mandag, juli 20, 2020

Vi er børn af sol og sommer ...

... Men i slægt med blæst og regn.
Sådan føler vi os i de her dage.  Mon ikke det er en gammel spejdersang, der dukker op i mit hoved?
Uanset hvor mørke og tunge skyerne har været i løbet af dagen, så klarer det altid op ud på aftenen, og vi får de fineste solnedgangsfarver.

Det blæser kraftigt her til aften.

I eftermiddags var der på et tidspunkt blå himmel med små hvide skyer.

Johanne fyldte seks år i dag.
Det var ikke badevejr, men skattejagtvejr.
Det var en dejlig fødselsdag, og der var både skoletaske og penalhus blandt gaverne, for efter sommerferien starter hun i skole.










Nogle af os her i feriefamilien er forkølede. Det var først storebror Marcus, og for at være på den sikre side, fik han foretaget en coronatest, som heldigvis var negativ. Et par dage efter begyndte fætter Mikkel har hoste dybt og hult, men da nu covid-19 var udelukket, så foretog vi os ikke yderligere. Johanne har været lidt snottet. Jeg troede så, det var en børneting. Men for to dage siden fik jeg meget ondt i halsen. Til min overraskelse var det faktisk væk næste morgen. Nu er jeg snottet og hoster lidt og er træt. Ingen af os har følt os syge, så det er åbenbart en mild sommerforkølelse. Men vi tror altid det værste i de her coronatider.
Mattias og hans mor har været her et par dage. I går, da de to fætre var på vej hjem fra stranden, kom der en voldsom regnbyge. De havde så meget sjov med at hoppe og danse i regnen.
Jeg fotograferede dem ud af køkkenvinduet.

Vi er i anden uge af ferien. Jeg bliver her til lørdag. Min datter og hendes familie bliver her ugen efter også. Det er faktisk ikke dårligt vejr, for det skifter flere gange i løbet af en dag.
Men jeg har haft lukket op for radiatoren et par morgener.

4 kommentarer:

  1. Tillykke med Johanne - jeg kan ikke forstå, at der allerede er gået seks år siden du første gang skrev om dit nyeste barnebarn. Og nu skal hun i skole ... en smule skræmmende, faktisk.
    Hvis I får for meget regn, skal du bare sende noget i min retning - vi har ikke fået en dråbe i denne omgang, og vi trænger!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Ja, de år med børnene går så hurtigt, Ellen. Tænk, at I slet ikke har fået regn. Det er nu mest blæsten, jeg gerne vil eksportere :-)

      Slet
  2. Det var dejligt at corona blev udelukket, for det er vel det, vi alle frygter.
    Tillykke med Johanne og de seks år i går.

    SvarSlet
  3. Tak for lykønskninger til Johanne. Det var bare så godt, at corona blev udelukket.

    SvarSlet