, så jeg måtte kaste et blik ind. Der havde været åben cencurering i går, og de antagne værker var hængt op. Jeg skævede til uret og blev enig med mig selv om at vende tilbage en anden dag, idet jeg kunne høre Bugsy i min øresnegl!
Efter det første afsnit af "Sommer" i denne her sæson, er jeg også snart klar til at trække mit biologiske rullegardin ned. Dejlig søndag!
Man kan da sige, at du så landbruget sort på hvidt :-)
SvarSletJa, Rimkoger - helt bogstaveligt!
SvarSlet