Det snakkede vi ikke om for 20 år siden ...

I den forgangne weekend har jeg været sammen med syv veninder i sommerhus. Vi er alle 60+ og har kendt hinanden i mange år.
Pludselig dukkede et emne op, som vi ikke har snakket om før: det at opdage, at man er blevet glemsom. Og hvor slemt er det? Er der andre, der kender det?
En af os havde sammen med sin mand erfaret, de bare var blevet så glemsomme. De var skiftevis bekymrede og frustrerede over det.
Det viste sig, vi alle kendte til, at vi ofte ikke kunne huske, hvor vi havde lagt en ting, som vi skulle skynde os at lægge fra os - for så ikke at kunne finde det igen dagen efter, eller når vi skulle bruge det igen.

Der udspandt sig så en længere snak om, hvordan man kan kompensere for de færdigheder, man mister med alderen. Ingen tvivl om, det er vigtigt at lægge planer og strategier, der tager højde for glemsomhed og det faktum, at man mister muskelkraft (uanset hvor meget man træner), og dermed hurtigere bliver træt.

Det lyder måske kedeligt, men det var helt rart at snakke om. Almindeligvis er det jo noget, vi holder på afstand ved at joke med det, men underneden ligger en sårbarhed og angst for at blive ramt af demens.
Da vi havde udtømt emnet, var der én der udbrød, at det ville vi aldrig have snakket om for 20 år siden, og det måtte vi grinende give hende ret i.

Tre af vi otte, der stadig ses, da vi afsluttede familierådgiver-uddannelsen på Kempler Instituttet for snart 20 år siden.

Da jeg vågnede i morges, var jeg i en drøm, hvor jeg skulle lave mad til mange. Det gjorde jeg ved at stille en konservesdåse med ris og grønsager (har aldrig set sådan en blanding før) direkte på kogepladen. Idet jeg slog øjnene op, var jeg klar over, at den var hel gal med mig.
Pyh, det var en lettelse at vågne.